Det sner

digt/minder om hende, min hjemby, og det at overvinde sig selv..

5Likes
5Kommentarer
201Visninger

1. .

Det sner

 

Det sner i slutningen af september, det er ligesom tomhedens måde at sige farvel på efter en hård tid.

Det er ligesom følelsernes vold, der falder blidt fra himlen.

Det sner til højre, det sner til venstre, omkring alle disse mennesker.

Mennesker der kigger forhåbningsfuldt, imens jeg går forbi dem på gaden.

Alle folk med hver deres mål og hver deres optimisme.

Stregerne i fliserne, som hvis hver dag kunne være den sidste.

Jeg er på vej derhen, der hvor vi skal mødes.

Nu skal alt ændre sig, aborterede glemsler skal fødes.

Mit følelsesregister passere forskellige symptomer, da jeg går på vejen mod enden.

Der er langt endnu, jeg passere en McDonald’s på gågaden i Esbjerg.

Alt er som det plejer, uskyldige børn og unge "samfundstabere" på skøjtebanen.

Politiet patruljere, kigger efter knive og narkotika, det er som det plejer i Esbjerg centrum.

 

Jeg er på fodboldbanen, der er bygget bunkere af sne, som man kan gemme sig bag ved i en sneboldkamp.

Sneboldkampen er i gang, der bliver uddelt vaskere, vold med sne.

Jeg træder tilbage hvor jeg ikke kan ses.

Om jeg nogensinde ville tage del i en så brutal leg, aldrig!

De andre tænker nok at jeg er bange og det er også rigtigt, jeg er bange for at jeg ikke kan kontrollere mig selv.

Men der står hun midt ude på slagmarken, og smiler så sødt.

Hun spørger om jeg ikke vil være med, Men jeg kan ikke...

Billedet af hendes smukke ansigt repetere i mit hoved, og da vidste jeg at jeg havde fejlet.

 

Men tilbage til nu, jeg går stadig på disse brostensbelagte gader i Esbjerg centrum.

Det er ligeså koldt og kynisk som pigen uden svovlstikker og som systemets måde at behandle de problematiske mennesker uden håb.

Men stadigvæk er det bare den verden vi lever i, man må tilpasse sig.

Måske endda deltage i horden, hvor du kan få lov at dræbe mennesker i en ”God sags tjeneste”.

Jeg overvejer hvad der er værst, at leve i smerte eller dø i sindsro.

Men mens jeg går her, inde i centrum, er det gået op for mig, ved at kigge på alle disse individuelle mennesker, at jeg kan være hvad jeg vil.

Alt er muligt for den som bærer viljen i hjertet, og nu fandt jeg dig!

Tålmod.

Du er overalt, men så svær at se.

Men jeg fandt dig, og nu vil jeg lede videre efter svar med den tålmod, som alle disse mennesker omkring mig gav så ubetinget..

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...