Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
18811Visninger
AA

3. I'm not scared of the dark

Livas synsvinkel 

Det var efterhånden ved at blive sent på Bawtry Road i Doncaster. Solen havde lagt sig over den britiske forstad. Jeg havde tændt for min bærbar, mens jeg lå i min seng. Med god grund kendte jeg til interviewet på Good Morning America, der ville starte indenfor de næste få minutter. Louis ville være at finde i det amerikanske program sammen med resten af drengene fra One Direction. Jeg havde skrevet en anelse med ham, og han virkede til allerede at være ekstremt tilfreds med min mindre overraskelse. Det gjorde mig glad, at han var glad, men det undrede mig, at han endnu ikke havde ringet, som han havde lovet. Jeg havde kun modtaget en sølle tekstbesked, hvor de virtuelle samtale mellem os havde været meget omfattende. Han havde sagt, at han ville ringe til mig inden, at de skulle på. Jeg havde dog stadig ikke modtaget et eneste opkald.

Jeg listede ud af min seng, hvorefter jeg smuttede ned i stuen. Jeg havde medbragt min bærbar og høretelefoner, så jeg ikke ville forstyrre værelserne nedenunder. Alle drengene havde deres værelser hernede. Haley, Mila og jeg opholdte os på første salen. Jeg satte mig forsigtigt tilrette, hvorefter jeg åbnede for det link, hvor jeg kunne følge med. Af en eller anden grund forblev linket en anelse gråligt, samt flimrende. Det kunne lige passe, at teknologien ville svigte nu. Mens den loadede rejste jeg mig fra køkkenstolen, hvorefter jeg tilberedte en kop te, hans farvorit. Akkurat i Louis' ånd.

Der gik et par minutter, også dukkede scenariet op på min skærm. Det jeg havde ventet længe på. Fansenes skrig var det første, jeg lagde mærke til. Kameraerne kørte hurtigt mod bandet. I takt med elkedlens skingrende lyd blev bandet præsenteret af de to værter, der så ekstatiske ud. De lignede to værter, der var, især på denne dag, begejstrede for deres position på jobbet. Jeg forstod aldrig helt, hvorfor drengene blev elsket på den måde, som de gjorde. Folk kendte dem jo ikke mere end gennem en skærm? Jeg havde aldrig været personen til at hylde kendislivet, men efter Louis var blevet sat i søgelyset, der havde det hele ændret sig. Jeg sympati- og empatiserede med hans levestil. Den var ikke længere, hvad den havde været. Paparazzierne fulgte ham i hælene, fansene satte deres eget liv i fare for bare komme tæt på ham og medierne digtede den ene løgn historie efter den anden. Det fik mig til at tænke på historien angående, at Louis skulle være far. Jeg tog mig selv i at benægte det, som om jeg havde fået det bekræftet, men det ikke var en realitet.

Først og fremmest snakkede de om turneen, mandefaldet og den generelle hverdag. Der blev spillet et par sange, som jeg må indrømme lød perfekte i mine øre. Jeg var ikke fan af deres musik, men få af deres sange var ørehængere, og det virkede naturligvis også på mig.

Story of my life, Night Changes og 18 gjorde mig altid blød i knæene. Det var tre sange, der virkelig havde formået at fange min opmærksomhed. Jeg fulgte med i interviewet, og havde egentlig håbet på, at Louis ville afkræfte teorien om en eventuelt faderskabsprøve, fordi Briana havde tvunget Louis ud i medierne på den måde. Jeg kendte ikke Briana, og jeg var overrasket over, at det lige var hende, at han blev kodet sammen med. Egentlig var de bare venner, som jeg havde forstået det, ligesom ham og jeg. Jeg nægtede dog at tro på, at deres venskab kunne hamle sig op med vores. Jeg blev overbeskyttende, samt en anelse jalous ved bare tanken.

Den aften blev aldrig som planlagt. Alle forventningerne til Louis’ optræden på showet tog en drastisk hundredeogfirs graders drejning. De blev aldrig indfriet. De to værter måtte efterhånden være presset af chefen til at nævne rygtet. Det var den mandelige vært, der tog affære. Han ønskede ham tillykke med den nye titel fra en far, til en anden. Det var som om, at mit hjerte stod stille i de sekunder det tog for Louis at svare. Kameraet kørte hen på Louis, der ikke blot bekræftede, at han skal være far foran millioner af seer, men også havde overskudet til at fortælle, at han denne tid var en af de mest spændende. Mit hjerte sank. Min puls faldt, og jeg kunne have sværget på, at jeg følte min verden bryde sammen. Ikke fordi han havde bekræftet, at han skulle være far. Jeg var inderst inde lykkelig på hans vegne, men det gjorde ondt, at det var over en skærm, at nyheden faldt.

Jeg smækkede hidsigt skærmen i, hvilket gav et brag fra sig i et køkken, der bestod af en larmene stilhed. På dette tidspunkt var jeg ligeglad med alle andre, jeg lod tårerne falde ned af mine kinder. Om det var fordi, at det ærgede mig, at mine chancer med Louis nu blev skudt til jorden eller om jeg bare ikke kunne overkomme, at han ikke havde været ærlig overfor mig, det vidste jeg ikke.

I samme øjeblik fortrød jeg, at jeg havde sendt ham alle de breve, der alligevel aldrig ville lede til det, som jeg inderligt drømte om.

Der gik ikke mange minutter, så kom Lucas trissende ud i køkkenet. Han havde set, samt hørt mig ellers ville han aldrig have været oppe på det her tidspunkt. Han tændte lyset, hvorefter han satte sig ved min side. Han sagde ikke noget, men det var også nok, at hans arme havde fundet deres vej omkring mig. I disse tider var det guld værd at have en tvillingebror. Han kendte mig bedre end nogen anden, så han kunne sagtens gennemskue, at jeg bare havde brug for, at blive holdt. Lucas var et forsigtigt menneske, men han var også beskyttende overfor os søskende. Et ansvar der oftest blev for stort, men han tog det på sine skuldre ligemeget hvad.

”Hvad er der sket?” han kiggede spørgende på mig, mens han skulle til at åbne min bærbar. Jeg lagde min hånd oven på hans, hvorefter jeg rystede panisk med hovedet. Han trak hånden til sig, så jeg vidste, at han ikke ville åbne den. Jeg havde ikke brug for at se mere af ham ligenu.

”Louis skal være far,” udbrød jeg. Jeg havde drøftet dette emne med Lucas før, og det så udtil at overraske ham, ligeså meget som det havde gjort mig. Lucas pressede sine øjenbryn sammen. En ting Louis også gjorde, når han var frustreret.

”Virkelig? Det er da en god nyhed,” udbrød Lucas, hvorefter han kiggede uforstående på mig. Jeg nikkede mig enig med ham, men det var nu heller ikke nyheden, der gjorde mig sønderknust.

”Det er bare utroligt, at jeg skal have det at vide gennem en skærm. Han kunne ikke engang give mig et fucking opkald,” bandede jeg. Lucas’ hånd cirkulerede rundt på min ryg. Ligeså vidste han, at det beroligede mig. Han kommenterede ikke på min udtalelse, men han tænkte så det knagede.

”Han kan ikke være det bekendt...” Lucas sendte mig et skævt smil, hvilket resulterede i, at jeg gengældte det. Jeg mente heller ikke, at han kunne være det bekendt. Vi havde efterhånden kendt hinanden i så mange år, at Louis nok ville være en af de første på min liste, hvis jeg havde en lignende nyhed, som den han havde haft. Det fik mig til at tænke i andre baner end jeg havde før. Var hans kærlighed til vores venskab ligeså stor som min? Gad han pleje det venskab, som vi altid havde sat i første række? Det virkede fjernt for mig, og det gjorde ondt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...