Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
18814Visninger
AA

5. I got a river for a soul

Livas synsvinkel  

Jeg rullede rundt i sengen med tanken om, at den ubehagelige nyhed lå og simrede i luften. Jeg lå begravet i puderne på min seng, og jeg endte da også med at kyle et par af dem ned på gulvet, da mit raseri overtog min krop for syttende gang idag. Jeg havde ikke kontaktet ham efter at nyheden var blevet afsløret, min bedste ven skulle være far, gennem et amerikansk morgenshow. I mine øjne havde det program ingen betydning, og jeg havde langt fra accepteret, at han valgte at videregive nyheden på den måde. Hvordan kunne jeg ikke være en af de første personer, han ville kontakte?

Jeg vidste, at hans mor og søskende havde været hans første prioritering, men hvad med mig? Jeg havde skænket ham mange tanker de sidste par dage. Fortjente jeg ikke ligeså at blive behandlet med bare en anelse respekt? Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Hele hans forhenværende situation gav dog straks mening efter, at denne nyhed var blevet bekræftet. Det var tydeligt, at Eleanors brud med Louis måtte være grundet hans nye rolle. Havde han virkelig været hende utro? Jeg skældte mig selv ud for at blande mig, eftersom dette ikke var mit bord. Jeg krummede tæer over min bedstevens opførsel. Det lignede ham ikke, og den måde han havde mistet fatningen på var udover alle forventninger. Jeg rakte arrigt udefter min telefon.

Det måtte være på tide at konfrontere dette. Ikke nok med, at jeg ikke havde været vigtig nok til at høre nyheden fra ham, så havde han slet ikke kontaktet mig. Ikke engang et sølle make-up call fra hans side. Oftest når jeg ringede til ham, så havde jeg ikke engang brug for kontakten i telefonen, for jeg havde altid haft hans mobilnummer skrevet nøje fast til mine nethinder.

Mens telefonen ringede, der stikkede Mason og Noah hovederne ind på værelset. Jeg kiggede spørgende over på dem, mens jeg hørte efter i telefonen. ”Hvad så, venner?” jeg prøvede at smile til dem, eftersom jeg ikke ville lade mit dårlige humør gå udover mine søskende. Det var jo naturligvis ikke dem, der havde stukket en kæmpe kniv i ryggen på mig, for derefter så at dreje den hundredeogfirs grader. 

”Må jeg tage dem med ned til bageren, så lufter jeg Milo samtidig?” vejen ned til bageren var ikke indviklet, og min ældste lillebror var meget ansvarlig, så jeg smilte og nikkede forsigtigt til ham. Han gengældte smilet, hvorefter han tog Noah med udfra værelset igen. Jeg mindede ham om, at han skulle holde Noah på hans side væk fra vejen, og at de skulle huske godt med overtøj, da vejret ikke indholdte det sommervejr, der havde været forbi for nogle dage siden.

Telefonen blev ved med at ringe, hvilket udløste forundring og forvirring hos mig. Ville han overhovedet snakke med mig? Jeg pressede mine øjenbryn sammen, mens mit hjerte begyndte at dele sig i flere små stykker. Det skete dog få minutter for hurtigt, da jeg pludseligt hørte en besvare telefonopkaldet. ”Hallo” lød den genkendelige stemme. Jeg lagde hovedet ned i hovedpuden, da jeg hørte, at det var Louis, der havde taget hans telefon og ikke en eller anden latterlig vagt, der prøvede at beskytte ham.

”Hey” svarede jeg forsigtigt, hvorefter jeg lod ham fornemme tonen i min stemme. Jeg var udemærket klar over, at dette højst sandsynlig ville blive et kedeligt opkald. Louis og jeg var begge lige stædige, og hvis den ene blev fornærmet, så havde den anden med garanti også et eller andet de kunne påpege, så vi begge ville ende med at blive enten rassende eller triste. En metode der virkede fuldkommen latterlig. 

”Er det virkelig dig, Liv?” udbrød han og virkede overrasket. Jeg begyndte at overveje, om han overhovedet havde værdiget brevene et blik.

”Det er virkelig mig,” svarede jeg og sukkede sagte. Stilheden faldt over os, og det undrede mig ikke. Hvad havde vi oprigtigt at snakke om? Jeg følte, at han skyldte mig en undskyldning, men jeg vidste også godt, at jeg nok skulle regne med, at jeg måtte bede om den, før jeg ville få den.

”Hvordan går det?” mumlede jeg, og måtte indrømme, at jeg ikke havde den mindste interesse i, hvad han lavede på nuværende tidspunkt. Det var dog mig, der havde taget telefonen og ringet ham op, så noget skulle jeg vel sige.

”Det går okay, men jeg har så forbandet travlt, og mange ting har været på mine tanker på det sidste, men tak for brevene, jeg er stærkt igang,” svarede han, hvorefter jeg hørte andre stemmer i baggrunden. De blev dog svagere, desto mere han sagde, og tilsidst var de noget nær fordampet. Enten var de gået fra rummet, eller også havde han trukket sig selv væk fra mængden.

”Virkelig, så du har læst?” spurgte jeg og kunne ikke ignorere den svage glæde, der sprang frem i mellemgulvet. Om han havde fortalt mig om nyheden eller ej, så viste han gennem brevene, at hans interesse for vores forhold ikke var helt død. Lykken var kort, eftersom jeg hurtigt blev mindet om nyheden endnu engang. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle bringe det op. Jeg sukkede, imens han fortalte, at han havde det på samme måde i forhold til brevene. Han snakkede om alt mellem himmel og jord. En ting der gjorde mig vred, det var, at mellem alle de ting han nævnte, der kunne han ikke finde tiden til at undskylde eller anerkende elefanten, der tydeligvis rummede imellem os.

”Tager du pis på mig, Louis?” udbrød jeg, hvorefter jeg satte mig brat op i sengen. Jeg havde afbrudt hans talestrøm, men det gjorde mig ikke noget. Hvordan kunne han? Havde vores venskab ingen yderligere betydning for ham? Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev helt afkræftet og trist til mode. Hvordan kunne han? 

”Hvad mener du?” udbrød han, hvilket næsten virkede som om, at han ikke havde forstået, hvorfor jeg var sur? Jeg slog med hånden ned i dynebetrækket.

”Hvad sker der? Du går rundt og gemmer på den største omvæltning i dit liv overfor mig? Hvorfor er det overhovedet nødvendigt? Jeg er virkelig skuffet. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan du kan leve med dig selv og din egoistiske opførsel,” udbrød jeg med vrede i stemmen. Han kunne ikke være hans opførsel bekendt.

”At jeg skal være far? Hvis du virkelig mener, at den nyhed har taget hårdest på dig, så synes jeg, at du skal sætte dig i mine sko, Liva. Jeg ved godt, at du måske føler dig overset, men har du prøvet at overveje, hvorfor?” hans stemme hævede sig, hvilket gjorde mig helt stille. Han havde aldrig hævet sin stemme før på den måde. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere, og inden jeg vidste det, så havde mine fingre rørt min skærm og smækket røret på. Det kriblede i mine fingre, og mit hjerte pumpede stærkere end nogensinde. Jeg orkede ikke flere tomme undskyldninger, men alligevel kunne mit hjerte ikke tage, at jeg nu var uvenner med ham. Han havde en kæmpe betydning for mig, og det gjorde ondt, at han ikke ville snakke med mig om forvaltningen.

Det gjorde også, at jeg fik en ide, som til mange ville virke uforståelig, men jeg havde brug for at se ham. Jeg havde brug for at få en forklaring på, hvorfor han havde handlet, som han havde. Jeg bestilte derfor den hurtigste flybillet, hvorefter jeg begyndte at pakke. Imens informerede jeg Lucas og min far om min nødvendige mission, der forhåbentlig ville lykkedes.

***

Bilen blev parkeret tæt ved indgangen til Bank Stadium. Jeg havde været i kontakt med Charlotte, Louis' søster. Hun sagde, at jeg bare skulle blive sat af ved indgangen til Bank Stadium, også ville jeg blive hentet der. Det var tidligt om morgenen, men folk stod allerede i kø, eftersom de ville have de bedst tænkelige chancer for at komme tættest på One Direction i aften. Jeg havde kun en tanke i hovedet, og det omhandlede Louis' og mit telefonopkald tilbage i London. Jeg havde efterladt min tvillingebror med alt ansvaret, hvilket gav mig en masse dårlig skyldfølelse i maven, men dette var noget, der skulle gøres. Louis var i mine øjne en ven, som jeg til hver en tid ville kæmpe for. Jeg takkede den venlige chauffør i taxaen og betalte for turen, hvorefter jeg hurtigt fik øje på en golfvogn, hvor chaufføren holdt et skilt oppe med mit fuldenavn. Jeg smed bagagen på golfvognen, hvorefter han satte kurs mod, forhåbentlig, nogen jeg kendte. Vognen stoppede på en afspærret plads, bag ved arenaen. Charlotte kom gående imod os.

"Hej Li" udbrød hun, hvorefter jeg trådte af vognen og vi gav hinanden et kram. Louis' søskende havde altid været som mine egne, og mine som Louis' egne. Vi var én stor familie, når det galt min far og deres mor. De var ikke sammen, men som bedstevenner kunne man snildt have en sammenbragt familie med tretten børn involveret. Hvis det altså stod til min far og deres mor. 

"Hvor kan jeg så finde din umulige bror henne?" spurgte jeg grinende. Hun smilte bare, hvorefter hun pegede hen på en bus kun få meter væk. Charlotte fik manden til at sætte bagagen af henne ved Louis' bus. Det var ret fornemt.

"Han har været muggen lige siden I snakkede sammen. Han fortryder, at han ikke snakkede med dig. Han fortalte, at det var fordi, at din mening om ham havde en kæmpe betydning for ham, og han vidste vel godt, at når du fandt ud af barnet, så ville du kunne lægge to og to sammen, ligesom alle os andre, der har afrundet grundskolen," hun smilte forsigtigt til mig, hvorefter hun trak på skuldrene. Mens vi havde snakket, der var vi endt ved hans bus. Jeg havde svært ved at opfatte, at jeg virkelig havde rejst så langt for ham, men det virkede som om, at han alligevel godt kunne bruge en bedsteveninde. Om han så ville indrømme det eller ej. 

"Tusind tak, C" smilte jeg, da døren til bussen åbnede. Jeg tog min sportstaske, mens jeg bevægede mig ind af den smalle dør med min brede taske.

"Hvem er det?" Louis' stemme lød endnu engang genkendelig, og den kom fra sofaen, mens han spillede PlayStation. Han lå med ryggen til, og var iført intet andet end et par boksershorts, samt et par fodboldshorts, og en kasket. Ømt syn. 

"Liva" udbrød han højt, da han skimmede min figur. Han fløj op af sofaen, hvorefter han høfligt tog min bagage og smed det på den anden tomme sofa, der befandt sig langs den modsatte væg end den han havde siddet op af. Både hans øjne, kæbe og ansigtsudtryk kunne grines af.

"Du er overrasket," kommenterede jeg, mens jeg trods vores status ikke kunne lade være med at smile. Han stod fastsømmet til hans spot i få minutter, hvor han slugte overraskelsen. Derefter satte han kursen mod mig, og signalerede, at et kram ville gøre underværker. Han var trist og forvirret. Jeg kunne sagtens læse hans blik, så jeg kunne ikke gøre andet end at holde om ham. Han betød for meget til, at jeg kunne skælde ham ud.

"Undskyld, ven" mumlede han, mens han holdte om mig, og jeg holdte om ham. En ting som vi havde haft brug for. 

"Det går vel," smilte jeg, hvorefter han trak sig væk. Sådan stod vi i lang tid. Inderst inde vidste jeg, at det kommende skænderi mellem os var nødvendigt for, at vi kunne komme videre, samt igennem denne situation. Jeg havde dog ikke hjerte til at skubbe ham væk fra krammet. Desuden var hans kram et af de bedste jeg længe havde fået. Siden mit brud med Jason, så havde hele mit liv omhandlet min familie. Så det var rart at vide, at Louis stadig gad mig.

"Hvad laver du dog her, Liv?" Louis gjorde plads på sofaerne, så jeg sad på den ene og han på den anden. Stilheden mellem os fangede mig, trods at jeg snildt kunne høre musikken fra højtalerne på bussen. 

"Hvad jeg laver Lou? Lad os se," mumlede jeg frustreret, eftersom han endnu engang ikke selv kunne tage sig sammen til at indse det problem, som der var imellem os. Nok havde han ikke fortalt mig nyheden, men hvis hvad Charlotte sagde, rent faktisk var sandt, hvorfor kunne han så ikke indrømme det overfor mig?

"Du undlader at fortælle mig, at det største rygte nogensinde skabt omkring dig, samt den største omvæltning for dig, rent faktisk er sand, så ringer jeg tydeligvis for at vi kan snakke om det, og du afviser, at det har været din fejl. Er vi ikke venner længere?" Jeg kiggede fortabt på min bedsteven, der ikke kiggede på mig. Han legede med hans fodboldshorts, men jeg vidste, at han tog imod alle ordene.

"Jeg er skuffet, trist til mode og sur over, at jeg ikke må være en del af den glæde, eller den forvirring, som du går igennem," fortsatte jeg forvirret.

"Hvis du ikke forstå, hvorfor du netop, som den eneste person i hele verden, endnu ikke havde fået et personligt opkald, så ved jeg sgu snart ikke, om vi er venner... mere," udbrød Louis med en halv råbende stemme. Han slukkede for fjernsynet, da en halvfærdig kamp i FIFA ikke virkede til at friste ham nu.

"Hvad mener du, Louis?" jeg kiggede spørgende på ham. Hvad mente han præcist med den udtalelse? Skulle den gavne, kunne den gavne?

"Du bliver altid så pisse stædig," mumlede jeg, hvilket fik ham til næsten at boble over. På mange områder vidste både Louis og jeg hvilke knapper vi skulle nærme os, hvis det skulle koge over hos en af os.

"Ved du hvad, Liva? Det har været den hårdeste nyhed at sluge, den største omvæltning at skulle stå overfor, men jeg har ikke sagt noget, da jeg hverken har villet bekymre dig hjemme i London, og det du har kunne udrette hjemme fra London har været minimalt," svarede han udmattet. Udmattet over, at jeg ikke ville høre efter. Men jeg prøvede så hårdt at forstå hans mening med det, men jeg kunne ikke forene mig med hans ideer. Det var komplet umuligt.

"Jeg håber du kender mig godt nok til at vide, at hvis jeg havde fået det opkald, så havde jeg været på vej med det samme. Som du jo kan se nu," mumlede jeg forsvarende.

"Det vidste jeg ikke, men du kan stadig ikke være det bekendt. Jeg har ikke sagt noget, da du er den hårdeste af dem alle. Dig af alle mennesker kan jeg ikke skuffe, og det der er sket, det er en kæmpe skuffelse i sig selv. Du ligger to plus to sammen ligesom resten af verden, og jeg var bange for at blive hængt ud af min bedsteveninde, Liva. Du har altid snakket så åbent om, at bedrageri og utroskab er det værst tænkelig i et forhold. Nu har din, bedsteven begået sådan en ting. Hvordan kan du nogensinde tilgive mig?" Louis brød sammen. Foran mig. Hans krop kollapsede i sofaen, mens han holdt hænderne op for hovedet. Jeg stod klistret til gulvet, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Var jeg virkelig så dømmende?

"Jeg havde aldrig tænkt på det, på den måde," sagde jeg sagte efter noget tid. Jeg satte mig ned ved siden af ham, hvorefter jeg lagde en arm om ham, og knugede hans forvirrede krop indtil mig. "Det er langt fra din skyld, Liva, og du må væmmes ved tanken om mig lige nu. Du har alt god ret til at smutte igen, og din holdning om utroskab er en vi alle burde have," han kiggede undskyldende op på mig. Det værste var, at jeg langt fra kunne forlade ham. Han betød så alverdens meget for mig.

"Jeg kunne bare ikke forlade Briana og babyen. Det ville have været for kynisk. At se, samt realisere Eleanors reaktion, det var det værste mareridt, som jeg egentlig bare havde håbet på var en kort illusion, men hun forlod mig, og det gør stadig pisse hamrende ondt, men jeg må indse, at fremtiden for hende og jeg blev ødelagt af mig selv. Men situationen med Briana og vores lille datter eller søn, den minder mig om noget andet, og du ved, at det er noget, som jeg aldrig ville kunne stå inde for," han kiggede på mig, og jeg var lykkelig over, at han endelig åbnede sig op overfor mig.

"Jeg ved det godt, Lou. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er skuffet, men jeg ved du fortryder dine handlinger, den aften, men samtidig skal du med god grund glæde dig. Det forandrer vel din verden til det bedre." Han smilte forsigtigt til mig, hans humør var ved at vende. Det fik mig til at smile.

"Jeg kan slet ikke vente med at møde den lille person, Livs" sagde han efter stilheden havde fanget os endnu engang. "Og jeg vil gerne have, at du skal være en del af hele oplevelsen, eventuelt vær' min nye lille babys gudmor," han kiggede på mig med tilgivelse. "Det kræver lidt du tilgiver mig for at have været en kæmpe idiot, men tilbuddet er dit," endnu engang spejdede hans øjne efter mine. Jeg smilte over, at tilbuddet var vendt mod mig.

"Ja, selvfølgelig, da. Jeg vil med glæde være din babys gudmor, og du er, selvfølgelig, også tilgivet," svarede jeg, hvorefter vi gav hinanden et kram igen. Han holdte mig tæt indtil sig, og jeg ved ikke, hvad det gjorde ved mig, men det eneste jeg vidste, det var, at denne følelse havde jeg ikke bidt mærke til siden, at jeg var sammen med Jason.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...