Sheltering Rain

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Igang
Om en ung pige der møder en blind fyr på et bibliotek. Et venskab blomstrer... Men vil det blive til noget mere?

0Likes
0Kommentarer
131Visninger

1. Kapitel 1

Når jeg tænker tilbage på den første gang jeg så ham, så husker jeg...

Så husker jeg en regnvejrsdag, et småt bibliotek og en masse bøger. Og så husker jeg en blindestok.

 

Første gang mit blik faldt på ham som skulle vise sig at være min bedste ven i hele verden og mit livs kærlighed, var den kedelige regnvejrsdag jeg trådte ind på det lille bibliotek på den anden side af skolens gade, i et muntert humør på jagt efter nyt læsestof. Jeg kendte alle de regelmæssige biblioteksbesøgende. Derfor gik der ikke lang tid før mit blik faldt på en fremmed skikkelse, i den bagerste del af biblioteket, i et lille hjørne, hvor den fremmede skikkelse sad foran et bord med en opslået bog. Denne fremmede skikkelse var et hankønsvæsen, en ung, jævnaldrende fyr for at være mere nøjagtig i min beskrivelse. En ung, jævnaldrende fyr som var en ret flot fyr.

Min regulære plads var to borde væk. Jeg endte egentlig ikke med at gøre det, som jeg kom for at gøre - i stedet skyndte jeg mig nemlig blot at finde en bog på et af bibliotekets hyler, som jeg allerede havde læst adskillige gange, for derefter at sætte mig til rette på min regulære plads for at se nærmere på det nye ansigt.

Jeg tror, at mange nu har fået indtrykket af, at grunden til at jeg gjorde mig besværet i at studere denne ukendte fyr nærmere, helt enkelt var fordi jeg var interesseret i fyren "på den måde". Fordi han var flot, ung og en fyr. Og at jeg måske var bare en lille smule desperat.

Det er som sådan ikke en helt dum tanke. Men det var ikke det som helt var tilfældet her. Helt ærligt, så var jeg kun interesseret i ham fordi han var ung, fordi han var jævnaldrende.

For ser I, da jeg trådte ind på biblioteket den dag, så var jeg en glad og tilfreds pige - men jeg manglede en ven. Af en eller anden grund så jeg en mulighed i den her fyr, fordi han var jævnaldrende, fordi han sad for sig selv. Selvfølgelig vidste jeg det var naivt, tåbeligt endda, men jeg kunne ikke skubbe tanken fra mig. Den her fyr sad for sig selv... Hvorfor? Manglede han en ven, en makker, en partner, ligesom jeg selv gjorde? Måske, måske ikke. Men jeg ville nok snart finde ud af det, det var i hvert fald det jeg håbede på på det tidspunkt.

Jeg husker at jeg tog mig endnu et blik rundt omkring i biblioteket, som et tjek, for at se om der var en tredje jævnaldrende, en som den her fyr var kommet med. Men umiddelbart så det ud til at han var kommet forbi biblioteket, uden at have taget nogen med til at holde sig med selskab. Jeg stirrede på den bog jeg taget ned fra hylden: "Rebecca" af Daphne du Maurier. En af mine absolutte yndlingsbøger, om et ungt, naivt pigebarn som gifter sig med en ældre enkemand, hvis døde hustrus minde konstant hjemsøger både yngre pige og ældre mand på værste vis. Jeg slog op på bogens første kapitel, læste den første side af kapitlet, og tog denne gang et modigt, gennemstuderende blik på fyren. Han sad med sin bog opslået på bordet. Dog så han ikke i selve bogen, men i stedet så han lige frem for sig. Og han... kærtegnede bogen? Nej, nej, han kærtegnede ikke bogen. For i netop samme øjeblik som den tanke havde strejfet mig, lagde jeg nemlig mærke til en blindestok der stop op ad muren ved fyrens højre side.

Og på trods af at jeg aldrig havde været den skarpeste kniv i skuffen til matematik, kunne jeg nogenlunde godt sætte to og to sammen.

Han var blind.

Det var ikke fordi jeg aldrig havde set en blind person før. Jeg havde set blinde mennesker før, men oftest havde det været i et meget kort øjeblik, en person jeg havde gået forbi på gaden eller en som jeg havde sat mig ved siden af i bussen. Måske var det fordi at den her fyr var ung, jævnaldrende, at det gjorde et ekstra indtryk på mig. Og nok også fordi det var første gang jeg havde set en blind person læse.

Jeg havde engang lært i skolen at blinde mennesker kunne læse via en metode betegnet "Braille". Jeg husker ikke at have gjort mig nogen særlige tanker omkring det, men da jeg sad på det tidspunkt og betragtede hvordan den her fyr sad med den opslåede bog og nænsomt lod sine fingre løbe igennem bogens sider, fortrød jeg ikke at have gjort mig nogen eftertanker dengang min folkeskolelærer havde stået og gennemgået hvordan metoden fungerede. Jeg husker, at jeg stirrede på ham fascineret, nærmest i en trance, for jeg satte instinktivt min egen bog for ansigtet da han pludselig rejste sig op fra sin plads, satte sin bog tilbage på den hyle ved den side hvor han selv sad, hvorefter han bevæbnet med både sin blindestok og en paraply trådte ud af biblioteket.

Jeg tog min mobil frem. Klokken var præcis 16.30. Jeg husker, at jeg blev siddende i biblioteket den dag, indtil kort før biblioteket lukkede klokken 20.00, mens jeg skiftevis læste i min bog og googlede flere informationer om blindhed.

Den næste dag tog jeg på biblioteket, uden noget ærligt håb om at finde ham siddende der igen. Men han var der. Og det samme var han dagen efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...