Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
19192Visninger
AA

8. If I didn’t have you, there would be nothing left

Louis’ synsvinkel

Hey, I’m there for you, babe! Always and forever!

Dette her brev handler om min taknemmelighed for dit skønne væsen. Du har gennem frygtelige tider været min klippe, og gennem sørgelige tider været mit eneste grin. Er der mon en grund til, at netop du har været den person, der har kunnet hive mig gennem hvad som helst?

Jeg har endnu ikke fået svar på det spørgsmål, men jeg håber, at jeg en dag får et svar på, hvorfor du har været så vigtig for mig. Du husker nok aldrig denne her dag på samme måde, som jeg gør. Det er vel svært for dig at huske alle vigtige dage i livet, især når man er Louis Tomlinson. Der må være så mange mærkedag i din kalender. Et kort sidespor her i brevet får mig ikke til at glemme den dag. Jeg var omtrent 6 år, da jeg fik den bedst tænkelige nyhed i hele mit liv. Reelt vil den dag aldrig toppe noget andet i mit liv. Jeg var lille, men jeg husker mine forældres tårer, der ikke længere kunne beskrives som tårer, der gjorde ondt. Tårerne var fyldt med glæde, da manden i det hvide kittel endelig smilte til os. Smilet var det perfekte svar.

Jeg var fri fra smerterne, fra sygdommen, helvede, de tusindvis af lange timer i hospitalssengen og dårlige tegneserier, som jeg mindst havde overværet tredive gange på et langt år. Min bopæl havde været på hospitalet, skiftevis havde min far og mor underholdt mig.

Jeg havde været så svag, at jeg i flere måneder kun måtte se min mor. Hun var den perfekte person at have ved min side, men jeg savnede alle andre. Jeg savnede Lucas, der havde været med mig lige siden fødslen, og at skulle være skildt fra min tvilling i så tidlig en alder, det var frygteligt. Han havde altid et fantastisk tag i mig, og han kendte mig bedre end jeg kendte mig selv.

Ikke nok med at jeg savnede dem, så savnede jeg dig sødeste Lou. Vi så ikke hinanden ofte, for jeg husker konkrete episoder, hvor du ikke kunne lide at være på hospital og da jeg så endelig måtte besøges, eftersom mit immunsvar var blevet bedre, så var du syg, også kunne jeg alligevel ikke se dig. Et år er lang tid, men det var endnu længere uden dig. Jeg havde dog pyntet mit værelse fint med gode minder af os to. Dengang var vi vel på mange områder endnu mere uadskillelige end vi er nu.

Du var den bedste og eneste ven jeg havde. Så tak for det.

Tak for at åbne armene mod mit svækkede jeg, da jeg kom tilbage i skole. Folk var helt forfærdet, da de så mig, eftersom jeg selvfølgelig havde tabt håret under kemoprocessen. Jeg havde haft øjeblikke på hospitalet, hvor det hele havde set sort ud. Jeg havde været så drænet, at døden virkede mere fristende end livet. Det skal jeg være ærlig at indrømme. Men du var altid i mine bagtanker. Jeg har nok aldrig rigtig fået takket dig ordentligt, da det hele gik så stærkt, da jeg kom tilbage på fødderne. Jeg begyndte at træne kroppen op, og lige siden har livet vel kørt på skinner (udeladt er min dejlige mors død). Hun er savnet, men jeg føler mig priviligeret. Jeg havde et helt år med hende ved min side, som mine søskende ikke havde. Åh, hvor jeg savner hende Lou. Hvis jeg bare kunne få lov at holde hende tæt, bare en sidste gang. Kan du trylle hende frem? Du har altid så gode tricks i ærmet.

Jeg grinte forsigtigt. Det virkede så tragisk komisk. Jeg husker tydeligt denne her oplevelse. Min bedste veninde havde været døden nær så mange gange på et sølle år. Et år jeg husker som det værste i mit liv. Hun skrev godt nok, at jeg måske ikke ville kunne huske netop den alder, som vi havde været i, men det passede ikke. Jeg huskede meget mere end jeg egentlig lystede. Jeg rettede blikket mod sidepladserne foran mig. Jeg sad på scenen og læste brevet. Det virkede som om, at det var ligemeget, hvor jeg læste brevet. Egentlig ville det have været smartest at læse det på bussen, men der var hun. Men tanken om at hun havde været her de sidste par dage, tæt på mig, var overraskende god. Jeg havde aldrig haft hende med på turne før, over flere nætter altså, men vi havde det rigtig godt. Jeg fortrød, at jeg ikke værdsatte tiden med hende mere end jeg gjorde. Alle de ting der havde sat vores forhold på spil, de virkede ikke længere til at betyde så meget. Hun betød alverdens for mig, og i sidste ende betød hun nok også mere end jeg indrømte overfor mig selv.

”Hey” lød en bekendt stemme. Jeg kiggede mig over skulderen, hvorefter jeg prøvede at gemme brevet under mit ene lår. Jeg mislykkedes i min mission, da han nysgerrigt spurgte, hvad det var.

Det var Harry, der dumpede ned ved siden af mig.

”Det er ret vildt at sidde her i stilhed,” smilte han. Jeg nikkede for at vise, hvor meget jeg var enig med hans påstand. Stilheden var ikke meget, som vi de sidste fem år havde været kendt med. Det havde været fansenes skrig, musikken og de høje lyde fra blandt andet højtallere, der havde ødelagt begrebet stilhed for os.

”Det er et brev,” svarede jeg, da jeg tillod mig selv at være ærlig overfor Harry. Vi havde været udsat for en del de sidste fem år, og efterhånden var den opdigtede figur mellem os af fansene blevet fejet indunder tæppet. Det var én ting, jeg hadede fansene for. De havde ødelagt et ellers ubeskriveligt venskab. Et venskab jeg sommetider godt kunne savne, men vi var kommet igennem det, og egentlig så var vi trods de skøre opdigtelser fra folk derude, stadig rigtig gode venner.

”Brev?” han kiggede nysgerrigt på mig.

”Det lyder dumt,” grinte jeg forsigtigt, hvorefter jeg fortsatte: ”Liva har lavet en gave til mig, hvor jeg skal læse et brev omhandlende vores venskab hver anden dag. Det har hun gjort, fordi hun mener, at vi burde være bedre til at vedligeholde vores venskab.”

Harry nikkede interesseret.

”Jeg havde jo ikke fortalt hende om Brianas graviditet, så det endte med, at hun kom,” mumlede jeg. Jeg kiggede ned i mit skød, mens Harry lagde en hånd på min skulder.

”Hun er din bedste veninde, den første vi fik lov at møde fra Doncaster. Hun er en fantastisk ven, der er ikke noget at sige til, at hun har været skuffet,” han smilte forsigtigt til mig. Denne gang var det min tur til at nikke mig enig med hans påstand. Det bedste ved Harry var, at han snakkede altid direkte fra leveren. Han havde altid rent mel i posen, hvilket jeg beundrede.

”Det har du ret i. Det er også ovre nu, men jeg læser om dengang, at hun havde leukæmi,” svarede jeg. Jeg mener ikke, at drengene kendte til netop det.

”Hvad? Har hun haft leukæmi?” hans ansigt ændrede sig, hans hånd lettede fra min skulder, og hans pupiler udvidede sig.

”Det er jeg ked af at høre, ven.”

”Det går, hun er jo okay nu” svarede jeg svagt, hvorefter jeg tilføjede: ”Jeg er bare bange for, at jeg er faldet for hende, mate.” Jeg pakkede brevet sammen, eftersom jeg på nuværende tidspunkt ikke kunne læse det færdigt. At læse om den tid der har skabt flest smerter for pigen, der muligvis har vist sig at være den vigtigste i mit liv, det gjorde ondt helt ude i tåspidserne. Den pige jeg vil være sammen med for evigt.

”Det virker til, at du er forelsket, Louis. Jeg har lagt mærke til jer her de sidste par dage, og du virker til at være en helt anden, når hun er omkring dig. Altså positivt ment,” svarede han. Jeg kiggede op på ham, hvorefter han nikkede anerkendende til mig. Jeg lod mine hænder gnide mod mit ansigt, da disse bekymringer om hvorvidt jeg var faldet for min bedste veninde eller ej næsten gav mig et tegn på migræne. Migrænen eller min nuværende tilstand ændrede ikke på virkeligheden.

Jeg var faldet for min bedsteveninde, og næste skridt var at fortælle hende det.

”Gider du ikke sende hende herned?” jeg kiggede på Harry, der skulle til at forlade scenen.

Han nikkede, hvorefter han smilte for sig selv.

Der gik ikke mange minutter, så kunne jeg høre nogle skridt træde henover scenen. Selvom jeg sad med ryggen til, og det kunne være hvem som helst, der betrådte scenen, så vidste jeg, at det var hende. Hun udstrålede en helt unik energi, når hun kom ind i et nyt rum. Jeg rejste mig fra scenekanten, og proppede min lomme med hendes brev for dagen.

Hun nåede ikke at se det, men da jeg vendte mig om, der gav hun mig et kækt smil. Et smil der blændede, og samtidig gav mig en varm følelse inden i. Jeg lod følelserne overtage mig, da jeg på nuværende tidspunkt bare ville afsløre, hvordan jeg oprigtigt havde det.

”Er Harry blevet din stik-i-rend-dreng?” spurgte hun flabet, mens glimtet i hendes øjne strålede i takt med det kærlige smil.

”Du kan også godt blive det,” svarede jeg og sendte hende et stort smil. Hun rystede bare på hovedet, hvorefter hun endelig nåede mig, så jeg kunne tage begge hendes hænder i mine. Hun pressede hendes øjenbryn sammen, hvilket forårsagede i de sødeste rynker lige over næsen. Jeg beundrede hendes ansigt, hvorefter jeg tog en dyb indånding.

”Lou, du skræmmer mig,” hun kiggede forvirret på mig, hvorefter jeg kiggede ned i jorden. Jeg tænkte hele scenariet igennem, eftersom jeg ville hade mig selv, hvis dette ville ødelægge vores venskab.  På den anden side så ville jeg også hade mig selv, hvis jeg ikke var ærlig med hende og mig selv. Jeg klemte forsigtigt hendes hænder, hvilket fik hende til at kigge på vores hænder.

Uden at tænke over det sprang jeg ud i det. Jeg lod begge mine ben møde den anden side, og med ét ramte mine læber hendes. Jeg strejfede dem forsigtigt, mens jeg mærkede efter, hvad hendes reaktion ville være. Hun virkede mere end bare overrasket. I første omgang bevægede hendes læber sig ikke, men der gik et kort stykke tid, også passede hendes silkebløde læber blidt mine. Gnisten mellem os sitrede, og da jeg lod mine hænder hvile på hendes hofter, der kørte mine fingerspidser mod hendes nøgnehud. Mine fingre brændte, da kontakten blev konstant mellem vores hud. Jeg havde aldrig tænkt om hende på denne måde, hvilket også gjorde mig nervøs.

Ingen af os gjorde noget, vi fortsatte bare kysset i vores egen lille verden. Scenen dannede rammerne om det vigtigste minde i historien mellem Liva og jeg.

”Olivia,” mumlede jeg forsigtigt mod hendes læber. Et genert smil formede sig på hendes læber, og hendes kinder blev overtaget af en blid rødlig farve. Det fik mit smil til at vokse. Reelt var jeg selv overrasket over mine egne handlinger, men min mavefornemmelse fortalte mig, at dette nok skulle blive godt. Mellem hende og jeg.

”Hvad skal det her betyde, Louis?” hendes blik betragtede mig, men hun fjernede sig ikke fra mit greb. Mine hænder lå forsigtigt på hendes hofter, mens hendes hænder hvilede på min brystkasse.

”Det vi har sammen er unikt, Olivia. Jeg kan ikke skubbe mine følelser væk længere. Mit hjerte er faldet for din personlighed, som mildest talt betyder alt for mig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...