Drag me Down ∞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Igang
Olivia Henderson og Louis Tomlinson kommer fra Doncaster. Byen har dannet rammen for både Livas og Louis' barndom. De kender hinanden gennem forældrenes kendskab til hinanden. Et venskab der synes at være givet videre til deres ældste unger. Lige siden Louis' deltagelse i det eftertragtede sangprogram, x-factor, der har Liva kæmpet for at forblive en del af Louis' liv. De seneste måneder har dog, især, sat sit præg på venskabet. Om det har været bruddet med Eleanor eller at Louis nu skal være far, der aner Liva intet om, dog er hun fast besluttet på, at hun ikke vil miste hendes bedste ven. Derfor beslutter hun sig også for at sende Louis en optimistisk gave.

Gaven indeholder 10 breve, der guider Louis gennem et venskab, der ikke er værd at tabe på gulvet. Men er Louis’ intentioner bare at bibeholde et gammelt venskab eller har han udviklet helt unikke følelser for hans bedsteveninde? Det er trygt at sige, at følelserne sidder uden på tøjet, og blomsterne vokser hurtigere end før.

49Likes
21Kommentarer
19154Visninger
AA

12. All my life, you stood by me

Louis’ synsvinkel

Koncerten igår havde været en af de bedre slags. Fansene havde været indlevende, samt havde drengene og jeg været usædvanlige entusiastiske, hvilket oftest var en perfekt blanding hvis en koncert skulle ende, som en af de bedre. Der var dage, hvor man intet gad, og scenen ikke just var drømmescenariet. De dage havde vi mange af, og især når vi var flere. Det var sjældent, at alt gik op i en højere enhed for alle, men det gjorde det igår.

Den havde været så god, at vi drenge havde fortsat med at hænge ud i Harrys bus efter koncerten. Det havde været ufattelig hyggeligt bare at hænge ud med mine bandkollegaer. De drenge jeg startede successen med. Det var ligeledes de drenge, jeg betragtede, som mine brødre. Trætheden fra igår var stadig bemærkelig, og derfor rullede jeg også forvirret rundt i min seng bag i min egen buss. De sidste uger havde jeg delt sengen med Liva, men hun var sporløst forduftet. Jeg regnede med, at hun havde plantet sig i sofaen, men da jeg skimtede min telefon for nyheder, fandt jeg svar på, hvorfor hun ikke længere var i sengen.

Jeg lokkede Liva med i byen, så jeg stjæler hende lige for nogle timer.

Min lillesøsters besked afslørede, at hun havde taget Liva med i byen, så nu var jeg efterladt til mig selv. Tidsfordriven havde aldrig været min yndlings beskæftigelse, så jeg tumlede ud af sengen, hvorefter jeg målrettet bevægede mig mod fjernsynet, så jeg kunne udfylde tiden med en omgang fodbold på min splinternye playstation. Da jeg faldt ned i stolen, der var købt til netop at sidde med en konsol i hånden og et fjernsyn foran sig, der faldt mine øjne på kassen, der stod på bordet ved siden af stolen. Kassen med brevene. Jeg var efterhånden begyndt at holde af hendes breve, også selvom det forhenværende brev ikke underholdte mig nær så meget, som de resterende breve havde været i stand til. Jeg måtte give det næste chancen. Det gjorde nemlig også, at jeg smed konsollen fra mig, hvorefter jeg åbnede kassen, og fandt brevet, hvor der stod: Sjette brev.

Hey, I’m there for you, babe!

Always and forever

Skolens brede gange omfavnede mig. Det var Doncasters største skole, og for mig virkede gangene til at være et symbol for hele min skolegang, uendelig. Jeg havde aldrig været stor fan af skole, lektier og koncentration. Trods dette, så var jeg klar over, at det var disse ting, der ville gøre, at jeg ville få en nemmere fremtid. Hvis jeg ikke knoklede hårdt for fremtiden, så ville jeg ikke blive belønnet. Tværtimod hvis jeg arbejdede hårdt, så ville jeg være i stand til at få en god karriere. Men tilbage til hændelsen, der for evigt har fået mig til at hade skolen, og vores klasse tilbage dengang. Jeg husker tydeligt, at vi havde matematik (hvilket jeg aldrig har været en haj til). Vores matematiklærer fangede mig på et dumt tidspunkt. Den dag er jeg med på, at mit svar var umodent og fuldkommen latterligt. Hvordan kunne jeg have svaret så dumt, til et så enkelt og basalt matematik spørgsmål? Jeg kan ærge mig for evigt, men jeg kan intet gøre ved det.

Hele klassen grinte, og det var sådan det fortsatte. Flere uger efter. Folk havde vel set sig ondt på mig, og pludseligt handlede de, når de kunne. Når jeg gav dem lov til at svine mig til, så var du der. Du var der altid til at passe på mig, og du handlede selv med det samme. Du tog fat i vedkommende, og folk stoppede efterhånden, som du fik skabt dig et helt bestemt budskab på skolen.

Jeg husker svagt, at du, selvom jeg bedte dig om at stoppe, blev ved med at konfrontere gud og hver mand. Dem der sårede mig fik et personligt visit af dig. Jeg er dig i dag taknemmelig for, hvad du gjorde. Du fik mig ud på den anden side uden at det gik helt galt. Du fik mig altid til at smile, også selvom der var dage, hvor alting føltes ubeskriveligt hårdt.

Jeg er dig evig taknemmelig (også selvom jeg nogen gange glemmer at fortælle dig det).

Trods mine udfordringer i skolen med at passe ind, så har jeg dog stadig minder om os to. Vores venner, og de skønne tider. Der var de lange pauser, hvor vores samtaler i skolegården kunne rumme alt mellem himmel og jord. Det var dig, der introducerede mig til dem. De fleste altså. Det var indtil jeg startede i fodboldklubben, at jeg betragtede mig selv som Palle alene i verden.

Jeg ved, at jeg havde dig ved min side, og at jeg altid kunne bruge dig, men sommetider manglede jeg åbenbart accept fra flere end bare dig (og nej, du er ikke bare dig, men sådan havde jeg det dengang, og jeg er bare ærlig).

Idag er der ikke andre end dig jeg vil have skal være ved min side. Du har været alt og ingenting de sidste mange år, og det skal forhåbentlig aldrig ændre sig. Jeg går oprigtigt og savner dig herhjemme. Derfor glæder jeg mig også koloenormt til at have dig ved min side igen. Min lejlighedsdør står altid åben for sådan en som dig, det er også ved at være lang tid siden, at du sidst har set den. Men den står der altså stadig endnu, ven. Den venter på dig (og en anden venter også på dig,men det er okay, hvis det er lejligheden, du foretrækker).

Don’t be a stranger,

Much love

Jeg grinte for mig selv over, hvad hun havde tilføjet til sidst, som var det lejligheden jeg heller ville se end hende. Da grinet forsvandt fra mine læber kunne jeg ikke lade være med at tænke over hendes lejlighed. Sidst jeg så den havde den været tom. Hun havde været en af de heldige studerende i Doncaster, for ikke mange havde fundet en lejlighed til den pris så tæt på skolen. Trods at hendes lejlighed havde været et røverkøb for Liva, så var det ikke derfor, at jeg ville besøge lejligheden. Det var udelukkende pigen, der boede derinde. Jeg ville være en del af hendes hverdag, og dermed skabe vores egen hverdag, sammen. Intet ville gøre mig gladere.

Det var sjældent, at jeg fik den her lyst, men jeg besluttede mig for at efterlade konsollen på gulvet, hvorefter jeg hev en blyant frem. Jeg satte mig ned ved bordet i bussen. Det blanke, hvide papir lå foran mig. Jeg var inspireret. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen med papiret? Følelsen kom svømmende indover mig, som havde jeg fundet inspiration til et nyt hit.Hvad skulle jeg bruge det til? Bandet var ved at gå en længere pause imøde, og hvor ville jeg så få skabt realitet i mine ord på papiret foran mig?

En ide kom til mine tanker, og det var her, at jeg elegant lod blyanten møde det ensomme papir. Jeg smilte forsigtigt, imens jeg varsomt tilføjede og dannede sætninger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...