Lille lilje

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2016
  • Opdateret: 25 maj 2017
  • Status: Igang
En samling af alle de små historier jeg har på lager :)

1Likes
0Kommentarer
306Visninger
AA

4. Der står han


Der står han. Ung, høj, stærk. Høje kindben og markerede øjenbryn uden at de vokser sammen. Håret er mørkeblondt, og på en god dag ville man måske kalde det gyldent. Hans øjne er lyseblå, og når de blegrøde læber strækker sig til et smil, lyser de. Men denne aften, denne skæbnesvangre aften, er de grå og tomme, og det eneste der lyser fra dem er den livsforladte aura, der gennempumper hver eneste fiber i hans krop. Han er pæn, på en måden man ikke ligger mærke til først. Så du ham på gaden, ville du ikke lægge mærke til ham. Men som han står der, omringet af skumringen, sløres hans træk, hans skikkelse bliver komprimeret til en silhuet af et menneske, en i mængden som så mange før ham. Jeg iagttager ham ud af øjenkrogen. Ser ham først ikke. 
Han står der på kanten, skælver som en hund. Skælver, tynget af de valg, der ligger som en jernkappe om hans skuldre. Tynget af tankerne der stormer hans fornuft, tvinger ham til beslutninger der ikke er hans. Hans ben svajer let, venter på ordre fra en kaptajn, der for længst har forladt fartøjet. En enkel tåre baner sig vej ned over kinderne. Ude i horisonten kan lyset skimtes som et ganske let skær. Med tåren banner en tanke sig vej gennem de andre. Kujon. Et øjeblik står han helt stille. Lader tanken synke ind mellem hjerteslagene. Kujon. Så kommer rystelserne igen, større, voldsommere, som en bølgerne storm, der rammer ham. Kujon, svækling, hjerteknuser, idiot. Ord og tanker banker gennem hans allerede overfyldte hoved. Efterhånden lægger han ikke mærke til kulden længere. Langsomt samler ordene sig, danner sætninger. Han lytter ængsteligt, selvom han ved hvad de siger. For det er, det eneste han kan tænke på. De eneste tanker hans hjerne kan mønstre. Og så kommer de stormene, dybt nede fra den mørkeste afgrund af hans sind, hvor han havde prøvet at gemme dem. 
Kujon. Hun dræbte sig selv for dig, og nu kan du ikke engang følge hende. Han svimler let. Vægten af de tanker han havde slæbt på i timevis, de tanker der havde bragt ham her, nagler ham til de saltvandsbesprøjtede brosten. For tankerne har ret. Hun var forsvundet på grund af ham. Bag savnet sneg en ny tanke sig frem.  Den er fuldt af en mærkelig fornemmelse, en uro, en forvirring.  En af mine bølgende kanter banker mod klippen og vådgøre de slidte jeans. Men han rør ikke på sig. Tanken, ordene, sætningen. De rammer ham som mine buldrende vandmasser, der kæmper om plads på den trænge krog. Og så rammer det ham. En dyb vedvarende vrede som uforklarligt blusser op i ham. Ikke på hende, ikke på Harold, på ham selv. Et øjeblik glimter vreden fra de ellers døde øjne. Han udtrykker et halvt kvalt skrig, og træder et par skridt tilbage. Så sætter han i løb, men stopper få centimeter fra kanten. Et hulk slipper gennem de smalle læber. Han mumler noget for sig selv, og kigger ned i fliserne. Et par tåre springer fra de røde øjne og efter dem flere og flere, indtil han står hulkende med hængene skuldre. På det punkt fatter jeg ikke mennesker. De viser deres følelser fra vand i øjnene, skammer sig over det, og frygter det. Aldrig er det gået op for dem, at alt jeg ejer, alt jeg er, består af de salteste tåre. 
 Så kigger han op. Der er ingen spor af fortvivlelse tilbage, ingen tanker. Kun en dyb alt opslugende håbløshed, der fylder øjnene som dryppende gift. Sløre hans syn, hans tanker, og binder ham til sig. Han tørre de sidste tåre væk med den forvoksede hoodie og kigger ud over mit flydende territorium. Så rammer solens første stråler klippen foran ham. Håbløsheden tager til. Der gik hans sidste chance, for at gøre det lige. Men bag tomheden skimter noget andet frem. Måske er det... Acceptering? Måske noget andet. Med et luden udtryk lader han skuldrene synke ned. Han kigger sig omkring. Selvom det stadig er mørkt kan man skimte omridset af hans sneakers, på brostenene. Så vender han sig om, trækker skoene på og fisker en mobil op af lommen. Hans finger glider over den fugtige skærm. Han rejser sig. Pludselig mærker han kulden gennem tøjet, følelserne kommer tilbage, og hele hans krop dirre et øjeblik i det tidlige lys, vender sig til følelserne, til at være ham, som den har gjort så mange gange før. Han ryster igen og tager et vaklende skridt. Og så sker det. 


Skoene, der havde gået mange kilometer for at opnå denne glathed, rammer stenen. Han ligger vægten på benet, og vakler, skoen glider og det sidste han ser er den lysende morgen horisont. Så lukker han øjnene, lader vandet fryse hans ryg, mens det trænger igennem trøjen, til at starte med plasker han voldsomt. Panikken har grebet om ham, og presser ham opad. Hans fingre når lige at strejfe kanten, før strømmen når ham, og  nådesløst lægger ham under overfladen. Liter på liter af mit blå blod blev pumpet gennem hans lunger. Han kæmper, sparker, slå, men ingen undslipper mit  kvælende pres. Så stopper han. Åbner øjnene en sidste gang. Og der ser ham mit sande væsen. Et uendeligt tomrum af blågrønt, som pumper stille, i sit eget tempo, så roligt og mystisk, at det er alle mennesker overlegne. Som lever sit eget liv, har gjort det i tusindvis  af år, og vil gøre det i  mange tusinder år, efter menneskerne forsvinder. Så lukker han dem. Puster den sidste mundfuld luft ud, og giver slip. Langsom glider hans kludedukke agtige lig ned på bunden. I samme øjeblik forsvinder luftboblerne fra overfladen og alle jordiske tegn er slettet, og hans krop usynlig for andre end mig. 
Der ligger han. Ung, høj, stærk. Høje kindben og markerede øjenbryn, uden at de vokser sammen. Håret er mørkeblondt, og på en god dag ville man måske kalde det gyldent. Hans øjne er lyseblå, og når de blegrøde læber strækker sig til et smil, lyser de. Men denne aften, denne skæbnesvangre aften, er de grå, tomme og grå, uden skyggen af liv. Han er pæn på en måden man ikke ligger mærke til først. Så du ham på gaden ville du ikke lægge mærke til ham. Men som han ligger der, omringet af vandmasserne, sløres hans træk, hans skikkelse bliver komprimeret til en silhuet af et menneske, en i mængden som så mange før ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...