Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
19394Visninger
AA

2. I’ve got a fire for a heart

Louis' synsvinkel 

Bussen havde sat kursen mod New York, hvor bandet og jeg havde en optræden på Good Morning America imorgen tidlig. Niall og jeg lå på sofaerne i min bus, mens vores primære fokus var på vores grålige Macbooks, der lå klistret fast til vores skød. Der var endnu en times køretid inden, at vi kunne sove i en ordentlig seng. En ting som mit hjerte drømte om. Ja, næsten hungrede efter. De bløde fjedre, og det behagelige, rene sengetøj. Den kunne med sikkerhed aldrig sammenlignes med min seng hjemme i Doncaster, der i de senere ungdomsår havde været min tryghedsbase, men jeg måtte indrømme, at jeg nok ville acceptere en hvilken som helst seng i mit nuværende stadie. Trætheden blev slynget ind over mig, som en tornado med en gennemsnitsfart på hundrede kilometer i timen. Niall og jeg havde brugt de seneste timer på at kigge fodbold fra England, men dommeren havde fløjtet kampen af og Manchester United stod med tre nederlag fra sæsonstart. En realitet der gjorde mig gnaven. Jeg slukkede kanalen ned fra skærmen, hvorefter mit næste skærmbillede dukkede op. Det fik mig til at fremtvinge et svagt smil. Liva.

Hendes smil var ubeskriveligt stort, og jeg kunne fornemme glæden springe rundt i min krop. Alt takket være hendes smil på en af de sommerdage tilbage, da Doncaster midtby var et populært sted at være, gik jeg fra at være gnaven til glad. Det var også først nu, at det gik op for mig, jeg kunne åbne det første brev. Jeg havde intet at foretage mig, samt passede det med, at jeg i dag måtte begynde på brev missionen. Egentlig havde jeg overvejet om min sjæl kunne klare alle de minder eller min følsomme side ville ende med at træde i kraft. Jeg måtte indrømme, at min nysgerrighed var ved kogepunktet. Den eneste måde at fortrænge mit nysgerrige-jeg på, det ville være ved at tage imod udfordringen.

”Vi er en halv times tid fra hotellet, drenge” udbrød chaufføren, hvorefter han svingede hjulene på bussen væk fra motorvejen. Vi smilte bare, mens Niall havde fundet en anden fodboldkamp han kunne overvære på den nu meget korte tur hen til hotellet. Jeg rejste mig for at få fat i kassen, der stod ved siden af min ene kuffert. Det kriblede i mine fingre, da jeg fiskede det første brev til mig. Mine hænder fumlede let med åbningen, men med et hårdt tag rev jeg den klistrede side af papiret væk fra kuverten, og rev en sammenfoldet A4 side op. Det var tydeligt, at hun havde griflet en helt masse ned på papiret, der trods alt kun havde en sides længde, hvilke var rigeligt læsestof for mig.

Hey, I’m there for you, babe! Always and forever!

Når du læser dette, så betyder det, at du alligevel har haft lysten til at hoppe med på den her udfordrende og sjove galej, og ellers må vi konstatere, at din nysgerrighed er ved at være en anelse sygelig. Jeg indser først nu, at jeg har lovet dig en masse minder, der forhåbentlig kan dulme den smerte, som du bærer på i forhold til livet væk fra Doncaster, samt de ti millioner rygter, der bliver skabt om dig daglig. Jeg må indrømme, at jeg oftest kommer til at lytte for meget til mediernes overskrifter. Skal du være far? Bliver du tvunget til at gifte dig? Har du egentlig et mellemnavn, jeg ikke kender til?

Det påvirkede mig især da rygterne med splittelsen mellem Eleanor og dig brød ud. Jeg er overbevist om, at jeg græd mere end jer hjemme i min lille lejlighed. Og på det tidspunkt var der kun en sort lille Milo, der kunne holde mig sammen. Hans legesyge jeg opmuntrede mig langsomt dag for dag der gik, men det gjorde ikke forståelsen for hændelsen lettere. Det hele var et puslespil, hvor nøglebrikken var som stærkt forduftet.

Eleanors navn vækkede tydelige følelser i min krop, og jeg måtte da synke en ekstra gang ved tanken om hende, samt vores fortabte forhold. Jeg havde endnu ikke forklaret min bedste veninde, hvorfor jeg ikke havde Eleanor i mit liv længere. Hun kendte ikke til ”hemmeligheden”. Derudover omtalte hun rygterne, som hun i de fleste tilfælde havde ret i, at det oftest bare var rygter. Det var bare ikke tilfældet denne gang. Jeg skulle være far. Smagen i min mund blev ikke just bedre af at læse brevet, men jeg havde lovet mig selv at give det en chance. Hun havde trods alt lagt mange kræfter i hele denne her mission af hendes. For at jeg skulle få en bedre smag i munden kunne jeg ikke lade være med at føre mine tanker hen på Milo, hendes kæreste lille hund. Jeg havde været med ude at købe den lille fyr, og han havde en unik plads i vores hjerter. Det var også ham, der var med til at gøre besøgende i Livas lejlighed perfekte.

Et minde skal du få, når det nu er blevet lovet med så store ord. Jeg ved hvor hårdt dette arbejdsmarked har været for dig, jeg ved hvor hårdt det er, og jeg har en fornemmelse af, hvor hårdt det fortsat bliver. Mit ønske for dig er, at du aldrig giver op, samt aldrig glemmer, hvorfor du elskede musikken, og hvorfor du værdsætter den chance, som du fik tilbage under x-factor deltagelsen. Jeg husker dagen, som var det igår. Hele din familie havde allerede fået klaret et besøg, mens du gjorde dig klar på at komme videre i programmet. Frygten for at blive elimineret blev større og større – husker jeg din mor udtalte. Det havde derfor været min plan, at jeg ville tage til London, udelukkende for at støtte dig, samt var jeg ved at eksplodere af stolthed. En stolthed jeg gerne ville vise dig. Det tror jeg halvdelen af Doncaster kan skrive under på. Jeg savnede dig gennem forløbet, men succesen kunne jeg kun unde dig.

Det var tidligt en fredag morgen, at jeg satte kursen mod Bootcamp, som du var en del af i London. Jeg havde aldrig været så spændt på at se dig. Hjemme i Doncaster var jeg på mange måder begyndt at tage mange ting for givet. Du var en af de ting, så det var helt uforståeligt, at du ikke tilbragte hverdagen hjemme længere. Om det så kun havde været et par uger, hvor du havde været i London uafbrudt, så havde det en stor betydning. Jeg savnede dig.

Jeg lænede mig tilbage i sofaen, mens jeg tænkte over, at hun rent faktisk havde haft et savn til mig. Savnet havde også været en del af min oplevelse tilbage under x-factor oplevelsen i London. Jeg havde savnet min familie, Doncaster, fodboldklubben og især, Liva. Vi plejede at tilbringe alle dage sammen, så det var ikke underligt, at savnet havde opstået hos os begge.

Der gik en del timer fra Doncaster til London, indtil jeg endelig kunne stille mig over for dig. Det havde været to uger uden, at jeg havde set til dig. Jeg glemmer aldrig vores kram, da vi så hinanden for første gang, det var noget helt specielt. Tak fordi du vil dele det med mig, buddy. Jeg var virkelig taknemmelig for endelig at møde den verden, som var blevet din på meget kort tid. Det var mærkeligt, men jeg havde brug for at vide, at jeg ikke var helt glemt. Da vi var genforenet, så viste du mig rundt, hvor jeg derefter endte med at overvære din performance overfor dommerne. I skulle elimineres senere på dagen. Jeg kunne let fornemme din nervøsitet, som du stolt prøvede at gemme.Jeg husker tydeligt, hvordan den dag blev den vildeste rutsjebane tur, som jeg har været på sammen med dig.

Du tror, at du var nervøs, men så skulle du have hørt mit hjerte.

Jeg krydsede alt, hvad jeg havde, men da I alle stod på scenen overfor dommerne, der blev dit navn aldrig råbt op. Det var som at vente på vand i ørkenen. Min krop dirrede af vrede, og jeg kan huske, at jeg skulle kæmpe for ikke at overfalde dommerne, eftersom jeg ikke fattede, hvordan de kunne afvise din stemme. I mine øjne var du den bedste, men det skyldes nok, at jeg er din bedste veninde. Du vil selvfølgelig altid være den bedste i mine øjne. En anden ting, jeg aldrig glemmer fra det øjeblik, da du ikke blev valgt videre, det var dit blik. Det var tomt, opgivende, og jeg havde aldrig nogensinde set dig så nedtrykt. Afmægtig. Det var skræmmende. Jeg prøvede på at kramme dig, men du sagde, at du bare gerne ville til Doncaster med det samme. Jeg havde intet andet end forståelse for dit humør. Louis, det virkede som om, at du ikke nåede at forstå, at jeg græd for dig. Det var nok ikke fysiske tårer, men indeni følte jeg, at der stod tyve mennesker og sparkede til en person, der allerede lå ned. Og jeg kunne ikke redde den person, som så viste sig at være min bedste ven. Mit hjerte kunne ikke bære den smerte, som du havde på det tidspunkt.

Jeg sad med næsten tårer i øjnene, hvilket var usædvanligt. Til at begynde med havde den dag været et mareridt. Det var først, da vi blev kaldt ind på scenen igen, at alle mine følelser kulminerede fuldkommen. Hun beskrev dagen så perfekt. Det havde været den værste, men bedste rutsjebane. Den havde fået mig hertil, og jeg var taknemmelig. Jeg havde aldrig hørt dagen fra hendes side, hvilket var en anelse mærkeligt nu at læse om. Det var dejligt, men den måde hun bekymrede sig for mig, det fremtvang et smil om mine læber. Det behøvede hun virkelig ikke.

”Hvad handler det om?” spurgte Niall. Jeg havde fortalt ham om udfordringen, som Liva havde givet mig. Jeg smilte forsigtigt, hvorefter jeg lod mit blik falde på ham. Han koncentrerede sig ikke længere om fodboldkampen, men havde nu hans blik rettet mod brevet og jeg.”Det handler om den dag, hvor vi blev sat sammen,” udbrød jeg med et grin om læberne. Niall løftede det ene øjenbryn, interesseret. Det fik ham også til at smile, men ydermere gjorde han ikke. Han nikkede bare anerkendende, og lod mig læse videre.

Det der skete senere på dagen havde aldrig faldet mig ind. Vi havde hurtigt lavet en aftale om, at vi ville købe pizza med i toget, hvorefter vi ville købe isen, når vi nåede Doncaster for derefter at tage hjem til mig. Du havde sagt, at du ikke ville hjem til din mor, samt søskende. Du nåede endda at indrømme, at du følte, du havde skuffet dem. Men Lou, baby, du skuffer ingen af os. Det kunne du aldrig gøre. Specielt ikke din mor. Du er hendes lille baby, og det er forståeligt. Du bliver aldrig meget større end baby-definitionen.

Jeg kunne næsten fornemme Livas smittende grin ved min side, da mine øjne skimmede hendes sorte, samt platte humor. Det var dog så galt, at det fik en til at grine med. Om det var med medlidenhed eller, om det rent faktisk havde et sjovt-touch til sig, det skulle jeg ikke kunne svare på, men det fik i hvert fald smilet til at klistre sig fast til mit ansigt, så hun formåede, at holde mit humør meget højere end det havde været på det sidste. Jeg begyndte endda at værdsætte, at jeg havde givet brevet en chance. Det skabte en latterlig, samt mærkelig glad følelse i min krop.

Du blev stoppet på vej ud af den store bygning midt i London. En af vagterne fra x-factor sagde, at du skulle gå tilbage til scenen. Dommerne skulle bruge fem drenge, eftersom de havde noget, de gerne ville sige til jer. Vi havde kigget mærkeligt på hinanden, men jeg havde selvfølgelig skubbet dig mod scenen, da det så måtte briste eller bære. Jeg har aldrig fortalt dig, at min mavefornemmelse var god. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at de ville danne noget så vildt, som nutidens største britiske band, men jeg havde håbet på, at de i det mindste mente, at de skyldte jer en forklaring på elimineringen. Ja, så højt tænkte jeg om dig. Det var først, da dørene til scenen blev slået op, at verden nærmest gik i stå. Min krop kunne slet ikke overkomme alle de følelser på en gang. Glad, ked af det, nervøs, bitter, rasende også glad igen. Du kom løbende ud med fire andre drenge, der overfaldt dem, som de kendte. Jeg husker din spinkle krop komme løbende mod mig, mens du hoppede ind i min favn. Uden jeg havde nogen anelse om, hvad der var sket, der fejrede jeg allerede med dig, for med den glæde og entusiasme, så måtte der være hændt noget vigtigt.
Du forklarede, at I havde fået chancen som et band, da de mente, at I var for gode til at blive sluppet ud i den frie verden. Jeg var helt enige med dommerne, trods jeg ikke havde hørt de andre fire synge, men du virkede så positiv, og med god grund. Du fandt fire bedste venner. Brødre. En ting som du ikke havde på det tidspunkt. En ting du altid havde ønsket dig.
Hundrede gange tillykke med succesen bedste ven. Jeg håber ikke, at du har glemt mig helt, men den dag holder jeg tæt på hjertet. Det betød måske mere for mig end det gjorde for dig. Men selv den dag idag, der kan mit hjerte begynde at pumpe tyve gange hurtigere, når jeg tænker på det øjeblik, hvor du overfaldt mig med de bedst tænkelige nyheder. Du fortjener alt det bedste Louis!

Don’t be a stranger
Much love

Jeg pressede mine øjenbryn sammen, mens jeg lod ordene overtage min krop. Den dag havde virkelig været noget helt specielt. Jeg havde været mindst lige så glad for, at have Liva ved min side, som hun havde været glad for at være en del af den. Hun havde gjort det hele en anelse lettere, og inderst inde vidste jeg, at Liva var en af de få, der kendte mit rigtige jeg, samt en af de få der kunne styre min sommetider ukontrollerede sjæl. Den dag havde jeg haft brug for hendes kontrol, overblik og overskud. Mine tanker blev hurtig afbrudt.

”Louis, vi er her,” Niall smilte, idet han rejste sig op fra sofaen. Han tog en taske, hvorefter han satte kursen mod døren. Skærende skrig kunne høres ude på den anden side af bussens hoveddør. Hvordan kunne de allerede vide, hvor vi var? Jeg ville aldrig kunne forstå deres dedikation, men de havde været her siden den dag, som jeg lige havde læst om. De fortjente at blive værdsat, ligesom de værdsatte os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...