Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
19146Visninger
AA

1. Prolog: Drag me Down

Livas synsvinkel

Sommeren stod over det nordlige England og solens stråler varmede de identiske og idylliske baghaver på Bawtry Road. Det var sjældent, at man fik lov at smage solens skarpe stråler i Doncaster. Det var derfor ingen overraskelse, at halvdelen af Bawtry Road tilbragte deres feriedage i baghaven i stedet for at bevæge sig syd på. Følelsen i sommervarmen var nok til at få mig til at savne den ene ting, der mindede mig om fortidens uforglemmelige somre, som oftest blev tilbragt i selvskab med min bedste ven. Denne sommer blev hverken tilbragt med ham eller den anden mand i mit liv, min far, der ligeså optog en stor plads i mit hjerte.

Trods min far havde tvunget mig til at flytte tilbage sommeren over i mit barndomshjem sammen med mine fem søskende, så var hans eksistens ikke blevet set endnu i huset. Det havde langt fra været nogen let og overkommelige opgave. Jeg elskede min familie højere end noget andet på denne klode, men jeg værdsatte min lille studielejlighed et par minutter herfra. På nuværende tidspunkt tilbragte min far to ugers ferie med hans nye udkårne i det sydlige Frankrig. Jeg tværtimod kunne hverken klage over solen eller min tilværelse. Det var trods alt dejligt at vi søskende havde fået muligheden for at være samlet i barndomshjemmet. Et hus der havde dannet ramme til den værst tænkelige tragedie, frustrationer, samt råben og skrigen, og selv trods dét havde huset altid samlet os alle sammen rundt omkring kaminen i stuen. Pejsen havde lagt sted til tårer, grinuendelige kys og kram. Igennem episoderne var der personer, der var kommet og gået, men vores far havde altid været her for os, store, som små.

Jeg kiggede på de mange breve, der lå på terrasse bordet. De var alle placeret i en lille kasse, jeg ville pakke ind. ”Vi cykler om ti minutters tid,” jeg kiggede over i døråbningen, hvor Lucas stod, min tvillingebror. Halvdelen af huset skulle til fodboldtræning, så vi cyklede derned i samlet flok. Lucas, Mason og jeg spillede i klubben. Haley havde aldrig fundet passionen for sporten, men var i stedet gymnast. Mila og Noah var endnu ikke meldt til, men jeg tvivlede ikke på, at de ville starte, når det passede min far. Jeg skyndte mig at pakke brevene ind, der skulle sendes til Amerika. Det var en ide, jeg ikke anede, om ville falde i god jord hos ham. Det var måneder siden, jeg havde set min bedste ven. Jeg måtte indrømme, at jeg savnede hans gode humør og kække attitude. Det var derfor med vilje, at jeg sendte ham disse breve. Gennem brevene havde jeg et lille håb om, at det ville gå op for ham, hvor meget jeg holdt af vores venskab, samt hvor meget jeg ønskede, at vedligeholde vores kontakt. Ligesom vores forældre havde vist os. Hans mor og min far havde ligesiden deres barndom været bedste venner, og jeg så ingen grund til ikke at forblive bedste venner på samme måde.

Jeg rykkede lidt på smilebåndet, da jeg havde bundet sløjfen rundt om pakken. Den var efter uendelige timer, lange nætter, tusinde af tårer og endnu flere grineanfald færdig. Jeg spekulerede gevaldigt over hans reaktion, men bedte til, at han ville være i stand til at tage det som en afstand til alle rygterne, kaoset og de hårdte tider, som jeg sagtens kunne fornemme herhjemme fra lille Doncaster. Det var en lille hjælp til at lette presset fra skuldrene og få hans Yorkshire-hjerte til at banke igen. ”Kan vi stoppe ved posthuset?” spurgte jeg drengene ad, der allerede var begyndt at tage fodtøj på. Jeg svang min taske over min skulder, hvorefter jeg trådte i mine slidte, sorte vans. Jeg var langt fra charmerende i mine lange fodboldsokker, men det ville ikke overraske folk, der kendte mig, at jeg klædte mig, som det passede mig. En ting jeg nok havde lært af ham.

”Det kan vi vel godt lige klare,” smilte Lucas, hvorefter vi forlod Haley med vores yngste søskende og cyklede mod vores første stop, posthuset.

Jeg drejede ind på parkeringspladsen, hvor jeg stillede min cykel op ad den nærmeste murstensvæg. Lucas og Mason blev på deres cykel, mens de snakkede om det seneste sladder på deres hold. Det var trods alt første træning efter ferien, så det skulle ikke undre mig, hvis de savnede dem alle sammen. Jeg måtte også indrømme, at jeg savnede mine fodboldkammerater. Jeg træk det sædvanlige nummer, og kom til efter to kunder. Et par i butikken hilste, og bedte mig hilse min far. Jeg smilte bare, hvorefter jeg placerede pakken på den ledige disk. Kvinden smilte forsigtigt og stirrede ned på pakken. Jeg plejede at kende folk i byen, men jeg havde ikke mødt hende før. Hun så, hvor jeg havde adresseret pakken til, hvorefter hun bedte mig betale for fragten. Jeg kørte mit kort igennem, og tastede koden ind. ”Hvem skal pakken sendes til?” hendes venlige stemme gav genlyd i mine øre, hvorefter jeg undrede mig over, hvorfor hun ikke bare scannede pakken endnu et blik. Jeg grinte bare lidt, mens jeg rystede på hovedet. Det hele gav mere mening. Jeg kendte ikke kvinden, fordi hun tydeligvis var ny i byen, og ny på job.

Louis William Tomlinson,” svarede jeg med et smil om læberne. Hans navn frembragte glæde hos mange mennesker i Doncaster, men han kunne ikke finde mange, der blev så glad på nuværende tidspunkt ved bare tanken om hans navn. Inden jeg forlod posthuset rakte hun mig pakken, så jeg kunne smide den ned i vognen, der skulle udenlands. Jeg smilte svagt for mig selv, da jeg forlod posthuset. Dette var forsættelsen på et venskab, der ville vare for evigt og altid.

Louis’ synsvinkel

Da jeg sparkede bolden mod Niall bag scenen i Pittsburgh kunne jeg høre de sædvanlige hvin og skrig på den anden side af hegnet tohundrede meter væk fra busserne. Det var på mange måder rart at have vores fans så tæt på, men det overraskede mig, at de ikke selv blev udmattede af alt den jagen, samt søgen konstant og hele tiden. Niall sparkede bolden tilbage. Vi havde stået frem og tilbage den sidste halve time, eftersom der siden soundcheck ikke havde været meget at begive sig til her i Pittsburgh. Showet startede først i aften, og der var alligevel nogle timer til. Liam hang ud med Sophia, mens Harry var gået under jorden. Skudtræning var derfor blevet skrevet i kalenderen.

”Louis,” råbte Niall, hvorefter han skød hovedet i min retning. Jeg pressede øjenbrynene sammen, mens jeg kiggede mig selv over skulderen. Jeg blev forskrækket, da jeg så en pige på vej over hegnet. Jeg var godt selv klar over, at jeg ikke skulle grine, men jeg kunne ikke skjule det.

To vagter kom løbende forbi os, hvorefter de fik hende hevet ned af hegnet. Det så en anelse brutalt ud, og jeg havde både lyst til at skælde hende ud, men også give hende, hvad hun var kommet for.

Min lillesøster kom gående mod mig med en pakke i favnen. Niall og jeg stod ved siden af hinanden, da hun kom op til os. ”Hvad så, søs?”

”Den er lige ankommet, og den er adresseret til dig,” smilte hun og overrakte en fornemt emballeret pakke. Jeg gengældte smilet, hvorefter jeg endnu engang pressede mine øjenbryn forvirret sammen. ”Jeg får sgu da aldrig pakker,” mumlede jeg og opdagede, at den var fra Doncaster. ”Den er måske fra mor,” svarede min søster, hvorefter Niall lignede en, der ville ned og skælde de fans ud, der prøvede på at bryde ind på vores afmærkede område. Jeg bebrejdede ham ikke, men min opmærksomhed var rettet mod pakken i min favn. Jeg drejede lidt rundt på pakken, mens min søster forsvandt tilbage i hendes bus. Jeg tog mig selv i at bide mig i læben, eftersom jeg ikke forstod, hvorfor jeg havde fået tilsendt mig en pakke. Dette kunne umuligt være en fanpakke, for de kom efterhånden aldrig i nærheden af os længere. Der var så mange, at det var umuligt for os selv at sotere alt fra breve til gaver. Jeg satte kursen mod min egen bus, mens jeg drejede lidt rundt på pakken, samt brevet jeg havde fået ved siden af. Det var først da jeg kom indenfor i bussen, at adressen sagde mig noget bekendt. Adressen i Doncaster var genkendelig, og først nu gik det op for mig, at den var sendt fra Bawtry Road. Et sted jeg holdt meget nært.

Jeg rev kuverten op, hvorefter jeg hev papiret op og blev bekræftet i, hvem der var på spil. Smilet på mine læber voksede sig stort. Det var typisk hende.

Hey, I’m there for you, babe! Always and forever!

Jeg grinte svagt over hendes måde at starte brevet på. Ikke at jeg nogensinde havde forventet et brev fra hende, men hvis det skulle være, så havde vi altid aftalt, at have vores helt eget kendingsudtryk. På den måde endte hverken hendes post i fanmail bunken eller hende selv på gulvet til en af mine koncerter. Oftest kunne folk sagtens finde på at forestille sig at være personer i vores familier, vores kærester eller andre der var os nære. Derfor kunne jeg allerede på den anden linje konstatere, at min bedste veninde havde sendt mig pakken. Hvad end hun var ved at starte, det anede jeg dog ikke noget om, endnu.

Jeg har aldrig prøvet at kontakte dig på skrift, men der er vel en første gang for alting? Faktisk er det her mit første brev til nogen, nogensinde. Så vov lige at smid mig i fanbunken eller grin af min kringlede håndskrift. I det mindste har jeg værdiget din fjollede sjæl en tanke. Jeg savner dig, og må indrømme, at jeg er skuffet over, at du ikke har ringet, champ! Sidste gang vi snakkede var du ødelagt, har du fået det bedre? Inderst inde er jeg vel bange for at høre, at min bedste ven stadigvæk har det skidt. Jeg hader når du er trist, for så er jeg trist. Du kender den onde cirkel.

Jeg rystede på hovedet, men jeg måtte indrømme, at hendes ord ikke var galt på den. Jeg havde det ikke godt, jeg havde det ikke dårligt. Bruddet mellem Eleanor og jeg havde været forfærdeligt. Grunden til bruddet havde naturligvis i mine øjne været positivt, men også overvældende. En sandhed jeg måtte se i øjnene, hvilket mindede mig om, at jeg endnu ikke havde fortalt hende om Brianas graviditet. Det lykkedes dog for hende, at plante et stort smil på mine læber.

Hvis du er klar på det, så har jeg lavet en lille udfordring til dig. Jeg ved det er forfærdeligt cheesy, som taget ud af en dårlig amerikansk chick-flick film. Jeg ved du elsker den genre så højt. I pakken er der placeret 10 breve, som du skal læse, hver anden dag. Du starter med første brev i morgen. Jeg håber, at de vil få dig på bedre tanker midt i alt kaoset, rygterne og de lange nætter, som jeg ved du har en del af, også må vi se, hvor det tager os hen. Jeg holder så højt af dig, Louis.

Dont be a stranger

Much love

For trejde gang i dag pressede jeg mine øjenbryn sammen. Det undrede mig, at hun ville lave alt det her for mig. Det var sjældent, at vi gjorde hinanden nogle store tjenester. Jeg havde allerede på fornemmelsen, at disse breve ville bringe noget helt specielt ind i mit liv. Bare hendes gestus var i sig selv nok for mig. Jeg kunne ikke lade være med at skænke Doncaster, mit hjem, en tanke. Følelsen af, at folk stadig tænkte på mig derhjemme kunne gøre mig mundlam.

På mange områder overraskede hun mig ikke, men alligevel forventede vi ikke meget af hinanden, så dette var nok til at gøre savnet større end det var i forvejen. Jeg rev forsigtigt båndet, samt papirindparkningen i tusinde stykker. En kasse kom frem, hvor hendes navn, samt mit stod skrevet.

”Hvem var det fra?” udbrød min søster, der dukkede op i døren. Jeg smilte forsigtigt til hende, mens jeg overvejede, om jeg skulle sige det eller holde denne her for mig selv. Jeg kunne dog ikke skjule entusiasmen.

Olivia Penelope Henderson,” svarede jeg og min søster kom hen, hvorefter jeg så hende læse brevet meget nøje. Jeg bebrejdede hende dog ikke, for det var rart, at hun kunne dele spændingen med mig. Min søster vidste af alle, hvor meget min bedste veninde betød for mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...