Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
19193Visninger
AA

18. I got a river for a soul

Louis’ synsvinkel

Hey, I’m there for you, babe

Always and forever

Kirkeklokkernes klang overtog mine tanker. Trods, at jeg lige havde sat mig på en stol i kirken, så kunne tårerne allerede mærkes. Lucas sad ved min ene side, og du på den anden. Aldrig i mit liv har mit hjerte slået hårdt mod brystet, og aldrig i mit liv har min puls været så skræmmende høj. Inderst inde drømmede jeg mig væk, og huskede på de stunder, hvor hun var i live. Jeg beundrede og savnede de tider, hvor hendes eksistens ikke var blevet revet væk fra os.

Men det var den barske sandhed. Hun var blevet revet væk. Jeg vidste, at hun lå deroppe, i den brunlige kiste, men i mine øjne var hun så godt som forsvundet. Hun var som en person, jeg ikke kunne finde igen. En person der for altid ville være væk. Om jeg så ledte resten af mine dage, så ville hun ikke just komme tilbage af den grund. Den tanke havde naturligvis inviteret en masse tårer til at falde ned af mine kinder.

Min fars arme var placeret ned langs hans krop. Min farmor kærtegnede forsigtigt hans skuldre, mens hun prøvede at komme med gode råd til en mand, der stod tilbage på jordens overflade uden kone, men med 6 børn. Lucas havde hans arm rundt om Mason. Dine arme var rundt om mig. Præsten talte de sidste ord, og pludseligt var ceremonien blæst af. Folk begyndte at sige deres sidste farvel. Et farvel jeg ikke kunne overskue ville komme blæsende mod mig med hundredefirs kilometer i timen.

Jeg husker tydeligt, hvordan du hjalp mig gennem hvert evig eneste sekund af den dag. Du havde beroliget mig med, at det ikke var vores sidste farvel. Hun ville altid være med mig, som du sagde. Ligeledes kunne jeg altid besøge hende på kirkegården, og derfor behøvede jeg ikke sige farvel, men derimod sige på gensyn. Når min rejse var ved vejs ende på jorden, så ville jeg komme til at se hende igen. Du prøvede så ivrigt at gøre dagens omgivelser bedre for mig. 

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg var den sidste, der forlod kirkegården. Jeg beundrede alle blomsterne, og jeg beundrede hende. Du ventede ved din bil, mens de andre var taget mod receptionen, der blev holdt for min mor. En flot reception med mange mennesker. Et arrangement jeg ikke orkede, så jeg blev hos hende i stedet. Jeg tænkte på Haley. Hun lå på hospitalet med din mor. Du trådte til side, så jeg bare kunne side med min mor i stilhed. Til sidst kom du dog op til os. Du satte dig ved min side. Endnu engang placerede du din arm omkring mig.

”Jeg håber du sover godt, mor” mumlede jeg.

Jeg har faktisk aldrig set dig græde, men det gjorde du den dag. Du græd med mig, og det havde jeg ubeskriveligt meget brug for. Jeg havde brug for at vide, at jeg ikke var den eneste, der ville savne hende. Jeg var lykkelig for, at jeg ikke var den eneste, der var sønderknust. Også var jeg taknemmelig for, at du kendte hende. Ligeså godt, som jeg gjorde. 

Jeg tog en dyb indånding. Brevet havde hevet mig tilbage til kirkegården i Doncaster. Gården, hvor, Livas mor lå. Inderst inde virkede det til at være en hændelse i et andet liv, men det var et åbent sår, selv hos mig. Jeg kunne mærke, hvordan skorpen på såret blev revet langsomt af. En tårer faldt ned af min kind, mens jeg blev guidet gennem min elskedes værste øjeblik. Liva havde været igennem mange forfærdelig ting i hendes liv, men denne her vidste jeg var den værste oplevelse, som hun havde stået overfor. Idag var jeg naturligvis glad for, at jeg havde betydet meget for hende på dagen. Hvis jeg ikke havde været der, så ved jeg ikke, hvad der var sket. Det var blot en ubærlig sorg, som jeg havde været vidne til den dag i Doncaster.

”Jeg håber du ved, at din mor ikke ville have, at du skulle være, der hvor hun er nu, Liva.” Vi havde sat kursen mod din bil, da du sagde det til mig. Af en eller anden mærkelig grund havde jeg ikke skænket hele scenariet under bilulykken en tanke. Det var derfor også dine ord, der fik min krop til at ryste. Jeg kunne have siddet på min mors plads, bilen der kolliderede med os kunne meget vel have dræbt os begge eller mig i stedet for min mor. Det hjalp ikke på mine følelser, men jeg vidste, at du talte sandt. Jeg kunne dermed ikke lade være med at skænke min mor endnu en tanke. Hun havde taget faldet for os, da hun havde drejet førersædet mod den modkørende bil. 

”Måske, men det ændrer ikke på, at hun har to små børn, der ikke fortjener at vokse op uden deres mor.” Svagt husker jeg, at jeg fortalte dig, hvorfor denne her situation ikke var retfærdig. Du, på den anden side, havde altid et godt svar.

”Du har fuldkommen ret. En hændelse som denne kan ikke retfærdiggøres med ord, og smerten kan med garanti heller ikke forklares. Alt jeg beder dig om, det er, at du kommer videre.”

Han havde ret. Jeg kunne have ondt af mig selv, men jeg måtte videre. Jeg måtte være stærk for resten af min familie, og jeg kunne ikke lade det slå benene væk under mig. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skulle udforske den sorg, der spillede en stor rolle i min hverdag – også lang tid efter begravelsen.

Oprigtigt tak for at du var der. Jeg ved, at der var mange andre steder, du kunne være den dag.

Don’t be a stranger,

Much love

Endnu engang faldt en tårer ned af min kind. Nok var jeg sjældent sentimental, men Liva kendte knapperne, hun skulle trykke på, hvis mit humør skulle reguleres. Det var lykkedes hende at rive følelser frem, som jeg ikke vidste, jeg stadig havde. Både for hende, men også for andre betydningsfulde mennesker, som f.eks. hendes mor. Alle de minder vores forhold indebærede, det var en ubeskrivelig følelse. Det gjorde også, at min kærlighed til hende voksede sig større og større for hvert brev, og for hver dag. Hun kunne virkelig feje benene væk under mig. Jeg håbede vel på mange måder, at jeg ligeledes havde fejet benene væk under hende. Inderst inde handlede det om, at vi holdt ufatteligt meget af hinanden. En følelse der ligeledes kunne få min puls og hjertebanken til at stige, drastisk. Jeg fjernede mine tåre, da jeg hørte døren gå op i bussen. Jeg lagde det læste brev tilbage i kassen i håb om, at vi ikke skulle konfrontere brevets indhold. Hun lagde ikke mærke til det, men trods det følte jeg, at brevet havde været intenst, at jeg havde brug for at holde hende.

Jeg slæbte mine fødder langs gulvet og gik hende imøde. Sammen lod vi vores læber møde hinanden, hvorefter jeg fandt hendes hånd. Jeg sørgede for at flette min hånd i hendes med det samme, så hun i hvert fald ikke kunne snige sig væk fra mig.

”Er du klar?” hendes smil var ikke til at ignorere, hvilket smittede af på mig. Vi skulle hente hendes familie i lufthavnen, der ville lande om en lille time.

”Jeg er klar,” grinte jeg. Glæden i hendes øjne kunne jeg kun relatere til, men det stoppede mig ikke fra at fnise lidt fjoget af hende. Der var intet bedre end når Liva var glad. Hun kunne smitte selv hendes værste fjende med det kække smil og blændene blik. Prikken over i’et var hendes bukser, der sad perfekt på hendes krop. Det var også derfor, at da hun drejede rundt, der lod jeg min hånd ramme hendes røv. Hun hævede et øjenbryn, hvorefter vi fulgtes ud af bussen. Jeg var mildest talt i den syvende himmel med hende ved min side.

***

Dørene i lufthaven blev ved at åbne sig. Liva søgte hendes familie hver gang skydedørene gik fra hinanden. Hendes blik blev mere intenst for hver gang dørene igen lukkede for et stykke tid.

”De kommer lige om snart, Liv” smilte jeg, hvorefter jeg gav hendes hånd et klem. Hendes håndsved var et tegn på nervøsitet og utålmodighed. Hun smilte, mens hun tog sin hånd til sig, hvorefter hun tog sin mobil frem. Tålmodigheden var snart løbet op.

Pludseligt gik dørene op, og der kom hele familien Henderson væltende. Min mor stod ved min side, der gik mod James. Vi havde ligeledes mødtes op med min familie i lufthavnen. De havde været i Florida på familieferie, og nu var de vendt tilbage til turnéen, som de ville være en del af indtil Los Angeles. Her ville vi alle tilbringe tre uger sammen, både Henderson og Tomlinson familierne. Liva overfaldt Lucas. De havde tydeligvis savnet hinanden, hvilket jeg sagtens kunne relatere til. Jeg derimod blev sammen med de yngste tvillinger. Doris sad på min arm, mens Lottie, min ældste lillesøster, bar på min eneste bror af alle de søskende, der nu var på min mors side.

Der var stor gensynsglæde mellem alle, og det var efterhånden mange måneder siden, at begge familier havde været samlet på samme tidspunkt. Jeg vidste Haley og Charlotte ofte snakkede sammen, hvilket også galt for Mason og Felicite. Mila og Noah gik på samme skole som Doris og Ernest, så alt i alt så de hinanden hjemme i Doncaster dagligt, men for mig var synet gammelt.Den ældste i selskabet var min mor, og den yngste var lille Noah, der allerede charmerede sig ind på alle, der så hans tandpasta smil. Jeg satte Doris ned, da Mila ligeledes kom herhen. Jeg satte mig i hug, mens vi gav hinanden et kram. Doris var flygtet hen til hendes far.

”Hvad så, ven?” smilte jeg. Hun kiggede genert på mig, men hun genkendte mig. Jeg var den første, der fik lov at velkomme hende til USA. Det var også hende, jeg havde været sammen med aftenen, hvor hendes mor døde. Jeg havde båret rundt på hende i timer ved ulykkestedet. Det havde været intenst, men det havde da gjort, at hun betød meget. Med en så stor gruppe på samme sted handlede det om at holde tungen lige i munden, og det kunne jeg se, at både James og min mor prøvede på. 

”Er folk klar til at finde bilerne?” halvråbte min mor, så det tiltrækte blikke fra andre mennesker udenfor vores lille flok. James piftede efterfølgende, og det fik Lucas og Liva til at skære med tænderne. Jeg, derimod, krummede med tæerne, men fokuserede efterfølgende på Mila . Hun var en af de sødeste lille piger, jeg kendte til. Når jeg holdte Doris og hende, så mindede det mig om, at jeg kunne risikere at blive far til en lille pige. Tanken gjorde mig en anelse skræmt. Kunne jeg klare det? I mit blod virkede det til, at jeg lettere kunne håndtere en dreng, men jeg kunne ligeså, med hele hjertet, tænke mig en lille datter.

Jeg havde til dagens omstændigheder medbragt fire sikkerhedsvagter. Det virkede også til at være nødvendigt. Især når jeg tilbragte tid med min familie, så sørgede jeg for at skille arbejde og fritid med dem. Det virkede dog til, at folk udenfor dørene her i lufthavnen virkede til at være ekstra ivrige. Det gjorde også, at jeg følte mig forpligtet til i det mindste at stoppe et par af stederne. Jeg satte ikke Mila ned, men jeg sørgede for, at jeg lige havde øjenkontakt med James. Mila skulle naturligvis ikke trækkes med på billeder, hvis hendes far ikke brød sig om det. Han nikkede bare, og jeg bevægede mig hen til nogen af pigerne. Hvis jeg havde en af de små siddende på min arm, så var der større chance for, at fansene ville opføre sig nogenlunde.

”Tusind tak, Louis” smilte en af pigerne, da vi havde fået taget et billede. Den næste ville have mig til at tage et billede med hendes telefon. Mila havde efterhånden været udsat for hendes storesøster og storebrors mobilkamera, så hun vidste lige præcis, hvad der skulle ske. Det var meget charmerende, at hun vidste, hvordan et selfie forløb. Egentlig burde man vel heller ikke undervurdere en tre årige lille pige, der er datter af James Henderson. En mand med et sindssygt teknologi hjerte.

”Tak for idag, piger. Håber I har det godt,” smilte jeg, hvorefter jeg besluttede at smutte hen til bilerne, der nu var fyldte. I bilen sad Lucas, der tog imod Mila. Jeg satte mig ind på førersædet i samme bil. Det eneste vi kunne gøre nu, det var at vende snuden mod hotellet. Der var et par stykker, der gerne ville pleje deres jetlag, mens andre ville noget helt andet. Hvad end det var, så føltes det endelig rart at være samlet med min kærestes familie og min egen. Jeg kunne næppe blive lykkeligere på nuværende tidspunkt. I samme øjeblik tog Liva min hånd, der sad i midten af chaufføren og mig. Så alligevel kunne jeg mærke en ny lykkerus strømme indover mig.

Måske er det reelt kun Liva, der kan skabe den lykke i min krop, som jeg  desperat har brug for? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...