Bomben

Det foregår under 2. verdenkrig. Eliza bor sammen med sin søster og mor, hendes far er taget ind til byen for at hjælpe. Hvad vil mon ske for familien?

0Likes
0Kommentarer
120Visninger

1. Bomben

Jeg løb alt hvad jeg kunne, der var ingen vej at spilde, jeg måtte bare derud. “Eliza!”, skreg mor i fulde drag. Jeg kom ud i køkkenet, hvor mor stod “Eliza, kan du ikke skære æblerne?”, smilede mor og pegede over på æblerne. Jeg pustede langsomt ud. jeg troede der var noget galt. Jeg gik hen til æblerne og begyndte at skære “Mor du gjorde mig bange, jeg troede der var sket noget.”, svarede jeg og kiggede ned på æblerne. “Nej, intet galt her. Jeg manglede bare lidt hjælp med kokkereringen”, smilede mor og rørte rundt i en grunde. Jeg sukkede stille og kiggede lidt rundt i køkkenet, imens jeg skar æblerne. Køkkenet i sin lyseblå farve, med blomster ude i kanten. Køleskabet der står i hjørnet ved siden af håndvasken og duften. Duften er moders hjemmebag, blomsterne der stod i vindueskarmen, det gav en vidunderlig duft.   

 

Jeg blev færdig med æblerne, stillede dem pænt i en skål og bar dem over til mor. Hun smilede sødt til mig og kyssede mig på kinden “Tak Eliza”, smilede hun og aede mig stille på ryggen. Jeg smilede til hende og gik op mod mit værelse. Jeg kom op af den lange trappe, så min lillesøster sidde og lege med sin lille dukke. Jeg smilede og satte mig ned til hende, da hun opdagede mig smilte hun, gik med det samme hen og krammede mig “Søster!”, sagde hun inde i krammet. Jeg krammede igen og puttede hende ind til mig, hun er noget af det kæreste jeg nogensinde har set, hendes blå øjne som skinner i skæret fra vinduet og hendes smukke brune hår, som glimter så fint. Jeg slap hende stille og hun viste sin dukke frem for mig “Se søster! Er hun ikke fin?”, smilede hun stort. Jeg nikkede “Hun er så fin, hun er lige så yndig som dig”, smilede jeg. Hun krammede mig igen og puttede sig ind til mig “Tak søster, du den bedste”, sagde hun inde i krammet. Hun trak sig ud af krammet “Skal vi ikke lege ude i haven?”, smilede hun. Jeg rejste mig stille “Lad os det Freja”, svarede jeg og rakte hånden ud efter hende. Hun tog hurtigt ved min hånd og rejste sig.

 

Vi kom ud i haven, hvor blomsterne spirede og fuglene sang, hvor hestene løb på marken, hvor alt var så smukt og grønt. Jeg begav mig hen mod gyngen og satte Freja op på gyngen, hun fnisede og holdte ved gyngens reb. Jeg gik bagved gyngen og skubbede hende stille “Højere!”, hvinede hun. Jeg skubbede til gyngen endnu en gang og kunne høre hvor meget hun elskede dette. Hun sprang af gyngen og løb hen imod mig “fanget!”, grinede hun og krammede mit ben. “Nu skal jeg komme og fange dig!”, smilede jeg og løb efter hende. Jeg var nået ind på hende, tog fat om hendes mave og svang hende op i luften. Hun hvinende, hun elskede dette. Jeg satte hende ned på jorden igen “Skal vi gå ind til mor og se hvad hun laver?”, spurgte jeg Freja. Hun nikkede og løb hen mod døren, jeg begav mig efter hende.

 

Vi kom indenfor og vi begav os mod kontoret. Jeg bankede stille på “Ja, kom ind”, kunne jeg høre mor svare. Jeg åbnede døren og der sad vores mor, henne ved chatollet, hvor hun sad og skrev ned hvad der var sket disse dage. Vi var under krigen, vi var heldigvis ude på landet så ingen kunne skade os, det sagde mor ihvertfald. Freja løb hen til mor og kiggede på hvad hun lavede “Mor, må jeg sidde på dit skød?”, spurgte Freja og smilede til hende. “Selvfølgelig”, smilede mor og satte Freja op på hendes skød.  Freja fulgte med i hvad hun skrev, hun ikke kunne forstå det, der var ingen skole for tiden, så hun kunne ikke lære noget. Jeg begav mig hen ved det lille bord og satte mig på en stol. Jeg kiggede rundt og så fuglene som var på væggene, blomsterne som fuglene sad på, det var så smukt at se på. “Mor? Er du sikker på der ikke sker noget her?”, spurgte jeg og kiggede over på hende. Hun sukkede stille “Eliza som jeg har sagt mindst hundrede gange, der sker intet. Vi er så langt ude på landet, så ingen kan ramme os. Og far er også inde i byen og passe på os, så krigen ikke kommer her ud”, svarede hun og skrev videre. Samtidig kunne jeg høre 2 fly flyve hen over vores tag. Alle holdte op med det de var gang i, istedet sad de og lyttede, der var helt stille. Mor kiggede over på mig, hun gav mig Freja “Skynd dig ud i beskyttelsesrummet, ingen tid at vente”, hviskede hun. Jeg løb alt hvad jeg kunne, der var ingen tid at spilde. Jeg kunne hører bomberne blive smidt noget stykke herfra, jeg kunne hører de knuste alt på sin vej og snart var det os.

 

Jeg kom ned i beskyttelsesrummet, satte Freja på en af sengene og kiggede på hende. Hun græd, hun havde aldrig hørt dette før. “Freja der sker intet, det er snart over det lover jeg”, sagde jeg stille til hende og puttede hende ind til mig. Bomberne blev smidt ned over hovederne på os og det eneste jeg sad og tænkte på, hvor mor var. Døren til beskyttelsesrummet gik op og ind kom mor, Freja sprang ned fra sengen og ind i mors arme. Jeg satte mig på sengen og lyttede til hver eneste bombe der faldt, en lyd man aldrig glemmer. “Japanerne er kommet så langt ind i vores land nu”, sagde mor og kiggede på mig. Japan var endda vores hjemland, men vores familie havde flyttet herover for mange år siden. Jeg nikkede stille og så rundt i rummet. Væggene var grå og kolde at se på, møblerne var vores gamle senge, som var slæbt herned.


Jeg kunne ikke hører flere bomber, jeg lyttede lige en ekstra gang. Intet. Vores mor åbnede stille døren og kiggede ud, jeg gik hen til hende og så ud. Alt var ødelagt, den smukke have var væk, fuglene som sang så smukt var også væk, det hele var væk. Jeg klemte mig forbi mor og ud. Jeg måtte bare se. Jeg gik hen mod huset, nogle af væggene var gået i stykker og noget af taget var faldet ned. Jeg gik hen mod døren “Eliza, du går ikke derind!”, skreg mor efter mig. Jeg lod som om jeg ikke havde hørt dette og begav mig ind i huset. Væggene var revnede og tingene fra køkkenbordene var faldet ned. Jeg begav mig hen mod kontoret, døren var åben. Jeg stod ved dørsprækken og kiggede ind. Væggene var revnede, stolene stod som de plejede og det samme med bordet og chatollet, men der kom noget røg op fra gulvet. Jeg kiggede op i loftet og så røgen havde samlet sig, jeg tænkte det nok måtte have været noget som brændte. Jeg begav mig ned i beskyttelsesrummet igen og så på min familie. “Mor jeg tager ind til byen, jeg vil hjælpe”, sagde jeg lidt strengt og kiggede på dem. Jeg ville hjælpe efter alt det jeg havde set, jeg vidste ikke om jeg kom hjem i live, men hjælpe ville jeg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...