Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26767Visninger
AA

11. kapitel ti

  

 

 

Kapitel 10

Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg sagde jeg til en date med Mads, da jeg senere på aftenen tager med Lola mod det planlagte mødested.

Sommerfuglene blafrer i min mave, og jeg kan ikke finde ud af, om det er en god eller dårlig ting, men mest af alt har jeg lyst til at dræbe dem alle sammen.

”Nåååårh,” Lola puffer til mig. Hendes silkeskjorte føles blød mod min bare overarm. ”Glæder du til din date med Mads?”

Jeg trækker på skuldrene. ”Det bliver vel okay.”

”Kun okay?” Lola blinker med det ene øje.

”Skulle det da blive mere end okay?” Jeg kigger skeptisk på hende, mens jeg ser overskriften for mig: ”Fortvivlet teenagepige på vej på date med drengen, hun hadede ved første blik.” Jep, det skal nok blive godt. Eller noget.

”Altså i behøvede jo ikke at være sammen, så at i rent faktisk er sammen må da betyde noget.”

”Det var Mads, der spurgte.” siger jeg ligegyldigt.

”Du kunne have sagt nej.” pointerer Lola.

Jeg trækker på skuldrene. Der er vel ikke mere at sige til det. Jeg sagde jeg, nu er jeg på vej på date. Og selvom det er mærkeligt, føles  det ikke så mærkeligt, som det burde, men det siger jeg ikke til Lola. For det betyder ikke noget. Vel? Vel?

”Du ser godt ud.” siger Lola.

”Jeg har ellers ikke gjort noget ud af mig selv.” Men det har jeg.

”Du ser sgu da ikke sådan der ud normalt.”

”Det ved du da ikke.”

Lola griner. ”Tro mig Flora, det gør jeg.”

Vi siger ikke noget resten af turen. Jeg tænker på, om Mads også har gjort noget ud af sig selv. Det forekommer mig, at jeg ikke aner, hvad vi skal. Har han planlagt noget?

Jeg ser det for mig. Han prøvede bare at være venlig, og inviterede mig ud, selvom han egentlig ikke gad. Og så kommer vi til at stå i hver sin side af en kebabbar og glo i jorden indtil det er okay at tage hjem igen. Og så bliver det bare endnu mere akavet, end det er i forvejen, og det vil jeg ikke have, for jeg vil gerne på date med Mads, selvom jeg ikke har lyst til det. Jeg vil gerne høre ham citere digtere, selvom jeg hader den følelse, jeg får i maven, når han gør det. 

Lola stopper. Jeg stopper. Hvorfor stopper vi? Jeg kigger rundt. Der er huse. Hvorfor er der huse? Vi kan da ikke tage på date i et hus?

”Din tur stopper her, jeg skal videre.” Lola sender mig et hemmelighedsfuldt blik.

”Hva-hvad?” Hvad snakker hun om?

”Gå mellem det røde og hvide hus og så ned på stranden.”

”Stranden?”

”Jeg har ikke planlagt daten,” Flora blinker og trækker mig ind i et hurtigt kram. ”Hils prinsen.” Så er hun væk. Hvorfor er hun væk? Hun kan da ikke bare gå fra mig på den måde!

Efter at have stået i jeg ved ikke hvor lang tid og gloet efter en Lola, der tydeligvis ikke kommer tilbage, går jeg. Mellem det røde og det hvide hus. Det røde og det hvide hus. Jeg kan godt. På den anden side af husene er stranden, og på stranden er Mads. Jeg kan godt. Jeg kan godt. Træk vejret, Flora. Træk vejret. Ind. Ud. Ind. Ud. Ind. Ud. Ind. Ud. Stranden. Jeg kan se stranden. Og jeg kan se Mads. Han står på badebroen lige fremme. Hvid skjorte og lyse cowboybukser. Vinden leger med hans hår. Den leger også med mit. Jeg fletter en fransk fletning, mens jeg går hen mod ham.

Irriterende følelse i min mave. Irriterende følelse i min mave. Irriterende følelse i min mave.

”Hej.” Jeg smiler.

”Hey.”

Så står vi der. I hver vores ende af kebabbaren.

”Ingen smart kommentar?” siger jeg, bare for at sige noget. Ordene lyder malplacerede i min mund. Som om de er for store til den.

”Hm?” Mads læner sig lidt forover.

”Øhm. Ikke noget.” Det er længste jeg har været sammen med ham, uden at han har citeret nogen.

Et drilsk smil former sig om hans læber. ”Had og kærlighed har det tilfælles med ildløs og sygdom, at de raser desto heftigere, jo mindre man aner, hvorfra de kommer.”

Jeg smiler. Det minder om os på en måde, det ikke burde. 

Stilhed.

Et barn der griner langt væk.

Mads der kigger på mig, som om han læser mig som en åben bog. 

”Hvad skal vi?” spørger jeg, da stilheden er blevet for øredøvende.

”Kom  med.” Mads rækker sin hånd ud mod mig, og sukker lettet, da jeg tager imod den. Den er stor. Min hånd forsvinder næsten i den, men det føles godt. Trygt, på en måde jeg ikke vil have, det skal føles.

Vi løber i sandet, og jeg er ved at snuble hele tiden. Mine kjole blafrer, og da Mads kigger på mig med et smørret smil, er jeg sikker på, at han har set mine trusser. Så stopper han, og jeg vælter ind i ham. Han griner og lægger sine hænder på mine albuer.

”Løbeturen stopper her.” smiler han.

Jeg puster ud.

”Luk øjnene.”

Jeg kigger skeptisk på ham. Luk øjnene. Hvad sker der nu?

”Stoler du på mig?” Mads kigger spørgende på mig.

Jeg nikker.

”Så luk øjnene.”

 Jeg lukker øjnene. Kan mærke, at han vender mig rundt. Han presser sin krop tæt op ad min og vi går et kort stykke i det kølige sand. Så stopper vi igen, og da han visker i mit øre, at jeg skal åbne mine øjne, sender det kuldegysninger ned gennem min ryg. Jeg åbner mine øjne.

”Hvor er det flot.” hvisker jeg, fordi jeg er bange for, at hvis jeg snakker højere, vil det forsvinde. Det er smukt. Et picnic tæppe, picnic kurv og levende lys. Kun for mig? Hvorfor? Det her var ikke ham.

”Lola hjalp mig nok lidt,” Mads kløer sig på den ene arm. ”Skal vi sætte os?”

Vi sætter os. I hver vores ende af kebabbaren. Ingen siger noget. Han smiler. Jeg smiler.

”Vil du have noget at drikke?”

Jeg nikker.

”Har du tænkt dig at sige noget?” Mads åbner kurven og finder to øl frem. ”Det er ikke så romantisk, men jeg drikker altså ikke vin.” Mads griner.

”Du er heller ikke så romantisk.” siger jeg og tager imod øllen. Jeg tænker, at jeg bliver nødt til at drikke den. Hvorfor har han taget øl med, når han ved, jeg ikke kan lide det?

”Nej,” Mads kigger forsigtigt på mig. ”Lola har planlagt det hele, jeg skulle bare møde op med en madkurv og en lighter til lysene.”

”Wow, du har virkelig gjort dig umage.” Jeg klemmer lidt om min øl. Den er kold og fugtig, og jeg har under ingen omstændigheder tænkt mig at drikke den.

Bølgerne er høje og spiser store dele af stranden, hver gang der kommer et nyt sæt.

Måske var det rigtigt. Det var en fælles interesse for Shakespeare, ikke andet. Det er slet ikke meningen, at vi skal date. Han har sit liv, jeg har midt, og så har vi et fælles punkt. Ikke andet.

”Du ser godt ud.” Mads smiler.

Jeg smiler. Tavshed.

Mere tavshed.

Lidt mere tavshed.

”Okay!” Mads klapper i hænderne og finder en pose nødder frem fra kurven. ”Grib dem med munden.” Han blinker kort til mig og sætter sig op på knæene.

Jeg sukker. Hele hans liv er en leg. Og jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om jeg bare er en midlertidig legekammerat, fordi han keder sig.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...