Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
19015Visninger
AA

17. You’ve never seen it look so easy

Livas synsvinkel 

Bussen rullede ind på arenaens massive parkeringsplads. Arenaen tårnede sig frem foran bussens forrude. Pladsen til deres busser og udstyr var indhegnet, som var det statsfængslet, de kørte os til. Endnu en arena ville blive fyldt til randen med deres fans om blot et par dage. Indtil da havde drengene to fridage, som de kunne spendere her i Baltimore eller hvorend de fandt dem tilpas. Harry var fløjet til Los Angeles i selskab med Liam, mens både Niall og Louis havde valgt at forblive i Baltimore. Ligeledes havde jeg brug for at få mit forhold til Louis under kontrol. Mit hjerte kunne ikke bære at være uvenner med ham. Han havde været ombord på Nialls bus siden New York, men nu hvor vi var ankommet til Baltimore, så håbede jeg, at han ville komme over til mig. Inderst inde anede jeg ikke, hvordan jeg skulle håndtere problemet mellem os. Vi havde vel på mange områder flygtet fra hinanden siden i foregårs til fødselsdagen, men nu hvor resten af hans familie, bortset fra Charlotte, havde vendt snuden mod Florida på familieferie, så begyndte jeg så småt at fortryde de mange timer mutters alene. Jeg ønskede, at han vidste, jeg trods alt var kommet til Amerika for hans skyld og hvis min eksistens intet betød, så kunne jeg ligeså godt rejse tilbage til England.

Min computer begyndte at lave en genkendelig lyd, der uden tvivl kom fra Skype. Trods at mine tanker ikke havde været positive på busturen fra New York og hertil, så kunne mit smil ikke holdes tilbage, da jeg så, at min far ringede mig op. Han var endelig kommet hjem til Bawtry Road, og det resulterede i, at min tvillingebror havde besluttet sig for, at han ville passe på min lejlighed, indtil jeg kom tilbage. I mellem tiden havde han sagt, at han ville lede efter sit eget. Jeg var forbløffet, men også lykkelig på hans vegne. Jeg besvarede opkaldet hurtigere end det var ankommet.

”Liv” råbte min far, hvilket resulterede i, at jeg grinte. Han kunne altid plante det største og bedste smil på mine læber. Han var verdens bedste far.

”Fader” svarede jeg, hvorefter jeg hilste på Haley og Mila, der sad ved siden af ham. Det gik derfor op for mig, at alle os piger var samlet med vores elskede far. Det var sjældent, og selvom skærmen adskilte os fysisk, så var der ingen tvivl om, at kærligheden rakte udover alle grænser.

”Hvordan har du det, Liv?” min far smilte, og jeg vidste, at han ønskede at høre om hver og eneste minut, som jeg havde tilbragt med Louis herovre. Eftersom bare tanken om ham gjorde mig trist, så prøvede jeg elegant at springe væk fra hans eksistens, hvilket kunne virke brutalt, men det hjalp. Min far, derimod, lagde hurtigt mærke til mit halvhjertede smil, da jeg nævnte hans navn. Han pressede spørgende øjenbrynene sammen. I går havde jeg grædt mig selv i søvn, hvilket havde resulteret i, at jeg i dag ikke havde en tåre tilbage i mig.

Troede jeg.

”Du virker ikke hundrede procent, okay?” min fars bekymrende stemme kunne sommetider gøre alt for mig. Jeg havde et svagt punkt for ham, og det gjorde ligeledes, at jeg følte mig tryg hos ham. Samtidig havde han altid lært os, at det var normalt at vise vores følelser. Og med alle de mange skrækkelige oplevelser vores familie havde været udefor, så havde tårer været en naturlig reaktion på noget, der gjorde en trist. Det resulterede også i, at jeg lod tårerne falde. Tanken om, at Louis var sur på mig, det gjorde mig ked af det. Jeg følte mig magtesløs, og intet bedre på nuværende tidspunkt ville være hans favn.

”Vi er bare lidt uvenner,” fremstammede jeg, mens jeg fjernede de fremtvungne tårer. Min far sendte mig et opmuntrende smil, der til dels virkede.

”Du skal ikke græde, Olivia” min fars blik vekslede mellem skærmen og en anden person i rummet.

”Jeg har overvejet, om vi alle skulle tage over og besøge dig. Vi savner dig, og du har endnu ikke mødt Emily.” Min far kiggede på skærmen, og hans konstatering fik mig til at tænke på andet end ham. Han havde allerede forstået, at han bare skulle lede samtalen over på andet end Louis. Det gjorde også, at mine tårer gradvist fordampede. Egentlig ville jeg ikke have de skulle komme, men derimod savnede jeg dem alle så umådeligt meget.

”Vi kan tage til Los Angeles. Tage de små med i Disneyland,” hans foreslag virkede til at have været planlagt. Han havde dog bare ikke fortalt det til resten af familien, der virkede til at være i rummet med ham. De blev alle ekstatiske ved den gode nyhed, der tydeligvis havde sparket min dårlige nyhed omkuld. Smilet var, utroligt nok, tilbage på mine læber.

”Virkelig? Så I kommer,” udbrød jeg overrasket. Jeg bed mig selv i læben, hvorefter min far blev overfaldet af Haley, Mason, Mila og Noah. Ligeså lagde jeg mærke til Lucas, der forholdte sig i baggrunden af skærmen.  

”Skal du også med Lucas?” udbrød jeg nysgerrigt.

”Tænker jeg da” svarede han og sendte mig et smil, der både udstrålede bekymring, men også glæde for, at han ligeledes kunne komme på ferie væk fra England. Jeg sendte ham et blik, der viste, at det ikke gik godt mellem Louis og jeg, men at jeg bare glædede mig til at se ham igen.

”Så vil jeg gå igang med at planlægge, pakke og alt det praktiske. Hold ud indtil din klan kommer,” grinte min far, hvorefter vi alle sagde farvel til hinanden. En ro i maven fik byrden på mine skuldre til at lette væk, og jeg kunne smile i stedet for at græde.

Jeg lukkede computeren væk, hvorefter jeg iførte mig andet end mit nattøj. Jeg havde ikke høje forventninger til at skulle forlade bussen i dag, men jeg magtede ikke at rende rundt i mit afslapningstøj. Idet jeg havde trukket mine bukser på plads, samt trukket en hættetrøje over hovedet, der åbnede busdøren sig. Reelt troede jeg, at det var chaufføren, så jeg var bare lykkelig for, at jeg havde fået skiftet inden, at han havde set mig halvnøgen.

”Olivia,” lød en genkendelig stemme. Jeg pressede mine øjenbryn forvirret sammen, hvorefter jeg vendte mig mod lyden. Det var Louis. Af en eller anden grund havde jeg en forfærdelig dag. Mine følelser lå lurene uden på tøjet, og det var tydeligt, at det påvirkede mig at være i denne her situation med ham. Jeg anede ikke hvorfor, eftersom vi utallige gange havde været uvenner, men denne gang gjorde det ondt. Måske det kom fra, at han havde beskyldt mig for at være sammen med en af hans bedste kammerater? Er der en ting jeg aldrig ville, så var det at ødelægge det her scenarie af succes for ham. Aldrig ville jeg blande mig eller sågar involvere mig med hans kollegaer.

”Louis,” svarede jeg, hvilket fik ham til at sende mig et forsigtigt smil.

”Undskyld, at jeg først kommer nu,” han kom hen til mig, mens han uden at få lov trak mig ind i hans favn. Grundet mit dårlige humør kunne jeg ikke skubbe ham væk. Jeg følte mig tilpas i hans favn. Det resulterede ligeledes i, at jeg pakkede mig sammen i hans favn. Jeg lod hans arme hele det åbne sår mellem os. Uden jeg kunne styrre mig selv, der kunne jeg mærke tårerne endnu engang fandt vejen ned over mine rødlige og varme kinder. Jeg havde virkelig en af de forfærdelige dage.

”Jeg kunne aldrig finde på det, Louis” mumlede jeg, mens jeg rykkede mig væk. Han så tårerne, hvilket automatisk fik ham til at fjerne dem med hans håndflade.

”Det ved jeg. Og det var min fejl, vi havde bare en dårlig dag, også var det min opfattelse af, at sådan noget kunne ske, en dag, og det kan jeg ikke bære,” sagde han forsigtigt.

”Men tror du selv på det?” udbrød jeg, og kiggede på ham, hvorefter jeg fortsatte: ”Louis vi har kendt hinanden hele livet. Jeg ved, at vi ikke ville kunne byde hinanden det. Det kan godt være, at du kvajede dig med Eleanor, men det her virker anderledes,” svarede jeg, hvorefter han nikkede efterfølgende. Vores forhold virkede for stærkt til at kunne blive ødelagt. Jeg havde aldrig været så sikker på en anden person i livet end Louis. Jeg vidste det var gengældt. At folk kaldte mig naiv, det kunne jeg leve med - især hvis det var Louis, jeg ville ende med at komme hjem til hver dag. 

”Du får altid livet til at være så let,” udbrød han, hvorefter han plantede sine læber ovenpå mine. Jeg slap ham ikke, og lod det udvikle sig her midt i bussen. Inderst inde ønskede jeg bare konstant at være i hans nærvær, og når jeg ikke var, så savnede jeg ham. Ikke kun hans fysiske eksistens, men jeg tog mig selv i at mangle hans råd, hans stemme og personlighed.

Alle stunder uden ham var spild af tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...