Ude

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2016
  • Opdateret: 9 jan. 2016
  • Status: Færdig
Et 'digt som betyder rigtig meget for mig.

0Likes
0Kommentarer
135Visninger
AA

1. Første Og Eneste Kapitel

Vi var ude, ude i mørket. Stjernerne kiggede på os og vi kiggede på dem, det var sjovt, jeg syntes at de blev støre og støre jo længere tid vi kiggede på dem, men jeg var sikkert ved at blive træt.

"Hold mig i hånden" bad jeg, "der er så koldt uden dit nærvær". Han gjorde som jeg sagde, selvfølgelig gjorde han det. Han var jo min bror og brødre og søstre gjorde alt for hinanden. Vi var ude på en rejse, os to. Vi var sammen om alting, vi står sammen, gennem ild og vand. "Det var åndsvagt" tænkte jeg bittert, det lyder næsten som en kærligheds historie, men han var jo min bror, min elskede bror.

Det var ved at være koldt, det var så koldt at ingen gang min brors nærvær varmede om mig, så jeg lagde mig ned, ned under tæppet, uden at slippe hans hånd. "Læg dig ned ved siden af mig, og varm mig. Det er koldt og du skal ikke blive syg". Jeg ville ønske, ønske så inderligt at nogen fandt os, her i mørket, uden for alting.

Byen er tom. Der er en rungende stilhed som ingen tør bryde. Vi er kun os to mennesker, det føltes som om vi er de eneste overlevende i verden, ingen kan nå os. Jeg kigger mig rundt. Der er lygtepæle hele vejen ned af gaden, det eneste lys vi har. Det viser os vej. Den rigtige vej i mørket. Horisonten går ud i en lang linje, det er den vi går efter. Vi vil være alene, helt alene i verden. Kun os to.

Stjernerne kigger stadig på os. Jeg bryder mig ikke længere om dem, de ser bange ud. Det eneste jeg har lyst til er at hjælpe dem, række en hånd ud i mørket, en hjælpende hånd, men de tager den ikke. De bliver bare ved med at kigge, de stirrer. Jeg for en dårlig fornemmelse i maven. Vi legede stirre konkurrence og de vandt.

Jeg ligger og tænker over ting, ting som jeg kunne have gjort anderledes, det var mange ting. Jeg kunne have været en bedre søster, og ikke bare tænke på mig selv, men det gør jeg for sådan er jeg.

Månen er ved at stå op kan jeg se, ude i horisonten, så langt ude at man ikke kan nå den. Den bryder alle stjernerne og lyser op i mørket som en sol, det er bare en måne det er den vi følger sammen med lygtepælen, den lyser op i mørket og bliver der indtil det er forbi, forbi med mørket.

Jeg ligger og kigger, kigger på min bror. Han er pæn, ikke bare pæn, men lækker. Alle pigerne flokkes om ham, han hader det, hader opmærksomhed. Det er derfor han har mig, den lille plet på væggen som ingen kender. Den som iagttager, iagttager folk og deres blikke. Den lille rebel som ikke er sammen med andre, og ikke går op i mode og andre ting. Det er derfor vi er på vej væk, væk fra folk, forældre og andre ting. Vi vil ud at se verden, helt uden for alting, ud til horisonten.

Vi er bare børn, os to. Ingen andre har forstand på os. Alle kræver alt muligt af os og ingen lytter efter når vi snakker. De siger hvad vi skal gøre, men vi lytter aldrig, for vi er ude, ude i mørket. Hvor ingen kan finde os. Ude i intetheden, hvor der er stille, så stille at vi kan høre vores hjerter banke, de banker i takt. For vi hører sammen du og jeg.

Jeg skal nok holde op med at snakke, hvis du altså overhovedet har hørt efter. Det er os for evigt du og jeg, ingen kan komme imellem os. Sover du? Jeg bliver ikke ked af det hvis du gør. Det er alligevel nat og vi skal ingen steder hen. Medmindre de kommer og henter os. Her ude, ude i mørket. Vi er uopnåelige, du og jeg. Jeg vågner op, op fra en drøm. Tror jeg...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...