Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26754Visninger
AA

2. kapitel et

 

 

 

Kapitel 1

Her er hvad jeg ved om alkohol: Mokai og somersby. Vodka og tequila. Der er noget med en promille, som enten kan være lav eller høj. Det er meget populært hos mange mennesker, og man kan købe det meste, når man er 16. Det kan gøre dig mere modig og ligeglad med alt. Den der promille, som enten kan være lav eller høj, kan også blive for høj, og så kan man ende til udpumpning. Jeg ved, at far altid begynder at synge når han drikker rødvin, og at mor altid bliver meget træt. Jeg ved, at jeg vil holde mig fra det, så længe jeg kan, og jeg ved, at jeg skal tilbringe sommeren med folk, der drikker vodka inden frokost.

Og så ved jeg, at jeg ikke aner noget som helst om de flasker, jeg står og kigger på. Jeg er nok den dårligste, man kan sende ud for at købe alkohol. Hvorfor kan far ikke bare købe sin ”Værtsgave”, som han så fint kalder det, selv? Alle ved jo, at han kommer til at drikke hvad-end-jeg-vælger alene, og at farmor og farfar ikke får lov til at få så meget som en tår.

Jeg prøver at danne mig et overblik over flaskerne. Der er så mange forskellige farver, og jeg kan ikke udtale over halvdelen af navnene. Jeg sukker. ”Sjældent syn: 16-årige teenagepige på vildspor ved alkoholhylden.” tænker jeg, da jeg tager en flaske op i hænderne og studerer den. Hvis jeg så den overskrift, ville jeg helt skal læse artiklen bag. Den skal skrives ned i bogen, så snart jeg kommer tilbage til vores bord i restauranten, der er fyldt med alt for mange mennesker og lugter alt for meget af ristede pølser med stærk sennep.

Jeg kigger rundt i boadershoppen. Er der nogen, der har opdaget, hvor fortabt jeg er? En ældre dame står og kigger på en parfume. Et par små drenge kigger på slikposer. Flere mennesker kan jeg ikke se.

Jeg stiller flasken tilbage på hylden og sukker. Overvejer et øjeblik at gå tilbage vores bord, og få far til at købe hans alkohol selv.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” En kvindelig ekspedient med lidt for meget læbestift smiler venligt til mig.

Jeg sukker. Er det så åbenlyst? Jeg forklarer hende om mit problem og hun nikker lyttende. Kigger lidt rundt på hylderne og tager en flaske ned fra den midterste.

”Jeg tror, den her er det bedste match.”

”Så tager jeg den.” siger jeg og følger med hende op til kassen. Jeg tager et boligmagasin med i købet og forlader boadershoppen. Flasken føles tung i posen og den ramler hele tiden sammen med mit bare ben. Den kan ikke pludselig smadre, kan den? Jeg ser overskriften for mig. ”Flora Mark smadrer den første flaske sprut, hun nogensinde har købt.”

Far smiler, da jeg kommer tilbage til vores bord. Han kigger interesseret på posen i min hånd. Jeg tager magasinet op og rækker ham posen.

”Værsgo.” siger jeg.

”Tak min skat. Hvad har du købt?”

”Det ved jeg ikke,” Jeg trækker på skuldrene. ”Ekspedienten anbefalede det.”

Far nikker, og jeg sætter mig ned. Min pølsetaske hænger over ryglænet. Jeg hiver notesbogen op af ende rummet og bladrer om til den første tomme side, hvor jeg skriver de nye overskrifter ned med den kuglepin, der altid sidder i ringbindet.

Jeg kan mærke mors blik på mig og kigger op på hende. Hun smiler og kigger mod notesbogen.

”Får du skrevet noget godt?” spørger hun.

”Det tror jeg. Men de her er ikke til et 12-tal.”

”Det kan alting jo ikke være,” Mor smiler. ”Vel?”

”Det kan det vel ikke,” Jeg trækker på skuldrene. ”Hvornår er vi i havn?”

Mor kigger på sit rindstens besatte armbåndsur. ”Om en halv times tid ca.”

Jeg nikker og rejser mig fra stolen igen. ”Jeg går lige en tur.”

Der er mange mennesker på båden. Mange børnefamilier og unge par. En lille dreng med en stor ble griner højt, da hans far løfter ham op og kysser ham på kinden. Jeg smiler og åbner døren ud til dækket. Solen skinner og vinden er let kølig. Båden larmer irriterende højt, men de andre på dækket ser ikke ud til at lade sig forstyrre af det.

Et ungt par har sat sig på en cowboyjakke og nyder solen. Pigen har brune, runde solbriller på og en blond knold på toppen af hovedet. Drengen sidder bag hende med hænderne på hendes underarme. Jeg smiler og trækker mine solbriller ned over øjnene, så alt bliver en tand mørkere.

Jeg stiller mig ud til rælingen og kigger ud over vandet. Bølgerne er høje, men rolige. Fredelige på en måde, der overrasker mig meget. Mit hår flagrer i vinden og klæber sig til mit ansigt. Det trænger til at blive klippet. Jeg trækker den slidte elastik, som sidder alt for løst om mit håndled, af hånden og laver en hurtig hestehale.

Jeg sukker. 3 uger i sommerhus med min familie. 3 uger er meget lang tid. Min første sommer som gymnasieelev, og så tvinger mine forældre mig med ned i sommerhuset halvdelen af ferien?

En lille dreng åbner døren bag mig og løber med klumpede skridt hen til rælingen. Han har nok lige lært at gå. Bag ham løber en ældre mand i hvide shorts og blå T-shirt. Han ser bekymret ud, og når lige at fange drengen, inden han når hen til kanten. Drengen smiler stort, så de tykke kinder bliver endnu tykkere. Han har solcreme i hele hovedet og en hvid bøllehat på.

Hvorfor insisterede far også på, at jeg skulle med? Ikke fordi, jeg ikke kan lide min familie, men det er jo ikke fordi, de ville dø, hvis jeg ikke var der. Jeg har intet til fælles med min fætter og kusine. Intet. Alt deres liv består af, er at drikke sig fulde og ryge sig skæve til diverse strand- og havefester. Der er jeg bare ikke i mit liv, og jeg kommer det nok aldrig.

Da jeg var mindre, elskede jeg at komme i sommerhuset. Som små kunne min kusine og jeg lege i haven i timevis. Men det var før, vi nåede puberteten. Før jeg begyndte at gå op i mine karakterer og skolen, og før min fætter begyndte at hænge ud med de forkerte, og min kusine begyndte at hænge ud med sin storebror.

Far smiler til mig, da jeg kommer tilbage til bordet. Over højtalerne bliver alle bedt om at gå tilbage til deres biler.

”Vi er fremme!” siger far lidt for glad, og hanker op i plastikposen med min nøje udvalgte sprut.

Vi er fremme. Velkommen til en ferie i helvede. ”Flora Mark på vej til dødens sommer.” tænker jeg.

Hvis overskrifterne fortsætter sådan her, mangler jeg bare et navn til min avis, og så er jeg klar til at gå i trykken. Notesbogen brænder i min taske.

 

Jeg sukker, da bilen drejer ind på den lille grusvej. Nu er vi for alvor fremme. Ud af den halvt nedrullede bilrude kan jeg se sommerhuset. Farmor og farfar sidder på terrassen og spiller kort ved det parisinspirerede cafebord. De andre har allerede været hernede i nogle dage. De var gået på ferie hurtigere end mine forældre. Og hvis jeg kender min kusine og fætter ret, så havde de også haft travlt med at komme ned til deres sommerslæng.

Jeg tager en dyb indånding, sætter det store smil på og går ud fra bagsædet af bilen. Selvom det er ved at være sent på eftermiddagen, står solen højt på himlen. Den brænder mig i ryggen.

”Flora!” Lyder min farmors glade stemme, idet hun med hastige skridt går hen mod mig. Hun har et kæmpe smil om læberne, der fremhæver smilerynkerne og i en hurtig, men kærlig bevægelse, slynger hun armene omkring mig.

”Hej farmor.” siger jeg mod hendes skulder og smiler svagt. Farmor bliver afløst af farfar, som bliver afløst af min onkel, og sådan fortsætter det, ind til jeg har hilst på hele familien, på nær min kusine og fætter.

”Hvor er Lola og Emil?” spørger jeg i håb om, at de allerede er taget afsted til dagens fest, så jeg ikke behøver at bruge tid med dem i dag.

”De er inde på det sædvanlige værelse,” siger farmor.

Jeg nikker som svar.

”De ville ikke tage af sted, før du var kommet,” fortsætter hun. ”De har glædet sig.

Jeg hanker op i min taske og marcherer ind i sommerhuset. Uheldigvis ligger mit værelse lige ved siden af Emil og Lolas, så de opdager mig højst sandsynligt. ”Teenagepige sniger sig forbi værelse for at undgå strandfest.”

Jeg kan høre høj pigefnisen fra deres værelse. Forsigtigt går jeg forbi den halvlukkede dør og håber på, at jeg i dag har heldet med mig, og de gamle gulvbrædder ikke vil huske mig på, hvor gamle og slidte de egentlig er.

Jeg lukker stille døren til mit værelse og ånder lettet op. De opdagede mig ikke. Sengen knirker svagt, da jeg stiller min taske på den, for derefter selv at lægge mig ned. Min krop føles klam og træt.

Jeg kigger på det runde spejl, der hænger på væggen overfor sengen. Mine øjne ser ligeså trætte ud, som min krop føles. Jeg har et myggestik under venstre øje. Jeg trækker op i skuldrene, spænder, løsner og sænker dem igen.

Ude foran vinduet hopper en lille fugl rundt. Den er alene, ligesom mig, selvom jeg ikke er det, det føles bare sådan. Måske er den heller ikke alene. Måske venter dens flok et eller andet sted på den, præcis som mine venner i København. Jeg følger den med øjnene, indtil den flyver væk. Så trækker jeg det pastellyserøde gardin for, så eftermiddagssolen ikke skinner mig i øjnene.

”Jeg syntes nok, jeg hørte noget,” Lola står i døråbningen. Hun sender mig et stort Colgate smil og sætter sig i sengen ved siden af mig. ”Du skal med til fest. Skynd dig at klæd om.”

Okay. De opdagede mig.

Lola rejser sig fra sengen og smiler skævt. ”Har du overhovedet noget pænt tøj med?” Hun giver sig til at studere mig, og ser bestemt ikke tilfreds ud ved synet af et par sorte Adidas shorts, der sidder løst og slasket om mine lår, og en almindelig, hvid T-shirt.

Jeg ryster på hovedet. Min taske indeholder meget, men pænt tøj er ikke en del af dens indhold.

”Vent her,” Lola blinker til mig med det ene øje og forsvinder hurtigt fra det lille værelse.

Jeg sukker og ryster kort på hovedet af hende. Men hvad havde jeg også forventet? Hvis der er noget, der irriterer Lola mere end dårlige fester, så er det dårligt klædte mennesker.

Imens jeg venter, fisker jeg den blomstrede notesbog med selvopdigtede avisoverskrifter op fra min taske. Jeg bladrer lidt igennem siderne og læser et par linjer.

”12-tals elev har gjort det igen,” ”Flora Mark tilmelder sig nyt kursus på aftenskolen.”

Jeg smiler. Skrevet ned sådan der, lyder mit liv nu meget godt. Forhåbentlig får jeg en dag lov til rent faktisk at skrive artikler i stedet for kun overskrifter.

Lolas smil fylder hele værelset, da hun kommer igen. I favnen har hun noget hvidt og noget denim.

”Du kan jeg så godt lide denim, ved jeg.” siger hun og kaster tøjet over til mig. En hvid top med brede stropper og høj hals og en denim nederdel med knapper hele vejen ned foran. Jeg kigger lidt på det. Kan man have det på til en fest?

”Skynd dig at klæde om, og kom ind til os bagefter.” Hun sender mig et lille smil og forlader værelset igen.

Jeg kigger lidt mere på tøjet. Ja, jeg kan godt lidt denim, men en nederdel? Kender hun mig ikke godt nok til at vide, at jeg ikke går med nederdel?

Opgivende tager jeg tøjet på. Nederdelen går næsten ned til mine knæ, og toppen sidder stramt på min overkrop. Jeg kigger på mig selv i spejlet igen. Tager elastikken ud at mig hår og kører et par fingre gennem det, ind til jeg opgiver og tager mine hvide, halvslidte converse på i stedet. Jeg binder de beskidte snørebånd, og hiver min denimjakke op af tasken. Den har samme farve som nederdelen.

Lola og Emil sidder begge på sengen, da jeg kommer ind til dem. De retter begge deres opmærksomhed mod mig. Lola smiler og Emil tjekker mig ud. En kvalm følelse samler sig i min hals.

”Jeg vidste bare, det ville se godt ud!” Lola kigger tilfreds på Emil. ”Ser hun ikke godt ud?”

Emil nikker og rejser sig fra sengen. ”Du ser godt ud kusine,” siger han og lægger armen om mig. ”Har du ikke fået større bryster?” Han blinker flabet til mig og fjerner armen fra min skulder.

Jeg vender øjne af ham. Jeg har overhovedet ikke fået større bryster, og det ved han også godt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er den storbarmede type, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg ville ønske, jeg var det.

”Du er så dum, Emil,” siger Lola og dasker ham på armen. ”Er vi ellers klar?” Hun kigger ivrigt på mig.

”Mit hår,” siger jeg opgivende. ”Det ser mærkeligt ud.” Forhåbentlig kan Lola hjælpe.

Lola kigger lidt på det. ”Bare lad det hænge.” siger hun.

”Seriøst?” Mener hun det? Det er filtret og slasket, og jeg ved ikke hvad.

”Ja,” Lola puffer lidt i det. ”Det ser sexet ud sådan der.” Hun smiler.

”Sexet?”

”Ja,” Lola kniber det ene øje lidt sammen. ”Men måske,” Hun finder noget, der mest af alt ligner en spraydåse, frem fra klædeskabet og sprøjter noget i mit hår, mens hun kører fingrene gennem det. Det lugter stærkt. ”Sådan der! Nu er du lækker.” Hun smiler stolt.

Jeg kigger mig i spejlet, der er næsten identisk med det, der hænger på mit værelse. Mit hår ser ikke opgivende ud mere.

”Kom!” hviner Lola og hiver fat i mig. ”Nu skal vi ud og feste.” Hun hiver mig med ud af værelset og gennem huset. Vi stopper først, da vi når terrassen.

”Så skal i ud og gøre Snogebæk usikker, hva?” Vores alle sammens Onkel Bo, som hverken har kone eller børn, smiler stort. Han sidder tilbagelænet i kurvestolen og har en øl i den ene hånd. Hvilken en det er, aner jeg ikke.

Lola og Emil griner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Far sender mig et smil, og gør tegn til, at jeg skal komme over til ham. Han lægger kærligt en hånd på min skulder.

”Pas på, ikke? Og ring, hvis du vil hjem.” Han sender mig et lille smil, og jeg forsikrer ham om, at jeg nok skal passe på mig selv. Det er jo ikke fordi, jeg har tænkt mig at drikke.

”Bare rolig, Lars,” siger Lola. ”Vi skal nok passe godt på hende.” Forsikrer hun ham, inden hun løber afsted med mig.

Jeg er dog ikke ligeså rolig over den kommentar, som jeg kunne ane, min far blev. Jeg er ret sikker på, at når Lola siger, ”passe godt på” så lægger hun noget helt andet i det, end hvad min far og jeg gør. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...