Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
18808Visninger
AA

13. When no one else was ever behind me

Livas synsvinkel

Det havde været lange dage i selskab med Louis ombord på hans tourbus, dermed ikke sagt, at jeg ikke havde nydt hans nærvær, men jeg havde desperat brug for en normal seng, hvor jeg kunne flyde. Min krop havde det derfor også meget bedre, da jeg vågnede op på et hotel i det centrale New York denne morgen. Fløjlsgardinerne hang ned foran vinduespartiet i siden, hvilket resulterede i, at jeg fra sengen kunne skue de millioner af skyhøje bygninger udenfor. Louis snorkboblede ved min side, men han havde tydeligvis også manglet en normal seng. Hans ene arm lå over min mave, mens hans venstre ben omfavnede mine. Han havde også taget betydning af at flyde til sig. Det kom som ingen overraskelse, eftersom jeg huskede det fra vores yngre dage hjemme i Doncaster. Oftest når vi havde sovet sammen, så havde det været i min dobbeltseng, og af en eller anden grund endte jeg altid med at glide ned på gulvet. Denne gang havde han bare holdt om min krop, hvilket jeg intet havde imod. Det gjorde da i det mindste, at jeg ikke skulle kramme gulvet. Varmen fra ham spredte sig i min, og det fik mit hjerte til at banke en snert hårdere mod mit bryst.

Jeg beundrede hans ansigt, mens jeg lod mine fingerspidser berører hans arm, der netop omfavnede min mave. Han gryntede svagt, men hans øjne åbnede sig endnu ikke. Tværtimod lignede han en, der rævesov, fordi han ikke ville have, at jeg skulle stoppe med at nusse ham på armen.

Det kunne snildt ligne den Louis jeg kendte. Hans uskyldige ansigtsudtryk, samt halvåbne mund fik mig til at indtage alle hans charmerende træk. Han havde fået en helt ny plads i mit hjerte efter vi havde åbnet op omkring disse mærkværdige følelser for hinanden. Jeg havde altid holdt ham tæt til mit hjerte, men siden vores læber havde strejfet hinanden for første gang, der var følelserne blomstret drastisk. Idet et højlydt snork forlod hans læber, og afbrudte mine tanker, kunne jeg ikke lade være med at fnise for mig selv. Det var højere end forventet, for med det samme placerede Louis en flad hånd over min mund, så jeg ikke kunne færdiggøre mit grin.

”Stop,” mumlede han. Jeg bed mig selv i underlæben, hvorefter jeg lod min tunge nærme hans hånd. Han havde selv bedt om det, og da jeg slikkede hans hånd veg han automatisk armen væk i pendulfart. ”Føj” råbte han, idet han tværrede hånden ned i min side af dynen.

”Hund” tilføjede han og kiggede nu på mig med hans blå øjne. Straks svømmede jeg mig væk i dem, og rystede derfor også på hovedet over hans karakteristik af mig på nuværende tidspunkt.

”Det bad du selv om,” tilføjede jeg og lagde mit hoved på skrå.

Han grinte for sig selv, for inderst inde, vidste jeg, at han havde fundet situationen bare en smule underholdende. Han lænede sig hen mod mig, hvorefter han signalerede, at han ville kysse mig. Han nåede dog at ændre retning, så han slikkede mig op langs halsen, hvor han stoppede ved mit højre øre. Jeg krummede tæer, hvorefter det var min tur til at skubbe ham væk ved at placere mine hænder på hans brystkasse.

”Den der ler sidst, ler bedst” hviskede han i mit øre inden, at jeg kunne skubbe ham tilbage til hans side af sengen. Det fik ham til at bryde ud i et højlydt, hånende grin, hvorefter han studerede min reaktion.

”Så er vi i det mindste ulækre sammen,” svarede jeg, mens jeg vendte min ryg til ham.

Der gik ikke mange sekunder, så kunne jeg mærke, at han lå bag mig. Hans arme holdt nu trygt om mig, mens hans ben, endnu engang, lå solidt plantet ovenpå mine. Jeg drejede mig om mod ham, så jeg kunne kigge ind i hans øjne. Denne gang lod han vores læber mødes, og det ville jeg ikke forhindre, så jeg skiftede vinklen i sengen for os begge så det ikke var en ubehagelig stilling under kysset. ”Jeg har noget til dig,” smilte Louis stort, hvorefter han trak en kuvert frem fra skuffen i natbordet. Jeg kiggede på ham, hvorefter han gav det til mig. Først forstod jeg ikke, hvad der skete, hvilket Louis havde set så han begyndte at forklare. Han fortalte, at han holdte meget af de breve, jeg havde skrevet til ham, og derfor ville han gerne gøre gengæld. Dermed kunne jeg også opleve, hvilken betydning min eksistens havde i hans hverdag.

”Inden du læser brevet, vil du så med ind til Liam og have morgenmad?” Louis kiggede spørgende på mig, mens han fik bevægede sine ben ud på gulvet ved siden af sengekanten. Jeg kiggede på brevet i mine hænder, hvorefter jeg satte mig op i sengen.

”Tror jeg bliver her,” mumlede jeg, mens jeg åbnede kuverten forsigtigt. Han grinte bare, idet han trak i et par adidas bukser, samt en hvid trøje med et logo på. Der gik ikke lang tid, så forduftede han mod Liams værelse, hvor han ville indtage morgenmaden sammen med de andre drenge. Jeg derimod lagde mit tilrette i sengen, hvorefter jeg tog indholdet i kuverten op. Der var vedlagt nogle billeder, som jeg tog mig i at beundre med det samme. Barndomsbilleder der straks sætte sit præg i mig. Det ene tiltalte mig specielt. Billedet illustrerede en dag på stranden, hvor min lille hånd lå forsigtigt i Louis’ hånd. Det var inden, at jeg var blevet konstaterede for leukæmi, så det var tydeligt, at vi på billedet havde tilbragt en dag sammen med vores forældre, og hinanden. Jeg ville gætte på, at vi var omtrent tre år på billedet. Jeg lagde billederne på dynebetræket, og derefter tog jeg brevet til mig. Hans skråskrift var utydelig, men jeg kunne sagtens tyde den.

Olivia Penelope Henderson

Always and forever

Du har været så flittig til at fortælle mig om, hvorfor jeg betyder meget for dig, og hvorfor vores venskab, samt forhold spiller en massiv rolle i hverdagen. Det at du har været ved min side det sidste stykke tid har fået mig til at indse, hvor meget jeg reelt har taget din eksistens forgivet. En ting jeg aldrig vil gøre igen. Jeg holder meget af dig, Liva. Men som sagt, så skal du også beriges med et minde, som jeg holder tæt på kroppen. Du husker det måske ikke, men det omhandler den tid, hvor pressen omtalte min biologiske far en hel del. Min mor har fortalt mig, at du ligeså var en del af min biologiske fars liv, og ligeså var din far en stor del af mit. Efter at han smuttede fra min mors side, der har din far ligeså spillet en stor rolle i forhold til at være en inspirerende faderlig rolle i mit liv. Det burde jeg snarest muligt takke ham for.

Mit blik endte på et billede, hvor Louis sad på skødet af min far. Det gjorde mig varm inden i. Ved at jeg havde fundet Louis, så vidste jeg, at min far ville holde meget af den, som jeg havde valgt. Hans biologiske far havde altid været det mest følsomme emne, som man kunne tage op overfor ham. Selv jeg nogengange kunne få jokket i fedtefadet, og hvis han ikke var i humør til at snakke om ham, så kunne man regne med at få den kolde skulder i en mindre periode. Jeg havde dog respekt for det. At skulle vokse op velvidende om ens far forlod ens mor, da man selv, allerede, var kommet til verden. Hvordan kunne man forlade ens barn? Det var uforstående for mig, og jeg havde da stødt på Troy ind imellem i Doncaster, men det var ikke en mand jeg var på fornavn med.

Nu når jeg tænker over episoden, så husker du det nok tydeligt. Jeg havde postet et opslag, da Mirror havde publiceret en artikel, hvor de endda havde været i kontakt med ham. Det var gyseligt, og jeg frygtede allerede der, at mine søskende og mor havde læst den derhjemme. Jeg befandt mig jo ikke hjemme hos dem på det tidspunkt. Jeg er jo udemærket godt klar over, at jeg har en søster på hans side, men jeg kan ikke få mig selv til det. Den eneste ting der ærger mig, det er, at jeg ikke kender til hende, men samtidig "valgte" min far hende fremfor mig. Det gør ondt, selvom jeg sommetider ikke indrømmer det. Men som altid, så har du nok allerede regnet det ud. Pointen er, at da stemningen over nettet virkede ufattelig negativ, der ringede jeg til min mor for at snakke om hændelsen. Jeg havde prøvet at komme i kontakt med dig, men jeg fandt hurtigt ud af, hvorfor du ikke havde vendt tilbage.

Et smil sprang frem på mine læber, for jeg havde på fornemmelsen, hvad han ville skrive efter dette. Jeg husker perioden som forfærdelig. Louis havde det med at handle før, at han havde tænkt tingene igennem, og derfor havde opslaget på de sociale medier også udgivet ham for noget, som han ikke var. Johanna prøvede at redde, hvad Louis havde skrevet, men det var for sent. Stemningen hjemme hos familien havde været nedtrykt, for selvom Louis ikke havde været hjemme, så havde jeg tilbragt en masse tid med de ældste piger, nemlig Charlotte og Felicite.

Min mor sagde i  telefonsamtalen, at du havde hentet Phoebe og Daisy. Uden overhovedet at min mor havde spurgt om hjælp. Du havde spurgt, om du ikke skulle tilbringe noget tid med tvillingerne, og inderst inde er jeg overbevist om, at min mor stadig til den dag idag vil takke dig. Hun havde det ikke specielt godt den dag, derfor var det skønt, at du tog dem til dig. Derudover hørte jeg efter, at de havde haft en pragtfuld dag i dit selvskab, men hvordan kan man ikke nyde dit selvskab? Så fra bunden af mit hjerte, tusind tak, Olivia. Du tog dem til dig, som var det dine egne søskende. En ting som jeg holder ekstremt højt af mellem os. Vi er i stand til at holde af hinandens familier, som var det netop en stor familie. I mine øjne har det altid fungeret på den måde. Jeg ved, at dette brev ikke er nær så langt som mange af dine breve til mig, men der ligger ikke meget mere til denne hændelse, end det der allerede er beskrevet. Din eksistens er vigtig for mig, og det er pointen.

Jeg holder ufatteligt højt af dig, baby.

Din helt egen,

Lou

Jeg knugede brevet indtil mig, eftersom det betød så ufatteligt meget for mig, at han i det mindste havde tænkt på mig. Jeg måtte betyde noget for ham, for jeg kendte ham nok til at dette ikke var noget, som han ville udrette for hvilken som helst. Det var også derfor, at jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville gå glip af at tilbringe tid sammen med ham. Derfor hoppede jeg i nogle tilsvarende adidas bukser, som han havde taget på inden, at han var forsvundet. På min overkrop tog jeg en hættetrøje over min nattrøje. Andet kunne jeg ikke overskue. Jeg ville bare være sammen med ham nu. Det var alt, der betød noget for mig på nuværende tidspunkt. Hans nærvær, hans berøring og kække blik.

Liams rum lå på den modsatte side af hotelgangen, og derfor nåede jeg hans rum under ingen tid. Jeg bankede blidt på den. Normalt ville det være en vagt, der ville byde mig velkommen, men jeg havde informeret Louis om det over telefonen. Jeg valgte ikke at nævne brevet foran de tre andre, men jeg dumpede ned på hans skød ved bordet, hvor de allerede havde gang i større livssnakke. Jeg følte mig en del af hans liv for første gang i en længere periode. Jeg følte mig tilpas i deres selvskab, og det virkede til, at det var gengældt. Glæden i min krop var ikke til at tage fejl af, og jeg kunne let fornemme kærligheden i Louis’ blålige øjne, da jeg kiggede ind i dem. Hans arme havde bevæget sig rundt omkring mit liv, og jeg nød at være så tæt med ham. Det måtte betyde, at han ligeså var glad for, at vi havde fundet hinanden på en ny måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...