røg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2016
  • Opdateret: 21 jan. 2016
  • Status: Færdig

9Likes
11Kommentarer
480Visninger

1. I.

Solen skinner blødt på en onsdag formiddag. På bordet sidder en læbestiftsplettet kaffekop og efterlader mørke ringe. Jeg holder øje med servitricen, en ung pige, der uafbrudt valser mellem cafeen, køkkenet og baggården. Det er Livs kusine Anna. Hvis man kigger nøje efter, kan man se hende holde rygepause fra vinduet. Hun lyser, når hun lukker øjnene og lader skyggerne dryppe ned på sig. Som et ugideligt stearinlys svajer hun fra side til side. Træg og sløv som honning. 

Jeg lægger min ske på kanten af underkoppen. Porcelænet synger. Der går en håndfuld piger som Anna på den franske pigeskole overfor parken: empatisk tonedøve bybørn, fri for nogen afart af moral. Piger, der bruger fars penge på baner, de sniffer på handicaptoilettet, på sjældent vintage Prada, på cafeer, kæledyrsslanger, lommeknive til deres Petit Malles. 

Jeg betragter hendes tilbagevenden fra bagudgangen med knejsende nakke. Hendes fødder klasker mod flisegulvet. Hun har ikke sko på, men en gul kimono og slå om-kjole, dråber af perlesved der har sat sig på overlæben. Vejrudsigten forudsiger, at ingen juni endnu har været så varm. Selv duerne ligger og sveder i periferien af en hedebølge.

"Genopfyldning koster ingenting," siger hun og holder mit blik. Cafeens radio kradser i øregangene. "Hvad kan jeg friste med?"

Min kop hviler hun i hænderne, før hun sætter sig på stolen overfor mig. Fugter læberne med tungen, lægger benene over kors. Jeg vil fortælle hende, at hun er en inkarneret solstråle, at hun dufter af eukalyptus og røg på tungen, men så læner hun sig frem og spytter i askebægeret. Der er noget dovent, hvis ikke hovmodigt, over måden hun ryster sit hår tilbage på. 

"Du er verdens værste servitrice," fortæller jeg hende i stedet. 

Hun smiler dopet og læner sig tilbage i hjørnebåsens plyssede betræk. "Jeg tænkte nok, du ville påpege det. Du virker meget beredt, sådan, klar til angreb," siger hun. 

"Det var ikke et angreb. En kendsgerning måske." Jeg holder øje med fortovet udenfor, som om jeg venter på nogen. Det brutalistisk inspirerede kvarter smelter langsomt i solen. 

Stolen skramler mod klinkerne, da hun rejser sig. Nu holder hun rygepause igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...