Tidens Nøgle

Da de tre piger Clara, Maya og Sille er på skovtur, falder de ned i et dybt hul og ind i Den Anden Verden befolket af alferne. De finder ud af, at de er De Ventede Tre fra en ældgammel profeti, der fortæller, at de vil løse alfernes kamp om tiden.
For at tiden kan gå i den Anden Verden, skal der være to Tidens Nøgler. Men da den ene bliver stjålet, dannedes en kløft og verdenen bliver delt i to. Alferne lever nu i en evig kamp om Tidens Nøgle. Engang var begge parter venner, men kløftens pludselige opdukken resulterede i deres uvenskab. Nu kan tiden kun gå det ene sted, hvis de er i besiddelse af Tidens Nøgle. Der findes en mere.
Det er nu børnenes opgave at finde frem til den.

8Likes
5Kommentarer
924Visninger
AA

13. Kapitel

Clara og Maya kiggede stadig på hinanden, da den sidste sætning blev sagt. Ordene lød som ekko gennem Claras hoved. Vi leder efter tre skabninger, der påstår at de kommer fra oververdenen.

Et øjeblik stod verdenen stille. Clara ønskede inderst inde bare at kunne rulle sig sammen til en kugle og græde. Hvorfor skulle hun også hele tiden stå til ansvar? Hendes tanker blev afbrudt af Sille, der trak i hende. Hun kiggede ned i hendes lillesøsters blå øjne og kom tilbage til nutiden.

”Clara, vi skal altså væk,” sagde Sille. Hun lød ikke ked af det, hvilket overraskede Clara. Måske forandrede selv Sille sig på denne rejse. Hun stod stadig, med pinden i hånden og knugede den ind til sit bryst, som om det var hendes livline.

Maya så til. Mængden af stenfolk spredte sig ud i byen. De ledte efter dem.

”Hvad med at vi holder os inde i klippens skygger?” halvt spurgte, halvt konstaterede hun. De andre piger nikkede. De gik nu i en lang række gemt af den høje klippekants skygger. Clara forrest og Maya bagerst. Sille i midten. Ingen sagde noget, men det larmede alligevel. Det kunne godt være at sten normalt var musestille, men ikke den her slags sten. Stenfolket myldrede omkring. Små børn græd, og Sille hørte en pige på hendes egen alder spørge sin mor, om hun nu aldrig blev ældre.

Sille kunne ikke forestille sig aldrig at blive større. Hun havde altid gerne villet være højere end Clara. Så alle ikke hele tiden sagde, at hun var lille og nuttet. Nej, hun var derimod stærk.

Der gik ikke længe før pigerne rendte ind i et problem.

”Maya, solen står direkte ned på klippen her,” informerede Clara. ”Vi kan ikke længere gå og gemme os her.” Clara havde ret, klippen slog ikke en bue over dem mere, og de måtte træde ud i dagslyset.

”Så må vi løbe det sidste stykke,” indså hun.

”Gad vide hvad de gør hvis de fanger os?” Tænkte Sille højt og strøg en vildfaren hårtot om bag sit øre. ”Måske spiser de os, det sagde stenkongen.” Clara vendte sig om mod de andre og satte sig på hug foran Sille.

”Men de fanger os ikke,” hun kiggede Sille lige i øjnene. ”Kan du ikke huske dengang, vi var på stranden. Det er et par år siden. Men jeg ved du stadig husker det. Vi badede ,og du fandt en plasticspand, som du øste vand i. Men en anden dreng opdagede det og påstod, at det var hans spand. Han løb rundt efter dig, men kunne ikke fange dig. Til sidst gav han op og begyndte at græde. Siden den dag beviste du i hvert fald overfor mig, at du er en hurtigløber.” Clara var færdig og hendes ord efterlod et større håb i Silles øjne samt et lille smil på hendes læbe. Maya viste, hvor meget Sille egentlig så op til Clara, selvom hun aldrig ville indrømme det.

”Så lad os løbe,” med de ord spurtede Sille ud fra deres skjulested og mod udgangen af stenfolkets by. Maya og Clara kiggede efter hende i et par sekunder og satte så efter.

Alt gik godt lige indtil de nåede til den ubevogtede port ved indgangen. Både Maya og Clara havde indhentet Sille, men da de alle tre slog ind mellem nogle huse til venstre og løb nogle få meter på hovedgaden og videre ud af porten, hørte de alle tre råbet: ”De tre skabninger løber der, de er ved at flygte med vores fremtid.”

Det lød som en ældre mand, nåede Maya at tænke, da de nedladende råb steg. Nu var pigerne heldigvis et godt stykke fra porten.

”Skal vi ikke tage en lille pause,” pustede Sille. Maya måtte give hende ret. Hendes fødder dunkede i smerte på grund af det ujævne terræn. Hun kastede et blik over skulderen og opdagede til sin glæde, at stenfolkene ikke så meget som havde taget et enkelt skridt ud fra porten.

De stoppede, og Clara tog sig til siden sikkert på grund af sidestik. Hele deres plan var gået i vasken, og de havde ikke fået fat i Tidens Nøgle.

”Men hvem har så stjålet nøglen?” Clara sagde endelig det uudtalte spørgsmål. ”Det kan umuligt have været for sjov.”

”Men hvorfor er de så ikke løbet videre efter os?” Spurgte Sille. Pludselig opstod der en syngende lyd. Som noget der flyver gennem luften og bliver højere og højere.

”Duk jer,” skreg Maya, og Clara nåede lige at rive Sille med ned, så stenene ikke ramte hende. Gorgets ord dukker op i Mayas erindring. Alle stenfolk kan flytte på sten uden at røre ved dem. Hun var rimelig sikker på, at det var det de havde gang i lige nu. ”Løb!” Og det skulle hun ikke sige to gange for nu løb de igen, mindst lige så hurtigt som før. Den næste omgang sten kom igen, og Clara hev Sille til side. Men hun glemte sig selv, og en sten på størrelse med en golfkugle ramte hende i skulderen. Hun gav en lyd fra sig i smerte.

”Hvor langt kan de kaste?” hylede Sille. Men ingen kunne svare hende. De løb zig zag for ikke at blive ramt. I det fjerne dukkede vejen op ad klippen frem.

”Vi må op af klippen,” råbte Clara i frustration.

”Er du godt klar over, at den er lavet af sten? Så kan det ikke blive mere farligt. Nej, vi må ind i skoven!” Råbte Maya. Det kan godt være, at det ikke fristede, men det var deres eneste udvej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...