Da lydene stoppede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2016
  • Opdateret: 11 jan. 2016
  • Status: Færdig
Det er en kort (meget personlig) historie om, hvordan det er når et familiemedlem bliver dement. Det var originalt en skolestil, hvilket er grunden til den er så kort. Håber at i kan lide den.

1Likes
0Kommentarer
75Visninger
AA

1. Da lydene stoppede

Jeg kan stadig høre lydene, hvis jeg lytter efter. Vandet der plasker i håndvasken, smøgerne der blev skoddet i askebægeret, hans host og grin. Jeg husker dem tydeligt. De fylder mig altid med en mærkelig følelse af, at alt er som det skal være, intet ondt kan ske. Verden er en legeplads, der bare skal udforskes. Men kun indtil at lydene stopper, og en tom følelse skyller igennem mig. Det passer ikke. Jeg husker alt for tydeligt da lydene stoppede, og blev erstattet af frustration, tristhed og utryghed. Det gik hurtigt. Lidt over et halvt år, så boede han på plejehjemmet. Alligevel nåede jeg i den periode at hade at skulle hjem fra skole, blive en mere stille pige... at ændre mig, og blive mere alvorlig. Verden var ikke længere den legeplads, som jeg troede den var.
Det er mærkeligt hvordan nogle vægge kan minde en om så meget. Det er jo bare mure med noget maling på. I min stue kan jeg se forskellige scenarier fra da jeg var mindre. Hvordan jeg hyggede mig om morgenen, inden jeg skulle i skole, hvordan jeg glad pakkede gaver fra London ud, som jeg fik af min søster. Hvordan han gik forvirret rundt, og troede, at lejligheden var et hotelværelse. Og hvordan jeg frustreret smækkede døren, og gik, fordi at bægeret bare flød over. Braget giver stadig et hult ekko i mit hoved, når jeg tænker på det, og jeg kommer tilbage til trappen ved  musikskolen, hvor jeg sad og græd ud. Dengang for seks år siden var et helvede for mig.
Det blev roligt derhjemme, efter at han var flyttet op på et af byens plejehjem, og jeg fik det godt igen. De gamle lyde blev erstattet af nogle nye, og en ny hverdag blev bygget op. Jeg kan høre plasticsækkene knitre, fra da jeg smed det alt for store tøj, som jeg havde kunnet passe for dengang et år siden, ud. Og mærke en følelse, som er svær at beskrive. Lettelse. Selvfølgelig var jeg stadig lidt trist over, at han ikke var en rigtig del af min hverdag mere, men alligevel, lettelse. Jeg hadede ikke længere at skulle hjem fra skole, og jeg blev mere glad igen. Den nye dagligdags lyde, fyldte min verden nu, og de gamle forsvandt langsomt. Selvfølgelig kom de tøffende fødder hjem til os engang imellem, men det var mest til jul og fødselsdage. Hver gang det var jul, og han kom hjem til den gamle dagligdags verden, kunne man godt se at sygdommen havde taget et skridt. Man lagde ikke altid mærke til at det var blevet forværret, når han sad i sin stol ved terrassedøren, i hans nye trygge rammer.  Men når han kom hjem, så man det. Der var altid nogle hensyn man skulle tage, når han var på besøg. For eksempel skulle han altid sidde yderst, fordi han ikke kunne koordinere at komme ind til de inderste stole. Han skulle også altid hjem samme aften, så det at følge ham hjem blev næsten som en slags juletradition mellem mig, mor og ham.
Han havde arbejdet ved byens radiostation, så han plejede at være ok til det med elektronik, men efter han blev syg, kunne han ikke bruge en almindelig telefon mere. Adskillige dage kunne jeg se displayet på min telefon, vise et misset opkald fra ham, som han ikke anede noget om. En dag havde han ringet til min mor, grædende, og sagt at han var ved pølsevognen, og ikke kunne finde hjem igen. Det viste sig at han i virkeligheden gik rundt på plejehjemmets gange, men havde troet at han var ved pølsevognen. Det var skræmmende, at han i sit hoved kunne lave en smal, lang gang, med hvide vægge, om til den store plads ved pølsevognen.
Det var svært at vænne sig til det i starten, men man måtte bare komme videre, og ikke tænke så meget over hvad, sygdommen betød. Det var først, da jeg blev ældre. at jeg begyndte at finde ud af hvad demens er. Selvfølgelig vidste jeg godt hvad den gjorde ved personen, der levede med sygdommen, men ikke hvad det var. Ingen der kunne fortælle hvad det var, satte sig ned, og fortalte mig det. Det ville ikke have stoppet sygdommen, men måske ville det have forberedt mig på de uhyggelige ryk, sygdommen nogle gange tog. 
Engang ringede mors telefon, og opkaldet lød, at han var blevet indlagt med en mulig blodprop i hjernen. Der gik over en måned, før han kunne komme hjem til plejehjemmet igen, uden at de fandt ud af mere, end at sygdommen havde taget et stort skridt. I mellemtiden havde han boet på psykiatrisk afdeling. Et koldt sted, med rå mustensmure, aflåste skabe, og ældre mænd, som sov på gangen. På det tidspunkt havde sygdommen forværret sig så meget, at vi blev enige om, at det var på tide, at han flyttede ud på byens demenshjem. Det tog noget tid, før han kom derud at bo. Han boede der ikke engang i fire måneder, før han stoppede permanent med at lave lyde.
Jeg kan stadig høre telefonen der ringede, og mor der snakkede med en rolig stemme inde i stuen. Ordene var ikke blevet sagt, men da mor stod i gangen, og skulle fortælle mig det, vidste jeg det allerede. Han var død. Jeg brød sammen, og jeg husker alt for tydeligt det grimme, grædefærdige fjæs jeg så, når jeg så mig selv i spejlet. I den uge kulminerede flere års sorg. Men endelig kunne jeg fortælle om min situation, og folk ville kunne forstå det. Den 1.- september døde min fars krop, men ikke hans sind. Det var dødt i forvejen. For mig, havde den mand der havde siddet i den store lænestol ved terrassedøren, ikke været min far i flere år. Bare en dårlig kopi, som en skuespiller der ikke havde læst godt nok op til sin rolle. Bare en skal.
Dengang hadede jeg, at jeg kunne se så mange scenarier i mit hjem, men i dag er lykkelig over at have dem. Der er ingen tvivl om, at jeg helst ville have været perioden hvor lydene stoppede forundt, men de har gjort mig til den jeg er i dag. Om jeg vil det eller ej, er det en del af mig, som jeg bare har med mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...