Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26765Visninger
AA

22. kapitel enogtyve

 

 

 

Kapitel 21

 

Klokken er 19:15 og jeg har en date med Mads kl. 19:30.  Eller, han spurgte, om jeg ville med til en fest, og jeg sagde ja. Det er det samme som en date i Mads’ verden. Faktisk spurgte han mig ikke engang, han sendte mig en sms, hvor der stod: ”Tag pænt tøj på, vi skal til fest.”

Jeg smiler for mig selv, mens jeg tager tøj på. Jeg har taget den eneste kjole, jeg ejer, på. Den er hvid og med blonder og sidder løst overalt. Mit hår dufter af roser. Jeg kører en hånd igennem det. Jeg sætter mig på kanten af sengen og kigger ud af vinduet. Forestiller mig Mads. Han sidder ved siden af mig og smiler. Så forsvinder han. Jeg tænker på det, Lola sagde tidligere i dag. Jeg kan ikke holde ham hen for evigt. Men hvad hvis jeg ikke er klar? Og hvem siger overhovedet, at vi holder? Sommerferien er snart slut. Jeg skal tilbage til min hverdag i København, men Mads skal blive her. Bornholm er hans hjem. Hvad gør vi så?

Før jeg kan nå at tænke mere over det, banker det på mit vindue. Mads smiler og vinker, og jeg går ud af sommerhuset og finder ham, parkeret lidt længere nede af vejen.

”Hej.” Han smiler. Han ser meget finere ud, end han normalt gør. De sædvanlige T-shirt og shorts er blevet skiftet ud med en hvid skjorte, der er foldet op til lidt før skuldrene og et par sorte bukser. Selv hans hår er pænere end normalt.

Hvad er det for en fest, vi skal til?

Mads smiler under hele turen. Normalt kører vi ikke i bil til festerne. Jeg vidste ikke engang, at han havde en bil.

”Du ser godt ud.” siger han og fjerner den ene hånd fra rettet, for at flette den ind i min.

”I lige måde,” Jeg smiler. ”Har du tænkt dig, at fortælle mig, hvilken fest vi skal til?”

Han griner. ”Det er stadig en overraskelse.” Han fjerner sin hånd fra min, og tænder for musikken. Jeg kender ikke sangen, men den har en lyd, jeg godt kan lide. Mine fingre trommer på mine lår. Ud af øjenkrogen kan jeg fornemme, at Mads betragter mig. Han smiler. Så skruer han op for musikken og tager min hånd. Bevæger den frem og tilbage og op og ned i takt med musikken. Jeg griner. Han begynder at synge med, og jeg lærer endnu en ting om Mads; han synger af helvedes til. Jeg griner højere, og Mads synger højere og mere skingert. Mads kysser min håndryg og slipper min hånd, da sangen slutter.

Er det sådan her, det føles at være lykkelig?

Vi sætter farten ned og jeg retter min opmærksomhed mod omgivelserne. Vi kører ned gennem Snogebæk. Hvem holder fest midt i Snogebæk?  

Mads parkerer bilen og åbner døren. Før jeg når at stige ud, har han åbnet min dør med et smil. Han tager min hånd, og vi går langsomt gennem Snogebæk. Jeg bliver ved med at kigge efter et sted, hvor der kunne være en fest. Måske skal vi bare ned på stranden? Og så havde han bare lyst til at tage lidt pænt tøj på. Det ville ikke overraske mig. Da vi passerer nedgangen til stranden, begynder jeg for alvor at undre mig. Mads stopper op foran en lille grå bygning. Restaurant Æblehaven står der på et skilt foran døren.

”Jeg troede, vi skulle til fest?” Jeg retter mit blik mod Mads. Han smiler og stiller sig lidt tættere på mig. Tager sine hænder i mine.

”Den forelskede oplever ethvert møde med sin elskede som en fest.” Hans fingre nusser min håndryg.

Jeg smiler. ”Den forelskede?”

Han kigger længe på mig. Så nikker han svagt. Smilehullet dukker frem fra sit skjul. Jeg stiller mig på tæer og planter et kys på hans læber. Mit hjerte slå koldbøtter.

Vi går ind i restauranten, og en mand med et stort smil og kraftig Bornholmsk accent viser os hen til et bord i hjørnet af restauranten. Restauranten er lille og fyldt med mennesker.

Tjeneren byder os velkommen, og jeg går i gang med menukortet. Det første jeg lægger mærke til er, at maden er dyr. Virkelig dyr.

”Lyder det ikke lækkert?” Mads kigger begejstret op fra menukortet.

”Det er meget dyrt.”

”Det skal du ikke tænke på. Hvad vil du have?”

Vi bestiller en treretters menu, og tjeneren præsenterer begejstret ideerne bag hver ret, vi får serveret.

Da vi er halvvejs gennem hovedretten, kan jeg ikke holde min nysgerrighed tilbage.

”Helt seriøst, hvordan har du råd til det her mad?”

Mads sukker og lægger sin kniv og gaffel ned.

”Jeg mener bare, du har ikke noget arbejde, så hvordan har du fået pengene?”

”Jeg har da et arbejde?”  

”Har du et arbejde?” Jeg rynker brynene. Han har aldrig snakket om et arbejde.

”Ja,” siger han, som giver det sig selv.

”Hvad laver du?”

Mads lægger hovedet på skrå. ”Flora, tænk dig om.”

”Hvad?”

”Du har set mig i aktion.” Han blinker med det ene øje.

Jeg har da aldrig set Mads arbejde. Jeg tænker på alle de gange, vi har været sammen. Hvornår har han lavet noget, der ikke inkluderede at drikke sig stiv, ryge sig skæv eller være sammen med sine venner? Det har han aldrig. Han laver aldrig andet end… Nu ved jeg det!

”Spiser vi hashmad?!”

Mads tysser på mig og kigger rundt i restauranten. ”Okay Flora, regel nr. 1: Du nævner ALDRIG h-ordet i offentligheden!”

Jeg synker sammen. ”Undskyld.”

 

Efter maden går vi en tur på stranden. Mads er faldet lidt ned igen, efter jeg kom til at snakke lidt for højt om hans arbejde. Men altså, hvad havde han regnet med? Før jeg mødte ham vidste jeg nærmest ikke, hvad hash var. Og så sidder jeg pludselig og spiser mad, han har betalt, men som han kun har råd til, fordi han sælger hash til det halve af Bornholm. Hvor får han det overhovedet fra?

Jeg har taget min sandaler af  og de hænger løst fra min højre hånd. Den venstre er flettet sammen med Mads’ hånd, men det føles an mast. Ingen af os siger noget. Mads sænker farten for til sidst at stoppe helt. Han vender sig med front mod mig. Det er ved at blive mørkt, så jeg kan ikke se alle detaljer af hans ansigt.

”Undskyld,” siger han og sukker. ”Nogle gang tror jeg bare, jeg glemmer, at du ikke er en del af det.”

”Det?” Jeg prøver at få styr på mit hår, men den svage vind vil ikke helt give mig lov.

”Min verden. Festerne. Alkohollen. Stofferne.”

”Er det.. er det et problem?” Jeg kigger forsigtigt på ham.

”Nej! Nej overhovedet ikke,” Mads smiler og lægger sine hænder på mine hofter. ”Det er forfriskende. Jeg skal bare lige vænne mig til det.”

Jeg smiler og stiller mig på tæer, som mine læber når hans. De smager sødt og føles trygge.

”Kysset er kærlighedens segl.” siger Mads, og jeg smiler.

Vi står i en behagelig stilhed og kigger på hinanden. Jeg sukker. Jeg skal hjem om en uge.

”Flora,” Mads tager mine hænder og trækker vejret dybt ind. ”Jeg tror, jeg elsker dig.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...