Stjernekaster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 2. pladsen i nytårskonkurrencen

4Likes
2Kommentarer
260Visninger

1. -

Elvira havde det fint nok med at holde lidt afstand til det hele. Selvfølgelig kunne hun ikke lade være med at føle sig ret alene, som hun stod herude i vinterkulden  og kiggede ind af stuevinduet på alle de mennesker, der snoede sig rundt i varmen og skævede til uret hvert andet sekund. Men det var efterhånden blevet en tradition at gøre det, og hun fandt det næsten naturligt at skulle gå udenfor nytårsaften og forlade de andre, som alligevel ikke gad skæve hen mod det Elvira-formede hul, hun efterlod en eneste gang, da de havde langt større huller at bekymre sig om. Ja, der var næsten en mærkelig form for glæde at spore i hendes øjne, som alt lyset og varmen blev afspejlet i. Men også kun næsten.

Det kunne godt være, at hun foretrak stilheden frem for alle de stemmer, der talte, om året der var gået med stemmer så højrøstede, de trængte gennem ruderne uden så meget som en gang at nævne, at årets ord var blevet 'flygtningestrømme', eller hvor meget de savnede ham. Men samtidig ville hun næsten ønske, at hun kunne hoppe ned fra alle de vaklende stole sammen med de andre, eller at hun i det mindste ikke behøvede at stå her ude og være overvældet af kuldegysninger og gåsehud. Elvira måtte gang på gang minde sig selv på, hvor meget hun afskyede, at ingen syntes at tale om alle de dårlig ting, der var sket i det forgangne år, kun alle de halvgode ting, som de derinde var i fuld gang med at male så rosenrøde som mulig for at glemme, at dette år ikke var perfekt.

Uheldigvis lykkedes dette kun halvt. Hun ville så gerne være med til at hoppe ned fra stolen og ind i det nye år. Symbolikken i den tradition, havde hun altid elsket. Man sprang i det ene år, og landede i det næste. For var det ikke meget, dette man rent faktisk gjorde? Kastede sig hovedkulst ind i det nye år, fuld af nytårsforsæt og forventinger, som de næste 365 dage på ingen måde ville leve op til. 

I mens disse tanker var strøget gennem hendes hoved, var Elvira begyndt at gå. Op af græsplænen, der stadig var fugtig efter det seneste regnskyl med blikket vendt væk fra huset og i stedet fokuseret på enden af haven. I den venstre hånd havde hun en stjernekaster i den højre en lighter. Begge hendes hænder var knuget så hårdt sammen om genstandene, at hendes knoer kom til at ligne snedækkede bjerge i et vinterlandskab. 

Selvom hendes skridt var små, og der gik evigheder mellem, at hendes fødder ramte jorden og maste alle de små græsstrå flade, gik der ikke længe, før hun nåede toppen. Det skulle jo ske, og desuden nærmede viseren sig hurtigt midnat. Alt for hurtigt, hvis man spurgte Elvira. Hvis hun kunne bestemme, ville hun havde foretrukket, at den for evigt skulle stå stille, så de aldrig ville bevæge sig ind i 2016, men bare være fastfrosset i 2015 resten af livet. Hun var næsten villig til at rejse rund i hele verden, bare for at sikre sig, de alle var dømt til at sidde fast i tiden. 

Men nu stod her, og ville trods alt ikke bruge de sidste få minutter af året på at beklage sig. Hun gjorde sit bedste for at nyde synet af fyrværkeriet, der eksploderede på nattehimlen i et væld af farver og gnister. De brag og knald, som fyrværkeriet forårsagede, generede hende nu ikke mere, men virkede bare som en form for baggrundsmusik. Når de engang holdt op, og himlen vendte tilbage til sit gamle, mørke jeg, ville stilheden sikkert virke overdøvende. Heldigvis ville der meget snart starte et helt orkester af fyrværkeri, der ville lyse enhver sky op og for en stund kunne alle glemme, hvor trøstesløst alt ville virke, når de vågnede op i morgen tidlig, og indså der var et helt år til, himlen endnu en gang ville være fyldt med flere forskellige farver af stjerner.

Et lille suk forlod Elviras læber og trak en hvid sky efter sig. Med en kraftsanstrengelse satte hun sig ned på hug. I et kort sekund formåede hun faktisk at holde denne stilling, før hun måtte indse, at hendes balanceevne langt fra rakte så langt, og hun måtte sætte sig modløst ned på græsplænen.

Hun kastede et enkelt blik tilbage på huset, der stadig strålede af alt den glæde, som på overfladen så ud til at være ægte nok, men man behøvede ikke at stirre længe på nogen af de smil, dem inde i huset bar for at vide, de var falske, eller lytte meget til deres samtaler for at høre den skjulte undertone af fortvivlelsen. Men selv ikke den falske glæde formåede i det øjeblik at række ud til hende, som den syntes at være fanget mellem de fire murer. Så tog hun en dyb indånding.

Elvira knugende nu endnu fastere om stjernekasteren, som hun langsomt hævede den lidt. Nu var den oplyst af det svage lys fra lygtepælen på den anden side af hækken. Hun havde altid hadet netop det lys, da det gav hendes hænder sådan et sygeligt blegt skær. Hun tog nu også lighteren frem og trykkede med en spinkel finger på knappen, der burde antænde den. Til hendes overraskelse kom den lille, nærmest helt blå flamme ud af dens åbning i første forsøg - hun havde ellers forventet, at vinden ville kvæle den ved de første mange klik. Elvira fandt pludselig sig selv hypnotiseret af den måde, ilden flakkede frem og tilbage med en skrøbelighed, hun ikke havde set mage til. Men så fik hun taget sig sammen og førte til trods for rystende hænder, famlende fingre og dybe modvilje, stjernekasteren hen til lighteren, så den tændtes. 

Og så - sammen med de stjerner, der nu begyndte at være ned fra stjernekasterene spids kom minderne strømmende fra det lille hjørne af sin bevidsthed, hun ellers opbevarede dem i. 

Elvira rokkede stille frem og tilbage. Hvis nogle kiggede hen mod hende, ville de sikkert tro, at hun bevægede sig til rytmen af en bestemt melodi, der kun spillede i hendes hoved. Problemet var bare, at ingen skænkede hende et blik, og hun tvivlede på, at det overhovedet var en eneste i dette rum, der vidste, at hun sad i det hjørne. Det var måske også lidt hendes egen skyld, da hun ikke gjorde andet end at sidde og stirre tomt på alle de mennesker foran hende og ikke gjorde det mindste forsøg på at starte en samtale eller så meget som at få øjenkontakt. For hun havde allerede accepteret, at ensomheden var og blev hendes eneste selvskab. 

Elvira gispede efter vejret i lange dybe indåndinger. Alligevel syntes hun ikke at kunne få noget som helst luft ned i lungerne, som hun stirrede vantro frem for sig med sine glasagtige øjne. Spejlbilledet ad hende omgivelser lyste i begge hendes pupiller, der sugede alle indtrykkene til sig, som bundløse sorte huller. Damen foran hende bevægede munden igen, men hun registrere ikke længere nogle af de meningsløse ord. Hun havde allerde hørt nok. 

Tåre efter tåre trillede ned af hendes kinder i en meningløs strøm, hun ikke troede på nogensinde ville stoppe. Hun kunne ikke længere huske, hvordan det var ikke altid at have en tåre hængende  i øjenkrogen og være nød til at sluge et hulk hvert andet sekund, så alle de dyriske lyde, der burde være sluppet ud mellem hendes læber, nu endte i de lunger, der havde været tomme for luft, siden hun fik at vide, han var død. Rundt omkring hende var der fuld af sortklædte mennesker, der alle opførte sig som om, de kunne få den lille knude af sorg inde i dem til at opløses, hvis blot de tog sort tøj på, og de påtage de triste, kondolerede ansigter, der gav Elvira kvalme. Men de forstod ingenting, tænkte hun bebrejdende, før hun gjorde en synkebevægelse og tvang endnu et hulk ned i sit bryst. 

Følelsen af uvirkelighed overmandede hende og truede med at vælte hende omkuld, trods hun allerede lå ned med hovedet hvilende på den tårevædede pude. Elvira forbandede endnu en gang sin egen dumhed langt væk. Hun burde have forudset at det, at tage alle disse billeder frem ville bringe en hel masse følelser frem til overfladen - følelser, hun stadig ikke var klar til at begrave væk sammen med ham. Men alligevel vedblev hun med at stirre trist på foto efter foto, som kunne det at se hans falmede smil på alle de krøllede og afblegede billeder, få ham til at stå tydelige frem i hendes hukommelse. Men for hver gang, hun kiggede på et nyt, formåede hun blot at føle sig endnu mere som et bundløst hul af nogensind og atter ingenting.

Det skulle hun ikke have gjort. Det vidste hun udmærket godt selv. Alligevel var det ikke noget spor af fortrydelse i hendes livløse øjne, der engang havde været blå, men nu var lige så farveløse som de regnskyer, der hang over hendes hoved. Der var kun vrede. En vrede mod sig selv, en vrede mod alting, en vrede mod den virkelighed, hun aldrig kunne blive vækket fra, en vrede mod verden.    Hun lod sit raseri brænde lidt længere, men der gik ikke længere, før det blev slukket af de tunge regndråber, som styrtede ned. 

Med en af de største kraftanstrengelser, som hun nogensinde havde mønstret, rev Elvira sig fri af minderne og kom tilbage til virkeligheden, der føltes som en kold brise mod hendes ansigt . Men hvis det ikke havde været fordi, at en af de stjerner, som stammede fra stjernekasteren lige havde ramt hendes hånd, i en gnist af smerte, ville hun sikkert stadig være fanget i den mørke spiral af ting, hun foretrak at glemme. Men de ting, var nu langt fra forsvundet fra hendes tanker. 

Men for hver stjerne, der sprang fra spidsen, kunne hun næsten fornemme, hvordan et minde klyngede sig til den stjerne, så når stjernen ikke længere at se, var mindet blevet så uklart i hende forbandede hukommelse, at det ikke længere smertede at tænke tilbage på. Eller det var ikke helt sandt. Tårer, der glinsede i lyset fra stjernekasteren, dryppede stadig tavst ned på græsplænen sammen med stjernerne. Men samtidig formåede et lille smil at forme sig på Elviras tårevædede læber, et lille smil, der funklede af et mikroskopisk håb for, at det nye år ikke ville rumme så mange forfærdelige minder, som dette havde gjort, et lille smil, der voksede lidt for hver gang, endnu et minde blev lagt bag hende ved at falde ned på græsplænen og forsvinde i mørket. I et kort øjeblik var hun ligeglad med, hvor meget hun frøs herude i kulden, hvor naive de var derinde i huset, og det var lige før, hun kunne erkendte, ensomheden var hyggeligt selvskab. 

Og så rystede huset, da alle sprang hovedkuls fra deres stole, og fyrværkeriet bragede værre end nogensinde, og en regn af champagnepropper fløj af flasker over hele Danmark, og Elvira var lige ved at hviske godt nytår til sig selv, og klokken slog tolv. 

Stjernekasteren slukkedes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...