Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26765Visninger
AA

7. kapitel seks

 

 

 

Kapitel 6

Lola ræser rundt i sommerhuset, så stopper hun op og kigger forvirret rundt, så løber hun lidt i cirkler, så stopper hun op og råber af Emil, der ikke hjælper til med noget som helst, men bare ligger på sofaen med sin mobil. Og så starter kæden forfra. Igen og igen og igen og igen.

Jeg ligger i min seng og kigger i min notesbog, med overskrifter. Jeg har fået skrevet lidt forskellige ned, mens jeg har været her. 

”Teenagepige føler sig usikker hjemme, fordi familiemedlemmer holder fest.” Jeg kigger lidt på overskriften. Så visker jeg den ud igen. Den er dårlig. Alt for lang og kringlet. Max et 4-tal. Jeg bladrer lidt i bogen og lukker den så sammen igen.

Jeg vender mig om i sengen og kigger tomt op i loftet. holder øje med en fugtplet i midten af rummet. Den minder mig på en eller anden måde om Mads’ øjne, når han kiggede på mig over bordet på vores date. Og selvom det ikke giver mening, gør det alligevel, jeg kan ikke lade være med at kigge på fugtpletten, præcis som jeg ikke kunne lade være med at kigge Mads i øjnene i går.

En fugtplet er irriterende og den forstyrrer. På den måde passer den endnu bedre til Mads.

Døren til mit værelse bliver flået op, og Lola kigger med et panisk udtryk på mig. 

”Hvorfor har du ikke skiftet tøj endnu?”

Skiftet tøj? Hvorfor skulle jeg skifte tøj? ”Du ved godt, at jeg ikke har tænkt mig at deltage i festen, ikke?”

”Derfor kan du godt gøre noget ud af dig selv.”

”Hvorfor skulle jeg gøre det?”

”Hvis folk kommer ind på dit værelse.”

”Hvorfor skulle de det?”

”Man kan få brug for en seng en gang imellem.” Lola blinker med det ene øje. Hun former en cirkel med tommelfingeren og pegefingeren på højre hånd og kører sin venstre pegefinger gennem den.

”I min seng? Mens jeg er her?” Jeg rykker lidt på mig. Den eneste der skal være i min seng, er mig.

”Du kender ikke mine vener,” Lola løfter det ene øjenbryn. ”Skift lige tøj ik? Så du sød.” Så vender hun om på hælene og marcherer ud af mit værelse igen.

Som altid, når Lola er i det humør, får jeg en stor lyst til at slå mig selv.

Jeg kigger ned af mig selv. Mørke denimshorts og en hvid T-shirt? Hvad er der galt med det? Lola havde da næsten det samme tøj på til strandfesten den første aften. Det er jo ikke fordi, jeg skal score nogen. Jeg ved ikke engang, om Mads kommer. Og hvorfor tænker jeg på Mads?  Jeg skal ikke tænke på Mads! Bare fordi vi havde et Shakespeare moment på stranden, og bare fordi jeg næsten er hundrede procent sikker på, at hans hånd, der hele tiden strejfede min, var med vilje og ikke et ”uheld” som han ellers selv sagde, betyder det ikke, at der skal ske mere. Jeg var høj på Shakespeares ord, ikke andet! Den slags sker, når ord rører noget i en.

Jeg sukker og rejser mig hurtigt fra sengen. Kigger mig kort i spejlet. Mine kinder er rødmossede og mine læber let sprukne. Jeg kører en børste gennem mit hår, og fletter det i en fransk fletning, som jeg lader falde ned over den venstre skulder.

Lola smiler sit paniske smil til mig, da jeg træder ud i køkkenet, hvor hun er i gang med at hælde diverse snacks op i forskellige glas og plastik skåle.

”Elsker håret, men mind mig lige om, hvorfor du har valgt ikke at skifte tøj.” siger hun med ryggen til, mens en pose barbecue chips bliver flået op og, lidt halv aggressivt, hældt ned i en gul plastikskål.

”Det havde jeg ikke lyst til.” Jeg finder et glas frem fra et af overskabene og hælder noget af farmors hjemmelavet hyldeblomst drik op i det.

”Kan du i det mindste gøre dig selv lidt nyttig, og tænde de lanterne, jeg har hængt op så?” Lola kigger stadig ikke på mig. Er hun altid sådan her, når skal arrangere en fest?

”Lad hende nu være, Lola.” brokker Emil sig fra sofaen. Han har ikke rykket sig, siden sidst jeg så ham. Hvorfor hjælper han ikke til?

”Du kan bare selv komme i gang og hjælpe til i stedet så.” Nu vender Lola sig om. En hurtig og hård bevægelse, der passer godt til hendes hårde tone og ansigt.

Emil griner. ”Slap nu af søs.”

”Det kan du sagtens sige, det er ikke dig, der skal arrangere en hel fest!”

”Det er vores venner! Det behøver sgu da ikke at være perfekt. De kender os.” Emil sætter sig op i sofaen og svinger benene hen over armlænet.

”Flora, vil du ikke please bare tænde de lorte lanterner?” Lolas stemme er skinger, og hun kigger panisk på mig og løfter øjenbrynene.

”Vil du begynde at spørge pænt og sige tak?” spørger jeg, mens Emil er ved at trille ned af sofaen af grin over min kommentar.

”Shit en nice kommentar at fyre af! Respekt!” Han smiler stort.

Lola tager en dyb indånding og kigger på mig med et falsk smil. ”Flora, min søde yndlings kusine, vil du være sød at tænde de lanterne, der er hængt op rundt omkring i haven?”     

”Selvfølgelig vil jeg det søde Lola.” Jeg smiler ligeså falsk til hende, som hun gør til mig, og går så ud på terrassen.

Det er ved at blive mørkt og der hænger lanterne overalt. Det er da klart, at hun ikke har tid til at tænde dem, når hun har hængt så mange op.

Jeg finder en stige frem fra skuret og starter fra en ende af. Blå, røde, grønne, gule og lyserøde lanterne lyser op over alt.

Da jeg når til lanternerne på terrassen, kan jeg høre Lola råbe af Emil. Kan den pige overhovedet ikke slappe af? Jeg har aldrig set hende sådan før. Og fordi jeg bliver så optaget af at lytte til deres samtale, glemmer jeg helt, hvad jeg har gang i, og så falder jeg. Men jeg når ikke at ramme terrassens træplanker, før et par hænder griber fat i mig. Emil? Har han endelig rejst sig fra sofaen?

”Klog og forelsket er ingen dødelig.” Okay, det er ikke Emil.

”Og han fortsætter med Shakespeare.” siger jeg sarkastisk, mens jeg på en underlig måde nyder lyden af Mads’ hæse grin i mit øre.

”Og han kan blive ved.” siger han, og jeg tænker, at nu giver han nok slip på mig, men det gør han ikke. Jeg ligger stadig med hovedet mod hans ene skulder, og hans hænder holder stadig om mine hofter. Min T-shirt er gledet lidt op, og hans fingre brænder mod min hud. Jeg kan høre hans åndedrag, tung og langsomt, mens hans hænder forsigtigt løsner grebet om mine hofter en lille smule.

”Selvom jeg ville elske blive her, syrer mine ben ret meget nu.” Så giver han slip og jeg dumper ned foran ham. Jeg vender mig om og betragter ham diskret. Har han siddet på hug hele tiden?

Mads griner svagt. ”Hvis du ikke allerede havde opdaget det, så er det ikke lige i fitnesscenteret, jeg bruger min tid.”

Jeg smiler. I lang tid sidder vi bare og kigger på hinanden. Jeg ved ikke, hvor lang tid, men længe nok til, at det bliver akavet.

”Jeg øh..” Mads smiler og rejser sig op. ”Jeg må hellere gå ind til Lola, og se, om hun har brug for hjælp.”

”Ja..” Jeg rejser mig også op. ”Det har hun nok,” siger jeg. ”Hun har opført sig lidt skørt hele dagen.”

Mads griner svagt. ”Ja, det..” siger han langsomt. ”Det bliver hun altid, når hun skal holde fest.”

Jeg nikker og ignorerer den varme følelse i min mave, da Mads holder sit blik på mig, inden han vender om og går ind ad terrassedøren.

Jeg ryster på hovedet. Det er bare en fælles interesse for Shakespeare. Ikke andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...