Mod Himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2016
  • Status: Igang
Min beretning om livet som det biologiske barn i en plejefamilie - For som mange studier siger, bliver det biologiske barn tit sat til side.

Det her er hvordan mit liv har været i min familie, en familie med plads til mere, men alligevel ikke helt mig.

3Likes
2Kommentarer
252Visninger

1. 1.

Del 1

Da jeg var tre år var min mor gravid. Jeg var rigtig glad for det, og så frem til at blive storesøster. Men tingene gik ikke helt som planlagt. Da min mor var cirka 4 måneder hende døde barnet i maven på hende, og min far og mor besluttede at de ikke gad prøve igen. Min mor som længe havde arbejdet med børn og udsatte unge, kendte til flere der havde et plejebarn. Hende og min far besluttede sig hurtigt for, at sådan skulle det være hos os. Vi fik en pige på besøg med sin bror, kommunen ville se om vi kunne sammen, mig og hende. Hun var lidt grov mod mig, men jeg hyggede mig alligevel, for så havde jeg jo en legekammerat. Kommunen besluttede vi skulle starte med at have hende i aflastning, altså at hun skulle bo hos os hver anden weekenden. Det gjorde ikke så meget for mig, for i starten blev jeg ikke rigtig påvirket af det.

 

Det gik hurtigt op for lille mig, at hun krævede flere ressourcer end jeg gjorde, så jeg lod vær med at kræve den opmærksomhed, som jeg nok inderst inde havde brug for. Indtil jeg skulle starte i skole, var jeg meget udadvendt, og elskede at være udenfor. Jeg var et meget socialt barn, og jeg blev meget påvirket af andres handlinger og meninger. Da jeg ikke havde nogle rigtige søskende, og vi kun havde en enkelt pige i aflastning, gjorde det ikke så stor en forskel for mig. Jeg startede dog i skole, og var stadig et meget socialt barn. Min nuværende plejesøster begyndte at komme mere og mere hos os, pludselig blev hver anden weekend til hver uge, men at hun var hjemme i weekenderne. Det tog tid at vænne sig til, og jeg tror stadig ikke jeg har vænnet mig helt til det den dag i dag. Hun havde brug for meget fokus, da hun jo havde mange problemer der skulle bearbejdes.

 

Til at starte med var jeg overrasket, og skræmt når de skændtes. Mor var aldrig sådan overfor mig, var min første tanke. Med årene er det gået op for mig hvorfor. I skolen lukkede jeg mig langsomt mere og mere ind i mig selv. Derhjemme turde jeg ikke tale om mine problemer, for når jeg endelig gjorde, følte jeg ikke de var prioriteret særlig højt. Jeg vænnede mig til at lukke alle følelserne inde i mig selv, og det blev normalt for mig bare at sige jeg havde haft en god dag, eller at jeg havde det fint. Fra cirka fjerde klasse blev jeg mobbet, fordi jeg var anderledes end de andre piger. Jeg holdte mig næsten kun til drengegruppen, klatrede i træer, blev beskidt og spillede computerspil med dem. Det syntes de andre piger var forkert, og det førte til mobning der blev grovere med årene. Derhjemme turde jeg ikke rigtig sige noget, for min søster var altid det vigtigere end jeg var. Min mor kunne mærke på mig at jeg havde det dårligt, og hun prøvede virkelig. Men jeg havde lukket mig selv så meget inde, at jeg insisterede på at det hele var helt okay. For var alt ikke også, helt okay?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...