Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
18815Visninger
AA

6. Baby, you’re my boat

Louis’ synsvinkel

Der var ikke gået lang tid, så var Liva gået kold. Hun var ankommet tidligt på morgenen, og jeg havde en koncert senere på dagen her i Baltimore, som hun gerne ville overvære. Jeg havde givet hende soveværelset bagerst i bussen, hvor jeg så havde invaderet sofaerne. Mens hun sov, der havde jeg fisket det tredje brev frem, som jeg ville læse. Jeg ville hellere gøre det uden, at hun kiggede på. Med de to første breve havde jeg på fornemmelsen, at oplevelsen kun ville bliver mere og mere intens og personlig. Så i stilheden og roen hev jeg kuverten op, hvorefter jeg trak det hvide papir op med den efterhånden meget genkendelige håndskrift.

Hey, I’m there for you, babe! Always and forever!

Dette brev bliver ikke let for mig at skrive. Emnet indebære en periode i mit liv, der mildest talt var den mest forfærdelige. Du var en af de eneste, der kunne komme indtil mig. Jeg husker tydeligt, da vi var fanget i bilen midt på motorvejen. Mit liv stod stille, og jeg kan tydeligt huske det tomme blik fra hende. Det var tydeligt, at der ikke var noget at gøre. Mens jeg lå ved siden af min mor, der lå Lucas, Haley og Mason på bagsædet. Jeg husker tydeligt Masons udtryk i ansigtet, han frygtede, hvad der skulle ske eller han frygtede det, der var sket. Vi kolliderede mit i krydset nær Bawtry Road med en anden bil. En bil der var kørt overfor rødt. Det hele gik så ufatteligt stærkt, at det egentlig virker, som en hændelse sket i et andet liv. Det værste ved ulykken var, at jeg ikke gik i chok eller mistede bevidstheden. Det kan virke mærkeligt, men det er forfærdeligt, at jeg kan huske det hele så klart.

Haley og Mason kan intet huske, mens Lucas og jeg kan opridse hele ulykken ned til mindste detalje. Vi sad længst væk fra den side, hvor bilen smadrede ind i. Det var Haley, og min mor, der pådrog sig de fleste skader. Jeg husker min mors tomme blik, jeg vidste, at hun var død på stedet. Mens jeg lå fastklemt kunne jeg pludseligt både se og høre min far udenfor bilen. Han havde været i bilen bag os på vej hjem fra min farmor. Han var kørt sammen med mine to yngste søskende, Mila og Noah. Mit hjerte slog hårdere, og tårerne løb ned af mine kinder i samme øjeblik jeg så min far.

”Lucas,” råbte han, da han så, at Lucas prøvede at løfte Haley over Mason og ham.

”Far, Haley og Mason trækker vejret, men de svarer mig ikke,” han kiggede ud på min far, og hans stemme afslørede min alvorligt paniske bror. Det lykkedes dem dog at manøvre både Mason og Haley ud af bilen. Hvordan aner jeg ikke. Han havde taget imod dem og jeg så, at redningsmændende tog over, da de ankom. Den eneste måde at jeg kunne se min far, det var, da han kom ned på knæ ved siden af bilen. Hvilket han også gjorde. 

”Hvad med Liva, og mor?” Selv min far lød en anelse panisk i hans stemme, men jeg havde dog aldrig set ham holde hovedet koldt på den her måde.

”Jeg er okay, far” fremstammede jeg. Jeg havde ikke sagt et ord før nu, men jeg ville væk. Væk fra dette mareridt. Lucas, tværtimod, tog min mors puls. Den var væk. Jeg husker tydeligt, hvordan vi havde kigget på hinanden. Et uvidende, men afklaret blik. Der var ikke meget at gøre. Det værste tænkelige øjeblik i mit liv. Jeg havde taget hendes hånd. Kroppen var allerede iskold, ligesom blikket.

”Kan I komme ud?” lød det fra en redningsmand denne gang. Lucas kiggede på mig, hvorefter han fik mig om på bagsædet, for derefter at jeg kunne kravle ud til min far igennem det bristede vindue. Glasskårene var farlige, men jeg var ligeglad. Det gjorde ondt, men jeg ville bare væk fra dette mareridt. Lige efter mig kom Lucas ud, næsten uskadt. Jeg forstod det ikke. Min far omfavnede os begge to. Jeg så sjældent Lucas græde, men denne gang løb en tåre ned af hans kind.

”Er der flere derinde?” råbte en redningsmand.

”Vores mor, men jeg tog pulsen, og jeg fandt ikke nogen,” hans stemme knækkede over. Redningsmændene fik pludseligt travlt, da Lucas sagde det. Min far lagde en beskyttende arm om Lucas, og det var tydeligt, at min far kun havde tanken på mine to andre søskende. Der var væsentlig mere ramt af ulykken. 

”Er de okay?” spurgte Lucas mumlende. En redningskvinde kom hen og bandt min venstre hånd ind. Den var skadet, men det var ikke noget, der ikke kunne vente.

”Jeg ved det ikke,” udbrød min far sukkende. Det var kun indtil, at en redningsmand kom løbende mod os. Hans blik forklarede alt, og selv redderen var bekymret.

”Hvem er far til Haley Henderson?” Min far løb i samme sekund mod lægen, hvorefter min far nåede at bede Lucas om at tage med Mason til hospitalet, mens jeg fik æren af at passe Mila, samt Noah. Jeg blev forvirret, men måtte også holde hovedet koldt for mine søskendes skyld. Ambulancerne satte i kræft, da både Lucas var hos Mason, og min far hos Haley. Han havde sagt, at din mor var på vej. Han havde ringet til hende, da han havde set bilen. Han havde allerede regnet med konsekvenserne af et biluheld som dette. Hele krydset lignede på nuværende tidspunkt en krigszone, men jeg blev afbrudt af Milas skingrende skrig. Hun var bange, ikke særlig gammel og alene. Mila og Noah kunne tydeligt fornemme usikkerheden hos os andre. Jeg takkede den fremmede, der havde været hos dem, men tog derefter Mila op i min favn. Jeg drejede hende væk fra bilerne. Imens jeg stod med hende mod min krop kunne jeg overvære, at de skar min livsløse mor fri. Tårerne løb ned af mine kinder, men det var lydløst. Jeg prøvede med alt jeg havde at trøste lille Mila. Og det var dér, at din mor og dig reddede mig, Louis.

Brevet havde fremtvunget tårerne. Noget jeg ellers ikke normalt viste. Min krop rystede ustyrligt. Alt den smerte min bedsteveninde havde oplevet virkede umenneskeligt. Hun havde siddet ved siden af sin mor, mens hun var afgået ved døden. Ufrivilligt. Jeg havde så megen respekt for hendes far, hvordan kunne han holde hovedet koldt? Det hele virkede så uvirkeligt, men jeg var så glad for, at jeg havde kunnet være der for dem. Den familie fortjente intet andet end gode, samt positive hændelser fra nu af.

Din mor kom løbende og tog sig af Noah, der trods larmen, sov. Hun fik børnesæderne ind i jeres bil. Imens tog du dig så godt af både Mila og jeg. Jeg er dig så taknemmelig. Dit tag med børn har aldrig svigtet, men den måde du behandlede Mila på, det varmede mit hjerte. Og jeg husker det stadig, tydeligt. Det var trods alt en positiv oplevelse fra den dag. Din mor kørte først hjem til os, hvor I hjalp pakke tøj til dem alle sammen, og jeg fandt tøj til mine søskende, samt far. Alle de tasker proppede vi i bagagerummet, også vendte vi snuden hjem mod jer. Du havde lovet, at du ville køre med på hospitalet, men ville sætte din mor, Mila og Noah af hjemme hos dig. De ville være i trygge hænder og under roligere omgivelser.

Hospitalsturen var straks værre. Haley lå på intensivafdeling, mens Mason var vågnet uden yderligere skræmmer, men i en choktilstand. Haley havde brækket en arm, samt mistet tonsvis af blod og lå på dette tidspunkt i koma. Det var også her, at min mors død blev konstateret. Lucas, Mason, min far og jeg havde sagt farvel. Haley havde ikke chancen for at sige farvel, hvilket stadig idag kan gøre ondt inden i. Hvordan er det rimeligt, at kun nogen af os fik sagt farvel? Trods afskeden, så føler jeg stadig en stor tomhed i hjertet. Pointen er, at du var der for mig hele natten. Du kørte ikke engang selv hjem, og da min far tvang mig hjem, der tog vi Lucas, samt Mason med hjem til dig. Vi skulle absolut ikke sove alene, og jeres stue blev forvandlet om til én stor sovesal. En ting jeg håber var okay. Vi maste os sådan på. Alle sammen. Min far sad fortsat ved Haleys side. Ikke én eneste gang havde han ladet tårerne løbe, men jeg kendte ham nok til, at mens vi lå hjemme hos dig, Louis, så lå min kære far på hospitalet med hånden om Haleys og tårerne dannede langsomt en pøl ved siden af sengen.

Don’t be a stranger

Much love

Jeg tog øjnene væk fra det afsluttede brev. Det havde taget hårdt på mig, eftersom mine øjne var svagt tågede. Brevet havde efterladt mig med en mærkelig følelse. Det fik mig til at trave fra sofaen ned bagerst i bussen. Dér hvor hun på nuværende tidspunkt indhentede søvnen. Hun lå op af væggen, så jeg lagde mig ved hendes side. Jeg fandt hendes hånd. Oftest ville folk misforstå denne situation, men Liva og jeg var bedste venner, så ikke selv noget som at holde i hånden kunne røre os. Jeg gik endda så vidt, at jeg lagde armen om hende, så hun kunne placere sit hoved på mit bryst. Hun smilte forsigtigt, hvilket fik mig til at smile. Det gik derfor også op for mig, at når hun var glad, så var jeg glad. Hun mumlede noget i søvne, som jeg ikke fik fat på, mens stilheden krøb indover os endnu engang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...