Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
18932Visninger
AA

11. You taught me how to be someone

Livas synsvinkel

Omgivelserne var idylliske, da vi gik hen over græsmarkerne hånd i hånd. Stedet kunne snildt sammenlignes med de landlige områder fra England. Jeg huskede tydeligt de utallige somre tilbragt i lignende omgivelser hos mine bedsteforældre. Den eneste forskel var bare, at vejret hjemme i England aldrig kunne hamle op med det septembervejr, som viste sig i Philadelphia på nuværende tidspunkt. Louis slap min hånd, hvorefter han lagde armen blidt om mig. Jeg havde endnu ikke forstået, hvad vi skulle. Var det bare denne gåtur han havde taget mig med på? Det ville virke mærkeligt, eftersom vi havde kørt et par timer for at nå denne destination. Så kunne gåturen vel ligeså godt blive udført i den indre by, og ikke på landet? Det kriblede en anelse i min mave over, hvad han ville hive mig ud i. Louis grinte svagt for sig selv, hvilket ikke dulmede mine nerver. Han kunne fornemme, at jeg var alt for spændt og nervøs over, hvad der skulle ske.

“Stol på mig, Liva.” Hans blide stemme beroligede mig, men jeg rystede stadig på hovedet, og pludseligt var jeg tvunget til at sætte min lid til Louis. Inderst inde stolede jeg da på ham med hele mit hjerte, men trods dét vidste jeg, hvad den dreng var i stand til selv at rode sig ud i, så der var ingen tvivl om, at han sagtens kunne slæbe mig med på selv det værst tænkelige. Stilheden stod over os, og efter at vi havde gået endnu et stykke vej, så jeg et par huse i horisonten midt på marken. Der stod en del mennesker ved husene, og de kiggede op. Et sug røg igennem min mave, da jeg opfattede, hvad vi gik imod. Længere hen, bag husene, der var en kort flyvebane. Allerede her sortnede det kort for mig.  

“Du er sindssyg, Louis” mit hjerte røg op i halsen på mig, idet jeg koncentreret kiggede op i luften. Jeg stoppede brat op, eftersom min krop automatisk takkede nej til det, som jeg havde på fornemmelsen, at Louis ville have os til at udføre. Personen der svævede over os kom tættere og tættere på jordens overflade. Louis stod med et fjoget grin i ansigtet, mens han så min reaktion til dét, som han havde planlagt for dagen inden deres koncert i aften. Manden med den blålige dragt, og instruktøren, der var spændt fast til den unge fyr, guidede ham mod landingen. Det var tydeligt, at se. Louis kiggede også lovende op mod udspringerne. Han glædede sig. Pludseligt kunne jeg elegant mærke en hånd, der fandt min. Personligt kunne den hånd ikke komme på et bedre tidspunkt, for min puls steg drastisk og hjertet hoppede skiftevis op i halsen, og ned på plads igen.

“Lad os nu gøre det, Liva.”

“Louis, er du godt klar over, hvad du sætter på spil?”

“Mit liv” svarede han med en hæs stemme, som blev forvandlet til et kortvarigt og hånende grin over, at han havde formået at gøre hele den her meget seriøse situation til en stor fed joke. Jeg pressede mine øjenbryn sammen, hvorefter jeg nervøst skuede henimod den fyr, der var landet trygt på jorden.

“To liv, Louis.” Jeg hentydede til, at han legede med to liv, hvis der skulle ske noget. Hans ansigtsudtryk blev en tand mere alvorlig, og han vendte mig mod hans krop. Begge hans hænder placerede sig blidt på mine kinder.

“Dyb indånding, Liva” han smilte til mig, hvorefter jeg adlød og lukkede øjnene i. Gulvet i min mave gav efter, idet jeg indtog den friske luft, og pustede kraftigt ud. Tårerne formede sig svagt i mine øjne, og jeg kunne mærke, at jeg ikke følte, at det her var nogen behagelig oplevelse. Hvorfor udsatte han mig for disse ting? Han kunne jo se, at min krop ikke kunne overkomme det. Jeg kendte ham dog, han havde altid været en daredevil i vores forhold, og han havde fået mig til at overvinde frygt på frygt.

“Aldrig ville jeg nogensinde gøre dig fortræd, og hvis ikke, at jeg vidste, at vi var i gode hænder, så havde jeg aldrig gjort det. Jeg husker bare fra alle de andre gange, hvor disse forhenværende situationer er blevet til nogen af de bedste minder, som vi har haft sammen.” Hans øjne himlede, mens julelysene sagte tændtes i hans blå øjne. Mens jeg kiggede ind i dem, der følte jeg, at jeg kunne klare alt i verden sammen med ham. Jeg kunne også springe ud fra et fly i en tynd faldskærm, så længe det var med ham, og han forsikrede mig, at så længe vi var sammen, så kunne der intet gå galt.

***

Efter flere timers instruktion og vejledning, til hvordan man skulle forholde sig, hvis der gik noget galt i luften og basale informationer om hvorvidt hele seancen ville foregå, var vi endelig klar. Louis havde været ved min side under hele forløbet - undtagen når vi skulle lave forberedelses øvelser med vores egen instruktør. Jeg følte mig tryg i Elliots arme, som var min instruktør.

“Du er den vildeste pige, jeg kender,” smilte Louis, idet vi gik ombord på det lille fly, der ville flyve os i omkring 3000 meters højde, hvor vi så skulle springe ud med vores egen tandemmaster. Man er fastspændt til instruktøren, og først vil der ske omkring 30-35 sekunders frit fald. Bare ved tanken kriblede det i min mave. Selvom jeg havde været nervøs, så nu da jeg sad ved siden af Louis i flyvemaskinen, der glædede jeg mig også. Nervøsiteten ville aldrig fordufte, men glædelsen ved, at Louis havde lokket mig med herop blev kun større.

Vi var blevet udstyret med videokameraer på vores tøj.

“Skal vi ikke lige tage et billede, inden vi skal springe?” foreslog Louis, idet han kiggede rundt på vores to tandemmestre, og mig. Jeg smilte, idet en af hjælperne ombord fik Louis’ telefon, så hun kunne få et billede af Louis og Daniel, hans instruktør, Elliot, min instruktør, og mig. Spændt fik jeg fremtvunget et overbevisende smil, der ikke ville afsløre alt for meget nervøsitet. Vi stod op og holdte fast i nogle reb, eftersom tiden næsten var inde.

“Du er godt klar over, at du skal optræde på en scene om mindre end 5 timer, og hvis der sker noget, så skuffer du et hav af mennesker,” jeg kiggede på min kæreste, der naturligvis skulle have tilbage af samme skuffe, som da han havde overrasket mig med den her hjernedøde oplevelse. Louis udbrød i et stort grin, hvilket resulterede i, at det jeg prøvede på, det langt fra var lykkedes. Jeg hævede mit ene øjenbryn, hvilket fik ham til at stoppe med det samme.

“Babe, det skal nok gå. Jeg elsker dig, okay?” Hans arme fandt sine veje rundt om mit liv, mens jeg placerede mine hænder på hans brystkasse. Inderst inde tror jeg min frygt for at miste ham var størst. Især lige nu hvor så mange følelser var opstået imellem os.

“Jeg elsker også dig.”

Der gik ikke mange minutter, så begyndte vi at spænde os fast til hinandens instruktør, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte endnu engang fandt sin vej til min hals. Jeg glædede mig til at se udsigten, men jeg var bange. Skræmt fra vid og sans. De begyndte at tælle ned og Louis kiggede over på mig. Det var tydeligt, at han i de sekunder var helt oppe at køre. Pludseligt følte jeg vinden ramme mit ansigt og opsatte hår, der svang mod mine kinder. Adrenalinen fløj gennem min krop, mens det frie fald havde en varighed, der føltes, som flere år. Ved min højre side kunne jeg skimte Louis, der tydeligvis indtog alt den adrenalin, som han kunne.

“Det her er sindssygt,” mumlede jeg for mig selv, og da min instruktør trak i faldskærmen, der blev vi hevet en anelse op af trykket, der kom, men så fløj jeg.

Jeg fløj hen over Philadelphia, der i aften ville danne rammen om endnu en One Direction koncert. Udsigten var fuldkommen ubeskrivelig, og for et kort sekund glemte jeg alt omkring mig. Jeg glemte, at jeg havde været syg, ofret for leukæmi. Bilulykken havde aldrig været så langt væk, som den var på nuværende tidspunkt. Min fars nye kæreste havde ingen betydning i forhold til, hvordan min familie ville tage imod hende. Den eneste der betød noget for mig lige nu, det var drengen, der fløj ved min side.

Selv når vinden kom med flere kilometer i timen mod hans ansigt, så så han brand godt ud. Mit hjerte befandt sig ikke længere i halsen, men nu følte jeg at det snart ville hoppe ud af mit bryst, taget i betragtning af, hvor hårdt det pumpede mod mit bryst. Vi fangede hinandens blik, og Louis grinede ad mig, hvilket gjorde hans ansigtsudtryk endnu mere uimodståeligt. Jeg fjernede blikket fra ham og beundrede endnu engang udsigten. Jorden kom tættere og tættere på. Jeg kunne ikke forstå, hvad der rent faktisk lige var sket, og at denne tur kun havde taget fem-seks minutter. Hvordan var det muligt? Hele seancen føltes som en evighed, hvor kun Louis og jeg spillede en vigtig rolle. Udsigten fik mig til at føle mig mikroskopisk. Jeg var just en mikrobrik taget den store verdensbefolkning i betragtning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...