Kærlighed vil sætte dig fri

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2016
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kærlighed kan fordufte men ligeledes bringe dødt til live. Deltager i singlekonkurrencen. Valgmulighed nr. 1. Fordele og ulemper ved at være single.

2Likes
6Kommentarer
285Visninger
AA

1. ✖ One shot ✖

Kærlighed vil sætte dig fri

 

Jeg kan godt lide at være single. Alene, ” siger jeg. ”Det er på en måde befriende og du er ikke afhængig af andre, ” fortæller jeg dem bagefter. Jeg ser dem direkte i øjnene og nikker godkendende til mine i øjeblikket selvsikre svar. Det er da rigtigt, ikke?

Men langsomt begynder jeg at tænke over, at de folk, som står over for mig blot er en flok af fremmede ansigter. Dem, der før var mine venner, er nu kun bekendte, som jeg ikke ved, om jeg skal placere i boksen med folk, som jeg bare ikke snakker med mere, eller folk, der forlod mig til fordel for andre. Selv her kan jeg ikke finde ud af, om det er det virkelige problem i min hverdag.

Jeg retter lidt på skjorten, jeg strøg i morges og kigger ned på mine nye bukser, som jeg syntes var vildt fede, da de hang på knagen i butikken. Efterfølgende bevæger jeg mig lidt væk fra forsamlingen og finder en blød stol i hjørnet af stuen, hvor matchende og flotte pudder ligger pænt anlagt op ad ryglænet. Der er noget ved den, der får mig til at tage en dyb indånding.  

Jeg læner mig tilbage og lukker øjnene, forestiller mig, at jeg ligger derhjemme i sengen med dynen over hovedet. Den genkendelige duft af sommerblomster flyver omkring mig, et svagt smil træder frem på mine læber og jeg finder mig selv synke dybere ned i madrassen. Der er en voldsom larm i huset, men alligevel formår jeg at lukke mine øjne i, da trætheden langsomt tager over min udmattede krop.

Men det er vinter nu. Kulden bider på og sneen vælter ned over landet. Jeg åbner derfor øjnene igen for at svømme ud over kanten på tanker. For en stund stolede jeg blindt på, at dette lige var et glimt fra fremtiden.  

Jeg beslutter mig for at rejse mig op, så jeg ikke falder hen igen. Mine ben leder mig hen mod Kirsten og hun nikker fraværende til mig, før hun vender sig om igen for at fortsætte på sin citronfromage. Et stik går gennem mit bryst, men jeg forsøger ikke at tage mig af det. Et langt blik hen mod Nora og hendes nyfundne kæreste og jeg ved, at jeg er efterladt til mig selv. Der er den her konstante snak i mit øre, men det er svært at forstå, hvad det alt sammen betyder og jeg lader det køre som en svag baggrundsfnidder.

Mine øjne fanger langsomt skikkelserne omkring mig én for én, tager dem ind og jeg forestiller mig, at de alle sammen er på vej hen mod mig. Smil er sendt i min retning og pludselig er snakken til mig i stedet for sidemanden. Det føltes godt – også selvom det blot er forestillingen derom. Men selvom jeg står i et rum fyldt med mennesker, svinger lidt til siden og snakker med bekendte, så mærker jeg ensomheden, der langsomt spreder sig fra mit bryst og ud til det yderste af mine tæer – ikke kun i tanken men ligeledes i min bevidsthed. Jeg kan næsten se de tykke bånd, der løber mellem folkene og binder dem sammen. Da det når mig, tager det et stort udsving og fortsætter videre til Kirsten. Hendes man bevæger sig op bag ved hende og læner sig ind for at lægge et kys på hendes røde kind. Ufrivilligt løber et gys ned af min rygrad. Det hele bringer mig tilbage til den tid, hvor jeg ligeledes havde nogen at dele mine dage med.

Efter noget tid, indser jeg, at det nok ikke vil gavne mig at blive hængende længere. Jeg trænger til at komme hjem, være alene i lejligheden uden egentlig at føle mig ensom. Forladt. At være i en forsamling minder mig bare om, hvad jeg ikke har. 

Med hurtige skridt går jeg mod gangen, besluttet på at smutte. Jeg roder alle jakkerne igennem og finder min som den inderste. Hvorfor valgte jeg også at komme tidligt? Efterfølgende åbner jeg døren. Den føles lettere og som det går op for mig, at en anden har ved håndtaget på den modsatte side, bliver jeg skubbet tilbage, så jeg nær mister balancen. Jeg kigger ikke op, for det overrasker mig ikke længere, at jeg bliver overset. Mine øjne bliver liggende på de store og mørke læderstøvler, som fanger min opmærksomhed. Jeg forsøger at bevæge mig uden om forhindringen og når ikke langt, før han vælger at gøre det samme. Vi indgår i endnu et sammenstød og jeg udbryder et svagt ”Av.

”Sorry! ” undskylder en hæs stemme, hvorefter jeg mærker et par varme hænder på mine skuldre. Min krop stilner og jeg tager mig til min pande, der stødte på hans hage. ”Er du okay? ” spørger han efterfølgende. Jeg kan ikke lade være med at løfte mine øjne i retningen af den dybe tone og før jeg ved af det, er mit blik fanget og jeg svømmer som en umbalumba i et chokoladehav. Min hals bliver tør og jeg føler mig selv miste evnen til at forme rigtige ord.

Et svagt grin slipper ud gennem hans læber og jeg river mine øjne væk. Hans hænder falder tilbage langs hans sider. Jeg ved ikke, hvorvidt jeg skal antage situationen som noget godt eller skidt.

”Hey, var du ikke med til Kirstens tresårs fødselsdag sidste måned? ” lyder endnu et spørgsmål, eftersom jeg aldrig fik svaret på det første. Jeg ender bare med at nikke, trods jeg aldrig har set ham før. Min krop er ikke i stand til andet i øjeblikket. ”Du sad ved bordenden. Din kjole var… den her lyse himmelblå og du skubbede dine grønsager omkring i suppen, som om du var piraten og de var skibene. ” Hans ord får det til at stikke i bunden af min mave. Det snurrer en smule rundt og et eller andet sted smigrer hans ord mig. Jeg mærker mig selv blive varm om ørene og spekulerer så på, hvad vi stadig laver her.

”Jeg må hellere gå, ” hører jeg mig selv presse ud over tungen, før jeg forsøger at gå uden om hans høje figur. Hans hånd når at ligge sig omkring min smalle arm og jeg ryger et halvt skridt tilbage igen.

”Hvor er du på vej hen? ” Hans uafbrudte spørgsmål begynder at gå mig på nerverne. Jeg lukker øjnene for et sekund og kigger så op.

”Hvorfor kommer du så sent? ” skyder jeg igen og undviger at svare.

”Jeg spurgte dig først. ”

”Og alligevel har man en tendens til altid kun at svare på det sidste spørgsmål ud af en lang række. ”

”Hvor er du fra? ” spørger han dernæst og tager pusten fra mig. Et skråt smil dannes på hans læber og jeg river min arm ud fra hans afslappede greb. 

”Stop med at stille mig spørgsmål! ” Det hele overrumler mig. Jeg var jo lige på vej ud af døren, væk herfra.

”Det er gode spørgsmål, ” fortæller han mig så og hans skæve tænder kommer til syne. Han læner sig op af dørkarmen, lægger armene over kors og kigger ned på mig. ”Har du nogensinde skudt med bue og pil? ”

”Er det et retorisk spørgsmål? ” Jeg rynker lidt på næsen.

”Det hele handler om at koncentrere sig, holde arme og fingre rigtigt. Du kunne blive god. ”

”Og hvad skal det så betyde? ” spørger jeg og bemærker måden, hvorpå hans smil stivner for en kort stund.

”Ikke alle mennesker er lige gode til at skjule, hvad der ligger bag øjnene. Det kræver koncentration, ” forklarer han og jeg tror aldrig jeg har følt mig så forarget, som jeg gør i dette øjeblik. Mit hjerte slår nu fem slag på samme tid, som det før slog et og det snurrer i mit hoved, som havde jeg lige bundet en flaske tequila. Mine øjne begynder at svie og det tager mig al min resterende styrke igen at rive dem bort fra den dybe brønd, der ligger i hans blik og hvor jeg allerede ved nu, at jeg ikke kan svømme. Snottet begynder at løbe fra min næse og jeg lader bagsiden af min hånd tørre det væk, slet ikke i humør til at tænke på, at der er andre mennesker til stede. Alle minderne, der før var gemt i den yderste krog, svømmer nu tilbage hen over min hukommelse. Kærligheden, sygdommen og døden.

”Jeg bliver nødt til at gå, ” siger jeg så og samler min jakke til en klump under armen, før jeg igen forsøger at gå min vej ud gennem døren. Alle mine bevægelser sker i et stort hast, der får det hele til at virke lettere sløret. Og trods min store vilje, kan man sige det modsatte om min styrke, der synes drænet og er skyld i, at jeg igen bliver fanget i hans greb og bløde arme.

”Vent, ” lyder hans stemme og bare dette ord giver mig lyst til at opgive overhovedet at stritte imod. I stedet lader jeg mig selv falde ind til hans berøring, tårerne, der før har været holdt tilbage i evigheder, får frit løb. Jeg lader det hele komme ud, men det lykkes mig ikke at sige noget. Mine stemme er lydløs, mens jeg daler længere ned i varmen. Han strammer sit greb og selvom jeg ikke kender ham, virker det ikke mærkeligt, at jeg finder det beroligende. Hans hjerte banker stærkt mod mit øre og hans trøje dufter svagt af sommerfyldt vaskepulver og grønne skove. Dertil minder den mig om den varme dyne, jeg så længe har længtes efter. ”Det var ikke meningen. Jeg vidste ikke--, ” forsøger han panisk og jeg nikker bare.

Det er længe siden, at der nogle, der har taget sig af mig, som han gør.

Der går lidt tid, før jeg kommer tilbage til min egen bevidsthed og lader mig selv trække tilbage. Det ligner ikke mig at græde foran andre og derfor ved jeg heller ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg tør ikke kigge op, for jeg er bange for, at han så vil forsvinde. Måske har det hele bare været fantasi eller også var det blot en joke. Min krop ryster en smule, som kulden ruller ind over entréen.

”Kom med ud i min bil, ” hører jeg ham sige og klokkerne begynder at ringe inden i mig. ”Vi behøver ikke gøre noget. Vi kan bare snakke og der er varme i sæderne. ” Jeg lader mine muskler slappe en smule af ved hans forsikring. På trods af situationen og det faktum, at det er som om han kigger lige ind i mit yderste hjørne, mine tanker, min sjæl, så mærker jeg mig selv smile og en varme spreder sig langsomt til mine kinder.

Dernæst kan jeg ikke bestemme, om det virkelig er det jeg vil; følge med ham ud i bilen og snakke som normale mennesker gør. Samtaler er ikke dem, jeg har flest af og samtidig føler jeg mig malplaceret, når ordene ikke gider at komme ud, som jeg havde udtænkt dem.

”Jeg har Kinderæg…” fortsætter han efterfølgende og et svagt men hæst grin slipper op gennem min tørre hals. Jeg betragter ham, idet han trækker et nøglebundt op fra baglommen af sine jeans og vifter med dem i luften, så de begynder at klirre. Det kan da ikke skade, kan det?

”Okay, ” svarer jeg stille, da spidserne på hans mundviger næsten når hans ører. Jeg finder mig selv ryste på hovedet, da en tanke slår mig og jeg åbner munden igen. ”Men så vil jeg også have dit legetøj. ”

”Aftale! ” udbryder han, ”Jeg havde alligevel ikke tænkt mig at blive længere end til efter flæskestegen. ” Han griber dernæst min hånd, ryster legesygt med sine sandfarvede lokker og så er vi ellers ude af døren. Vi tænker ikke på at lukke den eller på larmen, der kommer fra vores grin, da han trækker mig efter sig gennem opgangen og ned af de mange trapper. Jeg har lige forladt mormors firserfest til fordel for en fremmed. Utroligt jeg kunne glemme, hvordan nærvær føles.  

Han åbner bildøren for mig og jeg sætter mig ind på passagersædet, ham bag rattet. Det hele virker så småt herinde, og jeg ved ikke helt om det er den varme, der kommer fra bilen eller mellem os, som får min hud til at brænde. Countrymusikken spiller roligt i baggrunden, mens sneen daler ned over os og lægger sig som et hvidt tæppe på bilen. Jeg svarer på alle hans spørgsmål med korte sætninger, men det er fint, for han er god til at føre samtaler. 

Og som jeg sidder her og vi griner en latter af harmoni, kan jeg ikke lade være med at bryde min hjerne med tanken om, at dette muligvis er kortvarigt. Opmærksomheden fra et andet individ. Den boblende fornemmelse i kroppen. Glæden - er det overhovedet et rigtigt ord?

Jeg spiser mit Kinderæg og han giver mig legetøjet fra sit. Usikkerheden begynder at fylde mere i mig og mentalt ligger mine hænder og rykker i mit hår. Midt i vores snak om sommer og flødeskumslagkage, bliver jeg enig med mig selv om, at dette er rigtigt. Dette er virkelighed. Og hvad end det er kort eller permanent, så vil jeg ikke lade noget tage dette øjeblik fra mig. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal håndtere det, men jeg føler mig ikke ensom og det er først nu det går op for mig, hvor elendig jeg egentlig er til at være alene. Tvivlen er gemt væk og jeg finder mig selv nyde tiden, hvor bekymringerne kun handler om, hvornår vi skal ses igen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...