Ensom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2016
  • Opdateret: 23 jan. 2016
  • Status: Færdig
Jeg plejede at elske alenetid. Nu er der intet, der hedder ”at være alene” mere; nu er der kun ”ensomhed” tilbage i denne verden uden liv. [Gyserkonkurrencen, valgmulighed 3 - Vundet 4.-plads]

5Likes
1Kommentarer
1150Visninger
AA

1. D. 23. maj 2017

Aalborg

 

En ting, jeg var ret afklaret med, da jeg flyttede hjemmefra og afslog Jonas' tilbud om at flytte sammen, var, at jeg nok ville blive lidt ensom af og til. At være alene er for de fleste noget negativt, men for en som mig – introvært pr. moderne betegnelse – så er det faktisk rart at have rigeligt med alenetid. Tid, hvor jeg kan koble af og være mig selv. Oplade til næste dag. Gøre, hvad jeg lyster, uden at skulle tænke på andres fordomme.

Men dette her... dette er ikke, hvad jeg ønskede. Dette kunne ingen nogensinde ønske at udsætte sig selv for.

Dette er min historie. Palle alene i verden. Bortset fra at mit navn ikke er Palle.

*

Tirsdag. Tre moduler med engelsk. Lidt over en måned til sommerferie.

Hverdagen er ren rutine. Vækkeuret ringer kl. 06:50, og jeg udsætter den to gange som sædvanligt, inden jeg slæber mig ud af sengen. Spiser en skål havregryn i køkkenet kun iført undertøj; dernæst tisse, børste tænder og så tøj på. Ud af døren og ned i kælderen efter cyklen. Træt slæber jeg mig af sted. Svinger et ben over cyklen og begynder at træde i pedalerne. Tænker slet ikke over lydniveauet, før jeg når ud på hovedvejen.

Manglen på trafik får mig til at stoppe op og tjekke uret på min mobil. Jo, den er god nok; 07:43. Med mindre den selvfølgelig er blevet mærkelig i løbet af natten. Det ved jeg først, når jeg når til universitetet. Jeg fortsætter.

Som jeg bevæger mig igennem nabolaget, begynder usikkerheden at gribe mig. Hvor er alle folk henne? Normalt cykler vi sammen i en lille klump mod uni, passerer joggere og folk, der lufter hunde og efterlader hundelort alle vegne. Ikke så meget som én jogger eller ét ekskrementerende kræ. Og mærkeligst af alt; ingen biler.

Jeg kunne måske forstå det, hvis det havde været vinter. Her i Danmark hader vi, så snart temperaturen falder til under fem grader. Så gemmer vi os indendørs og skutter os under dynerne. Men her sidst på foråret er der lunt og lyst, og brisen er mild. På denne tid vrimler der normalt med mennesker. Men ikke i dag.

Idéen om, at der måske sker noget stort, besøger mig. Måske en helligdag, hvor alle har fri uanset erhverv? (- I så fald, hvornår har vi indført den?). Udgangsforbud grundet kemikalieudslip fra industrikvarteret? Nej, så ville sirenerne hyle. Og når jeg tænker over det, har jeg ikke hørt så meget som en lyd foruden den rustne knirken fra min cykelkæde og mit eget åndedræt, mens jeg kæmper mig op ad bakken.

Er dette verdens største flash mob? Hvor er dem, der filmer mig? Jeg kan ikke skimte nogen, hverken bag træer eller i buskene.

Måske burde jeg havde regnet den ud på det tidspunkt, men en stædighed havde grebet mig. Nu ville jeg hen til universitetet, og så ville jeg få svar på, hvad i alverden der foregik.

I cykelstativet står der ualmindeligt få cykler. Jeg kaster et blik over parkeringspladsen, som normalt er proppet på dette tidspunkt. I dag kan jeg tælle bilerne på to hænder.

Panikken har omsider grebet mig fuldt. Hurtigt svinger jeg tasken over skulderen og suser mod indgangen, som underligt nok ser mørklagt ud. Solens morgenstråler afspejles i ruderne og blænder mig periodisk.

De automatiske døre, der normalt byder folk velkommen, forbliver lukkede, da jeg træder ind foran. Prøvende svinger jeg med armene, hopper et par gange. Intet. Ind kommer jeg ikke. Heller ikke igennem den låste branddør på siden af bygningen.

Så slår det mig som en forhammer lige i synet: Jeg er alene. Altså sådan virkelig alene. Ikke på den gode måde, som jeg plejer at foretrække. Jeg retter mig selv, for det korrekte begreb er nok ”ensom”, der er negativt ladet ned til mindste bogstavlyd. Men på daværende tidspunkt har jeg endnu ikke erfaret den sande definition på ensomhed. Det kommer jeg til.

*

Normalt plejer jeg at kontakte Jonas, når jeg har noget på hjerte. Men mine fingre kører automatisk over tastaturet og trykker min mors nummer. Så venter jeg i en ulideligt lang stilhed.

Duuut.

           Duuut.

                      Duuut.

                                 Duuut.

Sjældent lader jeg den bippe mere end tre-fire gange, men uroen indeni afholder mig fra at lægge på endnu. Hun skal nok tage den. Det er jo mor. Mor er der altid for mig, også når min verden er ved at gå af lave.

                                            Duuut.

                                                       Duuut.

                                                                  Blip.

Telefonen konkluderer, at der ikke bliver svaret, og lægger automatisk på. Men det kan simpelthen ikke passe. Jeg ringer igen. Og igen. Samme udfald. Så prøver jeg Jonas.

Duuut.

           Duuut.

                      Duuut...

Glem det. Jeg kender sangen. Frustreret smider jeg mobilen fra mig. Når ikke engang at lægge på, inden elektronikken forlader min hånd, og skærmen knuses mod asfalten. Jeg lader den ligge.

Der findes to typer af mennesker (hvor de så end er henne): Dem, der handler, og dem, der græder. Selv er jeg typen, der handler. Men lige i dag er jeg svag. Fortvivlelsen tvinger mig ned, og jeg ender med at sidde med ryggen mod brandtrappen og hulke. Hulkene bliver til krampagtige vræl, som igen bliver til hysteriske skrig. Så er jeg færdig.

Der er for langt hjem til mine forældre på cykel, men Jonas' lejlighed kan jeg nå på atten minutter. Jeg kaster mig i sædet og tramper alt, hvad jeg kan. Ned ad bakken går det stærkt, og jeg cykler midt ude på vejen. De eneste biler, der er, er dem, der holder i vejkanten eller garagerne. I farten bliver de reduceret til sølvgrå og røde pletter i udkanten af mit synsfelt.

Anden sal, første dør til venstre. Der er låst, men det er efter al forventning. Godt, jeg har ekstranøglen til lejligheden. Uden at banke på eller ringe med dørklokken låser jeg mig ind.

Igen falder jeg i gråd, da jeg finder lejligheden tom. Ikke for møbler, men for liv. Han er her ikke. Ikke engang katten kan jeg se nogen steder. Hans mobil ligger dog på skænken ude i gangen. Ét ubesvaret opkald. Jeg låser den op og tjekker, men det er bare fra mig. Mobilen lader jeg glide ned i min lomme, inden jeg sætter mig ned og tuder igen. Så kravler jeg ud i opgangen og tørrer min næse i ærmet.

Hvor er folk blevet af? Er det bare alle dem i mit liv, der er forsvundet, eller er hele Aalborg lagt øde? Hele Danmark? Jeg bliver nødt til at vide det. Finde nogen som mig. De efterladte.

Desperat løber jeg ud på gaden, stiller mig midt på vejen og skriger af mine lungers fulde kraft, så min stemme slår bølger igennem den altopslugende stilhed, der har lagt sig over byen.

Intet svar.

*

Hvad gør man i sådan et tilfælde? Besværet prøver jeg at tøjle kaosset indeni. Et sted i baghovedet gemmer der sig informationer. Jeg har jo set filmene. Søgende kniber jeg øjnene sammen og masserer næseryggen. Det skal nok komme til mi--

Radio! Selvfølgelig. I tilfælde af katastrofer skal man holde sig indendørs og tjekke radioen. Er der vigtige informationer, bliver de sendt dér, og hvis der er andre overlevende, vil de bruge radioen til at skabe kontakt til andre. Der skal nok være noget, jeg kan bruge.

Jonas har ingen radio, og jeg kender ikke koden til hans bærbare computer, så den kan jeg heller ikke bruge. I stedet finder jeg bilnøglerne hængende på knagen i gangen.

På den første kanal er der kun en uendelig skratten, så jeg klikker videre. Nova ligeså. P1, P2, P3, ANR, The Voice... overalt er der auditiv sne. Fuldkommen ubrugeligt! I frustration hamrer jeg knytnæverne mod rattet, så bilen giver et pludseligt dyt. Ikke så meget som én solsort letter forskrækket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...