alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2016
  • Opdateret: 21 jan. 2016
  • Status: Igang
hej medmennesker!:) det her er så min første historie som bliver sådan en lille kort en!:) jeg har haft skrevet den til en skoleopgave og jeg tænkte at jeg ville se hvad i synes om den!:)

3Likes
5Kommentarer
151Visninger

1. Alene

~~Jeg vågnede badet i sved. Igen. Mine mareridt bliver mere og mere virkelige. Laura kom løbende med et bekymret ansigt. ”Du skreg igen, er du okay?” jeg havde stadig en klump i halsen.
Jeg nikkede og hun kunne nok se i mit ansigt at hun skulle lade mig være alene.
”jeg går lige en tur.” jeg nikkede igen og hun gik. Billederne fra mareridtet var stadig tydelige for mit blik.
 Jeg gik hen til min kommode. Mine tegneting lå rene og fine i øverste skuffe. Jeg havde lagt alle mine tegninger nederst i skuffen. Jeg tog mine tegneting op og lagde dem fra mig på mit skrivebord. Jeg tog min øverste tegning op fra skuffen. Den var af mareridtet fra i går.
 Jeg begyndte at ryste. Jeg lagde den væk og tog en blyant og et stykke papir.
 Jeg kunne godt lide at tegne mine mareridt. Det var en måde at få dem ud af hovedet på.

~~Jeg satte mig på min seng. Jeg startede med øjnene. Så munden. Bagefter tegnede jeg ansigtsformen og håret. Den blev mere og mere detaljeret. Jeg tegnede baggrunden mere detaljeret end jeg plejede. Der var noget anderledes ved baggrunden. Noget velkendt. Jeg burde have genkendt den noget før. Måske mens jeg tegnede øjnene. Eller da jeg havde tegnet munden.
Jeg har altid fået af vide at jeg har en meget speciel mund. Så jeg burde da have genkendt pigen på billedet. Eller baggrunden. Det var jo trods alt mit eget værelse. Jeg begyndte at ryste.
 Havde der også været så koldt før? Jeg gik hen til mit spejl. Jeg ved ikke hvordan, men det var som om jeg bare kunne mærke at jeg skulle gå derhen. Jeg kiggede mig selv i spejlet.
Der gik det op for mig. Min tegning var jo af mig! Jeg gik i panik. ”Okay ”tænkte jeg ”hvad er det næste der skete i mit mareridt?” det tog ikke lang tid at tænke. Så løb det koldt ned af ryggen på mig. Det næste der skete i mareridtet, var at der løb blod ud af mine øjne og min mund.

~~Jeg stod i et par minutter og ventede. Intet skete. Men pludselig kom det. Ikke langsomt, eller lidt af gangen. Næ lige pludselig strømmede det bare ud. Mund og øjne på en gang. Som et vandfald.

~~Jeg havde aldrig prøvet noget så forfærdeligt. Jeg tror jeg græd imens. Det føltes som om det varede flere timer. Det gjorde det nok ikke for så var Laura nok kommet tilbage.
 Da det endelig stoppede rystede jeg mere end før. Jeg kiggede ned af mig selv. intet. Intet blod, ingenting var forandret. Det var som om ingenting var sket.
 Jeg har haft mareridt længe. Siden jeg var fem. Jeg var sytten da det her skete. Jeg ville ønske at det sluttede her. Men nej. Mine mareridt har aldrig været korte. Altid lange og uudholdelige. Kolde og uretfærdige. 
Jeg græd som pisket nu. Jeg vidste at der ikke var noget at gøre. Mareridtet ville fortsætte. Lige meget hvad jeg gjorde. Jeg havde ikke noget andet valg end at fortsætte.
 Jeg stoppede brat med at græde. Det var som om jeg bare trykkede på en knap inden i.
 Jeg forberedte mig på det næste så godt jeg kunne. Mit hjerte begyndte at pumpe. Jeg har altid været rædselsslagen for edderkopper. Nu begyndte det. Som en flodbølge. Ud af øjnene, munden og næsen. Edderkopper. Edderkopper over det hele. Jeg skreg. Kunne Laura ikke komme hjem og redde mig. Det kendte jeg jo egentlig godt svaret på. Ingen kunne redde mig. Da det stoppede, var jeg træt i hele min krop. Nu ville det hele snart blive mørkt. Jeg kunne ikke løbe.
 Jeg kunne ikke flygte. Alt lyset gik ud. Det var fuldstændig mørkt. Så hørte jeg et skrig.
 Det blev ved og det var så højt at mine ører begyndte at bløde. Endelig stoppede det.
Lyset kom tilbage. Jeg kiggede ned af mig selv. Alt så normalt ud. Men det var det ikke.
Jeg kunne mærke noget indeni. Noget var helt galt. Jeg havde helt ondt i mit hjerte.
Jeg begyndte at græde igen. Nu ville det hele blive meget værre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Om lidt ville det hele værre slut. Jeg skævede hen til tegningen. Jeg havde næsten lige tegnet den. Eller hvad? Hvor lang tid var der gået? Det var vel egentlig lige meget.
 Jeg ville ende ligesom på tegningen. Fastlåst i en forfærdelig grimmasse. Med et tomt og dødt blik. Så kunne jeg mærke det. En trækken i brystet. Alt jeg kunne tænke på var en ting. Reb.
Jeg skulle bruge reb. Nu. Jeg vidste ikke hvad jeg gjorde. Det var som om jeg var født til at gøre det her. Som om det var min skæbne. Jeg anede slet ikke at vi havde et reb før det øjeblik. Det lå bag en gammel cykel ude i skurret. Jeg fandt det rimelig hurtigt. Så gik jeg ind på mit værelse igen.
 Jeg bandt rebet fast til krog der sad i mit loft. Der havde min gamle lysekrone siddet. Jeg lavede en løkke for enden af rebet. Så hentede jeg min skrivebordstol. Jeg tøvede ikke den mindste smule. Jeg tog løkken rundt om halsen og gik op på stolen. Så sparkede jeg stolen væk.
 Imens jeg hang der, kiggede jeg mig selv i spejlet. Jeg så pigen fra min tegning. Men hun var virkelig. Hun var mig. Og jeg hang der og følte en enorm smerte. Så blev alt mørkt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...