Dumb Girls Don't Scream_5SOS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
""Hej" Sagde Ashton med et stort smil. Der formede sig et kæmpe smil på mine læber da jeg så dem. Jeg skulle til at gå over og give Michael et kram da Ashton sprang ind foran så jeg krammede ham.
Der undslap et lille grin fra mine læber. Nøj jeg have savnet dem. "Jeg har savnet dig" hviskede han i mit øre hvorefter han slap mig. Jeg gik over mod Michael og gav ham et kram. "Hej hvor har jeg savnet dig" sagde han og svang mig en tur rundt i luften. Og satte mig ned og slap mig."

Kapitlernes længde kan variere.
Se bort fra stavefejl��
God fornøjelse��

3Likes
2Kommentarer
2530Visninger
AA

1. The first meeting

-//- The first meeting -//-

Jeg sad i flyveren på vej til New York. Jeg skulle besøge min onkel. Som var den eneste der var tilbage af min familie. Mine forældre døde i en bil ulykke for seks år siden en uge efter jule aften. Og ja så var der kun min onkel tilbage. Han tog mig til sig som sin egen. Men da jeg blev 16 år fik han nyt job. Så vi skulle flytte fra Sydney til New York. Men jeg tiggede og bedre om at få lov til at blive. Da jeg bedst kunne lide at blive der. Da jeg hader forandringer. Så nu flyver jeg til New York hver anden måned.

Jeg sad i flyet med mine høretelefoner i ørene. Og sad og hørte mine ynglings sange. Med min ynglings sanger Lana Del Rey. Hun var min gud. Jeg sad ved vinduet så jeg kunne kigge ud. Der sad en mega tyk mand ved siden af mig. Han fylde hele to sæder. Eww.

Han havde en blå T - shirt på og så havde han mega langt hår der var sat op i en hestehale omme i narken. Han var så fra stødende. Nåhh men nu skulle jeg være sød!!

Jeg vågnede af et højt brag. Mine øjne åbnede sig med et sæt. Det tordnede og lynede. Og så sad jeg i et fly højt oppe i skyerne. Jeg vil lige sige at jeg ikke er den størst fan af flyvere og torden. Jeg vil faktisk sige at jeg er bange for de to ting. Men når de to ting så bliver sat sammen så bliver det ikke ligefrem bedere vel.

Ham den tykke ved siden af mig var på toilet så jeg sad helt alene. Jeg var rigtig bange. Mange tanker fløj rundt i hovedet på mig. Hvad nu hvis flyet styrtede ned? Hvad nu hvis jeg aldrig kom til at se min onkel igen? Hvad skulle jeg gøre??

"Er du okay?" Spurte en rolig og blid drenge stemme. Jeg vente hovede mod personen. Mine øjne blev fanget af et par flotte gulgrønne øjne. "Okay træk vejret stille og roligt" sagde han stille til mig. Først da fandt jeg ud af at jeg var hybervintileret. Jeg var ved at gå i panik.

Han satte sig ved siden af mig "Rolig slap af." Startede han ud. Jah det kunne han sagtens sige. "Der sker der ikke noget" jeg kiggede på ham med panik og frygt i øjnene. Ikke for ham men af frygt for at styrte ned. "Er du bange for torden?" Spurte han meget stille. Jeg nikkede og kiggede væk. Det var ikke noget at være stolt over. "Hey det er ok. Du skal ikke være flov over det" sagde han med et lille smil på læben. Jeg smilede stille tilbage. " hvad hedder du" spurte han stille. Ok for at få mig på andre tanker. Jeg tog min taske frem og tog min kuglepind og mine små gule sedler op. Jeg skrev stille og roligt " JEG HEDDER LYDIA" skrev jeg og gav ham sedlen. Han kiggede lidt på mig. Og så på sedlen. "Lydia sikke et flot navn" sagde han med et stort smil. "Jeg hedder Michael" sagde man med et stort smil på læben. "DIT ER HELLER IKKE GRIMT" skrev jeg på en seddel som jeg gav ham. Et lille grin undslap hans læber før det blev grebet af dyb seriøsitet. "Jeg har et spørgsmål " startede han. Jeg kiggede på ham. Det så ud til at han havde svært ved at få det sagt. Jeg tog en seddel og skrev "SIG FREM" på den. Han læste den og kiggede så på mig. "Kan du ikke tale" spurte han så forsigtigt. Jeg gav ham et beroligende smil og rystede så på hovedet. Han sente mig et smil. "Det gør ikke noget du er smuk afligevel" sagde han med et sødt smil. Jeg rødmede lidt. Da ingen nogensinde havde kaldt mig smuk. Folk plejede at gå uden om mig. Fordi de syntes jeg var mærkelig.

Jeg sad og "snakkede" med Michael i længe. Og vi havde det ret sjovt. Han havde nok sat med mig i over en halv time. Og vi sad og holdet i hånd. Ikke noget romantisk bare venskabeligt! Det tordnede stadig udenfor. Og hver gang der kom et brag gav han min hånd et lille klem. Ham den tykke var ikke kommet tilbage endu. Seriøst hvor lang tid kan det tage?

"Nåhh jeg må nok hellere se at komme over til mine venner igen. Men Lydia sidder der ikke nogle ved dig?" Spurte han og så næsten bekymret ud. Jeg tog en seddel frem og skrev "JO MEN JEG KENDER HAM IKKE. OG HAN HAR VÆRET PÅ TOIELET I OVER EN HALV TIME. SÅ DET VED JEG IKKE" jeg rev den af bloggen og gav ham den. Han smilede lidt. "Vil du med over og sidde ved mig og mine venner?" Spurte han med et smil. Jeg tøvede lidt. Jeg ville jo ikke trænge mig på. "Kom nu de bider ikke" sagde han og der undslap et lille grin fra hans læber. Jeg lyste op i et smil og nikkede så. Det kunne vel ikke skade. Og Michael virkede meget sød så hvorfor skulle hans venner ikke også være det?

Han var en rigtig gentleman og bar min håndbagage for mig. Vi gik igennem den smalle gang i flyet. Jeg gik bag ved Michael så han kunne vise vej. Vi kom til en sort dør for enden af gangen. Der stod en stor mand udenfor og kiggede surt på mig. Michael stoppede op og viste et kort han havde om halsen. Manden nikkede og åbnede døren. Michael gik ind. Og jeg fulgte efter. Eller jeg prøvede på det. "Du kan ikke komme ind" sagde den store mand og satte en arm foran døren. Så jeg ikke kunne komme ind. "Hun er med mig" Sagde Michaelog smilede til den store mand. "Nåhh det må de skam undskylder frøken" sagde manden til mig. Og fjernede armen fra døren så jeg kunne komme ind. Det var mega stort. Det måtte være første klasse vi var på. Der var faktisk ingen sæder sådan helt. Der var to runde borde med fem stole om hver. Der sad 3 andre drenge rundt om det ene. Det andet var frit. "Hey" råbte Michael glad. Da drengene så ham fløj de op af stolene og løb hen til han. De stoppede op få 20 cm. Før de stødte ind i ham. "Har du pizzaen med?" Spurte en blond fyr.

Pludselig så en af drengene på mig. Han havde brune næsten sorte øjne og kort sort hår. "Hvem er du?" Spurte han så. De andre drenge kiggede istedet op på mig. Der stod jeg så med alle mine talenter og kunne ikke gøre eller sige noget. "Hallo er du døv? Hvem er du?" Spurte han igen. Jeg havde mest af alt bare lyst til at løbe skrigene væk. Altså hvis jeg kunne det. "Rolig Cal hun er med mig" sagde Michael. De andre drenge sente mig nogle smil. Som jeg gengældte. "Hej du må undskylde før. Jeg er Calum" sagde ham med det sorte hår. Og rakte mig hånden. Jeg tog imod den og gav ham et smil. "Hvad hedder du så?" Spurte han. Jeg stod bare der og så sikkert virkelig dum ud. "Hov undskyld" udbrød Michael. Så alle så på ham. "Det er Lydia. Hun kan desværre ikke tale." Sagde Michael så. Åh han er min helt. De andre gik over til mig og præsenterede sig selv. De var meget flinke alle sammen.

Jeg havde så godt nok fået et dårligt indtryk af Calum først. Men han virkede også ret flink. Vi sad rundt om det ene runde bord. Vi sad og spillede ludo. Vi var igang med femte spil. Og nu tænker i nok. Jamen man kan da kun være fire til ludo. Og det er også rigtigt. Men vi havde lavet hold. Jeg var sammen med Ashton. Michael og de andre to var alene. Ash og jeg havde vundet alle gangene. Og de andre var ved at være godt trætte af os. Haha.

**

Vi havde spillet i længe. Ash og jeg vandt. Nu lå jeg med mit hovede på Michaels skød og med fødderne på Calums lår. De andre lå lidt hist og her. Vi sad og så en film som drengene havde valgt. Og selfølgelig en gyser. Jeg hader gysere. Jeg bliver altid så bange. Men jeg var mega træt så ja jeg kunne jo bare lukke øjnene.

Jeg var sådan halvt faldet i søvn da der lød et kæmpe torden brag udenfor. Jeg sprang op og ville faktisk aller helst finde mig et gemmested. "Rolig der sker dig ikke noget" sagde Michael roligt til mig med et smil på læben. "Kom her sæt dig hos mig" sagde Luke. Som sad i en stor sækkestol. Jeg satte mig ned til han. Og han lage armene om mig. Det var en betrykker fornemmelse.

Jeg sad i Lukes arme mens jeg bare kunne mærke at mine øjenlåg bare blev tungere og tungere. Og til sidst faldt jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...