Krig - Et essay

Dette er et essay, som jeg for ganske kort tid siden skulle skrive til en skoleopgave. Opgaven var i bund og grund blot at skrive et essay med emnet krig. Jeg modtog topkarakter, men tager glædeligt imod øvrig konstruktiv kritik og kommentarer.

8Likes
4Kommentarer
6543Visninger

1. Krig

Krig
- Et essay

 

Krig er et ord, som vi alle kender til. Allerede når vi er børn, forbinder vi det med små tinsoldater, store maskiner og voldsomme lyde fra geværer. Drengebørn tager hver deres lille legetøjsmand i hånden, peger dem mod hinanden og laver geværlyde med deres munde, mens de griner højlydt og diskuterer om, hvem der blev skudt af det ikkeeksisterende skud først. Allerede i så ung en alder er vi påvirket af volden og uenigheden i verden, på trods af at vi i bund og grund ikke engang er klar over det endnu. Med tiden bliver vi ældre, begynder at følge med i nyhederne og ligger mere mærke til verden omkring os. Først dér går det op for os, hvad krig egentlig betyder. Det er ikke to små tinsoldater med militærgrønt udstyr, der sigter på hinanden med store plasticgeværer og laver mekaniske lyde. Det er ikke en leg. Krig er uenighed. Vold. Konflikt. Død. 

Vi hører det hver eneste dag i fjernsynet, lytter til det i radioen og snakker om det i fællesskab, men få af os i Europa har oplevet det på egen krop og set det med egne øjne. Vi ved kun det, som vi får fortalt, men dog tager mange af os det meget nært. 

Selvfølgelig følger vi med i det der foregår, og et par af os kan måske stolt sige, at vi kender en person eller to, der har været udstationeret i Mellemøsten for at kæmpe for retfærdigheden og freden i landene, men i bund og grund påvirker det os nok ikke så meget, som vi nogle gange går og bilder os selv ind. Vi tror, at vi forstår menneskerne i Syrien, der hver dag bliver udsat for forfærdelige ting, som vi andre ikke engang kan forestille os.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at krigene rundt omkring i de lande, som jeg aldrig har befundet mig i, påvirker mig meget og giver mit liv en større mening - giver mig lyst til at forbedre verden og løse de konflikter, der nu endda eksisterer, men det er dog nok ikke tilfældet. Min forståelse for, at krig er et stort problem, er ikke til at tage fejl af, men det påvirker hverken mit liv eller min tankegang, da jeg lever i et på nuværende tidspunkt meget sikkert land. I mine øjne, såvel som så mange andres, virker hændelserne i Mellemøsten ikke videre virkelige, men derimod nærmere som noget fra en historie eller et helt andet univers. Et computerspil eller en film. Det er så forfærdeligt, at det i vores øjne knap nok er virkeligt. For hvordan kan mennesker dog være så modbydelige mod hinanden i en verden, som ellers til tider kan virke så smuk og perfekt?

 

Man har i 2014 og 2015 markeret årsdage for både første verdenskrigs start, krigen i 1864 og afslutningen af anden verdenskrig, med en tanke om at krigene og uenighederne endelig er blevet fortid, men inderst inde er vi vel alle klar over, at dette ikke er tilfældet, for krig er stadig et aktivt fænomen i vor verden, hvorvidt vi beslutter at indrømme det eller ej. Ganske vist er det idylliske Skandinavien ikke under bombardement jævnligt, og vi skal ikke leve med den konstante frygt om at blive taget væk fra vores kære. Vi er heldige, men det er der andre, der ikke er. Folkene i Syrien, familierne i Mellemøsten og de tusindvis af mennesker, der hver dag skal døje med frygten og faren ved blot at træde ud fra hjemmets fire vægge. De har været i krig i utallige år, flere end nogle af os kan huske, og de er det stadig. Konflikterne eksisterer stadig, bombardementerne hænder endnu og drabene er stadig aktuelle. I den skandinaviske boble af glæde, trykhed og et velvirkende velfærdssystem glemmer vi ofte dette, lige indtil at vi igen befinder os foran fjernsynet klokken seks om aftenen og fraværende kigger lidt frem og tilbage mellem skærmen med nyhederne og ansigterne på de familiemedlemmer, vi ikke har set hele dagen, som fortæller om hvordan deres dag har været. Men hvor meget lytter vi egentlig til nyhederne, og påvirker det os overhovedet, at vores medmennesker bekriger hinanden dag på dag? Eller er skallen på den såkaldte skandinaviske boble af sikkerhed og velvære så tyk, at vi blot ser krigene som tragisk fortid, lige indtil at den i menneskelig live kommer og banker på vores dør og søger om ly? 
Mennesker har efterhånden lært, at krige har konsekvenser, samt at en ting altid fører til en anden. Når lande og familier bliver bombet, så ønsker de øvrige parter at komme væk så hurtigt som muligt fra stedet, hvilket fører til at de flygter til andre lande - lande, som de har hørt fantastiske historier om. Vi lader disse flygtninge træde ind over vore grænser, da vi forsøger at sætte os selv i deres sted. Hvordan må det være, at skulle flygte fra eget hus og hjem? Ikke alle er enige i, at disse fremmede mennesker skal gøre brug af vores velfærdssystem og i stedet opstår en helt anden konflikt. Skal vi lade disse flygtende mennesker komme ind i landet, eller i stedet lade dem finde andre steder at genetablere sig? For hvor mange har vi egentlig plads til? Igen vender vi fokus fra de forfærdelige bombardementer, konflikter og drab i de øvrige lande til et spørgsmål om, hvorvidt vi skal hjælpe eller ej, og så handler det pludselig ikke længere om at få stoppet krigen, men om os. Om hvor meget vi har lyst til at hjælpe. 

 

Krig har været et virkeligt fænomen i århundreder, og det er det stadig. Hver dag falder flere bomber, hver dag mistes elskede familier, mens vores små børn stadig leger med tinsoldater og geværer af plastik. De laver stadig lyden af skudsalver med deres munde og griner af glæde. Og det vil de nok altid gøre, for de er blot børn - de ved ikke bedre. Men gør vi?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...