Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
18930Visninger
AA

9. The shell of a man who could never be his best

Livas synsvinkel

Louis og jeg havde været ude at spise igår. Det var surrealistisk, at vi begge havde åbnet op omkring vores følelser, så derfor undrede det mig ikke, at pressen allerede havde formået at kalde gårdagens udflugt vores første date. Forsiderne var præget med vores date, og jeg forstod ikke, at det netop kunne være spændende for andre folk end dem der var tæt på os. Trods havde vores hænder været smedet sammen hele aftenen, og jeg måtte indrømme, at jeg havde gjort mit yderst bedste for at imponere ham med selv mit tøj. En ting, der var så langt væk fra vores originale venskab, at vi begge havde snakket om hvor malplaceret vi følte os i det alt for formelle tøj. Vi havde aftalt, at vi ville tage det med ro, men jeg havde ikke regnet med, at jeg rent faktisk havde disse kærlige følelser for Louis. Han havde altid betydet ubeskriveligt meget som min bedsteven, men aldrig havde det været mit mål at falde for ham. Daten havde ligeledes skabt ravage på de sociale medier, og jeg havde aldrig i historien med min iPhone haft så stor en lyst til at skylde den ud i toilettet, som igår. Louis havde trods kaoset været god til at minde mig om, at andres meninger ikke burde være grundlaget for mit liv. Meget poetisk. 

”Er du klar?” Louis kiggede spørgende på mig efter jeg havde trukket mit ene ben gennem mine sorte, stramme jeans. Han tog spørgsmålet i sig, da han så, at jeg stadig manglede overtøj. Jeg grinte, mens jeg skyndte mig i mine grønne Stan Smith sko.

”Nu,” grinte jeg.

Han smilte, hvorefter han åbnede døren til bussen. Jeg smuttede ud som den første, hvorefter vi blev mødt af en fra Louis’ crew. Jeg havde stadig ikke styr på alle de mange navne, men han skyndte på os, så Louis tog min hånd og vi småløb mod den sorte kassevogn. Den ville fragte os mod det lokale børnehospital, hvor en masse ofre for leukæmi blev passet på. Den sygdom der engang havde overtaget mig, den havde røvet en del af min barndom. Det havde været Louis’ ide eftersom han i den forbindelse mente, at jeg kunne være et symbol på håb for de unge børn.

”Det var I lang tid om,” udbrød Liam idet jeg havnede ved siden af ham og Louis på min anden side. Bilen satte kurs mod hospitalet, og min krop begyndte at dirre, eftersom jeg vidste, at når jeg trådte ind på hospitalet, så vil mange gamle minder skylde henover min krop.

***

Tårerne prikkede mod mine nethinder. Jeg kiggede på Louis, der fumlede efter min hånd i elevatoren. De andre tre drenge havde i bilen fået at vide, at jeg som seks årig havde fået konstateret leukæmi. Louis havde nået at informere mig om, at Harry kendte til det. Liam og Niall virkede chokeret over nyheden, men samtidig var det så ironisk, at man har en forestilling om hvordan en forhenværende eller nutidig syg person ser ud, og oftest bliver man helt overrasket, når sådanne kort bliver lagt frem på et åbent bord. Dørene skød fra hinanden, og vi tog første skridt ind på afdelingen. Jeg skimmede de farverige og kreative vægge, der opslugte min opmærksomhed så meget at jeg næsten glemte at hilse på lægerne, der tog imod Louis, Liam, Harry og Niall. De flotte vægge og rolige omgivelser bragte et skævt smil frem på mine læber. Dengang jeg havde været tvunget til at leve på et hospital, der havde det været under andre forhold. Væggene havde været grålige og hvide, mens gardinerne havde sorte mærker på, der signalerede det gamle stof.

Jeg blev glad på børnenes vegne, at de i det mindste kunne leve under forbedrede forhold. Men trods bedre forhold, så spillede sygdommen stadig en stor rolle i børnenes liv. Et massivt vinduesparti afslørede fællesstuen, hvor mange opholdte sig. Jeg så forældre sidde at stirre ud i den tomme og kolde luft. Deres ansigtsudtryk afslørede nervøsiteten i deres kroppe. Børnene løb rundt og viste deres ubeskrivelige livsglæde. Det var bekræftende, samt bragte det minder frem. Jeg havde selv stået i den situation, og den eneste måde at holde humøret oppe, det var gennem ikke at give slip på den positivitet og livsglæde, man har under et sygdomsforløb.

”Er du okay?” Louis ånde strejfede min nakkehud, hvilket gjorde, at jeg fik gåsehud. Jeg smilte forsigtigt til ham, for at sikre ham, at jeg klarede mig.

”Louis og Niall, Harry og Liam,” smilte Mark, hvilket betød, at de nu var blevet inddelt. Louis og Niall ville besøge den ene halvdel af børn på afdelingen, og den anden halvdel ville få besøg af Harry og Liam. Jeg ville følge med Niall og Louis, hvilket ikke gjorde mig noget, eftersom jeg ville være ved Louis’ side. En læge fulgte os til det første værelse, hvor der var en dreng i ti års alderen.

Dørene gik op og synet var helt anderledes end jeg havde forventet. Det fik mig til at smile. Værelset var indrettet på en måde, så han kunne bevæge sig. Efter min bedømmelse virkede det som om, at han var i hans sidste stadie af denne ufattelig lange process. Håret var ikke at se længere, men han virkede rask. På vej mod bedre tider.

”Hey bud” smilte Niall, hvorefter han gav drengen et stort kram. Drengen gengældte krammet, og det var tydeligt, at han trods, det ikke var let som en ti årige at vise følelser, og især til et britisk boyband, kunne give både Louis og Niall et stort kram. Han gjorde det samme med mig. Jeg holdte ham tæt mod kroppen lidt længere end de andre. Drengens forældre stod i baggrunden, men jeg lagde mærke til dem. De lignede mine på en prik. Ikke udseendet, men de udstrålede det samme. Håbet for deres søn var større end størrelsen mellem jorden og solen.

”Hvad hedder du?” Louis smilte forsigtigt til ham, hvorefter de hilste på hans forældre.

”Elias” svarede han og gengældte smilet med hans hvide, alt for perfekte, tænder i hans alder.

”Jeg er Louis, det er Niall, og hun er Liva.”

Drengen nikkede, mens forældrene introducerede deres navne.

”Hvordan har du det?” jeg kiggede spørgende på den lille drenge krop, der genert kiggede ned på hans sko. Hans mor kom hen og lagde hendes hænder på hans skuldre. Han trak vejret dybt, hvorefter han igen fangede mit blik. Jeg sendte ham et barmhjertigt blik, han skulle tage den tid, som han havde brug for.

”Jeg har det godt. Mine forældre og jeg har fået at vide, at jeg er rask, for nogle minutter siden” hans smil udviklede sig til et, der varede fra mundviget til øreflippen. Louis, Niall og jeg gengældte smilet på samme måde, som han havde gjort, mens tårerne faldt ned af Elias’ mors kinder. Faderen kom op bag moderen, mens han lagde armen beskyttende om hende.

”Tillykke, Elias” smilte jeg, hvorefter han klaskede sin hånd mod min. Vi fik taget billeder med drengen, mens jeg fik snakket med drengens forældre. Jeg fortalte kort, at jeg havde været i samme situation, og ønskede at lade dem vide, at alt sagtens kunne vende.

Efter at have stået overfor en succeshistorie, så tvivlede jeg ikke på, at vi ville stå overfor meget slemmere situationer i dag. Da vi kom udfra værelset, der stødte vi på en ny læge. Hun var en af overlægerne, og lignede en vigtig autoritet på afdelingen.

”Den næste patient er Haley,” da lægen sagde navnet, begyndte hendes professionelle ansigt at bløde op, som var denne patient en stor personlighed på afdelingen. Det fik smilet frem på mine læber. Lægen talte især godt om hende, men hendes tilstand var ikke nær så god som håbet. Vi gik gennem dørene, hvor et skræmmende syn mødte os. Jeg kunne se det i drengenes øjne, de nød ikke af denne her oplevelse, hvilket jeg i bund og grund heller ikke gjorde. Dog vidste jeg, hvor meget det betød som kræftpatient at få lidt nyt liv ind på værelset. Hun var den yngste på afdelingen, tre år. Hendes smil var ubeskriveligt stort, selvom man let kunne fornemme, at kræfterne var slået ud af hende. Vi introducerede os selv, mens pigen sad på hendes mors arm.

Haleys mor smilte stort. De virkede ufatteligt stærke, og moderen mindede mig svagt om min mor. Jeg kunne se, hvor tætte de to var. Faderen var ikke til stede, men det forsikrede mig også bare om, at der måske var søskende derhjemme, ligesom der havde været med mig.

”Hey Haley,” smilte Louis, hvorefter hun sendte ham et stort smil. Hun var klædt i en trøje, hvor drengene var på. Der måtte være en ung fan gemt i hendes modige lille krop. Hun signalerede, at hun ville hen til ham. Han slap grebet om mig, mens han modtog hende i hans favn. Niall og jeg kiggede på hinanden, for vi kunne alle mærke den sprudlende energi imellem dem.

”Hvordan har du det, lille ven?” Louis kiggede spørgende på hende, mens hun studerede hans ansigt. Hendes sprog virkede ikke til at være udviklet til det fuldeste, men hun kunne kommunikere med ham. Selvom det var en anelse utydeligt for Louis at forstå, så formodede han at underholde hende. Det fik et smil frem på mine læber. Han var utroligt kærlig med hende på armen.

Det gjorde mig varm inden i.

Han bragte hende ud i fællesstuen, eftersom hun ville vise Niall og ham noget. Hvorimod jeg var overbevist om, at både Niall og Louis var blevet fuldkommen forelsket i hende. De ville med garanti introducere hende til Harry og Liam. Jeg valgte at blive ved hendes mor, Lily.

”Hun er en modig ung pige,” kommenterede jeg efter et par minutters stilhed. Moderen smilte og nikkede svagt til mig. Hun begyndte at rydde op på værelset. Hun virkede stærk, men inderst inde havde jeg altid været så lykkelig for, at min mor havde min far under min sygdomsperiode. Hun måtte have haft det værste år i hendes liv, og derfor betød det utroligt meget, at min mor havde haft min far. Hvad hvis Lily ikke havde en mand derhjemme? Jeg burde vel hjælpe, men chancen for at træde over grænsen, den var massiv.

”Hvordan har du det?” jeg gav hende et forsigtigt smil, og hun satte sig ned i sofaen, der stod i hjørnet af værelset. Jeg plantede mig ned ved siden af hende. Det var tydeligt, at hun manglede en af snakke med. Selvom hun ikke sagde noget verbalt, så kunne jeg fornemme at hun ihærdigt havde lyst til at åbne op for nogen. Hun svarede dog ikke på mit spørgsmål, hendes blik blev dog tomt og hun stirrede over på sengen, hvor hendes datter havde levet en stor del af hendes liv. En ting lægerne havde fortalt os. Jeg lagde en arm omkring hende, hvilket virkede til at overraske hende, men hun fjernede sig ikke, så jeg hev hende ind til min krop og krammede hende. Ligesom jeg havde gjort med Elias. Hun gav ikke slip, men lod mig holde hende. Det hele virkede mærkeligt, men jeg følte, at jeg kendte hende og hendes kampe.

”Du ved, jeg har selv været i Haleys situation.. Godt nok ikke i den alder, men jeg har været der, og jeg ved, at det her kan virke forkert, men hun er glad,” jeg lod min hånd køre blidt henover hendes ryg. Jeg kunne fornemme, at hun nikkede.

”Det ved jeg godt. Det er bare hårdt, for hun forstår jo ikke alvoren, men det gør jeg, og det er så hårdt at se hende i så mange smerter, samt den uvished der kommer med sygdommen. Den er næsten værre end selve sygdommen, for jeg kan jo sagtens passe på hende, men lige netop den her sygdom kan jeg ikke beskytte hende fra, og jeg kan ikke give hende hverken vished eller tryghed.” Hendes ord blev forvekslet med tårer, der nu strømmede ned af hendes kinder. Jeg tog en dyb vejrtrækning, mens vi skildte os fra hinanden. Hun kiggede undskyldende på mig, men jeg rystede forstående på hovedet. Selv jeg kunne mærke tårerne prikke mod nethinderne anden gang i dagens ellers korte forløb. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, hvorefter jeg svarede.

”Tro mig, Lily. Din datter finder tryghed i bare det, at du er ved hendes side. En ting som jeg aldrig har glemt er det år, som vi havde sammen på hospitalet. Det var ikke de ideele omstændigheder, men jeg er sikker på, at I har gjort denne situation til jeres eget eventyr.” Hun kiggede på mig, mens jeg smilte forsikrende til hende. Jeg kunne bekræfte hende, at hendes nærvær var alt hendes datter ville hungre efter under hendes sygdomsforløb. Det var støtten fra hendes mor, der fik hende til at kæmpe, og det der gjorde, at hun gang på gang ville holde fast på livet med alt hun havde i sin sjæl. Hun smilte taknemmeligt og hun behøvede ikke at sige mere, men hendes smil sagde alt. Vi rejste os begge to, mens vi satte kursen ud mod hendes datter. Jeg håbede inderst inde, at jeg havde hjulpet hende en lille brøkdel.

Da vi kom ud til fællesstuen, der var lille Haley omringet af Louis, Niall, Harry og Liam, men da Haley så sin mor, der løb hun ind i hendes arme. Louis kom trissende over til mig, hvorefter han hviskede i mit højre øre: ”Tusind tak for at have givet mig den forståelse for mennesker, som du har gjort. Du har uden tvivl sat fodspor i min krop, og jeg kan slet ikke forstå, hvad du reelt har været igennem. Grundet dig, er jeg blevet et bedre mennesker. Et menneske jeg er stolt af at være.” Ordene ramlede ind i min krop, som var det teksten til en ubeskrivelig god sang. Jeg lod ordene overtage min krop, og da Louis plantede sine læber mod mine, der holdte jeg fast på dem et sekund længere end han havde regnet med. Jeg var lykkelig for, at jeg endelig kunne udtrykke mine følelser overfor den dreng, som tændte gnisterne i min krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...