Lille lilje

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2016
  • Opdateret: 25 maj 2017
  • Status: Igang
En samling af alle de små historier jeg har på lager :)

1Likes
0Kommentarer
195Visninger
AA

3. Barn af en Sygdom

Man kunne næsten mærke den trykkende stemning i rummet, da jeg pakkede stolene sammen. Det virkede som om cirklen blev mindre og mindre hverdag. Det mest skræmmende var nok at det blev den faktisk. Sidste uge havde der været en dreng, lidt buttet, kort rødligt hår, og kun 16 år gammel. I går havde far fået en sms, der sagde han var på hospitalet. Udpumpning. Havde vist prøvet at drikke sig selv ihjel. Jeg tror ikke jeg har oplevet noget mere ubehageligt end at sidde i den åndsvage rundkreds, med alles øjne rettet mod far, og vide at alt det han gør bare ikke er nok. Altså selvfølgelig hjælper han mange, men en gang imellem er der et barn der dør. Selvom det bare er et barn, er det et barn for meget. Eller sådan plejede far i hvert fald at sige det. Men i dag var han ikke helt sig selv, og enhver kunne sige det havde noget med den dreng at gøre. "Hej stump, er du okay?" Min fars skæggede ansigt kom til syne i dørkammen med et lidt forsigtigt smil siddende mellem de grå striber. "Ja alt er fint, paps." Mumlede jeg, og skubbede to stole til, ind i kosteskabet. Smilet på hans læber lyst op en anelse. "Lyder spaghetti fint? Jeg orker ikke rigtig at købe ind". Min far var måske verdens mest psykolog-lignende psykolog. Han halvlange hår flettet i en lillebitte fletning ned langs hans nakke. Normalt havde han en brungrå grønlandssweater på, men i dag var han iklædt en mørkegrå, og (i min mening) lidt for stramtsiddende rullekravetrøje. Hans brunlige skæg, var efterhånden fyldt med grå striber, og resten af hans ansigt var stribet af dybe smilerynker. Han havde den slags ansigt der slags udstråling der gav en lyst til snakke i timevis. Måske var det derfor han var blevet psykolog. Så var det altså også meget ironisk at han skulle have et barn med OCD. 

 Ja, du hørte rigtigt: OCD. Obsesive Compulsive Disorder, eller freaky ordenssans, som Albert kalde det.  Han havde været min bedste ven fra 2. til 7. klasse. Så flyttede han skole, og nu så vi kun hinanden hver anden weekend, hvilket selvfølgelig var pisse irriterende. Men han skrev alligevel hver dag, og nogle dage var de små blå bobler det eneste der holdt mig oppe. I dag var en af de dage hvor alt virkede håbløst. Selv fars spaghetti var smagløs, og halvkold, da jeg endelig var færdig med at pakke alle stolene sammen. Far prøvede med nogle akavede samtale startere, men det blev aldrig rigtig til noget. Ordene slap ligesom op før vi noget til et ordentligt emne. For en der lever af snakke var min far virkelig ikke den bedste til smalltalk, og vi havde en helt klar aftale om at vi ikke snakkede om min diagnose derhjemme. Det blev simpelthen for meget, hvis han skulle være både psykolog og far. Så brød min fars skingre ringetone stilheden, og han undskyldte hastigt før han forsvandt. Så sad jeg der. Alene. På et tidspunkt blev stilheden bare for meget, så jeg lagde min tallerken i maskinen og forsvandt ind på værelset. Selvom der altid ar rent og ryddet, kunne jeg sagtens finde på at rydde op. Det blev jeg nødt til. Selvfølgelig lyder det åndsvagt for nogen der ikke kender mig. Folk kommer altid med den det "hvorfor lader du ikke bare hver?". Hold nu kæft hvor bliver jeg træt af at høre på det. Som om jeg ikke ville lade hver hvis jeg kunne. Som om det her er noget jeg vil, noget jeg selv bestemmer. når min far forklare mentale sygdomme plejer han at tale om "monster", altså små væsner der går rundt med en og hvisker ting i dit øre, for dig til at gøre ting. På en måde er det en meget god forklaring. Den giver ansvaret for dine handlinger videre. For det er sådan det føles. Som en anden der styrer dig. Stemmen i mit hoved der hvisker, taler, råber, skriger hvad jeg kan og ikke kan. Nogen aftner bliver det for meget. Og så ender jeg som jeg så ofte gør. Grædende ned i min hovedpude, mens far laver et eller andet et andet sted. Helt alene, med stemmen.  

Jeg har en million regler for mig selv. Hvad jeg må spise til morgen, hvor meget jeg må pakke i min taske, selv hvordan jeg skal børste tænder. Det hele er lagt fast, og hvis det ikke går sådan kan jeg mærke den. Frygten, angsten. Jeg har kun haft tre anfald, i de sidste par år. Første gang var til Albert fødselsdag. Han havde skubbet mig for sjov, men jeg lande i en klump mudder. Efter det tog jeg tre brusebade, med hjerte siddende helt oppe i brystet. Det med at rulle sig i mudder og lege med jord havde aldrig rigtig været mig. Jeg fik det så dårligt når jeg så pletterne, bakterierne. Efter festen havde jeg brugt to timer på bare at skrubbe mudderet af mit skinneben, jeg blev ved, og ved, indtil den første dråbe blod trillede ned over min ankel. Man kunne se mærkerne efter kluden i næsten fire uger efter det. Den anden gang havde været på min ferie i Frankrig med min mor. Hende og far ar blevet skilt kort efter jeg blev diagnosticeret. Det havde simpelthen været for hårdt for hende. Nogen gange blev jeg bare så vred på hende. Sådan rigtig gennemsyrende vred. Det var ikke hende der skulle leve med det, det var ikke hende der fik at vide at hun skulle leve med en sygdom ingen andre kunne se. Mens vi gik ned gennem en af de smalle gader i Paris, var hun forsvundet, ud for at købe et eller andet. Jeg gik rundt i fire timer uden at vide hvor vores hotel var. Da hun fandt mig, sad jeg sammenkrøbet i en smøge og rystede. Tredje gang, og helt klart den værste, var for mindre en 3 måneder siden. Fra var taget på en weekends rejse med arbejdet, og da han kom tilbage var det sket. Gennem mindre end 42 timer havde mit liv været helvede. Jeg tror der gik omkring 5 timer, før jeg kravlede sammen i et hjørne og græd. Og så kom det. Jeg fik ikke rykket mig før far kom hjem igen. Så jeg brød aldrig mine regler igen. Aldrig. 

Far vækkede mig klokken 6: 30 næste morgen inden skole. Han prøvede virkelig at overholde min små vaner, mine regler.  Det så næsten helt sjovt ud når han fræsede rundt i lejligheden, for at lave havregryn, pakke taske til sig selv, og til mig. Men jeg pakker den altid om alligevel, fordi han ligger tingene forkert. Jeg har prøvet at instruere ham i det mindst hundrede gange men alligevel gør han det forkert. Jeg burde nok bare pakke den selv, men han føler virkelig at han hjælper med sådan nogle ting. Klokken 7:00 Spiste vi morgenmad. Far fik toast og en lunken kop kaffe. Jeg fik en skål havregryn med mælk og sukker, og et glas multifrugt juice til mine piller. 7:20 forlod far huset. Og klokken 7: 40 gik jeg ud af hoved døren med min taske over højre  skulder. En morgen som alle andre. Præcis som alle andre.  

Vejen til skole var cirka lige så kedelig og usmageligt uinteressant som min havregryn. Skolen var ikke meget bedre, bortset fra en enkelt times matematik med Hanne. Hun var den eneste af vores lærer der ikke gav mig hovedpine. Jeg tror matematik er mit ynglings fag. Det er en af de eneste fag hvor man får en bonus for at skrive det pænt op, og lave systemer. Resten af dagen glæd ligesom forbi i en ukendelig masse af ingenting, men det gjorde ikke så meget. Jeg ligger ret højt karaktermæssigt, så det er ikke verdens undergang hvis jeg misser et par timer. Jeg havde en dunkende hovedpine da jeg gik fra skole, så jeg proppede de regnbuefarvede høretelefoner jeg fik af mor sidste år ind i ørene, og begynde at gå så hurtigt jeg kunne. Min øjne gled langsomt i for jeg kendte vejen. Skridt for skridt bevægede jeg mig tættere på mit hjem. Mit sikre sted. Men jeg gik blev mit hoved langsomt tungere, og mine øjenlåg var på vej til at glide i, da en skinger tone fra min mobil ruskede mig vågen. Det var Albert. Mens jeg læste hans sms begyndte jeg at smile. Han brugte altid sådan noget latterligt chat sprog hvor alle ordene er forkortet, og hver andet bogstav erstattede med et tal. Jeg vidste godt han gjorde det for sjov, og mn kunne næsten høre ham vrænge ordene, i en eller anden parodi. Han spurgte om jeg ville komme forbi, efter skole, hvilket jo var nu. Jeg kiggede på uret. Stadig 2 timer til jeg skulle være hjemme. Så skrev jeg hurtigt til far hvor jeg var, og begyndte at vandre. Mens jeg gik gled min øjne langsomt sammen. Hold nu fast hvor var jeg træt. Efter et ti minutters tid kom jeg til en park. Et lille smil gled over min læber, da jeg satte mig på en af de gamle metal gynger. Den klagede højlydt men holdt dog ud. Jeg prøvede at holde mine øjne åbne men de gad ikke. Som om det var en løs forbindelse i min hjerne. Med nød og næppe fik jeg stablet mig selv over på en mørkegrøn parkbænk. Jeg havde virkelig ikke lyst. Det var ikke noget man gjord hverken ud fra mine regler eller nogen andres, men min hjerne hviskede alligevel i mit øre. " Bare ti minutter, for at få lidt energi" . Så faldt jeg i søvn. 

Da jeg vågnede var det mørkt. Ikke sådan buldrende mørkt men alligevel ikke lyst. Da jeg satte mig op snurrede mit hoved, og mine hænder rystede. Det her var ikke sket, det her var ikke sket, det her var ikke sket. Jeg fumlede ved mit jakke hjørne og tjekkede tiden. 18:30. Jeg skulle havde været hjemme for en halv time siden. Med rystende skridt fik jeg rejst mig op. Mit hjerte pumpede, så hård jeg kunne mærke det gennem den tykke dunjakke. Sveden begyndte at pible frem på min pande. Jeg følte mig pludselig så magtesløs. Ikke igen, hviskede mine tanker, men det hjalp ikke, Det kom galoperende og angreb mig bagfra med samme hastighed som mit dunkende hjerte. 

Det er svært at beskrive et panik anfald for folk som ikke har det. Det er som om hele verden er ved at brase sammen. Alt går i stykker, selv dig selv, og der er ikke noget man kan gøre for at rede den. Hele kroppen giver op, og gør ondt, men på et tidspunkt stopper man bare med at føle det. Luften stopper med at komme ned gennem lungerne, de vigtigste funktioner kommer. Man er så svag under vægten af ens problemer, at man til sidst kollapser. Lige der, i midten af den park jeg kendte så godt, faldt jeg sammen, kollapsede, og besvimede. 

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men da jeg begyndte at kunne føle ting igen var fars bekymrede ansigt det første jeg så. Hans øjne var blank som om han havde græd. Bag ham kom Alberts fregnede fjæs til syne. Han så bekymret ud, hvilket var noget han sjældent var. Jeg fik med fars hjælp min krop til at lystre og satte mig op. Svimmelheden og kvalmen kom  tilbage så hurtigt jeg foldede mig sammen, og fik tømt hvad det var tilbage af min frokost. Resten var bare galle, der syrede ubehageligt op af halsen.  Da jeg var færdig var jeg helt tom. Det var ikke mere tilbage ikke andet end mine salte tåre der dryppede ufortrødent ned på fars uldne sweater. Efter et par sekunder lykkedes det mig at få lidt overblik tilbage og jeg skimtede hvad der lignede en politibil, i baggrunden. Ud af den steg en høj mørk mand, hvis uniform få ud til at være et par numre for stor. Han trak far lidt til siden og  begyndte at udspørge ham om alt fra min alder, til mit første kæledyr. Imens samlede Albert sig og satte sig på hug foran mig. Til at starte med sagde han ingenting og stirrede bare akavet på min jakke, men efter lidt tid kom det et ord ud af ham. "Undskyld." Mumlede han. Et øjeblik glemte jeg situationen og kiggede med mistro op på ham. Jeg må havde smilet for pludselig så han lidt mere lettet ud. Det var som at stikke hul i en vandballon, for med et fossede ordene ud af ham, og det lykkedes ham endda at krænge et enkelt grin ud.  Han blev afbrud efter ti minutters uafbrudt fablen om et eller andet computerspil, da en anden politibetjent trådte ud af bilen og kom over til os. Han så mere venlig ud og var også næsten halvandet hoved mindre end sin makker. Han stillede ikke ligeså mange spørgsmål, men tilbød mig et stykke chokolade, som jeg dog takkede nej til, hvorefter Albert snuppede det ud af hans hænder. Til sidste rejste ham sig op og rakte mig et kort, "De hjalp mig meget da jeg var på din alder." sagde han, og forsvandt tilbage til bilen. Jeg foldede kortet ud og læste den sparsomme tekst. På det lille stykke papir stod der, "terapigruppe for børn og unge- Sindets skabninger". 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...