Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26757Visninger
AA

18. kapitel sytten

  

 

 

Kapitel 17

Brigitte Bardot sagde engang: ”Led mig ikke ind i fristelsen. Jeg kan selv gå.”

Jeg tror, det er sådan, jeg har det med Mads. Han frister mig, og jeg var alt for hurtig til bare at tilgive ham i går. Jeg kan ikke finde ud af ham. Finde ud af, om han er god for mig.

Jeg sidder på terrassen med min notesbog med overskrifter. Det er kun Emil, Lola og jeg, der er hjemme. De andre er taget op for at se Hammershus. Det kom ikke som en overraskelse, at Emil og Lola blev hjemme. De tog aldrig med. Men det var kommet bag på mig, at jeg havde sagt nej, da mor spurgte, om jeg ville med. Som om jeg ikke havde kontrol over mig selv, da jeg sagde, at jeg hellere ville blive hjemme. Måske var det min underbevidsthed der håbede, at Emil og Lola ville invitere Mads over.

Jeg tager en blyant og skriver en overskrift ned.

”16-årige Flora Mark falder for vildbasse.”

Jeg kigger lidt på den. Jeg har aldrig kunne lide udtrykket ’at falde for nogen.’ Hvad hvis dem, man falder for, ikke er der til at hjælpe dig op?

Men det er vel det, jeg er. Jeg er faldet for ham. Godt og grundigt.

Jeg indånder stilheden og følelsen af ferie. På en måde føles det som om, det er første gang i meget lang tid, at jeg kan slappe helt af. Ikke stresse over skolearbejde og over hele tiden af yde 110% og levere et perfekt resultat hver gang. Jeg tænker ikke over, hvad Mads synes om mig, og om jeg skal opføre mig anderledes, for at få ham til at kunne lide mig.

Stilhed har en speciel følelse, jeg altid har elsket.

Inde fra huset kan jeg køre Lola og Emil tøffe rundt. De snakker roligt sammen.

Jeg kigger rundt i den fredelige have. Buskenes grene svajer let i den svage brise. Græsset trænger til at blive slået, men ingen gør det fordi ”vi er på ferie.” Jeg kan svagt høre en hund gø nogle huse væk, og hvis jeg lytter rigtig godt efter, kan jeg høre bølgerne kaste sig ind over Balka Strand.

Jeg læser de overskrifter gennem, jeg har skrevet, mens jeg har været her. I takt med at mit forhold til Mads, Lola og Emil har ændret sig, er de blevet mere muntre. De afspejler en bedre og bedre sommer. En bedre sommer, end jeg have turde håbe på.

”Vil du med til... Hvad er det?” Lola står pludselig ved siden af mig og kigger ned på min notesbog. Jeg kan se i hendes øjne, at hun læser et par linjer. Jeg lukker hurtigt bogen sammen.

”Vil jeg med til hvad?” spørger jeg og håber, at hun er i godt humør.

Hun kigger lidt på mig, skæver ned til bogen og siger så: ”Strandfest Balka i aften.”

”Okay.” siger jeg.

Lola smiler smørret. ”Jeg har ikke engang sagt, at Mads kommer, og alligevel bider du på med det samme.” Så vender hun om på den måde, kun hun kan, og går ind i sommerhuset igen.

Jeg bliver siddende lidt på terrassen, inden jeg går ind på mit værelse og gemmer min notesbog blandt alle mine skoleting, så Lola forhåbentlig ikke finder den.

 

De andre kommer hjem fra sommerhuset sent hen på eftermiddagen. Onkel Bo, Thomas og min far åbner en øl op og deres latter fylder hele huset. Mor og Signe sidder på hver deres havestol og læser ”Ude og Hjemme.” Farmor og farfar sætter sig ved spisebordet og spiller kort.

Jeg sidder i sofaen og ser ”The notebook” med Lola.

”Jeg forstår ikke, hvorfor du gerne vil se den, når du har set den så mange gange. Det bliver da vildt kedeligt!” siger Lola og rykker på sig i sofaen.

Jeg trækker på skuldrene og tager en håndfuld popcorn. ”Jeg kan godt lide at vide, hvad der sker.” siger jeg.

Det får mig til at tænke på Mads. På hvordan, jeg aldrig ved hvad der skal ske med ham.  Han er mere uforudselig end det danske sommervejr. Men måske er det godt. Måske er det det, jeg har brug for, for at komme ud af den komfortzone, Emil siger, jeg er fanget i.

Lola rykker sig tættere på mig. ”Hvad tror du, der kommer til at ske i aften?”

”Hvad mener du?”

Hun kigger på mig, som om det er indlysende, og jeg lige har stillet verdens mest idiotiske spørgsmål. ”Med Mads selvfølgelig.”

”Hvad skulle der ske?”

Lola vender øjne af mig. ”Helt ærligt Flora, du har vel ikke tænkt dig at holde ham hen for evigt, har du?”

”Vi blev gode venner igen i går. Der er ikke engang gået 24 timer.”

”Men med drenge som Mads, er det lang tid.”

”Hvor lang tid gik der da før du og Stefan...?”

”Hmm,” Lola har sit tænkeansigt på. ”Mellem en time og to.”

Noget vender sig i min mave, da hun svarer mig. Forventer Mads at der skal ske noget i aften? Og hvad ”noget” skal der så ske?

”Nå, men sådan er jeg altså ikke, og det har Mads selv sagt, var okay.”

Lola sender mig et blik, jeg ikke helt kan læse, men noget siger mig, at hun ikke tror på det, jeg lige har fortalt.  

 

Da vi har spist aftensmad, hjælper Lola mig med at finde tøj igen. Jeg låner en koksgrå kjole med lange ærmer og dyb udskæring i ryggen, der ligeså godt kunne være en lang top.

”Mads besvimer, når han ser dig i den,” Lola smiler stort og rækker mig et par sorte fletsandaler. ”De her ville klæ’ dig.”

”Tak.” Jeg sætter mig ned på sengen.

”Hvad har du tænkt dig at gøre med dit hår?”

”Kan det ikke bare være sådan her?” Det hænger løst og er stadig ved at tørre fra mit brusebad. Jeg har ikke gjort andet ved det, end at putte noget olie i spidserne, men jeg har brug for at noget ved mig stadig er normalt.

”Jo,” Lola kigger kort på det. ”Det gør dig også lidt mere fræk at se på.” Hun blinker med det ene mascarafyldte øje og går ud af værelset.

10 minutter senere er vi på vej til Balka Strand. Mit hjerte banker på en ny måde. En blanding af spænding, iver og nervøsitet.

Lola har taget en kjole med stropper på, der er mindst ligeså kort som min. Emil har sine sædvanlige cowboyshorts og T-shirt på.

Da vi ankommer til stranden, er Emil hurtig til at forsvinde hen i mængden af piger. Han smiler stort mens han på skift omfavner hver og en. Den ene med mindre tøj end den anden.

Længere nede af stranden får jeg øje på Mads. Han snakker med en fyr, lidt højere end ham selv, og da vi kommer tættere på, kan jeg se, at det er Stefan.

Lola løber hurtigt hen til ham. Sandet hvirvler om hendes fødder og hun er ved at snuble et par gange, men hun formår at gøre det på en måde, der stadig er elegant. Stefan sniger sine hænder ned på hendes lænd og giver hende et kys.

Jeg står tilbage og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv, da Mads kigger på mig. Jeg tror, han smiler. Jeg håber, han smiler.

Stefan og Lola går grinende længere ned ad stranden, og Mads bevæger sig i min retning. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal gå hen mod ham eller blive stående, så jeg bliver stående og smiler bare til ham.

Han ser godt ud. Hans T-shirt fremhæver hans brede skuldre og hans shorts sidder stramt om hans trænede lår. Hans hår stritter på den der måde, der skal forestille at være naturlig, selvom der sikkert er brugt flere timer på det.

”Jeg blændes lidt igen ved at se dig,” Hans stemme har det der specielle tonefald, som jeg ikke kan beskrive, men som den altid får, når han citerer digtere. ”Og standser og står stille for dit nik,” Han står helt tæt på mig. Hans blik er ulæseligt og det ændrer sig ikke. ”Du er smuk og den samme og en ny, i en kjole og en hat, jeg ikke kender. Men jeg er selv en ubarberet satan, der forlegent står og ser på dine hænder.”

Jeg smiler. En varm følelse breder sig i min mave.

”Hvem har sagt det?”

”Morten Nielsen. Dansk digter og modstandsmand.”

Mads smiller og trækker mig ind til sig. Et kort øjeblik rører mine fødder ikke sandet.

”Hej.” siger han, da han har sat mig ned.

”Hej.” Jeg smiler.

”Jeg er glad for, du kom.”

”I lige måde.”

”Jeg kommer altid,” Han blinker med det ene øje. ”Sorry, dårlig joke.” tilføjer han, da han ser mit ansigtsudtryk.

Jeg tænker på det, Lola sagde tidligere.

”Skal vi finde noget at drikke?” spørger han.

Jeg nikker, og han tager min hånd. Der er stillet en masse krukker op med isterninger og drikkevarer. Mads finder en øl til sig selv og en Blue Keld vand til mig. 

”Værsgo. Jeg har købt dem specielt til dig.” Han smiler stolt.

”Tak.”

”Duude, er det din dame?” En dreng med halvlangt lyst hår lægger armen om Mads. Hans blik er slørret, og jeg er sikker på, at det ikke kun er alkoholens skyld.

”Nej.” siger Mads og lægger også sin arm om hans skulder.

Og selvom det ikke burde, føles det som en kæmpe mavepuster. Jeg er ikke hans dame. Jeg er ikke hans kæreste. Men jeg er heller ikke hans ven. Ikke kun hans ven i hvertfald.

Hvad er vi overhovedet?

Mads falder i snak med drengen og jeg står lidt og nipper til min vand.

Det føles som om, jeg står der i en evighed. Da drengen endelig går, kigger Mads smilende på mig. ”Nyder du festen?”

Jeg har lyst til at spørge ham, hvordan han kan tro, jeg nyder festen, når alt jeg gjort indtil videre er at drikke lunken vand og glo på ham snakke med sine skæve ven, men jeg siger ikke noget.

Jeg smiler bare og begynder langsomt at gå. Jeg håber, han følger efter mig.

Lola og Stefan sidder på et tæppe midt på stranden. Lola sætter sig på Stefans skød, så der er plads til mig. Eller, der ville være plads til mig, hvis ikke Mads skyndte sig at sætte sig på tæppet.

”Så kan du sidde ovenpå mig.” smiler han og trækker mig ned på hans skød. Hans hænder hviler på mine hofter og jeg kan føle hans brystkasse hæve og sænke sig opad min ryg. Jeg læner mig opad ham, så mit hoved hviler mellem hans bryst og skulder.

Ud af øjenkrogen kigger jeg på Lola og Stefan. Deres hår er uldet og Lola kjole ser endnu kortere ud end tidligere.

”Hvorfor ser i sådan der ud?” spørger jeg.

De griner begge to. ”Vi har bare lige lettet trykket du ve,” Stefan kysser Lola på halsen. ”I burde gøre det samme.”

Mads’ brystkasse hopper bag mig. Jeg kan fornemme, at han smiler. Han læner sit hoved ned mod mit, men han sænker ikke stemmen, da han spørger mig, om vi skal finde et stille sted, hvor vi kan være alene. Jeg kan ikke finde ud af, om der er mest sjov eller alvor i hans stemme. Stefan giver ham en highfive og skåler med ham i øl.

Lola læner sig ind mod mig. ”Hvad sagde jeg?” hvisker hun i mit øre, og en klump samler sig i min hals.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...