Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
18952Visninger
AA

7. You’re the only reason

Livas synsvinkel

Jeg vågnede op ved at bussen bremsede op. Motorernes lyd forsvandt, og det måtte betyde, at vi holdte stille. Louis lå ved siden af mig, og han var ikke vågnet af den pludselige stilhed, eftersom han havde vendt sig til motorernes lyd. Han kunne derimod både klare larmen og stilheden. Jeg beundrede hans ansigt. Brevet igår havde taget hårdt på min bedste ven, men det havde jeg forventet. Den tid havde været hård for os alle.

Min far havde været i en mærkelig tilstand, mens vi, børn, måtte klare os selv. Hermed ikke sagt, at min far bare efterlod os, men han holdt sig distanceret til mange ting. Han ville ikke tilknytte sig noget. Louis’ mor havde oftest snakket med ham, og vores bedsteforældre havde været guld værd i den periode. De små flyttede væk fra vores far, mens jeg fandt min egen lejlighed. Lucas blev boende hjemme hos Haley og Mason, selvom folk blev ved med at sige til ham, at det ikke var hans job at tage sig af vores søskende. Jeg vidste dog hele vejen igennem, at man aldrig kunne tvinge Lucas ud af det hjem. Det ville ske, når han ville have, at det skulle ske. Mens jeg tænkte på ham, så fik jeg en knude i maven. Jeg savnede ham. Min egen skønne tvilling.

Mens tanken overtog min krop, der kiggede jeg endnu engang på Louis. Jeg blev afbrudt af telefonen. Det var Lucas. Ingen tvivl om, at vi rent faktisk var tvillinger.

”Hey Lue” smilte jeg stort. Jeg forlod sengen, hvorefter jeg lagde mig ind på sofaen.

”Hey Liv, hvordan går det?” spurgte han. Det var rart at høre hans stemme igen. Vi havde altid godt kunne være adskilt, men det kunne ikke fungere uden, at vi fik lov til i det mindste at snakke med hinanden. Vi brugte hinanden mere end vi brugte nogen andre.

”Det går faktisk godt. Vi har fået snakket om det hele,” svarede jeg, mens jeg kunne høre larm på den anden ende. Der lød til, at der var gang i den på Bawtry Road.

”Hvad sker der hos jer?”

”Mason har hevet venner med hjem, så de har indvaderet hele stuen. Men mormor og morfar kommer i aften. Hun vil lave mad, så det er jeg ret så lykkelig for,” han grinte en anelse. Tanken om min mormors mad fik mig også til at savne England. Jeg fattede ikke, hvordan Louis kunne være væk så lang tid ad gangen. Jeg var sikker på, at han glædede sig til en pause, hvor han kunne nyde sit hjemland eller bare at være ét sted på én gang. For efter faderollen, så havde han vel ufrivilligt skrevet sig op til at forblive, der hvor Briana var. 

”Forståeligt nok. Jeg gætter på i fik pizza igen igår?”

”Busted” svarede han, og jeg kunne allerede fornemme det store smil på hans læber.

”Jeg savner mor,” udbrød jeg pludseligt. Jeg var ikke klar over, at det gik mig sådan yderligere på, men det gjorde det. Min mave vendte, og mit blik flakkede svagt. 

”Det gør jeg også, alt for meget” svarede han sukkende. ”Men denne gang må vi støtte far i hans valg. Han har brug for at komme videre, Liva” tilføjede han. Jeg sagde ikke noget, men jeg var enig med ham. Vores far fortjente ikke vores bekymringer længere, selvom det var svært at bearbejde.

”Vi kan klare det sammen, bud” udbrød han.

”Som vi altid gør,” tilføjede jeg.

”Præcis.”

Samtalen med Lucas endte kort efter, eftersom Louis kom gående. Han var vågnet, og virkede efterhånden klar til at finde ud af, hvad dagen skulle bruges på. Jeg smilte forsigtigt til ham. Egentlig så havde jeg glædet mig til, at vi kunne bruge denne dag på hinanden, og ingen andre.

”Er du klar på en fed dag?” spurgte Louis, der virkede til at have det helt store planlagt. Jeg pressede mine øjenbryn sammen, eftersom vi havde aftalt, at vi bare ville tage den med ro, og udforske Toronto i vores eget tempo. Det virkede dog ikke blot som om, at vi bare skulle udforske den canadiske storby. Det kriblede i maven ved tanken om, at Louis havde taget sig tiden til at gøre noget ud af dagen

”Meget” svarede jeg mistænksomt.  

Jeg havde iført mig et smart outfit til dagens udforskninger, som Louis ikke ville fortælle mig nærmere om. Han havde endda arrangeret en dag uden vagter langs vores side. Det gjorde mig egentlig også en anelse skræmt. Hvor lang tid var det ikke siden, at det bare havde været os to en hel dag? Det var mange timer, hvor vi skulle finde noget, der kunne underholde os begge. Hvis jeg dog bare havde været sammen med ham konstant siden, at vi begyndte ikke at se hinanden så ofte, så havde denne dag ikke været noget problem, men vi var blevet ældre, og mange ting havde ændret sig. Mange ting ville ændre sig.

Louis sad koncentreret bag rettet, mens musikken spillede lystigt ud gennem højtalerne. Det gjorde, at pressede lettede en snert. Vi smilte til hinanden få gange, hvilket undrede mig. Vi plejede altid at fylde hinanden med historier. Denne tur havde dog virkelig åbnet mine øjne op for, hvor meget vores forhold havde stået på spil grundet Louis’ fravær. Bilen stoppede. Motorerne gav slip, og bilen kølede hurtigt ned. Sommetider kunne jeg godt være bange for bilerne. Om det skyldtes ulykken med min mor eller om det bare var normalt, at folk var bange for sådan et uforudsigeligt køretøj, det vidste jeg vitterligt ikke. Louis lagde mærke til mit blik, som han trods vores akavethed sagtens kunne gennemskue. Han lagde en forsigtig hånd ovenpå min. Jeg kiggede spørgende op på ham.

”Jeg skal nok passe på dig, du ved” smilte han.

Min mave vendte, hvilket betød, at jeg kunne slappe mere af med ordene, som han havde sagt. Det var rart at vide, at han i det mindste tænkte på mig.  Det var i bund og grund noget sludder, for var der én, som gjorde mig tryg, så var det Louis.

”Er du nu sikker på, at du kan det?” udbrød jeg, hvorefter jeg prøvede at løfte humøret. Jeg sendte ham et skævt smil, hvilket fik ham til at sende mig et opgivende blik. Mit blik rettede sig på vejen udenfor. Jeg havde fået besked på, at jeg skulle medbringe badetøj, hvilket jeg havde gjort. Endnu en ting der dog godt kunne få mig til at virke en anelse skeptisk. 

”Det vil jeg altid kunne.”

Louis parkerede bilen uden endnu at have afsløret, hvad vi skulle. Der holdt mange biler, hvilket gjorde mig en anelse nervøs. Mange biler måtte betyde mange mennesker, hvilket altid var tilsvarende opmærksomhed, når man var i Louis’ selvskab. Især uden vagter.

”Hvad har du planer om dit snedige dyr?” spurgte jeg. Min tålmodighed var så godt som opbrugt efter den længere køretur fra arenaen til dette sted.

Han grinte lidt af min kommentar, og mit øgenavn til ham. Han var lidt af et dyr. 

”Jeg har arrangeret en dag i en forlystelsespark, hvor der også er en vandpark” udbrød han, da vi begge var kommet ud af bilen. Det kunne tydeligt høres, hvor vi var. Skrigene blev mere markante jo tættere vi kom på indgangen. Jeg sendte Louis et stort smil.

”Jeg glæder mig allerede,” smilte jeg stort. Jeg elskede forlystelsesparker. Det satte min krop fri. De vildeste rutsjebaner kunne virkelig få mit adrenalinstof til at eksplodere. Jeg havde på fornemmelsen, at denne park ikke ville skuffe. På de rutsjebaner jeg allerede kunne skimte, så lignede det et paradis for mig.

”Min familie er her også, men jeg har tænkt mig, at vi kan møde dem efter middag, også kunne vi indvadere vandparken nu,” Louis kiggede spørgende på mig. Jeg blev en anelse skuffet over, at hans familie var her, men jeg rystede det af mig, da jeg ville gøre alt for ham og hans familie, så en dag i hans families tegn kunne trods alt ende med kun at blive skønt selvskab.

Louis og jeg havde oftest den samme tankegang, hvilket altid kom os til gode. Det kom derfor heller ikke bag på mig, at det ingen tid tog før at vi endelig stod omklædt i vandparken. Det var ikke mærkeligt, at Louis derefter skubbede mig mod en af de største spande på pladsen, der i samme øjeblik spildte alt dens indhold nedover mig. Han var så smart at undvige i samme splitsekund. Egentlig ville jeg skælde ham ud, da det skete ud af ingenting, men det var skønt at høre hans grin. Det smittede langsomt af på mig, så da jeg havde rettet lidt på mit hår, der var faldet ned i øjnene, der grinte jeg med ham. Det var dét, som dagen skulle handle om.

Ham.

Vandet sprang op om ørene på os, mens vi gled ned langs rutsjebanen. Latteren var så enorm, at det begyndte at kilde i maven. Vi snurrede rundt i baderingene, som vi desperat holdte fast på. Det ville få ekstreme konsekvenser, hvis en af os faldt af midt på turen. Dog skulle det ikke undre mig, hvis det var tilfældet. Det var trods alt Louis og jeg. Det var længe siden, at jeg havde haft sådan en dag med min bedste ven af alle i hele verden. Enden af rutsjebanen kom, og Louis placerede baderingen, der hvor den skulle være. Jeg havde travlt med at grine færdig.

Louis havde lejet en cabana tæt på poolområddet, hvor hans familie var. Egentlig tror jeg ikke, at han havde forventet, at de også ville være her, men vi havde ikke lagt mærke til dem de sidste to timer, så vi bevægede os over mod hvilestedet på nuværende tidspunkt. Vi var ikke langt fra cabanaen, da Louis’ lillebror fik øje på ham. Det var tydeligt, at han genkendte Louis. Det resulterede også i, at hans små ben fik travlt. Louis kom ham i forkøbet, eftersom det nok ikke var det smarteste sted at løbe rundt for Erns korte ben.

Louis og jeg lånte hans søskende, så Johanna og Dan kunne få noget alene tid. Vi bevægede os over mod et børnevenligt område, da Louis bar rundt på hans lillebror, og Felicity havde Doris på armen. Jeg gik sammen med Daisy, som ikke følte for børneområdet. Jeg fik hende dog overtalt, hvorefter jeg lovede at tage med på en lidt vildere tur bagefter. Det var en skøn følelse endelig at føle sig en del af denne her side af familien igen. Det var nogle dejlige piger, også to skønne fyre. Jeg kunne mærke, at Louis ind imellem smug kiggede på mig. Hvorfor, vidste jeg ikke? Mens Charlotte, Felicite, Phoebe og Daisy underholdte deres lillesøster, så tog Louis sig godt af deres lillebror. Der var ingen tvivl om, at de to fik alt den opmærksomhed, som de kunne få. Det var ufatteligt kært, men det gjorde også, at jeg savnede mine søskende. Ligeså var Louis og jeg meget ens på det område. Vi var store familiemennesker. Pludseligt endte Louis ved siden af mig, mens han sprøjtede lidt vand fra poolen på en grinende Ern. Hans smil var stort, og han nød at være sammen med Louis. Det kunne snildt fornemmes. Jeg kunne ikke lade være med at smile over situationen. Der var ingen tvivl om, at Louis, trods at han var blevet tvunget mod rollen, ville være en fantastisk far. 

”Tusind tak” smilte Louis, idet han kiggede på mig. Jeg pressede mine øjenbryn sammen, eftersom jeg ikke forstod, hvad han takkede for. Jeg havde ikke gjort noget ekstraordinært for ham. Hvis overhovedet noget, så var jeg i vejen for familietid?

”De sidste to timer har været nok til at bekræfte mig i, at vi nok aldrig kan skilles ad, også for at være så rummelig. Denne her dag var oprindeligt afskrevet til os,” han kiggede undskyldende på mig.

”Det går nok. Din familie er kun ligeså skør, som min,” grinte jeg.

Et højlydt grin forlod hans læber, og jeg lod mig endnu engang rive med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...