Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
18808Visninger
AA

15. I’ve got a fire for a heart

Livas synsvinkel

Louis og jeg var ankommet til New York igår aftes efter et par dage i Canada. En masse venner, veninder og familie til ham var netop ankommet til hotellet, og de skulle indlogeres på nuværende tidspunkt. I aften holdt Charlotte hendes sytten års på en elegant og fornem lokation i New Yorks centrum. Selv kunne jeg godt fornemme, at min krop så småt begyndte at hade kuffertlivet, men tanken om at tilbringe alt den tid med Louis jeg kunne overvandt de ringe erfaringer med beskidt tøj, ude-mad og en fremmed seng hver nat. Det endte derved også med, at jeg havde fået lokket Harry med i byen. Louis havde ikke tid, Charlotte havde en masse veninder, som hun sjældent så i øjeblikket, og Harry havde, ligesom jeg, brug for tøj til i aften.

Jeg havde fortalt Louis omkring vores aftale, hvilket ikke havde virket til at forstyrre hans dag, som i forvejen virkede til at bluse en anelse op. Dermed var det sidste jeg ville være at rende i vejen for ham. Og hvis jeg kendte mig selv godt, så kunne et hotelværelse i New York sagtens drive mig til vanvid.

”Hvad tager man på til en sytten års?” jeg kiggede på Harry, mens vi, med så meget fred der kunne være, søgte rundt i butikkerne her i Time Warner centeret.

”Aner det ikke. Jeg har ikke været til en siden min egen,” tilføjede han med et grin, hvilket smittede af på mig. Jeg nikkede efterfølgende, mens jeg bevægede mig ind i en ukendt designerbutik. Harry fulgte trop, og jeg var ham evig taknemmelig for, at han gad at bruge dagen med mig. Personligt havde jeg det godt med ham. Han var let at snakke med, og mindede en del om mit eget sind.

Efter en halv times tid derinde havde jeg fundet en kjole. Det tog mig til tider altid flere uendelige timer at finde det perfekte tøj, som jeg gad at bruge, men den her fangede min opmærksomhed. Kjolen var enkel, sort og passede perfekt på min krop. Harry havde været udsat for et mindre modeshow, men jeg havde lovet ham mad bagefter, så han virkede til i det mindste at lade som om han var det mindste interesseret i mit tøj. Hvis det havde været Louis, så havde han med garanti lagt sig til at sove i et hjørne eller i et prøverum. Efter den mystiske kjole hev Harry mig med ind i en Saint Laurent butik.

”Hvad synes du?” han gav selv skjorten på bøjlen elevatorblikket. Harrys stil var ikke min smag, men denne her nedtonede hans ofte vilde udskejelser.

”Den er rigtig køn.”

Han smilte, mens han vurderede det for sig selv. Han prøvede den, og derefter måtte han bare eje skjorten. Den var sort, havde korte ærmer og ligeledes var der små, papirsfly som motiver. De gjorde skjorten andet end bare sort og kedelig for Harry, det var jeg ikke i tvivl om. Han købte den, og slæbte mig mod en cafe, vi var gået forbi på vejen. Jeg måtte indrømme, at jeg som Harry ligeså var ved at blive en anelse for sulten.

”Tusind tak fordi jeg måtte slæbe dig med,” smilte jeg idet vi begge sad med vores drikkevarer og mad ved et tilfældigt bord. Harry smilte forsigtigt, hvorefter han tog en tår af sin vand.

”Selvfølgelig. Havde intet rent tøj tilbage alligevel,” tilføjede han. Jeg gjorde mig hurtigt enig med ham. Idet øjeblik kunne vi begge fornemme opmærksomheden vi havde slæbt med os ind i centeret, da der kom flere og flere unge piger til syne. Udover det gemte der sig journalister med hver deres kamerahold over det hele på nuværende tidspunkt, men det gjorde til trods for omstændighederne ikke øjeblikket med Harry mindre hyggeligt.

”Ret glad for det er dig, der sidder her, og ikke en eller anden jeg prøver at imponere, for så var det da røget i vasken,” sagde han med et skævt smil om læberne, mens han skuede rundt til journalisterne, fansene og kameraene.

”Tro mig, Harry” udbrød jeg med mad på min gaffel: ”Vi vil gøre meget for jer.”

Her hentydede jeg til Louis, som var ham, jeg ville gøre alt for. Jeg ville også side foran tyve kamera og spise, til trods for jeg hadede at se billeder af mig selv, når jeg spiser. Ligeledes gør det ikke spor, at fans spørger dem om billeder og autografer, for det er dem, der gør, at vores elskede kan leve det liv, som de ønsker.

***

Festen var ved sit klimaks. Louis og jeg var ankommet sammen, men jeg havde ikke set ham siden ankomsten. Selvfølgelig med god grund. Hans mor og Dan stod med ham udenfor i baggården, mens Felicite var sammen med Phoebe og Daisy. Charlotte derimod havde travlt med opmærksomheden fra alle verdenshjørner, så jeg ville heller ikke presse mig på. Jeg havde allerede ønsket hende tillykke til morgen, samt givet hende gaven fra Louis og jeg.

Harry kom hentil mig, eftersom jeg endte med at ligne en enke i baren, der var klar til allerede at tage hjem og vælte sig i sorgen. Til gengæld smittede Harrys halvfulde jeg af på mig med det samme. Jeg havde selv fået et par drinks i baren, samt en smule med Louis, men havde ikke selv nået Harrys niveau. Endnu.

”Lad os danse, ms. Olivia” grinte Harry, mens hans hånd tog fat om min. Jeg stivnede i betrækket, mens jeg for alt i verden prøvede at få Harry til at stoppe sin gang mod dansegulvet, hvor der allerede stod en masse mennesker.

”Harry, tror du ikke, at du skal hjemad?” tilføjede jeg nervøst, hvorefter jeg ferbrilsk kiggede efter Louis’ blik. Jeg kunne ikke finde det i mængden af mennesker, så jeg lod det gå og dansede med ham. Det var harmløst, og det var af alle mennesker, Harry. Verdens mest konfliktsky mand levende på denne jord. Faktisk kunne jeg godt lide at jeg kunne slå mig forholdsvis løs i hans selvskab, og dansen, der bare skulle være uskyldig og til tidsfordriv, gik hurtig hen og blev intim. Alt for intim. I samme øjeblik som Harrys hænder fangede mine hofter, der kunne jeg snildt få øje på Louis. Jeg undveg Harrys greb, hvilket fik hans udvidede pupiler til at overvære det samme som jeg. Det virkede ikke til andre lagde mærke til os, men Louis gjorde. Han havde sammenpressede øjenbryn, og han rystede opgivende på hovedet. Han var sur, hvis ikke rassende.

”Det jo bare en dans?” udbrød Harry, mens han kiggede forvirret over på hans bedsteven og mig. Han satte i gang mod Louis, der allerede var forsvundet ud af udgangen.

”Jeg kunne jo aldrig finde på at gøre noget ved dig” tilføjede han. Mens han snakkede frygtede jeg Louis’ reaktion mere og mere. Velvidende om at Harry plabrede løs, der var det kun Louis, jeg havde på mine tanker, og derfor satte jeg også i løb efter min bedsteven.

”Louis” udbrød jeg, idet han gik mod et stille hjørne. Her i New York var det ikke umuligt at finde et lille hjørne, hvor man kunne være sig selv. Det var også derfor han drejede til højre ned i en mørkere gyde. Jeg væmmedes ved tanken, og nåede heldigvis at fange ham inden, at han nåede længere ind i mørket.

”Fjern dig” hvæsede han arrigt, men han rørte mig ikke. Jeg blev stående, mens jeg kiggede ham i øjnene. Ligeledes så jeg Harry komme gående mod os.

”Louis, vi dansede bare,” udbrød han en anelse for højt. Louis lukkede øjnene, og jeg lagde en hånd på hans arm for at han kunne falde ned. Til trods for det rystede han min arm væk og rettede sin opmærksomhed mod hans bandkammerat.

”Du ved, hvor meget hun betyder for mig, Harry. Du skal ikke røre hende, og hun er ikke en, som jeg bare kan dele ud af. I har tilbragt hele dagen sammen, og det virker til I har haft en af de skønneste dage sammen siden hun er ankommet, hvordan tror du, at det for mig til at føle? Du af alle ved vi har en aftale i gruppen, og jeg håber ikke du har tænkt dig at bryde den,” med Louis’ ord blev jeg som sømmet fast til jorden. Jeg rokkede mig ikke ud af flækken. 

”Louis, du overreagerer, og jeg ved netop alle de ting. Derfor kunne jeg da aldrig finde på at tage noget så dyrebart fra dig. Faktisk gør det mig skuffet at du tror, at jeg ville. Dansen var en dans, fordi hun kedede sig lidt, også spurgte jeg om hun ville danse, harmløs dans. Du har måske misforstået det, men tag mit ord for det. Din kæreste er din, og ikke min,” Harry drejede rundt på hælene, og forlod ikke kun mig tom for ord, men ligeledes Louis.

”Måske skal du se at komme tilbage til hotellet?” udbrød Louis, og kiggede på mig. Han satte i samme kurs som Harry. Ville han ikke snakke med mig mere? Hvad gik der af ham? Jeg var udemærket klar over, at de sidste par dage havde været en udfordring for os begge, men hvorfor kunne vi ikke snakke om det?

”Lou?” udbrød jeg forvirret.

”Olivia, det min søsters fødselsdag. Vi ses imorgen,” svarede han, hvorefter hans skyggelse fordampede fra mit syn. Denne gang var det min tur til at blive forladt i rasseri og forvirring. Jeg trissede frem mod hovedvejen, mens jeg besluttede mig for at gå tilbage til hotellet, der ikke lå mange meter væk fra fødselsdagen. Så måtte gåturen briste eller bære.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...