Frygt & Monstre - En personlig Fortælling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2016
  • Opdateret: 7 jan. 2016
  • Status: Færdig
Mit væreste mareridt? Min største frygt? ¤ Ikke en decideret gysertekst, så ved ikke om den tæller med eller ej i konkurrencen (Valgt 3). Gør den ikke, er det helt fint. Det var dejligt fra min side at kunne skrive dette. Og beskrive en del af mig, som jeg ellers kun har migselv at gruble med.

0Likes
0Kommentarer
136Visninger
AA

1. Hvad er vi bange for?

Der er dem der frygter monsteret...

Og så er der dem der er monsteret.

 

Inderst inde oplever alle frygt. Vi har alle noget vi er bange for. Selv hvis vi ikke vil indrømme det.

Taler jeg om de små edderkopper i krogene? Om højden, der pludselig bliver for meget på 5 sal?

Nej...

Den frygt, hvor vi gruer for os selv. Hvor det løber en koldt ned ad ryggen, og man føler sig tom. Så tom, så tankeløs, at verdenen omkring én forsvinder.

Der er intet tilbage, end monsteret.

 

 

Jeg indrømmer selv gerne de små ting i livet, som jeg ikke bryder mig om. Som kan overraske mig, og få mig til at give et skrig fra mig. Edderkopperne. Højderne. Tordenvejr. Den fremmede der går bag mig på en mørk aften, som min paranoia hjerne siger vil angribe mig, men som reelt set er på vej hjem - lige som mig - efter at have været ude og handle.

Dette er de ting jeg "frygter". 

Men frygt er mere end det. Dette er ting i min hverdag, der chokere mig eller irritere mig. Det er ikke dette, der får min hjerne til at gå i stå, mine ben til at skelve, eller får mig til at se "mit liv passere revy" for øjnene af mig. Det er ikke her hvor jeg gennemtænker, alt hvad jeg har kært og alt hvad jeg er.

 

Min største frygt?

Det er ikke at møde monsteret... Rettere frygter jeg at jeg er monsteret.

Jeg kunne aldrig finde på at skade nogen. Jeg kunne aldrig finde på eller se mig selv som det monster andre frygter. Men jeg kan kun tænke at der må være flere forskellige slags monstre? Nogle der bliver til monstre, når der er et monster i nærheden.

Du tænker sikker hvad jeg mener med dette. På om jeg er blevet komplet tosset. Måske. 

Men mere end noget andet, i hele verdenen, frygter jeg min egen mangel på handling. 

Hvis nogle gjorde min familie eller venner noget, ville jeg så reagere? Ville jeg kaste mig ind foran en person, jeg skulle forestille at holde så meget af til verdenen, så de ikke kom tilskade? Ville jeg skrige i had, eller bryde sammen i gråd, hvis der skete dem noget? Ville jeg angribe monsteret?

Mit problem er, at det tror jeg ikke jeg ville.

 

Jeg føler glæde og kan smile. Jeg kan sige jeg elsker eller hader folk. Jeg kan græde... Men inderst inde føler jeg mig oftest bare tom.

Jeg kender folk. Jeg tilbringer tid med venner og familie, og et sted er de vigtige for mig. Alligevel kan jeg ikke føle, at de er vigtige for mig. Hos mig, er det hele mere logisk baseret end følelsesmæssigt.

Af samme grund ville jeg ikke vide hvem jeg ville være, hvis monsteret dukkede op i mit liv.

 

Jeg frygter, mere end noget andet, at dem jeg burde have kær vil lide, fordi jeg ikke gør noget.

Ikke føler noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...