Den sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Han var modstander af alt det, hun stod for. Hun hadede de ting, han elskede. Alligevel fandt de hinanden. Men er en sommerferieflirt ment til at vare ved, selvom sommerferien ikke gør det?

37Likes
77Kommentarer
26760Visninger
AA

19. kapitel atten

 

 

 

Kapitel 18

Jeg stiller min taske på en af havestolene og smiler til far.

”Er i klar til at køre?” spørger han.

”Lola mangler lige det sidste.” siger jeg.

Far nikker og vender tilbage til sin avis. Farmor og farfar er i gang med at rydde de sidste rester fra morgenmaden væk.

Jeg kigger op på himlen. Et par enkelte skyer nyder den store plads de har til at slænge sig.

Jeg sætter mig overfor min far ved bordet og læner mig tilbage. Stolen knirker svagt.

”Glæder du dig?” Far kigger knapt nok op fra sin avis.

Jeg trækker på skuldrene. ”Det gør jeg vel.”

”Det bliver pisse sjovt!” siger Lola, da hun glad træder ud på terrassen. Hun er iført en hvid og blå stribet strandkjole uden ærmer og indenunder kan man ane en pink bikini. Hun sender mig et blændende smil.

”En rigtig kusinedag,” Far smiler til os begge to og lægger avisen fra sig. ”Skal vi køre?”

Lola og jeg nikker begge to, og jeg hanker op i min taske.

Kusinedag, tænker jeg, da vi sætter os ind i bilen, han skulle bare vide.

 

Far sætter os af foran indgangen til Joboland og dytter med hornet, da han kører væk. Lola og jeg vinker begge indtil vi ikke kan se bilen mere. Parkeringspladsen er fyldt med biler i forskellige nuancer af grå. Ind i mellem lyser en rød eller guld bil op.

”Tror du han købte den?” spørger jeg Lola.

”Selvfølgelig gjorde han det, det er mig vi snakker om,” Hun blinker til mig. ”Jeg bliver aldrig opdaget.”

Vi havde aftalt at mødes med Mads og Stefan inde i parken, hvis nu min far besluttede sig for at holde og vente, til vi var kommet gennem køen ved indgangen.

”Det bliver den sjoveste dobbeltdate evaaar.” Smiler Lola, da vi har stillet os i kø.

”Er du sikker?” spørger jeg. ”Er Joboland ikke mest en park for børn?”

”Der er ikke noget bedre, end at være barn for en dag.”

Jeg bliver helt overrasket over, at høre de ord komme fra Lola. Hun har så travlt med at overbevise alle om, at hun er voksen, at jeg slet ikke havde tænkt på, at også hun kan have brug for at slappe af og glemme alle de bekymringer, der følger med det voksenliv, hun så gerne vil have.

Lola betaler med penge, vi har fået af farmor og farfar, og vi kommer hurtigt ind i parken.

Stefan og Mads står det aftalte sted og venter. De snakker stille sammen og opdager os slet ikke.

Solen bager og mine shorts klistrer sig til mine lår. Jeg kører en hånd gennem mit hår.

Drengene smiler begge to, da de får øje på os. Lola og Stefan giver hinanden et kys, som om det var det mest naturlige i hele verden, mens Mads og jeg stadig ikke har fundet ud af, hvordan vi skal hilse på hinanden. Efter at have smilet akavet til hinanden i så lang tid, at det bliver ubehageligt, trækker han mig ind i et kram. Hans hånd nusser svagt mit hår og får mit hjerte til at slå kolbøtter. Da vi trækker os væk fra hinanden, står Lola og Stefan med armene om hinanden og smiler til os på den der måde, forældre smiler til deres børn, når de lige har fået en kæreste.

Mads trækker sig hurtigt væk fra mig og fjerner et fnug fra hans bukser, der ikke er der. Han trækker solbrillerne ned foran øjnene og kører hånden gennem sit hår. Han minder mig om Danny fra Grease,når han skal spille sej over for sit slæng.

Stefan og Lola griner og kigger kort på hinanden.

”Hvad skal vi først?” spørger jeg, da vi har stået og gloet på hinanden i alt for lang tid.

 

Vi går rundt i parken og kigger på dyrene. Mads og jeg holder i hånd, Lola og Stefan holder i hånd. Det hele føles så rart og ligetil, at jeg har svært ved at forestille mig, at det er de samme mennesker, der drikker sig fulde og ryger sig skæve hver aften.

Vi snakker om ting, der er ligegyldige, mens som pludselig er sindssygt vigtige. Stefan og Lola griner, da jeg peger på en sur abe og siger, at den minder mig om Mads.

Mads udstøder bare et sarkastisk ’ha ha’ og kysser mig på kinden. Han dufter af  typisk mandedeodorant og smøger.

”Skal vi tage i vandlandet nu?” Mads kigger spændt på os alle sammen.

”Vandlandet?” Stefan løfter det ene øjenbryn.

”Ja,” Mads smågriner og klør sig på armen. ”Deres vandrutschebaner var vildt sjove, da jeg var fem.”

Vi griner alle sammen.

”Du,” Stefan lægger sin hånd på Mads’ skulder og kigger ham i øjnene med et stort smil. ”Har hermed overbevist mig.”

 

Jeg tror ikke, Stefan var overbevist, men vi ender med at tage i vandlandet.

”Wow, Flora! Hvorfor har du aldrig fortalt mig, at du ser godt ud i en bikini?”

Et par kvinder på min mors alder kigger underligt på os, men Lola sender dem bare et stort smil, og så kigger de væk igen. Hun kigger sig koncentreret i spejlet mens hun laver en fransk fletning, der ender på midten af hendes benede ryg.

”Øh, det er har jeg ikke tænkt over?” Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er mest konstaterende eller spørgende.

”Det burde du.” Lola trækker på skuldrene, som om det var en helt normal ting at gøre, og marcherer ud til bruserne. Jeg lukker skabet, sætter nøglen fast om min ankel, retter kort på min lyseblå, stopløse bikini og følger efter Lola.

Da vi mødes med drengene uden for omklædningsrummene, føler jeg mig pludselig meget nøgen. Mit blik lander på Mads. Hans hår er vådt og stritter. Et par vanddråber glinser stadig på hans brystkasse, der er overraskende pæn for en dreng, der aldrig har sat fod i et fitnesscenter og meget hellere vil drikke hjernen ud hver aften. Han har sorte badebukser på med en hvid stribe ved det ene ben.

”Er vi klar til at prøve nogle vilde vandrutchebaner?” Stefan slår energisk hænderne sammen, men hans stemme er sarkastisk. Han smiler til Mads, der puffer drillende til ham.

”Vi er mega klar!” Mads smiler og lægger armen om mig. Hans hånd nusser svagt min skulder. ”Jeg skal nok passe på dig, hvis du bliver bange for de store rutschebaner.” Han klapper mig på hovedet, og jeg griner og skubber ham væk.

Vi stiller os i kø til den første vandrutschebane. Jeg har altid fået at vide, at jeg er lav. Jeg er en af de laveste i min klasse. Men i den kø, er jeg pludselig blevet en af de højeste. Lola, Stefan, Mads og jeg er de eneste over 12.

“Jeg husker dem som større.” siger Mads og kløer sig i håret.

“No shit Sherlock. Du var 5.” Stefan kigger udfordrende på ham, og Mads puster sig op, som om han er klar til at slå Stefan. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre, og Lola ser helt upåvirket ud. Så breder et smil sig på begge deres ansigter, og jeg puster ud. Det går først nu op for mig, at jeg har holdt vejret.

Den næste halvanden time går med at prøve vandrutchebaner og lege fangeleg i vandet.

Da vi står omklædte med vådt hår og vådt badetøj i taskerne, beslutter vi os for at splitte os op. Mads tager mig med hen til en kæmpe sø, hvor man kan sejle i robåde.

Jeg er ved at vælte, da jeg skal gå ned i båden, men Mads griber mig, og hans hænder om mine hofter får mit hjerte til at slå koldbøtter. Hans hænder føles som små kys.

Vi er virkelig dårlige til at ro, og da vi har sejlet i cirkler i hvad der føles som en uendelighed, beslutter vi os for at droppe at ro.

”Det er også meget hyggeligt, bare at sidde i båden.” siger Mads, som for at retfærdiggøre vores beslutning.

Jeg nikker og kigger rundt. Søen er omringet af træer, hvis blade bevæger sig i takt med den svage vind. Der er ikke særlig mange andre, som er ude at sejle. Jeg tænker på, hvad Lola og Stefan mon laver.

”Hygger du dig?” Mads sit sædvanlige skæve smil. Jeg lægger mærke til, at hans ene mundvige bevæger sig mere opad, end den plejer, når man smiler skævt. Jeg har lyst til at begrave mig i hans smilehul.

Jeg nikker stort. ”Gør du?”

Mads læner sig til frem og læner sine hænder på knæene. Hans læber er let spredte. ”Jeg hygger mig altid i dit selskab.”

En varm følelse spreder sig i mit bryst og mine mundvige hæver sig.

Jeg læner mig frem, så jeg sidder på samme måde, som Mads. ”Det er jo glad for.”

Vores ansigter er tæt på hinanden, og jeg kan mærke hans ånde. Jeg tænker på, hvad der måske kan ske nu, og før jeg når at vende det hele inde i mit hoved, læner Mads sig lidt længere frem og presser sine læber mod mine. Alt stopper et kort øjeblik inden i mig. Hans læber mod mine føles som tryghed og et eller andet falder på plads inden i mig, selvom jeg ikke aner, hvad jeg laver. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med mine hænder, og de føles akavede og forkerte, indtil Mads fletter sine fingre ind i mine og lægger dem i sit skød.

Da han trækker sig fra mig, aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg tør ikke kigge på ham. Hvad hvis jeg har gjort noget forkert?  

Mads tager mit ansigt i sine hænder og nusser min kind. Han kysser mig på panden, og mit hjerte skipper et slag. Da jeg kigger ham i øjnene, ved jeg, at det var perfekt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...