Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
19034Visninger
AA

14. All these lights, they can’t blind me, with your love, nobody can drag me down

Louis' synsvinkel 

Liva og jeg havde været tidligt oppe, da vi skulle gøre klar til en kort flyvetur fra New York til Montreal. Hotellets lobby var fyldt med kufferter, poser og andre opbevaringsremedier, eftersom vi var en stor håndfuld mennesker, der snart ville blive hentet, da vi skulle ud til lufthavnen i god tid.

Vi havde sammen fået vores ting ned fra værelset og trods at jeg havde spurgt, om jeg skulle bære Livas gavekuffert nedunder, så betroede hun sig ikke meget til mine styrkeevner. Ifølge hende kunne jeg næppe få en kuffert ned uden yderligere skræmmer.

”Louis, pas på” og ”du skal være forsigtig,” havde hun nævnt op til flere gange. Nu stod den her, og hun brokkede sig ikke længere, så vi vandt alle. Hun havde det med at forkæle dem, som hun elskede højst, og derfor var der gaver til familien i store mængder, når vi kom hjem til London. Jeg plantede mig ved siden af hende i en sofa, mens vi ventede på chaufførene, der snart ville komme.

”Jeg er begyndt at kigge på hus i Los Angeles,” sagde jeg idet jeg fangede hendes opmærksomhed. Hun lagde sin telefon fra sig, hvor fik kun fik et glimt af hendes samtale med hendes familie. De havde ligeså en fællessamtale, som vi havde i min. Det var en genial løsning når alle var spredt udover alle verdenshjørner. Gad vide hvad mine søskende lavede lige nu?

Liva smilte bare til mig som svar på min påstand. Jeg vidste, at vi var nødsaget til at skulle konfrontere emnet, for jeg i starten skulle jeg ikke tilbage til London. Eftert turneen ville jeg bruge den korte tid på at falde til i et hus i Los Angeles udelukkende for at være så tæt på mit kommende barn som muligt.

”Måske skal vi tage den på et andet tidspunkt,” mumlede Liva, hvorefter hun rejste sig op. Lottie havde spurgt, om hun ville med hen og købe noget morgenmad med på turen til lufthavnen. Jeg rullede med øjnene, eftersom jeg godt kunne fornemme, at hun ikke havde den bedste dag. Hendes energi viste en form for afmagt og jeg vidste udemærket godt at det var savnet til hendes brødre, søstre og far, der spillede en stor rolle. På disse dage kunne Liva godt være en udfordring og jeg vidste at det selvfølgelig også forekom omvendt, så jeg rystede følelsen af mig, selvom det gjorde mig trist, at Liva var trist.

Der gik ikke lang tid før at vognene holdt på stribe udenforan hotel indgangen. Fortovet var fyldt med ivrige fans, der ventede på anerkendelse og opmærksomhed. Med Livas humør i tankerne havde jeg ikke den store lyst, men oven i kunne de være grunden til at jeg fik mere energi. Lottie og Liva kom småløbende tilbage med mad i favnen. Det fik mig trods vores pressede stemning til at grine af dem. To store madelskere.

”Undskyld” Livas skæve smil fangede mit blik, og hun overrakte mig en pose med hvad der lignede en form for morgenmad, samt en kop kaffe. Jeg kiggede hende i øjnene, hvorefter jeg kyssede hende på hendes bløde læber. Varmen fra hendes læber sitrede, da vores læber mødtes.

”Du kunne have slået mig, og vi ville være okay” grinte jeg mod hendes læber.

***

Liva sad ved vinduet og jeg ud til gangen. Det var Liams privatfly, som vi sad i. Der var fyldt godt op med mennesker, og derfor sad vi alle godt presset herinde, men vi skulle ikke tilbringe mere end  halvanden times tid her, så det hele skulle nok gå. Jeg rakte ned i min rygsæk, hvor jeg hev en kuvert op. Liva blundede ved min side, og det lignede resten af flyet også tog flyveturen til at få sig en powernap. Jeg kunne ikke lade være med at beundre Liva, når hun lå med hendes hoved på min skulder. Jeg valgte dog at fokusere på brevet, som nu var foldet ud i mine hænder

Hey, I’m there for you, babe!

Always and forever

Dette minde er et af de minder, som jeg bare gerne vil have i min glemmebog. På nogen områder. Den dag var til at starte med det største mareridt i min ”fodboldkarriere.” En kamp der afgjorde, om vi rykkede op i den bedste række eller om vi ville forblive en del af anden bedste række i England. Jeg spillede dengang fodbold på højt plan, og gør det jo så vidt jeg kan stadigvæk. Kærligheden vi har til sporten sammen er blot én af de ting, som jeg holder ufatteligt meget af. Jeg kan huske mange skønne timer, hvor vi har taget Mason med til fodboldkampe. Han er dig taknemmelig for, at du har kunne give ham adgang til nogle af de bedste fodboldkampe i Manchester. Jeg ved du glæder dig til, at du kan tage din lillebror med til nogle fodboldkampe, når du kommer hjem.

Det at hun nævnte min lillebror, Ernest, fik mig til at tænke på både ham og hans søster. De betød meget for mig, og især Ernest, fordi han var den første dreng efter mig. Altså var jeg berriget med en lillebror, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Trods det, så vidste jeg, at jeg ville gå glip af deres opvækst, og ville ikke være en del af deres barndom, som jeg havde været med Charlotte, Felicite, Phoebe og Daisy, men jeg ville gøre alt for, at vi i det mindste blev en lille del af hinandens hverdag. Nu med en søn eller datter på vej glædede jeg mig også de dage, hvor jeg kunne tage dem med til fodbold og vise dem de ting, som jeg holdte af.

Jeg husker, at jeg havde forberedt mig på, at jeg ville ankomme tidligt til den lokale klub, og omkring to timer før kampstart stod jeg nede i klubben. Det var kun inde i restauranten og kiosken, at mennesker bevægede sig stresset rundt. Det var en stor kamp i Doncaster, og der sad sponsorer til aftensmad inden kampstart. Jeg havde endnu ikke været inde og hilse på køkkenpersonalet, men det ville jeg gøre senere. Egentlig havde jeg aldrig forventet, at den dag ville ende, som den gjorde. Nok havde jeg forberedt mig selv på, at der var en stor risiko for, at vi ikke kunne gå videre. Især fordi de kunne nøjes med at spille uafgjort med os, hvor vi havde brug for en sejr. Vi spillede mod Derbys kvindehold, der ligesom os havde overrasket med vores niveau i år. Selvom forventningerne aldrig havde været så høje, som de havde den dag, så kunne jeg ikke lade være med at smile, da jeg før alle andre spillere luntede rundt på træningsanlægget. Jeg havde taget et par bolde med, så jeg kunne blive tilpas varm inden det gik løs. Desuden kriblede det i min krop, og når jeg havde bolden foran mine fødder, så kunne jeg slappe af.

Jeg husker tydeligt, at jeg løb rundt alene på plænen. Foruden lå der en kæmpe overraskelse foran mig. En overraskelse der gjorde mig tredive gange mere nervøs. Der blev råbt efter mig, og jeg kunne ikke lade være med at stoppe brat op med bolden, der trillede et stykke væk fra mine fødder, da jeg fokuserede på den let genkendelige stemme. Da jeg drejede mit blik over min skulder mødte min syn en person, som jeg havde savnet med hele mit hjerte, og i første omgang virkede det hele en anelse uvirkeligt. Jeg blev dog hurtigt bekræftet i, at det virkelig var dig, Lou. Det resulterede derfor også i, at jeg overfaldte dig, mens du halvløb mod mig. Jeg var så betaget af, at du endelig var hjemme, at jeg ikke lagde mærke til, at du havde medbragt halvdelen af dine venner. Liam, Sophia, Eleanor og Niall.

Hvordan de kunne blive ved med at holde dig ud, det anede jeg ikke.

Jeg rystede på hovedet over hendes sidste kommentar, hvorefter jeg kiggede på hende. Jeg beundrede hendes dybe vejrtrækninger, som jeg ikke følte mig det mindste irriteret af. Trods det var jeg overbevist om, at hvis det havde været hvilken som helst anden, så havde jeg allerede børstet personen væk fra min skulder. Jeg holdte ufatteligt meget af hende, at det næsten gjorde ondt i maven. Tanken om måske at miste hende var forfærdelig, derfor læste jeg hurtigt videre, så jeg ikke havde den skrækkelig tanke tattoveret henover mine nethinder.

Her var jeg. Kampen var fløjtet af, og jeg kunne ikke lade være med at beundre den store passion og tilråbene, der kom fra alle tilskuerne. Bolden var i spil og jeg formåede da gennem hele kampen af få sat hele to bolde i nettet. Ligeledes lykkes det Derby at komme op på siden af os, så vi i de sidste minutter af kampen måtte indse, at vi ikke kunne slå hinanden på almindeligvis. Jeg husker det sidste minut som kaotisk, da Emma, vores offensive midtbanespiller, nåede at assistere mig med et langskud. Placerende i feltet blev mine ben fejet væk under mig af deres målmand. Jeg må indrømme, at jeg så fordelen og jeg tog den. Helt uden smerte var det ikke, men jeg spillede på den. Det resulterede i, at vi fik det nødvendige straffespark i 86’erne minut. Ikke nok med jeg havde fået os fordelen, så var jeg også personen, der skulle sparke. Uden at tænke for meget over hvad der stod på spil, der fik jeg hentet bolden til mig, og jeg placerede den på pletten, mens jeg snildt kunne fornemme publikums intensitet og aggressivitet.  Ivrigt lukkede jeg alt støjen ude og jeg ventede kun på at dommeren ville blæse i fløjten. Kort havde jeg øjenkontakt med målmanden, der så ud til at fokusere ligeså meget som mig.

Forsigtigt løb jeg mod bolden og skød, som jeg havde planlagt. Bolden fløj og verden stod stille, som var hele denne seance en utrolig dårlig hollywood film. Jeg turde dårligt kigge, men da jeg så målmanden juble, der kunne jeg mærke, hvordan mine skuldre faldt ned om mig. Min krop kunne næppe holde sig oprejst, og pludseligt fandt jeg mig selv på jorden. Så lang som jeg var. Mine medspillere kom hen til mig og gav mig et klap på skulderen.

Idet mindste blev jeg anerkendt, trods jeg lige havde spildt vores chance for en tur til den bedste række. Mit hjerte eksploderede på stedet. Skuffelsen til mig selv har aldrig været større end den dag. Ja, jeg havde faktisk en enorm lyst til at opgive fodbolden i de minutter, timer sågar dage efter kampen.

Jeg holdt en pause, mens jeg denne gang kiggede ud på skyerne. Den skyfrie himmel fik smilet frem på mine læber igen, trods brevets intense og kedelige stemning. Dagen havde været absolut forfærdelig for hendes vedkommen. Ja sågar for hele min hjemby, der interesserede sig for kvindeholdet. Det var der mange der gjorde det år, netop grundet deres successen de havde inde på banen. Successen stoppede heldigvis ikke den dag, men Liva havde mistet troen på sig selv, og kærligheden til sporten tog meget overtalelse før at hun indså, at ét sølle straffespark aldrig måtte slå hende ud af kurs. Selv den dag i dag påskønnede jeg, at jeg havde kunne hjælpe hende gennem den tid. Især på selve dagen. Den havde været mere end mørk.

Alle var allerede gået i omklædningsrummet, tilskuerne var forduftet. Min træner, far, Lucas, Haley og min morfar havde ivrigt prøvet at tale mig på benene, men siden det mislykkede skud havde jeg ikke rørt mig ud af flækken. Jeg lå på plænen med lukkede øjne. Jeg var pinligt berørt helt ud til tåspidserne. Jeg husker tydeligt, at jeg havde ramt kulkælderen, da jeg igen kunne høre din stemme. Du havde spurgt, om jeg var okay. Jeg svarede dig ikke, og jeg værdigede dig ikke engang et blik. Jeg tilgiver aldrig mig selv. Især fordi du kom hjem på grund af mig, også kunne jeg ikke engang præstere i det vigtigste øjeblik. Men trods min stædighed og uhøflighed kunne jeg mærke, at du lagde dig ned ved siden af mig. Jeg havde lavet en kæk bemærkning om du ikke skulle tage dig af dine venner, og du svarede meget elegant, at det var jo netop det, som du havde igang. Jeg var din ven, jeg er din ven. Du tog mig i hånden og tog mig med over en trafikkeret vej. En vej jeg aldrig var kommet over uden dig, Louis. Du satte mig før din kæreste. Du satte mig før alt.

Jeg sætter også dig før alt.

Ikke engang migselv er vigtigere end dig.

Don’t be a stranger,

Much love

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...