I am pregnant, Liam

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2016
  • Opdateret: 13 feb. 2016
  • Status: Igang
Sophia er gravid, og skal fortælle det til Liam. Hun ved ikke hvordan hun skal fortælle det til ham. Sophia er fast besluttet på at beholde barnet, om det er med Liam eller ej. Hvordan reagere Liam, når Sophia fortæller ham, at han skal være far? Parret har længe snakket om børn, men de ved begge at det er for tidligt i deres forhold. Parret har været sammen i næsten 3 år, og elsker hinanden meget højt. Liam lever hans kendisliv, og prøver, at få det til at fungere med den fashion studerene Sophia. Men nu hvor der kommer en baby med ind i billedet, hvordan vil han så få det til at fungere? Vil han fortsætte i One Direction? Hvordan tager resten af One Direction det, når Liam fortæller, at Sophia er gravid? Læs med i ”I am pregnant, Liam" og find ud af hvad der sker mellem det forelsket par.

7Likes
11Kommentarer
948Visninger

1. Kap 1.

Sophias synsvinkel

Badeværelsets gulvet, som jeg sidder på, er let opvarmet. I min hånd har jeg en graviditets-test. Tårerne triller en efter en ned af, mine efterhånden våde kinder. To streger. Tankerne flyver rundt, mit hoved dunker.
Hvordan vil Liam reagere når han får at vide, at han skal være far? Vil han være med til at fuldfører opgaven, opgaven hvor vi skal være forældre? Ville han blive sur? Vil han skille sig af med barnet? 
Mine tanker bliver forstyrret, da en dør åbner og bliver smækket i igen.  

"Hej skat, jeg er hjemme!" Råber en stemme jeg kender alt for godt, en stemme jeg har hørt på i snart 2 år. Hans. Mit livs kærlighed. Liams . Testen smider jeg i skraldespanden, jeg stiller mig op foran spejlet. "Pis" mumler jeg for mig selv, da jeg ser mit spejlbillede. Jeg begynder hurtigt at tørrer de tårer, der baner sig vej ned, af mine kinder. Tårene har lavet små pletter ned af mine kinder. Lyden af det knirkene gulv, indikere at en person er på vej, og tæt på. Jeg retter hurtig på min make-up, og tørrer det værste mascaraer væk. Døren til badeværelset bliver hurtig åbnet, af en bekymret Liam.

"Der var du, Babe" sagde han lige efter, at han havde åbnet døren. Han kom  tættere på mig. I det han stod foran mig, så han tydeligt at noget var galt.
"Hvad er det galt, Love?" spørger han, bekymringen lå i hans stemme, før jeg nåde at svare træk han mig ind i et kram. Hans parfume, fyldte min næse. Inde i krammet, begynder tårene stille at bane sig vej, ned af mine kinder.  Liam opfanger det vidst hurtigt, og han klemmer mig længere ind mod ham. Små kys bliver plantet i mit hår, sammen med stille ord. Hviskende. Hans hånd, begynder at køre op og ned af min ryg. Ingen ord bliver sagt, han gav mig bare lov til at græde ud. Vi stod sådan i noget som føles som år, selvom det kun var få minutter.

Liam trak sig stille ud af krammet, hans øjne fandt mig. "Fortæl mig, hvad der er galt" sagde han med en blide og beroligene stemme. Jeg har altid beundret ham for det. Han har altid kunne bevare roen, en ting jeg aldrig har været speciel god til. Det var noget han kunne. 

I sekunder stod jeg bare, jeg tænkte nøje mine ord igennem, mens Liam stod tålmodigt og ventede på mit svar. 
"j-jeg... " Jeg lukkede kort øjne, og tog en dyb indånding. "Jeg er gravid" fik jeg sagt. Lavt, nærmest en hvisken.

Mine øjne søger efter han, hans ansigt, skiftede hurtigt udtryk. Det som før viste omsorg, og bekymring, var blevet til et mere chokeret og bange ansigt. "Hvad sagde du" hans tone var hård, men en usikkerhed lød også over den.
"Du hørte det godt" hviskede jeg. Liam gav slip på mine kolde hænder, han ansigt var tomt, det eneste han gjord var 
at stirrer ned i de sorte klinker på gulvet.

En lille tåre trillede ned af hans kind. Med en rystende hånd, ligger jeg den på hans kind og aer den blidt.                      "Sig noget Liam" sagde jeg, der var stille, helt stille. "Undskyld" sagde  han bare, han bakkede stille tilbage. Efter få skridt vente han sig om og gik ud af væreslet. En dør smækker i. Mine ben giver efter, tårene de ikke bare trillede, nej de strømmede sig ned ad mine kinder, og lavede små pletter på min trøje

 

Liams synsvinkel

Jeg smækker døren i, og går hurtig ned ad trapperne fra Sophias og min lejlighed. Det hele kom som et chok for mig. Tankerne kører rundt i mit hoved. Er vi klar til et barn? Skal jeg bede hende om, at få en abort selvom, at jeg ved at vi begge er imod aborter. 

jeg begynder at gå hurtigere, da jeg kan se mit mål: Louis´ hus. Louis er den jeg har brug for, at snakke med lige nu. Jeg har brug for hans råd og støtte. 

Jeg står foran døren til hans store hus, og først nu opdager jeg, at jeg græder. Jeg skynder mig, at tørre tårerne væk fra mine kinder. og banker derefter på. Den store brune dør åbner, og Louis dukker frem. "Hey hva´ så mate?" Spørger han, men ser så, at jeg græder. Han skynder sig, at trækker mig ind i et trygt og varmt kram. Lige hvad jeg har brug for. han giver stille slip på mig, og følger mig ind i hans kolonorme stue. Vi sætter os i hans hvide sofa, mine øjne kigger bare ned i jorden. "Hvad er der sket?" spørger han bekymret. Efter lidt tid, for jeg endelig taget mig sammen, "Sophia er gravid, og jeg stred bare fra hende!" siger jeg hurtig i en lang kører. "TILLYKKE" siger han. Har den dreng ikke situationsfornemmelse? "Hvorfor fuck skred du bare?" siger han en anelse surt lidt efter. "Vi er slet ikke klar til et barn, hvad nu hvis det ødelægger vores forhold, og hvad med bandet?" siger jeg så hurtigt, at jeg bliver forpustet. "jeres forhold er jo helt perfekt, er i ikke glade sammen? Elsker du hende ikke mere end alt andet på denne jord?" spørger han. "Jo hun er den jeg vil leve resten af mit liv med, den jeg vil giftes med, og have børn med, bare ikke lige nu!" Siger jeg drømmende, og fortsætter så, "men jeg ved ikke om vores forhold er parat til et barn, og om jeg er parat til det." "Sludder, i elsker jo hinanden utroligt højt, selvfølgelig kan i klarer et barn, hvis der er nogen som kan klarer et barn, så er det jer, Liam" siger han selvsikkert. Jeg sidder bare og tænker over det, han lige sagde. jeg kan mærke Louis´ blik hvile på min nervøse krop. Jeg har dummet mig noget på grusomt, jeg har efterladt den piger jeg elsker overalt på jorden. Min pige, alene og gravid. Flot Liam, virkelig flot. "Jeg har dummet mig Louis!" Siger jeg, og rejser mig fra den bløde sofa. "Jeg mig hjem til hende. Hjem ogg støtte hende!" siger jeg hurtigt. Jeg giver hurtigt Louis et mande kram og siger tak for hjælpen. Derefter er jeg hurtig ude af døren, og løber hurtigere end aldrig før, hjem til min pige og mit kommende barn...

 

Kommentere gerne hvad du synes, og hvis der er noget jeg kan gøre bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...