Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26769Visninger
AA

14. kapitel tretten

  

 

 

Kapitel 13

Terrassens brædder knirker, da vi sætter os ned foran hoveddøren. Jeg kan høre onkel Bo grine højt omme fra terrassen.

”Hvorfor kom du ikke i går?” Mads sukker.

”Det gjorde jeg da også.”

”Jeg ventede på dig i mega lang tid.”

”Du hyggede dig da meget godt med hende blondinen.” Min mave føles som en kødhakker.

”Hvad?”

”Så behøvede du ikke mig.”

”Du ku sgu da godt være kommet!” Mads hæver stemmen.

”Jeg var der! Du hilste på mig!” Og lidt mere, tænker jeg.

”Hvad snakker du om?”

Jeg ryster på hovedet. ”Du kan ikke huske noget af det, kan du vel?”

”Huske hvad?” Mads lyder forvirret. Han klør sig i håret.

Jeg sukker. Laver et kryds i et myggestik på mit lår. Min cowboy shorts er trævlede. Det er ved at blive mørkt. Overalt kan man høre cikaderne.

”Hvad så nu?” Mads lyder opgivende.

”Jeg ved det ikke.”

”Nej,” Mads rejser sig brat op. ”Men hvem skulle så vide det hva?” Så går han.

Hvorfor er det ham der går? Det burde være mig, der gik. Det er ham, der er klam og ikke klam på samme tid.

Jeg bliver siddende på kanten af terrassen i så lang tid, at jeg kan overvære Mads snige sig gennem hækken, for at komme hjem. Hvis jeg ikke sad her, var han gået den her vej. Den rigtige vej.

Jeg tænker på første gang, vi mødtes. Vi kunne ikke udstå hinanden. Han skred fra mig, præcis som han gjorde i aften. Måske er det bare sådan, han er. Selvfølgelig er det sådan, han er. Det vidste, inden jeg overhovedet havde mødt ham. De ting Lola og Emil sagde, burde have været advarsel nok.

Jeg sukker. Aldrig bliv forelsket. Aldrig bliv forelsket i en som Mads. Aldrig. Aldrig. Aldrig.

Jeg beslutter mig for at gå en tur. Vindene får træernes blade til at bevæge sig i takt med hinanden. Jeg fortsætter med træer på begge sider af mig, indtil jeg når byen. Snogebæk er fyldt med mennesker. De unge hænger ud på Sørens værtshus. Råber og griner. Drikker øl. Løber rundt på parkeringspladsen. Jeg tænker på, om Mads er derinde. Om han flirter med en ny  blond pige i baren. Det forekommer mig, at jeg overhovedet ikke kender ham.

Hvad tænkte jeg på?

Jeg går tilbage ad stranden. Vandet skyller ind over stranden og tilbage igen. Ind over stranden og tilbage igen. Jeg finder en smutsten og kaster den i vandet. Den rammer i med et højt plask. Jeg kan ikke slå smut. Jeg kan ingenting. Er det derfor, Mads gik?

Inde i hovedet råber jeg af mig selv, for at tænke den tanke. Selvfølgelig er det ikke derfor. Vi er bare for forskellige. Bedre at indse det, før det er for sent og nogen for alvor bliver såret.

Jeg tager min klipklapper af og borer tæerne ned i sandet. Det bliver køligere, jo længere ned jeg kommer.

Længere nede ad stranden holder en gruppe unge picnic. En pige griner højt og skingert. Hun minder mig om Lola.

Jeg fortsætter barfodet i vandkanten til jeg når sommerhuset.

Farmor og farfar sidder på terrassen.

”Hvor har du været?” Farmor smiler.

”Jeg gik på stranden.”

Farmor nikker.

”Hvor er de andre?”

”De er gået i seng. Vi ventede oppe på dig.”

”Hvor længe har jeg været væk?”

Farmor trækker på det. ”En times tid måske?” Hun kigger på sit ur. ”De var trætte. Lola og Emil kan godt være lidt anstrengende en gang i mellem.” Hun blinker til mig med det ene øje.

Jeg smiler. ”Jeg tror også, jeg går i seng.”

Farmor rejser sig. ”Giv din farmor et godnat kram først,” Hun pakker mig ind i sine arme og stryger mig på håret. ”Det hele skal nok gå, min skat.” Hun sender mig et varmt smil og kysser mig på panden.

Det hele skal nok gå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...