Ukendt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2016
  • Opdateret: 16 jan. 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 2. pladsen i gåsehudskonkurrencen

9Likes
3Kommentarer
442Visninger

1. -

Den lille dreng ville ikke udenfor. Han foretrak teltets trange indre frem for det alt for tætte mørke og den rådne stank, som var udenfor. Ja, det var lige før, han var begyndt at holde af det vindblæste legetelt, som han netop kun kunne sidde oprejst i. Hvis han så meget som prøvede at række armene ud, ville de komme til at røre den blålige teltside, og om muligt flænse huller i den, da det stof, teltet var lavet af, var så tyndt, at hvert et koldt vindstød slap igennem, så drengen sad rystende tilbage. Det havde altid undret ham, at dem der havde lavet teltet ikke havde gjort sig mere umage med at gøre det modstandsdygtigt for alverdens farer, selvom det blot var ment som legetøj. 

Men dette var ikke en leg, havde drengen besluttet sig for. Det var ikke en leg, hvor inderligt han frygtede det øjeblik, han ville blive nødt til at slå teltdugen til side og begive sig ud i haven. Måske havde det været en leg, da han først kravlede ind i teltet. Der havde hans mor blot sat det op få dage før, og i løbet af de dage, havde han fundet ud af,  hvor dejligt det var at sætte sig ind i teltet og føle sig isoleret fra hele verden, selvom han måske stadig kunne mærke de små græsstrå gennem underlaget og høre sine forældre forsætte deres liv et andet sted i haven. Men han havde stadig fundet noget helt specielt ved den måde, alt lys virkede blåt derinde, fordi det også var teltes farve, og hvordan han følte, at han kunne være alene herude, da teltet var så småt, at kun han kunne klemme sig ind på den trange plads. 

Men det gjorde han ikke længere. Nu havde drengen lyst til at slå sig selv i hovedet gentagne gange, fordi han netop var gået ind i teltet denne eftermiddag. For få øjeblikke efter det, havde han hørt et skrig. Ikke bare sådan et falsk skrig, hvor man kunne høre det smil, der skjulte sig under den skingre lyd. Nej, det var et skrig, der dryppede af rædsel og fik gåsehuden til at sprede sig på hans spinkle arme, mens han uvilkårligt krøb helt sammen for at gøre sig så lille som muligt. Han var ikke sikker på, hvem det tilhørte. Det eneste han vidste, var at den, som havde skreget, havde været helt og aldeles skrækslagen. 

Skriget havde syntes at vare i en evighed. Det hang i luften så længe, han ikke var sikker på,  noget menneske ville have luft nok i lungerne til sådanne et skrig. Men til sidst var det stoppet, hvilket fik drengen til at løfte sin lille hånd for at lyne døren til teltet op, så han kunne se, hvad der var sket. Så tøvede han fastfrosset i bevægelsen med lynlåsen klemt stramt fast mellem sin pegefinger og tommelfinger og havde stirret på den, som var han ikke sikker på, hvordan den var endt der. For han kunne ikke bare gå ud, når han ikke anede, hvad der ventede. 

Hvad nu hvis, det var hans mor, der havde skreget, men hun langsomt blev myrdet? Eller et spøgelse, der klirrede i sine kæder? Eller hans far, mens han myrdede moren? Elle at begge hans forældre var blevet vanvittige og havde skreget for at lade deres sindsyge slippe ud gennem munden? Alle disse scenarier var nu vældet op for hans indre blik med sådan en kraft, han blev nødt til at lukke øjnene et øjeblik. Men dette havde  tydeligvis været en fejltagelse, for nu kunne han kun tydelige se, hvordan græsset blev tynget ned af blod, hvordan teltet sejlede i et hav af tykt, klæbrigt blod, der farvede dets blå sider røde. Eller hvordan morderen ville stå ventende på ham ved siden af forældrenes lig og hvordan den råde stank i virkeligheden ikke stammede fra de visne blomster, men var lugten af næsten helt opløste lig. Og så havde han sunket en klump og langsomt trukket sin hånd tilbage, pludselig ude af stand til at forestille sig, at han nogensinde skulle væk fra teltet.

Og så var han ellers bare blevet siddende, mens han så, hvordan mørket langsomt sænkede sig som en kollosal skygge over det lille telt. Selv da det på et tidspunkt var begyndt at styrte ned med regndråber, der let som ingenting trængte ind til ham, var han blevet siddende. Han måtte nu indrømme, det ikke var særligt behageligt at sidde krøllet sammen til en lillebitte kugle i et desperat forsøg på at holde varmen med så vådt tøj, han nemt kunne forveksles med en lille regnsky. 

Drengen var bare så våd, kold og sulten. Han havde aldrig længtes så meget efter blot at kunne gå tilbage til huset, hvor varmen ville byde ham velkommen som en gammel ven, og det var alt for ironisk hvor få meter, der var mellem ham og det, hvor lidt, der skulle til for, at han kunne råbe på naboerne over den lave hæk, der i forvejen var så gennemsigtig som glas, når alle dens blade nu havde forrådt den til fordel for visenheden her i vintertiden.

Ham ville ønske, han havde lyttet til sin mor, da hun bad ham tage vanter på, for nu var hans fingre blevet forvandlet til frosne klumper, og fornemmelsen af, at nogle havde antændt en isnende ild i hans hud var startet i håndfladerne for så senere at have bredt sig til resten af kroppen. Nogle gange var han i tvivl, om han overhovedet ville være i stand til at komme ud, da kulden havde lammet en hver fungerende del af hans krop og gjort ham til en levende statue.

Men drengen kunne nu stadig finde ud af at fare sammen, da han hørte endnu en lyd fra mørket. Det var bare en svag puslen - sikkert bare nogle blade, der blev blæst hvileløst over græsset eller en forfrossen fugl, der lettede fra et forkrøblet skelet af et træ. Hvis bare han besad den mindste smule mod, ville han sikkert have kunne kigge og sikret sig, der ikke var andet. Problemet var som sædvanlig bare, ham var bange for, at det ikke ville være noget helt harmløst, der mødte hans flagrende blik. 

Denne indre kamp havde fundet sted hver evig eneste gang, en ny lyd nåede ind gennem hans øregange, og hver gang var det endt med det samme - at han blev siddende og forgæves prøvede at ignorere den genlyd, lyden gav. I stedet havde han nu lært, at han kunne fokusere på sine ind og udåndinger og glemme resten af verden. Men det føltes nu som om langt mere end luft trængte ned i hans lunger, det var nærmere som om, han også slugte mørket omkring sig, når han trak vejret, og snart ville hans lunger eksplodere, fordi de ikke kunne holde til at indeholde så meget mørke, når det nu også kom indefra. Og det var blot en af de ting, ham kunne tilføje til den efterhånden meterlange liste over ting, han gjorde ret i at frygte. Et andet punkt som også stod skyhøjt på denne liste var, at nå til det øjeblik, hvor hans fantasi var ved at løbe af med han. At den sødlige rådne stank, som klyngede sig desperat til luften, de små lyde, der fik ham til at ryste end andet end kulde, og ikke mindst det frygtelige skrig, måske kun fandtes på indersiden af hans kranium, og at al den tid, han havde brugt isoleret herude, havde gjort ham helt og aldeles vanvittig 

Drengen var bare ved at være træt. Træt af at sidde i teltet og forestille sig alle de levende skygger og silhuetter udenfor, træt af at være bange, træt at af være omringet af isnende mørke, træt af at have gåsehuden som ekstra hudlag, ja bare træt, da det efterhånden måtte være langt over hans sengetid. Men tanken om at skulle falde i søvn herude, frastødte ham. Så trods alt hellere bare  sidde og rokke frem og tilbage til en melodi, der kun spillede i hans hoved, end at overgive sig til søvnen med forvisningen om, han ikke havde nogen trygge murer til at beskytte sig, men kun et forbandet legetøjstelt.

Endnu en gang fangede drengen sig selv i dybt og inderligt at ønske, han lå i sin egen seng og kunne forlade teltet. Men han vidste udmærket, det ikke ville ske så længe, han ikke havde nogen idé om, hvad der ventede ham udenfor.

For han var bange for det ukendte. 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...