Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
27044Visninger
AA

13. kapitel tolv

  

 

 

Kapitel 12

  

Jeg er ligeglad.

Jeg er så ligeglad.

Jeg er da bare mega ligeglad.

 Jeg sender mig selv et overbevisende smil i spejlet, men det falder til jorden. Jeg vil gerne være ligeglad.

Jeg kan høre farmor nynne ude i køkkenet, men ellers er huset helt stille.

Farmor smiler til mig, da jeg træder ud i køkkenet.

”Godmorgen min skat,” Hendes smilerynker får hende til at se endnu venligere ud end normalt, da hun går hen for at give mig et kram. Hun dufter af kaffe og lavendel. ”Har du sovet godt?”

Jeg nikker.

”Godt.” Hun kører en hånd henover mit hår. ”Jeg har lavet juice, hvis du vil have.”

”Tak.” Jeg åbner køleskabet og hælder juice op til os begge to.

Da vi sidder på terrassen og snakker føles det som om, jeg er barn igen. Farmor spørger hvordan det går med skolen og jeg siger, at det går godt.

”Og hvad med drenge?” Farmor sender mig et smil og tager en tår af sin juice.

”Der er ikke nogen.”

”Slet ingen?” Jeg kan fornemme skepsissen i hendes stemme. Hun tror ikke helt på mig.

”Nej.” Jeg tager en tår af juicen.

”Hvad med ham der dig og Lola har rendt rundt med?” Farmor ser tænksom ud. ”Ham digteren?”

”Mads?”

”Nå det er da han hedder.”

”Hvad er der med ham?”

”Han er da meget sød.” Hun blinker til mig og hendes sølvhår giver genskær fra solen.

”Hvem er sød?” Lola står i døren bag mig og er lige ved at vælte mig ned fra stolen. Hvor lang tid har hun stået der.

Farmor sukker tilfreds. ”Det er jeg,” Hun rejser sig fra stolen og giver Lola et kys på panden. ”Godmorgen skat.”  Og så er hun væk.

”Godmorgen farmor,” mumler Lola, da hun opgivende sætter sig ned i havestolen.

”Sovet godt?”

”Jaja, whatever. Hvad skete der med dig og Mads i går?”

Jeg griner kort. ”Du går lige til sagen, hva?”

”Er der da nogen grund til ik at gøre det?” Lola løfter det ene øjenbryn og vender sig i stolen, så hun sidder med front mod mig.

”Næ, det er der vel ikke.”

”Så fortæl.”

”Der er ikke noget at fortælle.” siger jeg.

”Come on, Flora,” Lola kigger på mig på næsten samme måde, som farmor gjorde lige før. ”Du var inde på hans værelse!

”Og?”

”Og så forventer du, at jeg skal tro på, at der ikke skete noget?”

”Hvad skulle der ske? Du kender mig.”

”Jaer men nu må du sgu lige komme op i gir. Du er 16 år ik?”

”Og hvad så?” Jeg tager en tår af min juice. Hvad havde hun forventet?

”Synes du ikke det er på tide at gøre noget ved hele jomfru situationen?”

Den måde hun siger ordet ”jomfru” på, vender sig i min mave. Hun siger det som om, det er en forbrydelse. ”Næ, det synes jeg faktisk ikke.”

”Nå.”

Så siger ingen af os noget. En fugl synger i det fjerne. Det lyder som om, den er gået i hak.

Solen er irriterende varm, og jeg har lyst til at tage på stranden, men ikke hvis det bliver ligesom vores sidste strandtur.

”Men hvorfor skete der så ikke noget mellem jer?” Lola sukker, som har hun holdt spørgsmålet inde længe.

Jeg sukker. Hvorfor skete der ikke noget mellem os? ”Der skete noget med ham og en anden.” siger jeg.

”Af hvad gjorde der?”

Jeg trækker på skuldrene.

”Hvem?” Lola kigger på mig med store øjne.

”Det ved jeg da ikke,” Jeg trækker på skuldrene. ”Alt jeg kunne se var... hendes ryg.” Min stemme fader ud. Jeg rynker næsen.

”Hmm..” Lola trækker på skuldrene.

 Vi siger ikke mere, før resten af huset vågner og kommer ud til morgenmad. Far kysser mig på panden og mor sætter sig smilende ved siden af mig.

”Hyggede i jer i går?” Mor tager en tår af min juice.

Jeg nikker. ”Det var okay.”

Farmor har været nede og købe franskbrød. Farfar stiller mere af den hjemmelavede juice frem.

”Det var da mega fedt.” mumler Emil med munden fuld af franskbrød.

”Men festen i aften bliver endnu federe.” Lola klasker en skefuld Nutella på sit brød.

”I skal ikke til fest i aften.” Lola og Emils far, Thomas, sætter sig for bordenden.

”Jo vi skal?” Emil kigger skeptisk på sin far. Lola retter sig op i stolen.

”Nej i skal ej?” Thomas efterligner Emils stemme. Emil rækker tunge af ham.

”Sjovt.” Vrænger Emil.

”V-v-vent far,” Lola lyder forvirret. ”Hvad mener du med, at vi ikke skal med?”

”Det jeg siger,” Thomas så glad i hænderne. ”Vi skal holde grillaften i aften.” Han lyder som en, der reklamerer for den perfekte familie.

”AF HVAD SKAL VI?” Havde det været en tegnefilm, havde Lola fået ild ud af øjnene. ”JEG SKAL TIL FEST!”

Emil ligner en, der er ved at eksplodere af vrede, men siger ingenting. Det er Lola, der er den højtråbende.

”Ingen af jer tager nogen steder i aften,” Thomas kigger bestemt på Lola og Emil. ”Vi har ikke haft en eneste aften, hvor i har været hjemme, siden vi kom.”

Lola rejser sig brat op i stolen, så glassene på bordet ryster. ”Ej helt ærligt far, det gider jeg ik! Tag for lort.” Så går hun. Emil følger efter. De efterlader en overdøvende stilhed, som fortsætter resten af morgenmaden og langt op ad formiddagen.

Først sent om eftermiddagen hører jeg noget til dem igen. Thomas og Signe er gået ind på deres værelse, for at snakke med dem. Og pludselig råber Lola. Højt. Og det bliver ved i meget lang tid.

”HVORFOR HADER I OS SÅ MEGET?” Jeg kan forestille mig hendes ansigtsudtryk. Løftet øjenbryn og et dømmende blik. Munden samlet i en mærkelig trutmund, så man føler sig som den dummeste i verden, når hun kigger på en.

”Ved du godt hvor glad jeg er for, at du er min datter?” Mor sender mig et smil fra hendes solseng.

Jeg smiler. ”Jeg er også glad for, at du er min mor.”

Hun klemmer kort min arm og vender tilbage til sin bog. Jeg nyder stilheden. En hund gør et sted nogle huse væk.

Et billede danner sig i mit hoved. En pigekrop og en drengekrop slynget sammen. Jeg tænker på, om pigen sov hos Mads. Om de sidder og spiser morgenmad på hans terrasse og griner og kysser og ligner en tv-reklame for juice.

Jeg sukker højlydt. Mor kigger kort på mig og smiler forsigtigt. Jeg rejser mig fra solsengen og går ind i køkkenet.

Jeg kan høre Lola og Emil snakke højlydt fra deres værelse. Thomas og Signe står i stuen og ser fortvivlede ud. Jeg sender dem et medfølende smil.

”De kæmper for det, der er vigtigt for dem,” siger Signe og trækker på skuldrene. ”Det må man give dem.”

Jeg griner falsk.

”Kan du ikke gå ind og snakke med dem?” Thomas kigger bedende på mig.

Mig? Skal jeg snakke med dem? Som om de lytter til mig. Jeg er bare den kedelige kusine, de tager med på slæb, fordi deres forældre siger det.

”Selvfølgelig.” Jeg sender dem begge et smil og bevæger mig ind på slagmarken.

Lola vandrer irriteret frem og tilbage på værelset. Emil sidder opgivende på sengen.

”Hej Flora.” siger Lola hurtigt, uden hverken at kigge på mig eller stoppe sin gang.

”Slå røven i sædet.” Emil griner kort og sender mig et flabet smil.

Jeg sætter mig på kanten af sengen. ”Måske er det også meget hyggeligt bare at være herhjemme.”

”Ja som om.” Lola kigger på mig, som om jeg er den dummeste i verden.

Jeg sukker. Lolas hår minder mig om pigen i går. Det har samme gyldne skær. Gad vide om hun stadig er hjemme hos ham? Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, hvad der var sket, hvis Lola aldrig havde hevet mig ud af værelset. Om det havde været mig, der var viklet ind i Mads’ dyne. Om duften af hans hårmousse ville have siddet endnu skarpere i min næse, end den gør nu.

Jeg tænker på vores date på stranden. Det endte da med at blive meget hyggeligt, gjorde det ikke? Og hvad med det, Emil sagde til mig? ”Jeg ved, Mads har glædet sig til at se dig.” Var det bare en løgn? Hvorfor troede jeg også på ham? Han lukker aldrig noget fornuftigt ud. Emil sad sikkert og grinede af mig, da jeg var gået. Jeg kender jo slet ikke Mads, så hvorfor går det mig så meget på? Han er kun problemer.

”Flora?” Lola vifter med hænderne foran mit ansigt. ”Hvad sker der?”

”Hv-hvad?” Jeg blinker hurtigt.

”Du er et helt andet sted,” Lola smiler. ”Hey, hvis det er om det i går, så-”

”Deterdetikke.”

”Okay,” Lola kigger skeptisk på mig. ”Men hvis det hjælper, så ved jeg, at det ikke betød noget.”

Det hjælper ikke. ”Tak.” siger jeg. Havde det betydet noget, hvis det var mig i stedet for hende?  

Det spørgsmål hjemsøger mig resten af aftenen. Mens far og onkel Bo griller, står jeg og sover.

Havde det betydet noget, hvis det havde været mig? Betød det overhovedet noget, da han prøvede at kysse mig? Betød vores date overhovedet noget? Alt det han havde planlagt. Den gnist der har været, når vi har haft øjenkontakt. Den kan jeg da ikke være den eneste, der har mærket? Eller kan jeg?

”Flora skat, åbner du døren?” Far sender mig et lille smil.

Døren? Har nogen banket på?

Hvor længe har jeg været væk?

”Flora, døren.” Far kigger på mig.

”Jaja.” Jeg tøffer ind i huset og åbner hoveddøren. Min mave vender sig ved synet af ham.

”Hej Flora.” Mads smiler.

”Hej.” Jeg smiler ikke.

”Lola og Mads inviterede mig.”

Selvfølgelig gjorde de det, tænker jeg. Men jeg siger ikke noget. Jeg træder bare til side og venter på, at han går ind.

”Hvor er de henne?” spørger han.

”Det ved jeg ikke.” Jeg er allerede ude i haven igen. Jeg sætter mig over til mor og Signe, der har sat stolene ud i haven for at få noget af den sidste aftensol.

”Hvem bankede på, skat?” Mor kigger på mig gennem de falske Chanel solbriller.

”Mads.” Jeg sukker.

”Mads?” Signe retter sig op i stolen. ”Lola og Emils ven?”

”Jep.”

”Hvorfor?”

Jeg trækker på skuldrene. ”Han sagde, de havde inviteret ham.

Signe sukker højlydt. ”Det var pokkers.” mumler hun for sig selv og marcherer ind i sommerhuset. Jeg sætter på mig hendes stol.

”Har du fået nogle nye venner til nogle af de der fester?” spørger mor.

Måske. ”Nej.”

”Hm,” Mor trækker på skuldrene. ”De er nok også meget anderledes end dig.”

Jeg nikker. De er anderledes. Han er anderledes. Alt for anderledes.

Far og onkel Bo klukler, mens de skåler i en øl. Dåsen er grøn. Grillen syder og bøfferne sprøjter.

Farmor og farfar tuller rundt og dækker bord. Engang imellem stopper de for at give hinanden et kys. Inde i huset kan man svagt høre Signe og Thomas.

Jeg håber han bliver sendt hjem.

Men det gør han ikke. Et kvarter senere er der dækket op til en ekstra omkring bordet, og Mads smiler stort, da han sætter tænderne i den første bid af sin bøf.

Jeg vender øjne af ham, uden han ser det og tager en tår vand. Jeg har sat mig så langt væk fra ham som muligt, men jeg kan hele tiden mærke hans blik på mig.

Hvorfor kan han ikke lade vær med at kigge på mig? Og hvorfor skal han gøre det hele meget være, ved at komme hen til mig efter aftensmaden?

”Flora, kan vi lige snakke sammen?” Hans øjne skærer i mit hjerte, da han kigger på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...