Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26752Visninger
AA

5. kapitel fire

  

 

 

Kapitel 4

Jeg ved ikke, hvorfor jeg lod hende overtale mig. Hvorfor? Hvorfor sagde jeg ja? Hvorfor står jeg nu ved en eller anden restaurant og venter på min date? På Mads?

Jeg kan tydeligt se overskriften for mig: ”Flora Mark på vej til dødens dobbeltdate for at hjælpe sin kusine.”

”De er sent på den.” Lola kigger endnu engang på sin mobil. Hun virker nervøs.

”De er drenge.” siger jeg. Er det ikke indlysende? Drenge kan ikke finde ud af at overholde tider. Og da slet ikke drenge som Mads og Stefan.

”Måske har han fortrudt.”

”Fortrudt?”

”Ja,” Lola kigger på mig. ”Måske synes han, at jeg er for ung. Eller for lav. Eller for tyk.”

”Hold nu op,” Jeg vender øjne af hende. ”Hvornår kunne du nogensinde være for tyk til nogen?”

”Nej, jeg mener det, Flora,” Hun tager fat i mine arme og kigger bekymret på mig. ”Hvad hvis han ikke kommer. Hvis han ikke synes, jeg er så spændende alligevel. At jeg ikke er det værd.”

”Er hvad værd?”

”Besværet,” Lola sukker. ”Vi er jo nødt til at holde det hemmeligt for mine forældre.”

”Lola,” Jeg sender hende et smil. ”Jeg kender ikke Stefan. Men jeg tror, at drenge som Stefan elsker sådan noget der med hemmeligheder og sådan.”

Lola nikker. ”Du har nok ret,” Hun tager en dyb indånding. ”Hvordan ser jeg ud?”

”Du ser smuk ud.” Jeg smiler. 

Hun smiler tilbage og kigger ned på sine fødder. ”Ved du hvad?”

”Hvad?”

”Det ville være sødt, hvis dig og Mads blev forelskede.” Hun smiler.

Jeg svarer ikke, men smiler kun, selvom der overhovedet ikke er noget at smile over. Det ville overhovedet ikke være sødt, og Mads og jeg bliver aldrig forelskede, det er helt sikkert.

Lola ligner en, der skal til at sige noget, men hun bliver afbrudt af en mandestemme, der råber efter hende. Jeg betragter Lola, som hun lyser op i et smil og hvinende løber i retning af stemmen. Stefan. Skønt. Kunne han ikke bare være blevet væk, så jeg ikke behøvede at gå på date med Mads? Jeg mener, det er en date med Mads! Min første date, og så er det med en dreng, jeg ikke kan fordrage, og som heller ikke kan fordrage mig. Skønt. Jeg havde regnet med, at det ville være med en, der var mere akademisk og mindre drug dealer.

Jeg vender mig i retning af Lola, der beskyttende er blevet pakket ind i Stefans tatoverede arme. En sort slange snor sig langs hele den venstre arm, på samme måde som min mave snor sig sammen ved synet af Mads. Han ser ligeså utilpas ud, som jeg føler mig. Står lidt længere væk og kigger skiftevis på sin telefon og på noget bag ham, der enten kan være et røgeri eller en ældre mand, der snakker med mågerne.

Jeg sukker. Hvad laver jeg her? Jeg kan vende om lige nu. Løbe min vej og blive væk for altid. Hvorfor sagde jeg ja? Hvorfor kan jeg for en gangs skyld ikke sige nej til noget? Jeg siger altid ja. Jeg siger ja til ekstra arbejde for skoleavisen, jeg siger ja til ekstra timer på aftenskolen, jeg siger ja til flere opgaver i skolen, jeg kan få ekstra point.

”Ey Mads, kom nu man!” Stefans meget voksne stemme, men meget barnlige ord, får mig til at kigge op på ham, der med Lola under armen, er på vej hen mod mig.

”Hej Flora,” Han smiler. ”Hyggeligt at møde dig.” Og mere opmærksomhed værdier han mig ikke, før han er all over Lola igen. Jeg når ikke engang at svare ham, hvorfor så overhovedet snakke til mig?

Vi bliver vist ind til i et bord i midten af Bryghuset, og der er mennesker og larm overalt. Stefan og Lola lader ikke til at lade sig irritere af det, og glor bare hinanden dybt i øjnene, men Mads ser præcis ud, som jeg forestiller mig, jeg ser ud. Som om han bare gerne vil væk herfra. Godt nok har Mads og jeg normalt absolut intet tilfælles, men i aften tror jeg, vi har en meget væsentlig ting tilfælles: Ingen af os har lyst til at være her.

”Det var godt, i gad tage med.” Stefan smiler taknemmeligt. Først til Mads, så til mig.

”Intet undtagen Himlen selv er bedre end en ven, der virkelig er en ven.” siger Mads i samme tonefald som ved stranden, da han citerede Blicher.

Jeg sender Stefan et lille smil, der blot vender øjne af Mads’ kommentar og retter så sin opmærksomhed mod Lola. Selvom vi er på en dobbeltdate, virker det ikke som om, at Stefan og Lola har tænkt sig at lade sig påvirke af min og Mads’ tilstedeværelse. Men hvad havde jeg også regnet med?

En tjener med sort slikhår og et stort smil stiller sig forenden af vores bord, for at tage imod bestillinger.

”Jeg kan anbefale vores kærlighedsmenu. 3 retter til deling, enten til 2 eller 4 personer. Den er meget populær.” Han viser Lola noget på menukortet, og hun smiler stor til os andre.

”Det lyder virkelig lækkert!” siger hun en smule for højt og ivrigt.

”Jeg skal bare have en pizza!” Er Mads hurtig til at sige.

”Også mig!” siger jeg, og undgår Mads blik, der kigger indtrængende på mig. Min hud føles varm og prikkende på en underlig måde, ved fornemmelsen af hans blik.

Tjeneren går med en bestilling på to pizzaer nummer et eller andet og en kærlighedsmenu til to. Lola og Stefan deler en flaske hvidvin, Mads drikker øl, og jeg drikker vand.

”Hvor er i søde.” Lola smiler og kigger skiftevis på Mads og på mig.

”Vi er ikke søde.” siger Mads, og for første gang, er jeg enig med ham. Mads og jeg er forskellige. VI er stikmodsætninger af hinanden. Vi har forskellige holdninger til alt. Vi er uenige. Vi har forskellige værdier. Vi er mange ting, men vi er ikke søde.

Lola og Stefan griner.

”Jeres forsøg på ikke at gøre det her til en date virker overhovedet ikke. Bare så i ved det.” Stefan klapper Mads på ryggen og blinker til mig.

”Jeg går lige på toilettet.” siger jeg og rejser mig.

Heldigvis ligger det langt væk fra vores bord. Jeg åbner døren med ”piger” skrevet i toppen. Båse langs den ene væk, håndvaske og spejle langs den anden. Elevatormusik strømmer ud en højtaler et sted, jeg ikke kan lokalisere.

Jeg låser mig inde i en af båsene og sætter mig på toiletbrættet. Egentlig skal jeg overhovedet ikke på toilettet, jeg gad bare ikke sidde ved bordet længere. Opdager de det, hvis jeg ikke kommer tilbage? Hvad snakker jeg om, selvfølgelig opdager de det! Man opdager da, at nogen mangler fra bordet! Kan jeg ikke komme med en eller anden undskyldning for, hvorfor jeg ikke kan blive?      

Da jeg har siddet på toiletbrættet i ca. 10 minutter, rejser jeg mig og åbner døren. Jeg kigger mig kort i spejlet. Retter på de franskefletninger, Lola insisterede på at lave, fordi de ”fremhævede mine øjne og meget dårligt plukkede øjenbryn.” Jeg plukker ikke engang mine øjenbryn, hvordan kan de så være dårligt plukkede?

Jeg fugter mine hænder og går ud fra toilettet. Eller, jeg ville gå ud fra toilettet, hvis ikke nogen spærrede døren. Hvem spærrer seriøst døren ud til et dametoilet på en restaurant? irriteret skubber jeg til døren, men den bliver lukket igen fra den anden side.

”Helt seriøst, tag dig lige sammen!” råber jeg, mens jeg endnu engang tager i håndtaget og presser mig mod døren. Og så vælter jeg ud på gulvet, fordi den person, der spærrede for døren, har flyttet sig, og det gør ondt i min arm, da jeg lander på den, men endnu mere ondt i mine ører, da jeg hører et irriterende velkendt grin. Jeg kigger op på Mads, der kigger smilende på mig.

”Det må du sgu undskylde, jeg vidste ikke, det var dig.”

”Helt sikkert.” Jeg rejser mig hurtigt op. Selvfølgelig vidste han, at det var mig. Hvorfor skulle han ellers gøre det?

I lang tid står vi bare der uden at sige noget, mens Lola og Stefan sikkert slet ikke har lagt mærke til, at vi er væk. En ældre dame med en lilla hat smiler venligt til os begge to, da hun åbner døren til dametoilettet.

”Sååå...” siger Mads og kigger ned på sine fødder.    

Jeg svarer ikke.

Mads griner halvhjertet. ”Det her minder om i går på stranden.” 

I går på stranden. Var det kun i går? Det føles som meget længere tid.

Jeg griner, bare fordi det føles underligt, ikke at gøre det. Jeg kigger på Mads. Hans hår er vildt ulderet, og hans Hugo boss T-shirt er krøllet. Jeg ved, det er Hugo Boss, fordi det er det eneste mærke, min far bruger T-shirts fra, så jeg køber dem hver jul og til hans fødselsdag. Han lægger vægten på venstre ben, så højre, så venstre, så højre. Så sukker han.

”Hvad laver vi?” spørger han.     

”Du hjælper din ven, og jeg hjælper min kusine.”

”Man kan ikke mærke på dig og Lola, at i er i familie.”

”Næ.” Er det en god eller en dårlig ting?

”Eller se det.” siger han og studerer mig kort.

”Næ.” Det ved jeg, er en dårlig ting.

”Kom,” Mads kigger hurtigt på mig. ”Du skal med tilbage til vores date,” Han rækker hånden frem mod mig, i lang tid glor jeg bare mærkeligt på ham. Prøver han at lege charmerende nu? ”Det er en ordre.” siger han.

”En ordre?” Jeg rynker brynene. Tror han, at han kan hundse med mig?

”Ja, en ordre,” siger han og fortsætter: ”Det vigtigste i et forhold mellem en mand og en kvinde er, at den ene skal være god til at modtage ordrer.”

”Og hvilken smart poet har sagt det?”

”Det ved jeg ikke, men det er sandt.” Han gør en ivrig bevægelse med sin fremrakte hånd, og da han begynder at ligne en, der er træt af at stå og vente, tager jeg modvilligt imod hans hånd, og sammen går vi tilbage til dødens date.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...