Lille lilje

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2016
  • Opdateret: 25 maj 2017
  • Status: Igang
En samling af alle de små historier jeg har på lager :)

1Likes
0Kommentarer
312Visninger
AA

2. Når månen Kalder

Månen. Oppe på himlen blandt millioner af stjerne hænger den. Så stor og lysende. Den ved alt. Alt. Jeg er Ard, en robot af ældre dato, strandet på en øde planet efter en udforskningsopgave. Hvad årstal det er, har jeg ingen ide om, jeg har været her så længe. Måne er min eneste ven.


Det var nat. Skyen nærmede sig hastigt, hurtigere end den plejede. Den årlige storm var kommet tidligt i år, og havde revet alt op. Blomster, rødder alt der kunne flænses, rives eller smadres. Alt undtagen mit lille træ. Det stod solidt og stille på den øde hede. Jeg satte mig under mit træ og kiggede forundret ned i søen. Månens overflade spejlede sig i det glitrende vand. Et pludseligt vindpust blafrede advarende og jeg rejste mig hurtigt. Når stormen kom var ingen sikre. Men for sent. Jeg løb, løb så hurtigt mine rustne ben kunne. Alt omkring mig fløj, mens vinden rev blomster og græs op af jorden. Noget ramte mig. Noget stort. Det sidste jeg så før systemet kortsluttede var mit lille træ. Mit lille træ der, med en knagen og knurren væltede i vinden, mens måne sørgeligt kiggede til fra himlen.
Skyerne var næsten forsvundet, da jeg vågnede. Bagsmækken på min ryg var gået op, og rundt omkring på jorden lå små metal stykker, og vidnede om en doven mekaniker. Jeg rejste mig fortumlet og kiggede på jorden. Og der, midt på heden, lå mit lille træ. Grenene var revet af og stammen kløvet i to. Der gik et stød helt ind i mit ikke eksisterende hjerte. Med rystende hænder samlede jeg en gren op. Stormen havde taget sit ofre.
Det blev nat igen, og månen tittede forsigtigt frem mellem et par gråhvide slørskyer, som om også den var præet af den forrige nats tab. Jeg satte mig på hug foran den lille jordbunket. Et par grene var bundet sammen til et kors og sad skævt på toppen af den grav, hvor træet lå. I jorden var der riset en række tvivlsomme bogstaver. ”her hviler mit månetræ. En ven af mig”. Jeg lagde mig stille ned ved siden af graven og kiggede. En stilhed lagde sig over stedet, som en let tåge. Jeg fik lyst til at råbe, banke, lave lyd, der kunne fjerne den trykkene stemning, men desværre var al stemme for længst forsvundet. Pludselig strakte en stråle sig gennem skydækket. Det ramte graven som en let berøring og trak sig så tilbage. Jeg kiggede trist på den sølle bunke jord. Og der, hvor månen havde vist sig, tittede et lille hoved op af jorden. Musen kravlede helt op, og gav sig til at pudse sin snude. Den kiggede på mig, blinkede og begyndt at løbe hen af engen. Langsomt rejste jeg mig, og kiggede efter den. Musen stoppede, vendte sig om og stirrede afventende på mig. Med et par hurtige skridt befandt vi os i kanten af en skov. Musen, peb og snoede sig ind mellem træerne. Langsomt fulgte jeg den. Og der, i en lille lysning, stod et træ. Et lille rynket træ, med gyldne blader og lavt hængene grene. Jeg tog musen op i hånden og strøg forsigtigt en finger over dens ryg. Et blad faldt fra træet, i en langsom snoet kurve, da jeg satte mig med musen. ”Tak”. Lyden kom som en dyb rusten klang, fra det inderste af mig. Musen hoppede forsigtigt i mit skød, men lagde sig alligevel. ”Tak”. Mumlede jeg igen, og kiggede op på den store lysene måne. ”Selv tak”.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...