Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26763Visninger
AA

16. kapitel femten

 

 

 

Kapitel 15

Det første jeg gør, da vi kommer hjem, er at tage et bad. Har Emil ret? Lever jeg overhovedet livet? Mit liv er fyldt med bøger, lektier, afleveringer, skole. Det er et liv. Det er et liv, jeg har valgt. Jeg burde stå ved det valg, uanset hvad andre siger.

Jeg er i gang med at tørre mit hår med et håndklæde, da Lola og Emil træder ind på mit værelse.

”Her dufter helt rent.” siger Emil og kaster sig ned i min seng. Der er noget ved det, at han ligger i min seng, som jeg ikke kan lide. Lola sætter sig op ad væggen med benene op under hende.

”Hvad ville i?” spørger jeg.

”Jeg snakkede med Mads.” Lola smiler.

”Ja, det så jeg.” Jeg hænger håndklædet over døren og putter olie i mit hår.

”Er du sur?” Lola kigger indtrængende på mig.

”Næ.”

”Nå.”

Stilhed. Jeg fletter mit fugtige hår.

”Men altså, jeg skulle spørge fra ham, om du havde lyst til at drikke kaffe med ham i aften.”

”Kaffe?” Jeg rynker næsen. Mads drikker da ikke kaffe?

”Ja, jeg så også sådan der ud i hovedet, da han sagde det. Men altså,” Lola puster ud. ”Kaffe på Siemsens gård i aften kl. 21.”

”Hvorfor spurgte han mig ikke bare selv?”

”Det tør han sgu da ikke.” Lola griner.

”Okay.”

”Okay?”

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

”Hvad betyder det?” Lola kigger indtrængende på mig.

”Det ved jeg ikke.”

Emil sukker. ”Komfortzone.” siger han.

Jeg vender øjne af ham. Komfortzone. Den er et rart sted være. Der er da ikke noget galt med at blive et sted, man synes er rart? Er der?

”Hvad skulle det overhovedet gøre godt for?” spørger jeg.

”Det finder du vel kun ud af på en måde.” Lola blinker med det ene øje.

”Har han sagt noget til dig?”

”Til mig?” Lola ser falsk tænksom ud. ”Hm. Det ved jeg sørme ikke, jeg har ret dårlig hukommelse.

Jeg sukker. Hvorfor skal hun være så irriterende.

Emil får samme ansigtsudtryk som Lola. ”Og hun fortæller aaaldrig mig noget.”

”Hold kæft hvor er i åndssvage.” Jeg griner svagt.

”Det tager vi som et ja,” Hun hopper glad op fra sengen. ”Og bordet fanger.” Så går hun ud af værelset. Emil ligger stadig i sengen.

Han rejser sig langsomt op. ”Hvis alt går galt,” Hans ene mundvige løfter sig en lille smule. ”Så bare stik hånden ned i bukserne på ham. Mere komplicerede er drenge heller ikke.” Han banker mig i ryggen og forsvinder fra værelset.

Stikke hånden ned i...?

Jeg ryster på hovedet.

Nej tak.

Jeg kigger på mig selv i spejlet.

Aftenkaffe. Det er bare aftenkaffe.

Hvad kan gå galt? Og hvis noget går galt, skal jeg bare stikke min hånd ned i... nej. Intet går galt.

Da jeg har besluttet mig for, at jeg tager afsted, går tiden pludselig meget langsomt. Det er som om, at alt foregår i slowmotion, og alt jeg ønsker at bare at spole frem til kl. 21.

Jeg følger ikke med i samtalen, da vi spiser aftensmad på terrassen. Hvad hvis Mads bare vil fortælle mig, at han ikke gider se mig? At det har været det rigtige, at holde sig væk fra mig? At det, at se mig på stranden i dag bekræftede det. Hvad hvis han siger det helt modsatte?

Jeg har tømt hele mit klædeskab ud på gulvet, da mor stikker hovedet ind.

”Hvad sker der?” spørger hun og kigger på tøjbunken. ”Du går aldrig op i dit tøj?”

”Jeg skal bare mødes med en.” siger jeg og forsætter med at rode. Der må da være noget pænt tøj.

Mor sætter sig på kanten af sengen. Den knirker svagt. ”Hvem?”

”En af Lola og Emils venner.”

Hun nikker. ”Er han sød?”

”Hvor ved du fra, at det er en han?” Jeg kigger kort op på hende. Hun smiler over hele hovedet.

”Tøjbunken afslører dig lidt,” Hun nikker kort mod alt tøjet og gør tegn til, at jeg skal sætte mig. ”Er han sød?” spørger hun igen, da jeg har sluttet mig til hende på sengen.

Jeg nikker. Og ryster på hovedet. Og nikker igen. ”Han forvirrer mig.” siger jeg.

”Det behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig ting.”

”Næ,” Jeg trækker på skuldrene. ”Det gør det vel ikke.”

”Du har godt af noget drenge selskab.”

”Jeg har da drengevenner.”

”Ja,” Mor tøver. ”Lektiemakkere.”

”Hvad er der galt med det?”

”Ikke noget,” mor strøger mig over håret. ”Men det er altid godt at udvide sin horisont.”

Udvide sin horisont. Som i en kæreste?

”Altså noget romantisk?”

”Jeg tror det ville være godt at-”

”Så er modeeksperten her!” Lola flår døren op med et kæmpe smil. ”Åh, hej Lisa. Jeg vidste ikke, du var her.” Lola smiler undskyldende til mor.

”Jeg var også på vej ud igen.” Mor kysser mig på panden og går ud af værelset.

Lola smiler. ”Ved du, hvad du skal have på?”

”Nej!” Jeg sukker og griner på samme tid. ”Hjælp mig.”

”Okay,” Lola kigger på mig med et smådømmende blik. ”Du skal i hvertfald have noget andet på end det der.” Hun går i gang med at rode i bunken.

Jeg sætter mig opgivende på min seng og venter. Lola er kritisk, og det er godt. Men mens jeg sidder og venter, kan jeg ikke lade vær med at tænke på, hvorfor det er godt. Hvorfor går jeg op i, at jeg har pænt tøj på? Det har jeg aldrig gjort før! Hvorfor nu?

”Okay,” Lola puster ud. ”Du gør det ikke nemt, men de her jeans kan gå,” Hun lægger et par denim jeans på min seng. ”Jeg kommer tilbage lige om lidt.” Og så er hun væk. Jeg kigger på bukserne. Der er huller ved knæene, og de trævler. Jeg købte dem kun, fordi den eneste veninde, jeg nogensinde har haft, sagde til mig, at de var pæne. Det er et år siden nu, og jeg har kun haft dem på en gang. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg tog dem med.

Lola stormer ind på værelset igen. ”Og så skal du have den her top på til,” Hun smiler stolt. Jeg kigger tøvende på den. Den er sort med små blomster i hvid og grå. ”Og tag fletningen ud, så har du flotte krøller.”

Jeg sukker. Der er en time til, vi skal mødes. Emil har lovet at køre mig derind.

”Okay.” Jeg smiler. Toppen er vel meget pæn.

”Yay,” Lola klapper i hænderne. ”Det hele skal nok gå godt.”

”Tror du?”

”Vil du høre en hemmelighed?” Lola sænker stemmen.

”Okay.”

”Han kan altså virkelig godt li dig,” Lola klemmer min hånd.  ”Sådan, virkelig, virkelig godt. Det er næsten irriterende, så meget han snakker om dig.” Hun griner.

”Virkelig?”

”Virkelig.”

Jeg smiler. ”Tak.”

”Okay,” Lola rejser sig fra sengen. ”Jeg skal nok give dig noget privatliv.”

Jeg sender hende et smil, inden hun forsvinder ud af døren.

En time. En time til mit møde med Mads. En time til at flippe ud.

Jeg skifter til det tøj, Lola har valgt frem til mig. Toppen falder pænt og fremhæver de former, jeg ikke har. Bukserne sidder lidt for stramt til, at det er behageligt. Jeg tager elastikken ud af mit hår og skiller fletningen ad, så de brune bølger dækker stropperne på min top.

Jeg tager en dyb indånding. Det skal nok gå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...