nytårs start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2016
  • Opdateret: 9 jan. 2016
  • Status: Igang
En aften, til at afslutte alle de uafsluttede konflikter og starte det nye år på en frisk.

0Likes
0Kommentarer
136Visninger
AA

1. Før festen

Torsdag d. 31 december, 1999

Før festen har altid været mit hades øjeblik. det er fire timers helvede, fyldt med nok selvhad og indre monologer fyldt med; 'ser jeg godt nok ud i denne kjole?' hvad nu hvis man ser mine arme?' er rød ikke en bedre farve til mit hår?' Tanker der er præcis lige så ligegyldige som de føltes når man træder ind til festen. irrelevante observationer der bliver glemt i det øjeblik du får stoppet en halv flaske små sure under næsen og i næste nu finder dig selv ude i en hæk.

Jeg er hoppet over det stadie. Er gået direkte videre til at dræbe de fire timer der er før at festen starter, med at tænde fjernsynet og tømme den ramme øl der har stået ud i entreen i det sidste halve år. Signe har sagt at hun kommer over henter ved en 9 tiden. Det er nytårs aften, jeg lægger stadig i mit nattøj og drikker øl, skubber en flytteboks af vejen så der er bedre udsyn til det lille fjernsyn. 

"Er du klar? jeg har ringet til dig i over en time nu." det er Signe hun lyder ikke vred og lydene i baggrunden er tonede ned, det lyder som om at hun selv sidder hjemme i sofaen, ikke i humøret til at tage afsted. "selvfølgelig er jeg klar" et blik ned af mig selv afslører at jeg stadig er i nattøjet, må være faldet i søvn igen. "jeg er der om 10 min, hver sød at i det mindste have taget tøj på, vil du ikke?" jeg når ikke at svare før hun har lagt på. sofaen giver sig da jeg rejser mig op, klokken er 9. jeg finder gårsdagens bukser frem, der er ingen grund til at se godt ud, når der er ingen at se godt ud for. 

sidste gang at jeg skal se alle deres ansigter, måske få snakket om nogle af de ting der skete. 10 år er lang tid at kende de samme mennesker, især når vi er så unge som vi er. 10 år er halvdelen af mit liv. selvfølgelig er der sket meget siden startet på projektet, troede aldrig at jeg ville se det færdigt. jeg rejser i morgen, men de andre bliver. De har ofret for meget på dette projekt til at rejse væk nu, eller det er i hvert fald hvad Signe fortalte mig. personligt er jeg glad for at komme væk, ikke at jeg ikke har nydt det, men prisen for at være en del af projektet var for høj at betale, er næsten bange for at komme ud til verden igen. hvad vil de ikke sige om en udbrændt 20 årig der har forladt projektet, så mange andres drøm at være med i.

Signe banker ikke engang på før hun træder ind i mit knap oplyste værelse. "skal du have det der på?" hendes blik er ikke kritisk, kun trist. "tror du at det er okay?" jeg kan ikke lade være med at spørge, det her er sidste gang i mit liv at jeg vil være i stand til at høre hendes mening om noget igen. "selvfølgelig er det okay" hun samler de tomme øldåser sammen og går imod døren, undgår med nød og næppe at vælte en flyttekasse ned fra spisebordet. "kom nu, vi er allerede sent på den." hoveddøren går i med et stille klik, jeg er ikke klar til at skulle se dem allesammen igen. Signe er den eneste jeg har talt med siden jeg tog en beslutning. 45 mennesker er en del af projektet, jeg er den eneste der tør forlade det.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...