Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26764Visninger
AA

17. kapitel seksten

 

 

 

Kapitel 16

Lola og Emil snakker hele vejen ind til Svaneke. Jeg sidder tavs på bagsædet og småpanikker, mens de fortæller den ene dårlige joke efter den anden, for at få mig til at grine, men det virker overhovedet ikke, for jeg flipper snart ud. Det burde ikke være så besværligt at have en drengeven. Drengeven. Det er jo bare det, han er. Vi er venner og skal mødes for at drikke kaffe og snakke om, hvorfor vi ikke ... er venner.

Ingen grund til panik.

Det skal nok gå.

Venner.

Jeg tager en dyb indånding. Puster luften ud, ind, ud, ind. Ud. Ud. Ud. Ud.

”Flora, stop med det der hyperventilation og tag dig sammen.” Lola blinker til mig fra forsædet.

”Hvornår er vi der?” spørger jeg med en lille stemme.

Bilen stopper. ”Nu.” Emil slukker motoren og fjerner hænderne fra rattet.

Nu.

Vi er her.

Nu.

Ingen grund til panik.

”Har du tænkt dig at gå derind?” Lola løfter det ene øjenbryn.

”Selvfølgeligharjegdet.”

Lola griner. ”Det er okay at være nervøs.”

”Det er Mads også.” fortsætter Emil.

Mads. Jeg skal se Mads. Mine drengeven. Det skal nok gå.

”Du ringer bare, når i er færdige.” fortsætter Mads.

”Og smut så med dig, ellers kommer du for sent.” Lola smiler.

”Du lyder ligesom mor og far.” Mads skær en grimasse.

”Sig aldrig sådan noget igen.”

Jeg tager en dyb indånding. ”Vi ses.”

”Good luck.” smiler Lola.

Jeg går ud af bilen. Bliver stående og ser den køre væk.

Siemsens gård lyser byen endnu mere op, end den plejer. Med ben som gele, bevæger jeg mig hen mod den. Hvert skridt bliver mere usikkert.

Mit hjerte stopper med at slå, da jeg ser ham. Han er den eneste, der sidder ved bordene. Han har sat sig helt inde i hjørnet, og han har ikke set mig endnu.

Han har ikke set mig endnu.

Jeg kan nå at vende om.

Mit hjerte kravler op i halsen på mig og jeg har lyst til at kaste op. Langsomt går jeg hen til ham. Han sidder begravet i sin telefon.

Jeg hoster akavet.

Han kigger op. ”Hej.” siger han.

”Hej.”

”Sid ned.” Han smiler svagt.

Stolen knirker, da jeg trækker den ud og sætter mig overfor ham. Ingen af os siger noget. Der kommer en tjener og tager imod vores bestilling. To cappuccino.

Da tjeneren går, sniger den akavede stemning sig tilbage. Den har sat sig midt på de runde bord imellem os. Jeg tænker, at han burde starte samtalen. Det var trods alt ham, der bad mig om at komme. Tavsheden skærer gennem os om en kniv. tjeneren stiller forsigtigt vores kaffe på bordet og skynder sig væk, som om hun kan fornemme, at der er noget helt galt.

Jeg tager en tår og mærker hvordan den varmer hele vejen ned gennem min hals.

”Det er en god kaffe.” siger Mads endelig. Han har taget en meget lille tår af den, og jeg tvivler på, at han virkelig mener det.

Jeg tager en tår mere. ”Selvom jeg normalt drikker min med en smule mindre pinlig tavshed.”

Mads griner lavt. De stramme folder i hans ansigt løsner op. ”Hvordan har du haft det?” spørger han og kigger direkte på mig med et neutralt blik.

Jeg trækker på skuldrene. ”Okay,” Det er ikke helt løgn. ”Hvad med dig?”

”Okay.” Hans ene mundvige rejser sig i et skævt smil.

Mere tavshed.

Jeg drikker halvdelen af min kaffe i en tår. Den fylder mig med ligeså meget varme, som Mads blik gør.

”Efter i dag på stranden blev jeg nødt til at se dig.” Mads rører lidt rundt i kaffen med sin ske. Han har ikke drukket mere af den, end den ene tår.

Jeg smiler. Men jeg har ikke lyst til at smile, for han forvirrer mig. Hvorfor har det taget ham så lang tid, at snakke til mig?

Jeg svarer ham ikke. Hvad svarer man også?

”Flora, sig nu noget, please.” Hans stemme er bedende og hans blik forpint.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.” Jeg ved det virkelig ikke. Det er første gang, jeg ikke har noget svar.

Mads’ stol knirker, da han rykker den tættere på mig og tøvende tager sine hænder i mine. De ligger stadig på mit skød. Han kigger forsigtigt på mig. ”Mind mig om, hvorfor vi er uvenner.”

Jeg smiler halv. Jeg ved det ikke. Det var ham der gik, men nu virker det så fjollet.

”Det var dig, der gik fra mig.” siger jeg. Halvt drillende, halvt alvor.

Mads sukker. ”Jeg ved det. Jeg var frustreret.”

”Over hvad?”

”Jeg ved det ikke,” Mads kigger ned på vores hænder. Hans tommelfinger nusser min håndryg. Det sender kuldegysninger gennem mig. ”Over at du ikke sagde, at du var interesseret i mig den aften på terrassen.” Hans blik møder ikke mit.

”Jeg var såret.” indrømmer jeg.

”Jeg ved det godt. Jeg skulle ikke have været sammen med den pige, efter det show, jeg havde kørt med dig lige inden. Det skete bare.”

”Du kan huske det?” Jeg prøver at fange hans blik, men han kigger stadig væk. Jeg troede, han var så fuld, at han ikke kunne huske, jeg havde været til festen.

Han indrømmer, at han virkelig ikke kunne huske det, men at han havde snakket med Lola og Emil om det. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal føle.

Mads betaler for vores kaffe, og så går vi en tur gennem Svaneke. Det er blevet halvmørkt og halvkøligt. Mads giver mig sin jakke, og jeg sender ham et taknemmeligt smil. Vi går i en behagelig tavshed.

Hans fingre fletter sig nervøst sammen med mine og mit hjerte springer et slag over.

Svaneke virker så meget mindre om aftenen. Når alle butikkerne er lukkede. Der er ikke kø til ismejeriet, og bolsjebutikken er ikke proppet med ivrige slikmunde, der skal blande den bedste pose blandede bolsjer. Der bliver ikke pustet glas i glasmejeriet eller købt lakridser i lakridsbutikken.

”Du ser godt ud.” Mads kigger ikke på mig, men han smiler.

”Lola har leget stylist.” indrømmer jeg.

”Det kommer ikke bag på mig.”

Vi sætter os på en bænk ved havnen og lytter til lyden af havet. Bølgerne skvulper og bådene svajer stille. I det fjerne kan man høre en pige grine højt.

Vi sidder tæt op ad hinanden og nyder stilheden.

”Hva så nu?” Mads kigger på mig. ”Og hvis du siger, at du ikke ved det, så skubber jeg dig i vandet.” Han griner.

Jeg smiler. ”Vi tager det som det komme?”

Han nikker anerkendende. ”Det kan jeg godt li.”

Og så gør han det, jeg har glædet mig til og frygtet siden, jeg var helt lille. Han tager mine hænder og læner sig tættere på mig, mens han lukker øjnene. Og jeg går i panik, for jeg har lyst og ikke lyst på samme tid, og pludselig har jeg trukket mit ansigt væk fra hans.

”For hurtigt?” Hans stemme er lav, og hans fingre sammenflettet med mine er beroligende.

”Ikke klar.” Jeg kigger undskyldende på ham.

”Okay,” Han fjerner en tot hår fra mit ansigt og kører sin tommelfinger henover min kind. ”Det er okay.”

 

Da jeg kommer hjem, er huset gået i seng. Bortset fra Emil og Lola, der springer ud fra deres værelse, så snart de hører mig.

”Fortæl ALT.” siger de i kor, den ene mere ivrig end den anden.

Vi sætter os ind på deres værelse. Jeg sætter mig i Lolas seng opad væggen. Den føles kølig mod mine bare skuldre. Det forekommer mig, at værelset lugter af røg blandet med noget sødligt, jeg ikke kan genkende.

Emil og Lola sidder begge i Emils seng og kigger forventningsfuldt på mig. Noget, jeg aldrig havde troet, ville komme til at ske. Jeg har aldrig været spændende i deres øjne.

”Ud med sproget søster lystig!” Lola hopper nærmest op og ned i sengen.

Jeg fortæller dem om, hvad der skete. Om hvor akavet det var i starten, om hvordan det pludselig ændrede. Hvad jeg ikke fortæller dem er, at jeg stadig er usikker på, om det var det rigtige. Det virkede så let. Som om jeg tilgav ham for hurtigt. Jeg aner ikke noget om ham, andet end det, Lola og Emil har fortalt mig. Jeg ved ikke, hvad han kan finde på, nu når jeg har tilgivet ham. På en måde ønsker jeg, at det skal fungere med ham, men en anden side af mig har allerede dødsdømt det. Den bliver ved med at sige til mig, at vi ikke kommer til at fungere. At vi er alt for forskellige. Men det kunne jeg aldrig finde på at fortælle dem.

De ser lidt skuffede ud, da jeg er færdig med at fortælle om min aften.

”Kyssede i ikke?” Lola kigger indtrængende på mig, som om hun prøver at finde ud af, om jeg virkelig fortæller sandheden.

Jeg ryster på hovedet.

Emil ser halvimponeret ud. ”Det ligner sgu ik Mads,” Han kigger kort på mig. ”Du må virkelig være speciel.”

”Hvadlignerhamså?” Ordene ryger ud af mig, men jeg kan ikke lade vær. Da Emil gør mine til at svare, vender det sig i min mave. Tør jeg høre det?

Han tøver lidt. ”Normalt går han bare i seng med tøserne på første date og så er der som regel ikke en nummer to date.”

Jeg må se nervøs ud, for åbner hurtigt munden. ”Men det kunne han ikke finde på med dig, Flora. Det har han allerede bevist. Du betyder for meget for ham.”

Selvom det er svært at tro på, er det alt jeg har at gå efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...