Under piletræet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
”Nå.. men så ses vi i eftermiddag,” sagde hun og vristede sig fri fra Johns favn. Hun løb de sidste ti meter hen til hovedindgangen og forsvandt så ind i skolen. Men hun så ham ikke den eftermiddag. Hun så ham aldrig mere. Og John vidste det. ___________________________________________________________________________________ John var en helt almindelig dreng - I hvert fald på ydersiden. Mens hans tragiske fortid gjorde det svært for ham at leve i nutiden. Og fremtiden? Ja, den kunne John ikke se sig selv som en del af. (Skoleopgave, du kommer for sent)

1Likes
1Kommentarer
174Visninger
AA

1. Under Piletræet

 

 

 

 

Han læste teksten på papiret igennem en sidste gang, inden han tog en lille, hvid kuvert fra skrivebordskuffen. På selve kuverten skrev han:

Hanne Schmidt Jakobsen – Tak. Og undskyld.

Så foldede han omhyggeligt papiret på midten og lagde det ned i kuverten.

Det var nu, det skete. Det han så omhyggeligt havde tænk igen-nem til sidste detalje de sidste to år.

 

Sidste to år…

 

En tåre trillede langsomt ned ad hans kind og fik straks selskab af flere. Han sad stille i mørket og stirrede ud i luften.

Pludselig bankede det på hans værelsesdør, og han skyndte sig at tørre tårerne væk med sin ærmekant, inden han hastigt smed kuverten ned i sin skoletaske.

”Du skal op nu. Skolen starter snart, og du skal følge Nina derhen.” Det var hans plejemor, der stod i døren.

”Hvorfor kan du ikke gøre det?” råbte han tilbage.

”Jeg tager selv på arbejde om to minutter, og Per havde nattevagt, så du er den eneste, der kan.”

”Okay så,” sagde han, mens han tog fat i sin skoletaske og svingede den over skulderen.

Så gik han ud i entréen.

Der stod den. Åben og parat. Heldigvis. John tog kuverten op fra sin skoletaske og lagde den diskret ned i den brune dametaske. Så gik han ind på badeværelset ved siden af for at børste tænder.

 

Da han senere kom tilbage, var dametasken væk, og den røde Toyota holdt ikke længere i indkørslen.

 

***
”Hvad skal du?” spurgte Nina ham for tredje gang i træk. De stod foran indgangen til skolen, og Nina, hans otteårige plejesøster, undrede sig over, hvorfor John ikke kunne følge hende hele vejen.

”Jeg glemte noget derhjemme, så jeg skal hjem og hente det. Men du kan bare gå ind, du kender jo godt vejen,” svarede han, hvorefter han gav hende en krammer.

”Nå.. men så ses vi i eftermiddag,” sagde hun og vristede sig fri fra Johns favn. Hun løb de sidste ti meter hen til hovedindgangen og forsvandt så ind i skolen.

Men hun så ham ikke den eftermiddag.

Hun så ham aldrig mere.

Og John vidste det.

 

***

Cykelturen ud til Grise-Olsens gård føltes kortere end den plejede. Og John stod allerede ved piletræet ud til hovedvejen, hvor det hele skete.

Han kunne tydeligt huske det, selvom det allerede var over to år siden. Der var stadig skrammer på træet, og ved synet af dem gennemlevede John for 117. gang igen den skæbnesvangre dag.

 

Det havde været den sidste søndag i juni, og sommerferien var lige begyndt…

Bilen var kommet så pludseligt og uforudsigeligt. Og hverken hans mor, far eller tvillingebror Peter så den i tide.

Siden den dag var intet det samme længere. Intet kunne fylde det tomme hul, der var opstået inde i ham.

Han savnede dem.

 

John sad nu og lænede sig op ad piletræet. Han sad og græd lydløst. Minderne kørte stadig rundt i hovedet på ham.

Et hulk fandt pludselig vej ud mellem Johns læber, og den lydløse gråd blev hurtigt forvandlet til hulken.

Det var hans brors ord, der havde reddet ham.

Hans brors sidste ord…

”Pas på... John!” havde han råbt få sekunder inden, han selv blev ramt.

Forbandede bil!

Men var det virkelig en redning?

Det tomme hul i Johns bryst var der stadig.

Større end nogensinde. Og det var derfor, han havde besluttet sig for, at det skulle være nu.

Det var tid til at fylde hullet ud.

 

 

 

Med en kugle.

 

 

Han fandt pistolen, han havde stjålet fra sin plejefar, frem fra sin taske. Det blanke metal skinnede i den svage efterårssol og var iskold imod hans varme hænder.

Johns tommelfinger fandt frem til aftrækkeren, og han holdt pistolen op foran sit hjerte.

”Vi ses bror,” hviskede han stille til sig selv.

Hans hånd, ja hele hans krop, rystede voldsomt, og han strammede grebet rundt om pistolen.

Tårerne blev ved med at strømme ned ad hans kinder.

John kom i tanker om brevet, han havde efterladt i sin plejemors taske.

På hvordan han deri havde forklaret, at det ikke var deres skyld.

At de ikke kunne gøre noget ved det. Og hvor de kunne finde liget…

Her. Hans liv skulle ende det samme sted, som Peters, fars og mors liv gjorde. Ved Grise-Olsens piletræ.

Han ville dø.

 

 

 

Lyden af et pistolskud spredte sig ud over den ellers så stille mark. Han havde trykket på aftrækkeren.

 

 

 

… Men John var ikke død.

En ubærlig smerte skød igennem hans mave, og han kunne mærke sin trøje blive gennemblødt af blod.

”Lort,” hviskede han stille.

Han havde rystet for meget. Han havde ramt forbi.

Men han var stadig hårdt kvæstet.

John kunne ikke have mere end tre minutter igen.

 

Smerten fra hans mave fik automatisk hans øjne til at løbe endnu mere i vand, og han havde aldrig grædt så meget før i hele sit liv.

Han kom heller aldrig nogensinde til det igen.…

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.

”Du kommer for sent”, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...