Stød

En nærfremtids sciencefiction //Deltager i 'den 5. bølge' konkurrencen, mulighed 1//

2Likes
9Kommentarer
228Visninger

1. Stød

Han sad med de fedtede chokoladefingre på tastaturet. Hamrede i det, som om han troede, at han var ved at dø. Han var midt i en kamp, og det stod klart, at han syntes at alle på hans team, var nogle noobs, eftersom han hele tiden råbte:

   ”Hvad helvede laver de noobs? Kan de overhovedet tænke?” eller ”Hvorfor er han ikke blevet rapporteret”

og:

   ”Hvorfor er han ikke blevet banned?”

   Store ord fra en ellers kun 14 årig dreng, som dør to gange, for hvert kill han får. Men han var da en pro til det, og en pro må da gerne skælde noobs ud. For det har de fortjent, har de ikke? Hans fingre mindede meget om hans mund. Det eneste der kom fra dem, var ting som:

 

   NOOB! Report him!

 

   Og:

 

   U just the stupist chinise boy ever!!! Report him all plz!!!

 

   Og ikke mindst:

 

   KS KS KS! Report him for ks all!

 

   For han kunne godt lide udråbstegn. Især når der var for mange af dem. De udtrykte hans frustration på en måde, som alle kunne forstå, og så var de endda internationale. Det var kun få, der ikke fattede hvad et udråbstegn betød.

   Nu sad han igen foran computeren. Skød efter tilfældige noobs på hans vej, og skrev lag hver gang han døde.

   En mærkelig lyd kom fra computeren, og den begyndte meget pludselig, at blive mere varm. Dette opdagede drengen dog ikke, han havde travlt med at prøve på at skyde ’ Your_electronic_friend’, som tilfældigvis var kommet ind i hans synsfelt.

   Computeren begyndte at summe højt og mærkeligt, hvilket den aldrig havde gjort før. Det var som om den gjorde klar til noget. Det ’noget’ som skulle ændre alt.

   Your_electronic_friend kom tættere på. Han stod næsten så drengen kunne ramme plet. Han skulle bare gå nogle få skridt længere mod midten af sigtekornet, så ville han få et headshot.

   Computeren faldt til ro igen. Den summende lyd holdt op, og temperaturen faldt igen. Men der var et eller andet, som var der. Noget man ikke lige ville kunne sætte fingeren på, og da slet ikke drengen. Han var alt for optaget af at få spilleren ind på sigtekornet, og koncentrere sig alt for meget, om at hæve sig selv over de andre. For det var hvad hans liv handlede om.

   Der lød en banken på døren.

   ”Ikke nu mor! Jeg er lige i gang med noget.”

   ”Men der er aftensmad. Du skal altså komme i aften.”

   ”Mor, jeg skal nok komme om lidt!”

   Mens han snakkede, blev hans stemme vredere og vredere. Han syntes, at hans mor var åndssvag. Hvorfor skulle han absolut spise aftensmad med hans forældre? Han kunne bare sidde at spise på værelset.


   Havde drengen været lidt mere opmærksom, havde han opdaget at der var noget galt. Hvis han havde været mere opmærksom på den summende lyd, som nu var stoppet, og det 'noget' som var galt, og i stedet for at spille, havde han opdaget det. Han havde nok skyndt sig ind til sine forældre og spurgt hvorfor computeren summede. Men intet gjorde han.

   Your_electronic_friend kom ind, lige midt i sigtekuret. Han slog næsten på musens knap, som ville få hans gevær til at skyde. Modspilleren stod stille, han skød, og computeren begyndte at summe igen.

   Det virtuelle skud fløj gennem luften, og ramte lige i hovedet på modspilleren.

   Da modspilleren faldt til jorden, sparkede drengen til computerkassen under bordet i ren iver.

   I det samme nu mærkede han en smerte gennem hele kroppen. En smerte af en kræft han aldrig havde følt før.  En smerte fra det stød der skulle slå ham ihjel.

   Hans krop faldt slapt til gulvet, og hans mor begyndte at kalde på ham.

Men han svarede ikke.

Han svarede hende aldrig igen.

 

For maskinernes storhedstid var begyndt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...