Flystyrtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2016
  • Opdateret: 25 jan. 2016
  • Status: Færdig
Denne novelle er min første novelle her på Movella, og i det hele taget sådan uden for skolen. Den handler om en person, som vidner til et flystyrt, som ser ud til at ende grueligt galt. Man følger hans tanker, og handlingerne omkring.

1Likes
0Kommentarer
189Visninger

1. Styrtet

Det var en kold morgen. Sneen havde lagt sig som en dug henover Stockholm. Jeg havde glemt huen hjemme i København, så kulden bed i ørene. Selv om der var bidende kulde, skinnede solen stadig skarpt og varmede da en smule. Alle mine ting var pakket og klar, jeg var også klar, så nu gjaldt det om at komme afsted. Jeg var ret sent på den, men heldigvis var flyet forsinket en smule. Efter et par timers ventetid, sikkerhedskontrol og tidlig frokost, steg jeg endelig ombord flyet. Der var en dejlig varme inde i kabinen, og der duftede af klementiner. Man kunne forestille sig, at de var glade for julen.

Jeg var ombord, bagagen var ombord og vi var nærmest klar til at lette. Vi fik den samme gamle besked som man altid gør, al det der omkring sikkerheden og hvis en nødlanding skulle forekomme osv. Men hvad var chancen for at vi skulle nødlande eller styrte? Imens jeg sad der i mit sæde, syntes jeg at kunne høre ukendte lyde udefra. Jeg tænkte, at jeg nok bare var træt. Så jeg lagde mig stille og roligt til at sove, for træt var jeg. Jeg havde en vinduesplads, for så kunne jeg kigge ud omkring. Det syntes jeg var vildt hyggeligt og spændende. Inden jeg helt sov, fik jeg mig et glas vand. Det drikkelse, jeg fik fra frokosten, var ikke noget værd. Jeg lukkede øjne, og pludselig var der mørkt.

Jeg drømte nogle underlige drømme især også, fordi jeg var på flyet. For jeg drømte om et flystyrt. Vi sad i flyet alle sammen, stille og roligt, da den ene motor pludselig gik i brænd. Vi panikkede og nogle begyndte at skrige. Før jeg fik set mig om, styrtede vi ned med mange km i timen. Det gik stærkt. Jeg spændte selen stramt. En kæmpe brag lød og med et sæt, var jeg vågen. Vi var lige lettet og var stadig på vej op til den optimale højde. Der var kun gået nogle minutter, da jeg så hørte de ukendte lyde igen. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor de kom fra, men det lød som om, de var fra den ene vinge. Det lød som en slags buldren og alligevel ikke. Jeg kunne ikke helt sæt finger på, hvordan den lød, men skræmmende var det. For lydende blev højere og højere.

På vej ud til toilettet, fik jeg et hurtigt blik ind på cockpittet. Denne pilot havde altid døren åben, og så gav det også en hvis tryghed, syntes jeg. Han så stresset ud og cockpittet lignede et lyshav. Hver eneste lille pære lyste eller blinkede. Det var skræmmende, og jeg fik slet ikke lyst til at gå på toilettet. Så jeg skyndte mig tilbage til mit sæde, hvorefter stewardessen kom ind til os i kabinen, for at informere om, at en nødlanding muligvis ville forekomme. Jeg fik kuldegysninger. Alle forholdte sig rolig, så det ud som om. Jeg var rædselsslagen og mine hænder blev svedige. En urolig fornemmelse kom i min mave, jeg fik det dårligt. Jeg var bange for, at der skulle ske noget. Jeg ville ikke dø. Millioner af tanker kørte gennem hovedet på mig og jeg fangede en af dem. For det var jo kun en nødlanding, tænkte jeg. Chancen var nok ikke så stor for døden.

Den følelse forsvandt hurtigt. Der opstod pludselig en lille brænd i den ene af motorerne. Det var ikke motoren fra min side, men på den anden side. Det føltes som om vi svævede. Motorerne stoppede næsten helt. Til sidst var jeg slet ikke bange mere eller måske var jeg bare fyldt op med så meget frygt, at det ikke rørte mig. Det var svært at skelne mellem. Jeg blev siddende, og vi blev kastede mildt tilbage i sædet. Som jeg så det, var vi på vej ned. Nogle af passagererne begyndte at græde, men det udviklede sig til en lille hulken, for stewardessen beroligede dem alle, men det var nødsaget til at sætte sig ned. Det gik hurtigere og hurtigere, jeg klemte omkring armlænet og omklamrede mig sædet. Jeg fik det ekstremt dårligt, som om jeg skulle til at kaste op. Man begyndte at kunne ane en lugt af brændstof. Det var yderst ubehageligt. Vi sad alle nu fastspændt og var under skyerne. Jeg fik lige en mulighed, for at kigge ned. Før kunne jeg kun se hvidt pga. skyerne, men nu kunne jeg se kridhvidt sne og flotte mørkegrønne nåletræer. Vi kom tættere og tættere, der var ild i motorerne, og det eneste jeg kunne tænke på, var om vi slap levende og uskadte. Det hele føltes som en evighed. Det tog minutter, men føltes som uendeligheder.

Man hører at noget buldre i gulvet, og det øjeblik jeg kigger ud, ser jeg træerne værende tæt på og jeg spærrede øjne op. Jeg trak vejret dybt. Først ind, så ud. Der var en gevaldig larm. Mange græd dog ikke mig, men vi var alligevel allesammen chokerede og dybt rørte. Vi svævede stadig lidt over jorden, men der gik ikke længe før vi landede. Det kom til at blive et hårdt fald. Igen så lød der et kæmpe brag om ørene, og vi gled langs jorden et par hundrede meter. Det rystede og vi blev kastet frem i sæderne. Pludselig delte flyet sig op i tre dele. Det blev totalt splittet ad. Det virkede total urealistisk, det var som taget ud fra en film hele den her nødlanding. Flyet stoppede endelig efter en evighed og kaptajnen steg ud fra cockpittet.

Kaptajnen var som den første i gang med at hjælpe os. Han blødte i hovedet og hans tøj lugtede ekstremt meget af brændstof. Men han fik os fri med hjælp fra andre passagerer, som havde fået sig selv fri og stewardesser, som også var klar igen. Alle var i chok og det var jeg også. Vi har været heldige at ingen kom alvorligt til skade. Det eneste der skete med mig, var måske en mindre hjernerystelse, for jeg slog hovedet hårdt op i sædet foran mig. Der var allerede hjælp på vej, for kaptajnen havde råbt efter hjælp under styrtningen. Der gik ikke længe, så var de ankommet. Jeg blev siddende inde i flyet til de kom, for jeg turde ikke vandre ud i sneen. Det var ufatteligt koldt og samtidigt vådt. Redningsfolkene havde tæpper med og noget varmt at drikke. Vi blev transporteret til nærmeste hotel og nogle til hospitalet.

Det var meget vildt for mig at opleve noget lignende. Noget slog mig efter, jeg var ankommet til hotellet. Det var næsten, det samme som jeg drømte tidligere, da jeg steg ombord. Ved den tanke, krummede jeg tæerne og det isnede ned gennem ryggen. Men alligevel slog det mig ikke så hårdt. Jeg var bare glad for at kunne være her i dag og være hjemme i sikkerhed igen. Om den her oplevelse vil ændre mit syn på flyvning, ved jeg ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...